Dalgaardpaaeventyr
Rejsebeskrivelser, primært fra Asien
I bussen fra Kompot (en omvej for os, men bilerne skal jo fyldes os) kørte vi med en østriger og hans vietnamesiske kone. De boede om vinteren i Phnom Penh og om sommeren i Bodensee. Han talte ikke særlig pænt om Phnom Penh, og forstod ikke, at vi havde booket 7 dage der, så vi var noget skeptiske mht. vores ophold i byen, da vi endelig ankom ved 19 – tiden. Vi kom ud af bussen, og holdt os til vores nye inddeling i ansvarsområder. Asbjørn og jeg gik til bussen bagende og fik noget bagage, men Sol og Kristina tog ophold ved sidedøre, og fik den del af vores bagage, der havde været i kabinen under køreturen.
Vi blev opsøgt af en tuk-tuk-driver, der forsøgte at snyde os heftigt med en pris på tuk-tuk-turen til hotellet på 100 dollars. Da han opdagede, at han var gennemskuet, faldt prisen til 6 dollars, og vi endte på 5 dollars. Vi vidste godt, at det var overpris, men da vores rejsepolitik er, at vi ikke vil risikere noget, når vi ankommer til en by, er vi villige til at blive snydt på den første tur. Det viste sig da også, at han havde snydt os. En halv dag med en tuk-tuk-driver koster 15 dollars og en tur byen rundt koster 2 dollars, men der er ingen grund til at risikere at stå på et ukendt gadehjørne med to børn og en masse bagage, som man ikke rigtig kan beskytte eller passe på, for at spare 3 dollars / 15 kroner. Den samme tur ville i øvrigt have kostet kr. 200 i København, og en anden tommelfingerregel er, at hvis vi er tilfreds med ydelsen til den aftalte pris, så skal vi ikke lade os genere af, at de tjener godt på os. Endnu et bidrag til den 3. verden!
Hotellet, Billabong, er helt fantastisk. Der er en flot og dejlig swimmingpool i ”baggråden” og det er beliggende midt i Phnom Penh. Værelset var indrettet med en dobbeltseng og 2 queensize – senge, et lækkert TV og et dejlig stort badeværelse.
Børnene kunne lige nå at få en tur i poolen, der lukkede kl. 20.00. Derpå købte vi aftensmad på hotellet og fik den leveret på værelset og dagen sluttede af med en DVD, som vi gratis kunne låne i restauranten. Her er der både efterladte bøger og DVD – er til fri afbenyttelse.
Dagen startede med en dejlig morgenmad. Den serveres ved poolen og fra kl. 06.00 til kl. 10.00. Vi kan sidde og spise og drikke rigtig kaffe og spise, hvad vi har lyst til i 4 timer, så mon ikke vægttabet formindskes.
Asbjørn og Sol tog en times tid i poolen før turen gik til byen. Turen startede ved markedet. Der var delte meninger om det var vigtigst at kigge på grøntsager og tøj eller elektronik. Jeg foreslog, at vi delte os op i et pige – og drenge hold, så Asbjørn og jeg kunne få frie hænder i elektronikafdelingen, men desværre fulgte pigerne med, så der blev nok set, men ikke købt. En anden dag må jeg tage turen med Asbjørn og Visa – kortet alene.
Phnom Penh er mere vestligt end Vietnam, eller i hvert fald en de steder vi hidtil har været i Vietnam. Maden er mere amerikansk, deres engelsk er lidt bedre og internettet har dansk standard i up – og download hastighed. En fornøjelse.
Vi købte vildt ind i en NGO – forretning, der arbejder mod udnyttelse af mennesker i Cambodja, mod trafficing. Den hed ”Daughters of Cambodia” og ligger lige ved nationalmuseet. Når jeg skriver vildt, så var det fordi en T-shirt koster 15 dollars, mod normalt 1 – 2 dollars, men vi bilder os selv ind, at en del af overskuddet går til et godt formål.
Derpå gik turen til Nationalmuseet, der viser Cambodjas kulturelle udvikling. Der var også nogle bøger om Pol Pot og hans folkemord på et utal cambodjanere, men anslået mellem 1 og 2,5 millioner mennesker. Så vidt jeg husker støttede DKP / SAP og KAP i Danmark Pol Pot, og mon ikke nogle af disse danske støtter stadig er aktive og agtværdige i Danmark, og måske endda i Folketinget eller i hovedbestyrelse for partier, der er i Folketinget. Men det er jo ganske uinteressant i forhold til, at Lars Lykke Rasmussen rejser på 1. klasse som formand for GGGI.
Eftermiddagen, eller rettere sagt fra kl. 16.00 – 18.00, gik tiden i poolen og aftensmaden blev indtaget i byen. Vi gik ca. 1 km. før vi fandt den rigtige restaurant, Royal Guest House. Dejlig mad, og også her mærkede man, at Cambodja er mere vestlig en Vietnam. Det var nærmest rigtige burgere, høj kvalitet og god øl.
Dagen afsluttede vi på værelset med en DVD. Der er et fedt Sony TV på værelset og en DVD afspiller.
Efter morgenmaden, der er rigelig, stod den på lektier et par timer. Dansk og matematik. Engelsk foregår i gaderne og tysk går mest ud på at lære Asbjørn nogle tyske gloser og tal. Stemningen er ikke altid lige god, når der læses lektier, for ungerne vil helst i poolen og lege, og vi er nok lidt strengere en lærerne i dagligdagen. Når så der er 2 timers koncentreret undervisning uden svinkeærinder, så går det ikke altid lige godt. Når så vi går i gang med at lege i poolen, så er alt glemt.
Ved 14 – 15 tiden gik den så rundt i byen. Vi har aftalt, at den ene af os styrer kortet fra start til slut, for når vi går rundt og skifter kortfører, er det ikke til at finde rundt. I dag var det mig, der førte kortet og viste vej.
Vi startede på et stort marked, der viste sig at være et engrosmarked. Der var forretninger, der solgte fiks, plastikposer, emballage, frugt, kød, pølser, legetøj, ja nærmest alt. Derpå en forfriskning i et supermarked. Supermarkederne har alle en afdeling, hvor man kan sidde og drikker – og spise nogle af de varer man har købt, og da der også der, er wifi er det ofte der, vi drikker en cola elle dåsekaffe (smager bedre end det lyder!)
Jeg er så glad for at have Kristina og børnene med, når vi går rundt, for det er tydeligt, at når jeg går forrest bliver jeg set lidt kritisk på af cambodjanerne. Jeg kan tydeligt se, at de tænker ”gamle gris”. Der er mange vestlige mænd, der tager til Cambodja for at finde en kone eller bare for at finde ”et eller andet” at udnytte til sex. Men når så de ser, at Kristina og børnene er med, så hilser de og smiler til mig.
På vores hotel er der også nogle par af blandet race, altså en vesterlandsk mand, der har en cambodjansk kæreste. Utroligt hvad der får en ældre herre på 100 kg med langt hentehår til at kaste sig over en halv så gammel cambodjansk pige, der kunne være hans barnebarn!? YAGGI.
Derpå i en Samsung forretning. Kristina er ved at finde sig i, at vi er 3, der gerne vil se på elektronik og kun to, der vil se på sko og kjoler, så hun sikker på en stol i elektronikforretningerne. Så kan hun lære, hvordan det er at være ægtemand og med i Næstved Storcenter. Hvor ofte sidder man ikke trofast som husbond i diverse sko – og tøjforretninger og venter på, at 200 par identiske sko i samme størrelse er blevet prøver, for blot at konstatere, at ingen af dem, var de rigtige. (Sjovt at tænke på, at der alligevel sniger sig flere og flere sko og støvler ind i entreen, når der nu aldrig bliver købt nogen)
Der blev dog heller ikke købte nogen telefoner eller tablets i dag, men mon ikke, der også sniger sig en tablet ind, for prisen her er ca. 50% af i DK.
Aftensmaden blev indtaget på hotellet. Dejligt med roomservice, selv om det er relativt dyrt og af begrænset kvalitet. På TV – et blev der set to amerikanske film med kinesisk undertekst. God de ikke synkroniserer lyden!
Kristina brugte tiden på noget langt mere uhyggeligt og interessant end amerikanske gyserfilm. Hun læste om Pol Pot og skændig er historien ifølge de kilder hun fandt på nettet. Det lader nemlig til, at USA støttede ham i et politisk spil mod Rusland, og oftest er det jo sådan, at det USA støtter, det støtter forskellige danske regeringer også. Det lader også til at Pol Pots folkemord snarere er på 3 millioner mennesker, hvortil kommer grusom forarmelse af befolkningen. Læs evt. ”First they killed my father”.
Ved morgenmanden talte vi med en englænder, David, der bor i Australien. Han er her ikke i samme anledning som os. Han er her fordi hans søn på 50 år havde forsøgt at begå selvmord ved at sluge et glas piller. David havde fået nogle herboende australier til at samle ham op, indtil han selv havde kunnet kommer hertil. David er vel 80 år og har boet i Danmark og Sverige, så jeg havde talt lidt dansk/svensk med ham den ene dag, og han havde fortalt mig om sin ulykke. Nu bad han mig om hjælp til at sende en e-mail til australierne, der havde samlet sønnen op, for han kunne ikke få forbindelse med dem og takke dem. Vi fik sendt e-mails og sms-er.
Vi fik herpå et par timer i poolen og ved 10 – tiden var vi på gaden, efter vi havde mødt David, der havde fået kontakt med australierne.
Vi begyndte vores rundtur, men har besluttet at holde lidt længere frokostpauser, og den første holdt vi efter 15 minutter, hvor den stod på indkøbte sodavand på fortovet ud for forretningen, hvor vi havde købt drikkevarerne, tyggegummi og chokolade. Snickers er blevet det helt store hit for os.
Mens vi sad her, kom en lastbil med is til forretningen. De stillede en vægt, der gik til 100 kg. på fortovet og vejede hver sæk op før den blev båret ind i forretninger under overvågning af indehaveren. Den ene ”salgschauffør” stillede sig op på den. Han vejede 55 kg. Så opfordrede de børnene til at prøve. Asbjørn vejede 39 kg. og Sol vejede 32 kg. Så var det min tur. Uden problemer røg vægtens pil nærmest 370 grader rundt, 108 kg. De var meget imponerede og jeg var stolt!
Det er en fornøjelse med cambodjanere og vietnamesere. De er meget åbne og imødekommende, og så forstår de at værdsætte høj vægt!
Turen gik videre ad gaderne mod kongens palads. De mange tilbud om at tage en tuk – tuk blev også i dag afvist. Vi var fremme for tidligt ved paladset, idet det det havde middagslukket. Der var stinkende varmt i dag (i dag igen). Ventetiden til kl. 1400 gik på en legeplads, hvor børnene løb rundt i solen. Utroligt, at de kan, for jeg vil gætte på, at temperaturen i skyggen er 35 grader, og de løb rundt i solen! Kristina og jer er mere fornuftige. Colaer i skyggen siddende på en bænk.
Ca. 1415 var vi paladset. Det var virkelig overvældende. Der var selvfølgelig guld i overflod, men det, der gjorde dette sted særligt smukt i forhold til, hvad man eller ser af herligheder, var haverne mellem bygningerne og den renhed, der var over linjer og farver. Helt usædvanlig, selv efter europæisk standard.
Det lykkedes af få fotograferet Sol og Asbjørn sammen med nogle munke. Sol har hele tiden talt om det, for Nina, hendes religionslærer har åbenbart fortalt så godt om munke, at det var et stort ønske for Sol at blive foreviget sammen med munke.
Senere var det omvendt. Nogle cambodjanske skoleelever, ville fotograferes sammen med Sol og Asbjørn, så det fik de selvfølgelig lov til.
Senere, da vi sad og spiste en is, så vi en af de cambodjanske skolepiger, der åbenbart var berømt, for hun blev af ”indfødte” plaget om at bliver fotograferet sammen med dem. Hun var sød og lod sig ukrukket fotografere. Efter seancen, hvor hun var blevet fotograferet sammen med diverse mennesker, bad hun Sol om, at de to fik taget et foto sammen. Også dette blev gennemført.
Vi fortsatte derpå vores oplevelsesfærd mod floden, Mekong. Langs flodfronten var der en flagrække, og det lykkedes og også at finde alle flagene, også det daske, hvilket var vigtigt for børnene.
Derpå til Happy Hour på 2. etage med udsigt over Mekong. Dejlige kolde øl og sodavand. Vi måtte godt nok vente et kvarter med at bestille, for vi var 15 minutter for tidligt til Happy Hour, så Kristina ville ikke bestille før dette magiske øjeblik indtrådte.
Derpå gennem gaderne og efter aftensmaden i et pizzeria, der mindede om pizza hut, tilbage til hotellet ved 1930 tiden. Asbjørn og jeg nåede lige en halv time i poolen.
På vej op til værelset mødte vi David, der fortalte, at han alligel ikke kunne tage hjem til Australien lørdag, for hans søn var her til morgen blev fundet i sidste øjeblik. Han havde igen forsøgt selvmord. Denne gang ved at skære pulsårerne over i håndleddene. Jeg talte lidt med ham og spurte så, om han i morgen ville med os på tur til ”Killing Fields”. Lidt dårlig timing kan jeg godt se, og han afslog da også, idet han skulle ordne en masse vedr. sønnen, bla. betale for – og arrangere hans ophold på sygehus. Det eneste han ønskede var, at vi / jeg opmuntrede ham lidt.
Phnom Penh er en super dejlig by at være turist i. Der er let at finde rundt, der er meget at se på og menneskerne er venlige og imødekommende, og nogenlunde til at tale engelsk.
Ungerne fik en tur i poolen mens jeg hjalp David med at skrive mails og skype til kontakter, der skulle hjælpe ham med at overføre penge til sønnens hospitalsophold.
Kl. 1000 var vi i tuk – tukken og kørte mod Choeung Ek eller en af de mange ”killing fields”, hvor Pol Pot åbenbart med hele verden som vidne fik lov til at slagte ca. 3 millioner mennesker. Det viser sig, at det var vietnameserne, der reddede cambodjanerne mod denne krigsforbryder, mens den vestlige verden så til og blåstemplede Pol Pot som den legitime leder. Skammeligt!
Der var ikke meget at se på Choeung Ek, idet alt var ryddet, men da vi alle fik udleveret lydguides, hørte vi den ene personlige beretning efter den anden, og fik beskrevet, hvorledes udryddelseslejren havde fungeret.
Fra byens fængsel, hvor indrømmelser om forbrydelser mod Pol Pot og ”folket” var blevet afgivet under tortur, blev man kørt til Choeung Ek, hvor ”forbryderne” blev henrettet ved decapitation, eller på anden måde var blevet banket ihjel, fx blev spædbørn holdt i fødderne og slået mod træer.
Efter 2 timer i Choeung Ek, der virkelig var et godt besøg, gik turen videre til fængslet Toul Sieng, altså afhøringscentret, hvor Pol Pots regler var nedfældet på en stor tavle, og hvor der var udstillet tortur remedier.
Den måde Pol Pots regime kunne finde ud af, om man var en fjende af folket og altså af ham var, følgende. Hvis man havde briller, kunne et udenlandsk sprog, havde hænder uden rifter eller hård hud eller havde en uddannelse, så var man folkefjende, hvilket også medførte, at nærmest 1/3 af befolkningen blev udryddet!
Klokken var vel omkring 1430, da vi var færdige med besøget på disse triste, men vigtige steder.
Vi begyndte herpå at gå gennem byen og kom forbi en stor bygning, der var indrettet til børneleg med klatrecenter, Kids City, ”monkey tonkey land” , skøjtebane mv. i 11 etager.
Vi tog turen i klatrelandet, hvor børnene for 5 dollars pr. stk. klatrede i en time, og efter en langsom start kom de virkelig efter klatreriet. Klatrevæggene var vel. 7 – 10 meter højre og de var iført et klatresæde og automatisk faldsikring oppefra.
Herpå gik den hjem mod hotellet, hvor vi var ved 1730 tiden. En times tid i poolen, roomservice aftensmad, en film, og så var den dag ovre.
I dag var det lørdag, så vi kunne holde fri. Vejret var som altid varmt og skyfrit. Børnene lavede let lektier og badede om formiddagen. Kl. 1500 havde vi aftalte med nogle svenske gæster på hotellet, Tommy og Nina, at vi skulle tage en tuk – tuk til et Khmer Bokse arrangement. Vi er blevet korrigeret flere gange for at kalde det thai boksning, idet det ifølge cambodjanerne var dem, der opfandt det, og den korrekte betegnelse her er Khmer Boxing.
Asbjørn og jeg var en tur i Samsung Store for at købe en tablet til ham. Den havde dog ikke dansk sprog, så vi trak følehornene til os, og han må klare sig uden. Ellers en kanon telefon.
Kl. 1500 tog vi sammen med Tommy og Nina og deres to børn på 5 og 7 år med til den anden ende af byen, hvor boksningen skulle foregå.
Vi kom frem og tuk – tuk driverne blev mere og mere rådvilde. Der var intet. Det var ellers tuk – tuk driveren, der sammen med hotelmanageren havde oplyst os om, at det var her det foregik, men der var intet, så vi blev kørt til en restaurant, hvor vi drak en øl og spiste is. Derpå gik den tilbage mod hotellet via nogle meget flotte forretninger, hvor Asbjørn og jeg mest ventede udenfor, mens Kristina og Sol købte ind.
En rolig formiddag. Kl. 1400 skulle vi til khmer boxing, og vi aftalte med Tommy og Nina, at vi skulle mødes med dem og deres to børn, Gino og Nelly derude.
Vi tog en tuk – tuk til stedet, og den kørte rigtigt og kl. 1330 var vi der. Vi kom gratis ind, og det var den sidste kamp i et stævne. Det stævne vi skulle til startede kl. 1400, og det var gratis at komme ind. Tilskuerne var nemlig kulisse til en tv – transmission fra CTN.
Det er en drabelig sport, for bokserne både slår, sparker og bryder og de må bruge både albuer, knæ og baghånd.
Tommy og Nina kom kort efter vi var ankommet. Vi fik en god siddeplads, men efter 4 intense kampe, havde vi fået nok vold. Vi forsøgte at finde et sted at drikke en øl og spise is og komme på toilet, men det her er lidt uden for byen og ikke noget turistområde, så vi aftalte i stedet for at mødes senere på Kids City.
Vi var en tur omkring hotellet og forsøgte at hæve penge i en ATM (hæveautomat) men alle vores visakort blev afvist.
Ved Kids City, prøvede Kristina endnu engang en ATM og denne gang lykkedes det, men hun kunne kun få 200 dollars. Det er sikkert det, der er galt. Vi forsøger altid at hæve 400 dollars, men bliver oftest afvist, så grænsen her er nok 200 dollars, trods vi vel kan hæve 2.000,- kroner i DK. Dertil kommer et hævningsgebyr på 5 dollars. De har regnet den godt ud hos Visa!
Kids City var endnu engang en sikker succes. Alle ungerne, både vores og Gino og Nelly for rundt og klatrede højt op. Asbjørn forbedrede sin rekord på klatrevægen fra ca. 45 til 29 sekunder, det vagte opsigt blandt instruktørerne på stedet.
Efter Kids City tog vi en tuk – tuk hjem til hotellet. Det var blevet sent, og vi fik TV – dinner på vores sidste aften i Phnom Penh. En by vi gerne vil besøge igen.
Hotellet, Les Manguiers, var bestilt og da vi nærmede os afrejsetidspunktet blev Kristina mere og mere nervøs for sin bookning af hotellet. Ingen aircon, intet varmt vand, så vi var spændte.
Vi blev afhentet af en taxa og kørt de 190 km. Det tog næsten tre timer og kostede 35 dollars. Til at overse, når man tænker på, at en taxa fra Hvidovre, Jernholmen, til lufthavnen koster 240 kroner for de 8 minutter turen tager!
Ved ankomsten blev vi modtaget med forfriskninger og blev anvist et dejligt værelse med to store senge og myggenet. Efter en frokost tog vi bad i floden sammen med Olli og hans far. De er fra Australien. Vi hilste kort på dem i Phnom Penh, hvor de åbenbart kunne gennende os som danskere, og havde kaldt os ”prinsesse Mary family”. Nu var de her, og de var flinke. Faren havde gået på samme skole som Mary, men et par klasser over, og en af hans søskende havde gået i enten parallelklasse eller klasse med Mary, men vi spurgte ikke yderligere til bekendtskabet. Vi nøjedes med at oplyse, at kronprinseparret var meget afholdt i Danmark.
Vi lejede et par kajakker og padlede på floden en times tid til solnedgang ved 18 – tiden. Derpå en gang aftensmad før turen gik med motorbåden op ad floden for at se på fireflys, - ildfluer.
Efter ca. 10 minutters sejlads i mørket kom vi til stedet, hvor man i trætoppe på lang afstand kunne se adskillige lysglimt. Da vi kom tættere på, kunne vi også se, at lysglimtene kom fra ildfluer, der både sad i træerne og fløj fra træ til træ.
Vi sejlede over på den anden bred, hvor vi gik i land. Her var der en busk, hvor vi kunne fange ildfluerne i hænderne. De satte sig også i børnenes hår, og så var det let at studere dem. De var på størrelse med almindelige fluer og så var de lyse. ”Ilden” / lysgivningen kom fra kroppen / under vingerne og det var meget imponerende.
Ved 2130 tiden lå vi i vores senge. Det var dog ikke sådan at falde i søvn, for fra den anden side af floden lød der høj khmer – musik i anledning af et bryllup. Larmen (musikken) sluttede ved 2330 tiden, men selv om værelset er dejligt, er det som at sove i et telt, for den manglende aircon gør, at vi er nødt til at have døre og vinduer åbne og lyden fra insekter mv. kommer uhindret ind.
Det blæste og morgenmaden blev forsøgt indtaget i en af de overdækkede terrasser, der er bygget på piller på floden. Det blev droppet, for selv om det er varmt, vel 25 grader om morgenen, så er det koldt når det blæser på floden.
Morgenmaden består af 2 franske morgenmad og 2 ekstra brød. Vi bliver ikke fede/federe, men det fungerer godt med morgenmaden.
Først en badetur i floden, lidt bordtennis med Joakim, en tysk gæst, der er meget snakkesalig og flink, og som gerne spiller bordtennis med Asbjørn, Sol og lejlighedsvisKristina og mig. Derpå gik turen til Kampot, hvor vi både skulle hæve penge og opsøge Rikitikitavi, hotellet, hvor vi oprindeligt ville have boet. Vi kørte først til Rikitikitavi på de lånte cykler. De fungerede fint, og turen var god. Den gik ad en grusvej de første par kilometer over jernbanespor, hvorpå vi kom til byen. Den havde et godt asfalteret vejnet.
Først stod den på kaffe og the i Rikitikitavi, derpå rund i byen efter dollars. Den tredje ATM virkede. Kommunikationen med ATM er følgende:
-Indsæt kort
-Vælg sprog
-Indtast kode
-Vælg konto du vil trække fra (3 muligheder)
-Vil du hæve forudbestemte beløb (fast cash) eller indtaste selv (Vi vælger fast cash)
-Vi vælger 400 dollars
-Transaktionen bliver afvist med begrundelsen ”Du kan maks. Hæve 250 dollars”
SÅ SKRIV DET DA FRA STARTEN, IDIOTISKE SYSTEM!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Nå vi har jo ikke andre steder at gå hen, så vi kører processen igen og altså her på den tredje maskine i 2. forsøg lykkes det os at hæve 250 dollars.
Derpå cyklede vi hjem igen i slow motion, badede i floden og spiste aftensmad på hotellet. Den er OK – cambodjansk.
Vi lejede kajakker. Asbjørn ville have sin egen, så det fik han. Kristina, Sol og jeg delte en. Der gik dog ikke lang tid før Asbjørn måtte overgive sig. Vi padlede mod strømmen og den var stærk, vi skød den til at være ca. ½ meter i sekundet. Efter 500 meter fik jeg så fornøjelsen af at sejle alene, og det klarede jeg kun ca. 500 meter, før vi sejlede op på bredden et sted, hvor der var sandstrand. Her badede vi lidt og drak lidt vand, før vi omorganiserede igen.
Vi fortsatte med Kristina, Asbjørn og jeg i den ene kajak og Sol på slæb i ”etter - kajakken”. Det gik fint. Nu var vi tre, der kunne padle og det gik lystigt fremad. Man skulle bare padle i takt, for ellers så ramte vores pagajer hinanden, så det krævede at vi alle fulgte Kristinas pagaj, idet hun sad forrest og både Asbjørn og jeg kunne se hendes tag. Sol sad bagved og sang, ligesom ”Rapanden Rasmus”.
Vi passerede et knæk på floden, hvor en færgemand sejlede skoleelver over floden med deres cykler. Der var vel 10 – 12 elever med cykler på båden. Vi fortsatte vores færd. Efter flodknækket var det lettere at sejle, der var ikke så stærk strøm og vi var kommet i læ af blæsevejret.
Det blæser hver morgen, og så lægger vinden sig hen over dagen. Vi kom forbi en mindre gren af flodsystemet og tog chancen og sejlede lidt ad denne og efter et par hundrede meter kom vi til et kloster, hvor vi holdt pause og spiste lidt ”Danish Butter Cookies”. Vi havde fået nok af kajaksejlads og besluttede os for at sejle tilbage. Det var til gengæld let. Det tog ikke 15 minutter og komme tilbage, og så nåede vi endda at svømme ved siden af kajakkerne.
Derpå badede vi i floden og spillede lidt bordtennis med og uden Joakim. Det er meget forfriskende med flodbadning, men det er lidt underligt at bade i ferskvand, og det er også lidt grumset. Ikke af forurening, men af den kraftige strøm, der hvirvler sandbunden op.
Kl. 1600 tog vi til Rikitikitavi. Sol faldt i søvn i en lænestol efter både kajak – og cykeltur. Kristina og jeg lagde ud med hver en Pina Colada, derpå et par øl til maden og sluttede med en Mojito. Da vi kørte hjem, var det bælg mørkt, men der var lidt lys på cyklerne så det gik på bedste asiatisk maner. Vi klarede den, selv om Sol påpegede flere overtrædelser af den danske færdselslov og andre danske reguleringer af adfærd i trafikken.
På hotellet prøvede vi at tilslutte det TV, der er i den fælles opholdsstue, men selv om vi både skiftede ledninger og meget andet, så lykkedes det ikke. Der var både satellit modtagere og videomaskine, men der var ingen ledninger, der kunne forbinde de forskellige afspillere og dekodere til TV – et, så vi gik i seng.
Om natten var der igen en farlig larm af musik, der blev spillet langt fra, høns, haner, geder, græshopper og andet godt i nærheden.
Midt om natten fandt jeg på en genial opfindelse. Jeg vil opfinde en hane, der ikke galer, for her i Cambodja galer hanerne hele natten. Sikke en landvinding, hvis man kunne kvæle dem eller lyden fra dem.
Formiddagen var rolig, med lidt lektier, lidt læsning, lidt flodbadning og the på hotellet. Jeg fik lavet noget arbejde. Det er lykkedes mig at holde skruen lidt i vandet med arbejde og opgaver på turen, og i dag lykkedes det mig, at få fat i nogle af mine kunder via Skype.
Ved 17 – tiden tog vi en tuk – tuk til Kampot, og stod af ved legepladsen. Legeudstyret var dog til noget mindre børn end Asbjørn, så vi gik de ca. 500 meter til Rikitikitavi, hvor vi startede med en Hurricane drink og sodavand til børnene. Vi bestilte nogle cambodjanske retter og drak øl til. Det var meget lækkert, og sluttede af med to Pina Coladaer og æblekage med vaniljeis. Lækkert.
Vi talte med et australsk ægtepar, der havde haft deres egen virksomhed, som de havde solgt for ca. 20 år siden. Jeg tror ikke, at de er mere end 70 år gamle, og de virker meget ungdommelige. Vi havde også mødt i går, hvor også de gik godt til Pina Coladaerne. De to brugte nu deres liv og penge på at rejse rundt og se verden. 4 – 6 måneder om året var de på farten, og de havde besøgt alt andet end Danmark. Vi rådede dem til at besøge København ved lejlighed, men helst om sommeren.
Så skulle vi have en tuk – tuk hjem. Vi vidste, at prisen var 2 dollars, men af en eller anden årsag forsøgte tuk – tuk driverne at slå os for 3 dollars. Han røg ned på 2,5 dollars, men vi forlod ham. Han kørte efter os og gik til sidst med til 2 dollars. Vi talte lidt om, hvad årsagen er til, at vi gider diskutere for 1 eller ½ dollar, men årsagen er jo simpel og velbeskrevet i fx ”Det generøse Menneske” af Tor Nørretranders.
Kl. 2130 lå vi i sengene. Børne så en DVD på min PC og Kristina og jeg faldt i søvn efter lidt Mofibo læsning.
Igen i nat drømte jeg om, at opfinde en hane uden lyd!
Den sidste morgenmad på Les Magnolieres og sidste gang bordtennis med Joachim fra Berlin. Vi skulle med bussen kl. 1230, men kl. 1030 fik vi at vide, at bussen kom kl. 1100 i stedet for.
Den kom kl. 1100 og vi kørte mod Kep. Vi ventede os meget af hotellets placering, idet billederne viste, at det lå i vandkanten.
Ved 1130 tiden var vi fremme ved hotellet Brise de Kep, der lå i vandkanten. Også dette hotel var lige på kanten mellem at være ny opført og færdigt. Det overraskede positivt, idet det var meget flottere i virkeligheden, end på billederne.
Indtjekningen gik smertefrit og ved 13 – tiden fik vi den dejligste frokost. De laver super mad her. Børnene og jeg fik pasta med div. sovs, Kristina, der er vild med det cambodjanske – og vietnamesiske køkken fik en egnsret.
Efter frokost badede vi. Vi svømmede ca. 100 meter hen til en badebro af beton. Turen derhen gik forholdsvis godt, men Sol og jeg, der var forrest, kunne hele tiden høre Asbjørn og Kristina, der hylede, når de blev ramt af søgræs på maven. Det var meget lavvandet, mellem ½ og 1 meter, så det var hyppige skrig, der kom fra de to svømmere.
Vi gik tilbage langs kysten, og på hotellet talte vi lidt med de andre gæster. En østrigsk kvinde, sidst i 50 – erne ville ikke til Kampot, for hun havde hørt, at der var mange rotter. Vi havde da også set en del, men her i Asien, er der lige så mange synlige rotter som i København.
Damen fortalte også, at hun snart skulle hjem, men at hun skulle flyve via Bangkok, og var nervøs for mellemlandingen, idet hun havde læst, at der var indført undtagelsestilstand i Thailand / Bangkok. Vi tjekkede billetten. Heldigvis skal vi via det velfungerende lufthavn i Hong Kong (En skam man ikke har et par uger dér).
Vi fik noget drikkelse på hotellet og eftermiddagen gik med hygge og ingenting. Det er forskellen på hverdagen og weekenden. Til hverdag laver vi ikke noget, i weekenden slet ingen ting. Vi forsøgte at ringe til mormor, men hun tog den desværre ikke. Vi har fået gang i Skype, som jeg aktiverede, da David skulle ringe en masse ang. sin søn i Phnom Penh, så nu ringer vi til Danmark til lokal takst. Der er lidt forsinkelse på samtalerne, men det er til at lever med til den pris!
Asbjørns hovedbeskæftigelse er at se en filmkanal, HBO, der viser 2 – 3 år gamle amerikanske A – film, Sol bruger det meste af tiden på at se Mr. Bean på Youtube og Kristina og jeg læser, og jeg bruger også noget tid på arbejde og hjemmesiden.
Aftensmaden blev indtaget på hotellet. Næsten samme retter som til frokost, plus dessert efterfulgt af en cocktail. Pris ca. kr. 120. Jeg kunne ikke gøre det billigere hjemme.
Vi overvejer at blive en ekstra nat her på hotellet, hvor vi oprindelig har booket 3 nætter og derpå bestille.
Dagen startede med en svømmetur til den mole, hvorfra skibe bringer turister til Rabbit Island, der ligger ca. 1 km. fra land, lige overfor hotellet.
Asbjørn kunne ikke tage sig samme til at springe i vandet, så sol og jeg svømmede alene derover, også ca. 100 meter. Asbjørn kom gående efter. Vi mødte ham på molen, hvor vil ville springe i vandet. Her måtte vi også vente på ham. Det var også lidt underligt at springe i, for man kunne ikke se havbunden. Han kom dog i, og vi svømmede tilbage. Vores første mål på turen tilbage var en flydende redningsvest, som vi ville have med ind. Da vi nåede den, skændtes de to om den, men hjem kom vi, medbringende redningsvesten.
Tilbage på hotellet, var det meningen, at vi skulle slappe af, læse og bade. Det blev dog ikke til meget slappen af, for Asbjørn og Sol skændtes hele tiden.
Bla. stod de på træ - trappen fra hotellet til vandet. Her var legen, at man skulle tælle til tre og hoppe i på 3. Asbjørn hoppede ikke i på 3 og Sol blev sur. Sådan var der flere eksempler på, at legen var destruktiv.
Jeg skældte selvfølgelig ud, men det virkede ikke rigtigt at skælde ud, men irriteret satte jeg mig til at tænke over, hvad det var, der foregik og kom frem til følgende:
1.Det er åbenbart sådan, at den der snyder kan grine af den, der ikke snyder
2.Den, der bliver snydt er til grin
Oversat til voksensprog er det åbenbart sådan, at den der snyder den, der holder aftalen vinder, for den anden bliver jo fortvivlet over bruddet, mens snyderen kan hovere og gøre nar ad taberen, der altså er den, der har overholdt aftalen. Jeg har set den slags mange gange, og også selv opført mig som Asbjørn, både som barn og som ung voksen, men på et tidspunkt, har jeg glemt den adfærd, der går ud på at bryde aftaler og grine af dem, der overholder dem”.
Nå analysen er jo simpel, men hvordan skal jeg forklare Asbjørn og Sol, at det ikke er en ordentlig måde at være sammen på. Jeg sagde surt og formanende til Asbjørn. ”Hvad nu, hvis det var mor og mig, og jeg snød hende hele tiden, og når hun så blev sur eller ked af det, så grinte jeg bare og sagde, at hun var for let at narre”. Det kunne han jo godt se, men Sol, der kvalificeret kan skændes med os om emner, som hun reelt ikke har forstand på, kommenterede det med, at vi også skændes hele tiden! – Jeg må hellere fokusere denne snak mod Asbjørn!
Så tænkte jeg, hvordan tager jeg denne snak med Asbjørn, så han ikke er til grin i skolen, for der fungerer det jo også sådan, og mange år endnu, og han kan jo ikke være den eneste ”Artige Verner” og gå gennem livet til grin, før han som 30 årig har samme spilleregler som de andre. Det må blive til en snak om, at lade være med at snyde andre og tro, at man samtidig er bedre end dem man snyder. Eller, hvis man bliver snydt af nogen, der gør det med vilje og hovere, må man enten tænke – eller replicere, ”Jeg overholdt aftalen, men du snød”. Virker den i skolegården?!!!
Videre fløj tankerne i samme retning. Hvordan opdrager man sine børn, så de kan indgå i fællesskaber, for det er jo det, der er formålet med opdragelse. De skal jo ikke ødelægges, men jeg tror ikke, at de har gavn af at være så meget dem selv, at der kun er plads til dem selv.
Hvilke forbilleder har de. De har naturligvis først og fremmest deres forældre, og vi må opføre os ”eksemplarisk”, deraf ordet. I TV ser de, at dem, der bliver omtalt og hyldet er ”Amalie”, der ikke kan sige en sammenhængende sætning med mening i. ”Michael”, der er sin kone utro og sender billeder af sine kønsdele på mobiltelefonen til elskerinden. "For Lækker til Love", hvor div. uinteressante mennesker er helte i undertøj og bikinier. ”Lance”, der syder og bedrager i sin sport, og som bliver gift med (og skilt fra) en smuk amerikansk popsanger. ”Bjarne”, der også snyder og bedrager og som på et tidspunkt var indstillet til at blive årets leder. ”Helle”, der når hun bliver interviewet i TV ikke besvarer et eneste spørgsmål, men fremfører sine tre budskaber, som om vi er evnesvage, og som Statsminister har brudt det ene løfte efter det andet. ”Lars”, der også vil være Statsminister, og som ikke kan holde styr på, hvad han bruger skatteydernes penge til. ”Christine”, der laver lovgivning, der påvirker alle skolebørnene og deres forældre og idrætsforeningerne, uden at have nogen som helst indsigt i, hvad hun foretager sig. ”Jacob og Morten”, der belurer politiske fjenders kalendere, for at skjule, at Christiania er ude af kontrol. Det er jo på kanten af et statskup. "Skoleungerne", der før SRF - regeringen ville have skreget som blebørn med rød numse over de tiltag de nu accepterer. "Anders", "Troels" og "Christian " fra Danmarks Liberale Parti, der aller som skatteminsitre har været asvarlige for opkrævening af skatter på et grundlag, som selv "Sheriffen af Nottingham" ville have været misundelig over.
Ovennævnte eksempler er uden ende, men det er jo ikke snydere min dagbog handler om, det er om, hvordan en familie rejser gennem Asien og oplever hinanden og rejsen, så liste slutter her, også for ikke at ende i et PET register for samfundskritiske personer, der skal særligt overvåges.
Vil man have succes, er Kristinas og min opdragelse og formålet med den nok ikke den rigtige, jeg kender bare ikke den anden vej, og må senere undskylde dette overfor mine børn, der får det svært, som dem der hopper, når der bliver sagt ”3”, mens de andre sidder i ministerbilerne og tager til ceremonier og ”Selfier” (Skulle det hedder ”Selv-feder”) dem selv med andre, der heller ikke springer.
Morgenmanden blev indtaget med den sædvanlige dejlige udsigt over bugten med Rabbit Island i baggrunden. Måske tager vi båden derover i morgen. I dag er det vores hensigt, at tage en knallerttur til Nationalparken, og vi tog afsted kl. 1000.
Knallerterne bestilte vi først her til morgen, så de var godt støvede til, manglede lidt luft i hjulene og benzin. Det klarede vi hurtigt, for der er en del benzintanke, men som i Vietnam, er der også her en knallertmekaniker for hver 500 meter. Der sælger de både benzin i 1 liter Cola flasker, men de har også dæk, slanger og trykluft. Derpå gik turen til byen. Det viste sig hurtigt, at det, der er bycentrum på kortet, er noget kedeligt. Årsagen til, at det er bycentrum er sikkert, at der ligger 2 statsenheder. Det ene er politi – og brandstation, det andet er politi og postkontor.
Knallerterne, der i virkeligheden er små motorcykler, Honda, var nye og af god kvalitet,- vandkølet, og turen gik mod det, der så ikke var centrum. Efter 5 minutters kørsel kom vi til det torv, hvor vi var blevet sat af med bussen fra Kampot. Her fik vi dagens første vand, og jeg fik et par nye solbriller. Matrix. Der blev også købt lidt ind, bla. en peberkværn af gammeldags type med kværn for oven og skuffe til det kværnede peber nederst.
Turen gik videre ad strandvejen langs bugten mod ”Crab Marked” og efter en halv kilometer standsede vi, for der var så mange aber at se på. En bil holdt stille og fodrede dem. Mens vi holdt der, kom en af de små aber så tæt på os, at den rykkede mig i tæerne, men der skulle ikke andet til, end at jeg trak foden til mig, så løb den straks væk. Jeg blev dog lidt forskrækket, for jeg havde ikke set, at den var ved mine fødder, så det kan godt være, at jeg trak foden lidt hurtigt til mig.
Mens vi var her, så vi også noget andet interessant. Aberne sloges selvfølgelig om den mad, de blev fodret med fra bilen. Da en stor abe ville tage en mindre abes mad, kom de op og slås, og den mindste havde ikke en chance, og det fik en hård tur, men ikke mere end i 4 – 5 sekunder, før 7 – 8 aber på samme størrelse som den mindste, kom den til undsætning. De angreb den store abe, der måtte slippe taget i den lille. Den store flygtede, satte sig ned, og sked på vejen. Sjovt som naturen for aber åbenbart er indrettet. De er meget som mennesker.
Efter 5 minutter kom vi til krabbe markedet. Der blev solgt alt muligt, og det imponerende at se, hvordan krabbekællingerne håndterede de smukke og farverige krabber, der blev opbevaret i træbure. Når kunderne skulle have nogen, hentede kvinderne, iført tøj og hat medskygge, nogle træbure fyldt med krabber i bugten, og de kræsne kunder udvalgte så op mod 50 krabber ”individuelt”, altså ikke med bare at hælde dem i en spand, næ nej, hver enkel blev besigtiget, og hvis den ikke svarede til forventningen, blev den smidt tilbage i buret, der havde en lille luge for oven.
Et andet sted så vi en dreng, der have parteret en hun rokke, og nu var i færd med at rense den.
Vi købte 3 dragefrugter til turen for 1 dollar, og kørte videre. Kortet var flot og vi orienterede os. Men de aftegnede veje var både asfaltveje og grusveje, og der var et hav af grusveje, så det var først efter nogle omveje, vi fandt frem til indkørslen. Det kostede 3 dollars for hver MC inkl. personer, og turen begyndte. Det gik op og op, og på toppen, ca. 120 meter over havet, holdt vi pause og nød udsigten over bugten og delte en dragefrugt.
Turen gik videre af snoede bjergveje, og efter endnu 2 kilometers kørsel kom vi til et skilt med en tekst, der angav, at der var 190 meter til et frokoststed med ”skate bowl”. Det lød så besynderligt, at vi tog turen ned. Det var en elendig smal grussti, og vi nærmest stod på ski ned ad den og klamrede os lejlighedsvis til træerne langs stien, for ikke at miste fodfæstet.
Efter 5 minutters usikkerhed på stien, kom vi til et hotel ”midt i junglen”, hvor der ganske rigtigt var en skate ”bowl”, men efter en kort besigtigelse af den, fik vi frokosten. Sandwich blev indtaget, bordtennis blev spillet, tusindben og natsværmere blev undersøgt, en særlig flue med lang bagkrop, der byggede et bo, blev iagttaget og børnene dyppede fødderne i et vandbassin, hvor ”hudfisk” nappede løs hud af deres fødder. Derpå gik turen opad, og det var langt lettere, end at gå ned, og de to unger nærmest fløj op – Kristina og jeg i mere agtværdigt tempo.
Svedte satte vi atter i gang på knallerterne og kom gennem reservatet igen. Vi så ikke nogle af de dyr de havde reklameret med, boede der, men det var ok. De reklamerede nemlig også med bjørne, og jeg var ikke vild med, at møde en bjørn. Men mange af de små dyr er også interessante at følge. Fx ”1000-sind benet”, der får alle benene til at bevæge sig i et mønster, så den rent faktisk kan bevæge sig hurtigt fremad.
Vi kørte til stranden og badede en halv times tid. Der var også nogle Khmer turister, der badede. Nogen af dem med tøj på, andre i badetøj og de små børn uden. Det var tydeligt, at det var ”de rige og berømte”, der var der, for iPads og telefoner blev medbragt i havet, så man kunne forevige familiens udflugt.
Turen gik atter til markedet for at købe flere dragefrugter, så vi har til turen til Ho Chi Minh City tirsdag, og prisen var faldet lidt her sidst på dagen, og det var med nogen forundring, at grønthandlerdamen solgte Kristina 3 kilo af den dejlige frugt. Vi købte lidt frugt til at fodre aberne med, men da vi vendte tilbage, var deres arbejdsdag åbenbart forbi. Det var også tydeligt, at de havde hærget nogle af de mange skraldespande, der stod langs vejen, for der lå en masse lort omkring disse, hvor aberne tidligere på dagen huserede.
Derpå gik turen hjem. Asbjørn kørte motorcyklen med mig bagpå. Kristina så lidt nervøs ud, som kun en mor kan, da Asbjørn med mig bagpå overhalede hende og Sol, der var kørt i forvejen, men som holdt en pause ved vejkanten. Det var kun da vi drejede ned af grusvejen til hotellet, der var lidt usikkerhed, men uden problemer kom vi hjem.
Vi spiste aftensmad næsten med det samme i silende regn, den første regn vi har set i over en måned, men jeg skal love for, at himlen åbner sig, når den åbner sig.
Det regnede så meget, at en frø, der åbenbart bor i den sammenplantning, der var på vores bord, besluttede sig for at komme frem, til stor forskrækkelse for Kristina, der stak i et hyl og rejste sig. Dejligt at være mand, og kan spille James Bond ved at bære en frø fra en sammenplantning til en busk i hotellets have.
En dejlig dag var gået og børnene fik ros for at have været dejlige at være sammen med IGEN.
Turen gik kl. 0900 med bananbåde til Rabbit Island. Der er ikke som anslået 1 – 2 km derover, men snarere 5 km. Det tager i hvert fald ca. 20 minutter at sejle derover i en forholdsvis hurtig bananbåd.
Stranden var fantastisk og vandet klart, altså helt klart. Vi dykkede både om formiddagen og eftermiddagen i ca. 1 time og så mange flotte fisk, søstjerne og et gartneri hvor de groede tang. Når vi ikke dykkede, badede vi. Det var simpelthen så varmt, at det meste af tiden var opholdet i vandet. Her fandt vi også nogle sjove søstjerner, som vi hold i hænderne og på maven. Når vi fjernede dem fra kroppen eller hænderne, blev deres sugekopper lejlighedsvis hængende på kroppen, men der var så mange af dem, at man ikke kunne se de manglende sugekopper på søstjernen.
Kl. 1600 gik turen hjem. Vores bananbåd var åbenbart defekt, så vi kom over på en anden. Omstigningen skete til søs, og det gik fint, men jeg tror manøvren ville have givet Søfartsstyrelsen i Danmark grå hår i hovedet og et par overskrifter i Ekstra Bladet og BT, ja selv Information ville måske have fået historien med under ”sporten”.
Vel ankommet til hotellet efter den sidste badedag på asienturen opdagede vi, at solen havde sat sit røde og brune præg på os. Især jeg var blevet noget mørk i huden ;-)
Tag ikke til Asien uden at besøge Cambodja, og hvis du er til badning, er Kep og Rabbit Island et must.
I morgen går turen mod Ho Chi Minh City kl. 1100, og vi glæder os til storbyen igen.
Jeg vågnede tidligt og ville tage et billede af den smukke solopgang, men da jeg havde fundet alle mine elektroniske enheder og kameraet frem for at gå de 10 meter fra hotelværelse til restauranten, der nærmest ligger i havet, opdagede jeg, at det styrtede ned og var overskyet.
Nå, jeg satte mig i restauranten, efter jeg havde passeret en af de to tjenere, der kan engelsk på stedet. Han er fra Ho Chi Minh City og sover i baren. Smart. Han er både opvasker, tjener, receptionist, booker og vagtmand, ja og en af aftenenerne var han tillige kok, og gik iført kokketøj i køkkenet og lavede god mad. Jeg ved ikke, hvad han får i løn, men han er en af to af personalet, der kan udfylde samtlige roller på hotellet. Det eneste jeg ved om hans ansættelsesforhold er, at han som alle andre vietnamesere har 2 fridage om måneden, og dem sparer de så sammen til en årlig ferie, eller bruger meget omhyggeligt.
Nå en taxachauffør kom kort efter og skulle have hjælpe. Han vækkede ham, skønt jeg møjsommeligt havde listet mig forbi ham, for ikke at ødelægge hans velfortjente nattesøvn. Han svarede beredvilligt på taxachaufførens spørgsmål, iført sit nattøj, ej joggingdragt, hvorpå han stod op og ca. 15 minutter efter, iført tjenertøj, skænkede mig dagens første kop kaffe. Dejlig vietnamesisk kaffe.
Jeg satte mig til at arbejde. Jeg har heldigvis ikke mistede alle mine kunder på denne orlov, og der ligger en bunke opgaver til mig, når jeg kommer hjem. Men det stresser mig ikke, tvært i mod glæder jeg mig til at komme i gang igen. Dels er dejligt at have et arbejde, der samtidig er min interesse, dels er det dejligt at have udsigten til at tjene penge. Kontoen ville være lidt presset uden omsætning i butikken.
Kristina og børnene stod op ved 8 – tiden. Vi skulle køre kl. 1100, og der var en dejlig lang morgen til at få spist og pakket.
Efter maden, gik Kristina og jeg til receptionisten, der nu var rejsebureau, og fik vores busbilletter til Ho Chi Minh City. Kristina opdagede, at destinationen ikke var Ho Chi Minh City, men Phu Quoc. I går havde den anden af de to engelsktalende mænd tilbudt mig et kort over Phu Quoc, men jeg takkede nej, idet jeg fortalte ham, at vi skulle til Ho Chi Minh City, ”jæ jæ” havde han svaret, men mon ikke de forkerte billetter viste, at de havde misforstået vores destination?
Han skrev da hurtigt nogle nye og forsikrede os om, at det var en tanketorsk, han vidste da godt, at vi ikke skulle til Phu Quoc, for der havde vi jo været. Silly me! Vi skulle bare være klar kl. 1100, hvor ”en stor bus ville hente os”. Vi ville være fremme i HCMC efter en tur på 6 timer, altså ved 17 – tiden. Vi spurgte til de rygter der var om, at bussen først var fremme kl.2000, men det afviste han blankt. ”No no”. Dejligt.
Vi gik over på værelset og begyndte at pakke. Vi så lidt tv og glædede os over, at vi havde fået en rejsedag, hvor regnen stod ned i stænger.
Jeg var selvfølgelig i vanlig afslappet stil med på børnenes TV – kiggeri, eller rettere Asbjørns, for actionfilm – kanalerne med Matrix, Transporter og Taken mv., er det eneste, der har en chance for at blive set, så Sol har konstant headset på og ser tegnefilm på Youtube, når aktiviteten er TV.
Kl. 1000 sagde Kristina, at nu måtte jeg hellere begynde at pakke, for det skulle ikke undre hende, at bussen lige pludselig var her, og ganske rigtigt. Lige som jeg havde fået lukket elektroniktasken, en halvstor kuffert, der er helt uundværlig, og som jeg aldrig slipper af syne, kom vietnameseren, der nu var portier, og fortalte, at nu skulle vi af sted; ”the bus is not comming”, why spurgte vi og han svarede ”bum”. I stedet skulle vi med tuk – tuk til grænsen, hvor vi ville blive samlet op af en stor sovebus. Jeg var ikke meget for det med sovebus, men tuk – tuk kunne lige gå.
Tuk – tuk blev pakket til bristepunktet med den store gule North Face, den blå 70 liters North Face, der indeholder varmt tøj, og som endnu ikke har været åben, Abus – tasken på hjul med lektier, der alle er lavet under kyndig vejledning af de to forældre, og to små rygsække, og så selvfølgelig lidt mavebælter, kamerataske mv.
Tuk – tuk driveren, der var iført regnslag, ville hjælpe os ved grænsen, hvor vi ville blive afhentet af den store bus. Tuk – tuk var velmenende og sympatisk, men han kunne ikke et ord engelsk, så vi var glade for, at have rejst meget i Asien, for det skal nok komme til at virke på en eller anden måde.
Vi kørte mod grænsen. Under vejs gik tuk – tukken ud et par gange. Den var overophedet og driveren måtte standse og hælde vand på motoren, der i øvrigt som alle andre tuk – tukker er forsynet med et alternativt vandkølesystem. De medbringer på tuk – tukken en 10 liters dunk, der via et dræn med lukkemekanisme, magen til dem man har på hospitaler, konstant drypper ned på motoren. Men tuk – tukkens vandbeholder var løbet tør. I en å ved en af de mange smukke rismarker, fik driveren dog fyldt beholderen op, og vi kunne fortsætte.
Efter ca. 1 time i tuk – tuk nåede efter ”genveje” af rødt grus med kæmpe vandpytter frem til grænsen, hvor tuk – tuk driver viste os, hvor vi skulle udrejsekontrolleres. Grænsen var den samme som vi også krydsede, da vi rejste ind i Cambodja og Kristina lagde passene i betjentlugen og en vietnameser kom og lagde en stak pas i lugen. Først skulle jeg lige til at hidse mig op på det 40 kilo tunge menneske, men jeg undlod. Der er jo ikke meget at gøre, hvis han snyder foran i køen. Han vil sikkert bare lade som om, han ikke forstår, hvad jeg mener. Jeg spurgte ham, om vi skulle med ham, for han repræsenterede tydeligvis et af de turist – transport – firmaer, der får os stuvet ind i diverse transportmidler og på mystisk, men forholdsvis pålidelig vis, får os fra den ene destination til den næste for en overkommelig pris. Han bekræftede, at han var vores mand, og så kunne det jo være ligegyldigt om han var foran eller bagest i køen med passene, for så var det jo samme bus vi skulle med.
Vores pas blev tjekket først, og vi ventede ved bussen. I Danmark ville den kunne have plads til chaufføren plus 9 passagerer, her havde der åbenbart været 15 – 16 stk., og det var ikke små mennesker, men europæer og australier, og ingen af dem er på khmer størrelse.
Mens vi ventede, spiste vi en is sammen med vores tuk – tuk driver. En knallert med isbod var kommet forbi og det så godt ud. Det var godt nok lidt underligt, at han lavede en is til en khmer på grænsen, idet isen var tre kugler regnbue is i et flute. Det endte da også med, at det kun var mig, der spiste min is, fordi en af isene, den gule, var tydeligvis iblandet løg. Men den røde og den brune var ok, så jeg bed smerten og isen i mig, mens Kristinas og børnenes blev til fiskefoder i en å, der løb langs grænsen.
Tuk – tuk driveren kørte nu fra stedet, idet vi var overdragede til den rigtige mand. Han havde bare ikke plads til os. Så mens de 15 – 16 personer fra hans oprindelige selskab i minibussen blev kørt de ca. 500 meter til indrejsekontrollen til Vietnam, måtte vi efter at have givet ham en skideballe, der selv for en ikke engelsk talende rejseleder, var til at forstå, gå strækningen med vores bagage. Det kunne selvfølgelig lade sig gøre, men det var ikke i overensstemmelse med aftalerne og de flotte brochurebilleder af luxusbusser.
Vi kom frem til udrejsekontrollens cambodjanske ”medical tjek”, og selv om vi som nogle af de eneste havde gule internationale vaccinationsattester med, måtte vi aflevere 3 dollars i bestikkelse. Han havde først krævet 4, men da vi påpegede, at vi havde tingene i orden, og i øvrigt ikke havde denque – fever, så fandt han på, at børnene var halv pris. Kristina betalte ham med en 10 dollar seddel, som han vekslede i sin lægetaske, der så vidt jeg kunne se, kun indeholdt en masse dollarsedler og et termometer.
Det er lidt underligt, at man ved grænsen til Cambodja kan betale sig fra at have det ellers obligatoriske internationale vaccinationsbevis for 1 dollar! Jeg tror da også, at ”medical tjek” mest er for, at grænsebetjentene har en rimelig indtægt, for der er ingen tvivl om, at når vagten er slut, så deler de i porten.
Ved indrejsen til Vietnam, var der til gengæld ingen bestikkelse eller problemer, her strøg vi lige igennem, men vi har jo også samtlige papirer i orden, og Kristina vogter dem som en høg, eller er det en gås?
Vi passerede nu grænsen og var tilbage i Vietnam, og blev mødt af en vej – kiosk ejer, lige på den anden sinde af grænsen. Han fortalte os, at vi bare skulle vente, så ville der komme en stor bus og hente os. Vi nåede dog lige at give chaufføren, som vi tidligere have givet en skideballe, endnu en. Han lod som om han ikke forstod det, men da jeg sagde ”Tripadvisor” og viste ham tommelfingeren ned ad, så ændrede han alligevel ansigtsudtryk.
Efter ca. 15 minutter blev vi hentet af en Landrover. Den samme som tidligere havde hentet os ved færgen fra Phu Quoc, og vi blev kørt til busstationen i Rach Gia, hvor vi skulle vente på den store bus med afgang kl. 1330. Afstanden til HCMC var 300 kilometer, og jeg begyndte at tro på, at vi nok ville være fremme kl. 2000, som rygterne sagde.
Kl. 1310 blev vi bedt om at stige på bussen, det var selvfølgelig lige efter, at Kristina var gået en smut uden for busstationen for at proviantere.
Vi kørte planmæssigt og det var en liggebus, der var pæn, ren, moderne og med sæder med sikkerhedssele. Vi kørte gennem landskabet ad elendige asfaltveje. Buschaufføren dyttede konstant, bremsede og accelererede, men vi skal nok ikke lære vietnameserne, hvordan man kører bus i Vietnam, så vi nøjedes med at fornøje os over, at de spillede ”80’er slagere” så Uffe ville have været grøn af misundelse. Der var både Modern Talking, Wham, Abba og meget andet kvalitetsmusik, og jeg havde fået gang i en bog.
Der var ikke mange i bussen, og vi sad i fire af de øverste stole. Der var 3 rækker af 7 stole i to niveauer, og vi havde altså fået fire i den øverste og heraf to vinduespladser, hvor Kristina og Asbjørn sad. Idet der ikke var mere end ¼ af pladserne besat, kravled Sol et par gange efter tilladelse fra Kristina eller mig over på en vinduesplads og kiggede lidt ud.
Efter 3 – 4 timers kørsel endte vi imidlertid i grøften. Asbjørn havde gennem sin rude set, at en knallert var kørt ud foran bussen. Chaufføren havde dyttet, men det var åbenbart ikke nok til at flytte knallerten, så han var nødt til at bremse og på den våde vej, skred bussen lidt frem og tilbage i hele vejbredden og ved et held, endte vi i grøften uden at have ramt andre trafikanter, og alle i bussen var uskadte. Asbjørn og Sol var glade for, at de havde været fastspændt i sædet. Det lod umiddelbart ikke til, at bussen havde taget skade og efter ca. ½ time blev vi trukket op af en lastbil og kunne forsætte. Vi havde åbenbart også fået ny chauffør, for der gik ca. 1 time, før vi atter hørte bussen velfungerende kompressorhorn igen.
Resten af turen gik fint, via sejlads over en af Me Cong deltaets bifloder. Det var dog sjovt at se, at de sejler ligesom de kører. Færgerne lagde til ved kajen. Der var vel 2 – 3 færger, der lagde til, nærmest oven i hinanden, sænkede klappen, hvorpå biler og knallerter enten kørte af – eller på færgen. Så sejlede den over floden fra vest til øst, men måtte sig – sakke sig vej forbi flodpramme, der i høj fart sejlede nord – syd eller omvendt. Jeg stod på bildækket og så det. Overfarten tog ikke mere end 10 minutter, men på et tidspunkt var vi højrest 20 meter fra en flodpram, og kunne nærmest læse teksten på styrmandens mobiltelefon! Utroligt, at det går godt, men det gør det åbenbart, ellers ville de sikkert finde på at sejle på en anden måde, måske endda anvende søfartsregler af en eller anden art!
K. 2230 nåede vi HCMC, men busstationen var langt uden for byen. Vi kom ud på den dalgårske sikkerhedsfacon, Asbjørn og jeg sammen, Kristina og Sol sammen, og blev mødt af det sædvanlige opbrud af taxachauffører, der tilbød sig. Der var ingen af de gode taxaer, de grønne og hvide eller hvide og grønne, der hedder noget med Vin, men vi var nødt til at tage en, så vi tog i mod et tilbud.
Bagagen blev lagt ind efter chaufføren havde accepteret, at vi ville køre efter ”the meter”, altså taxameter. Da vi havde kørt 10 meter og han stadig ikke havde startet taxameteret, påpegede jeg det, og efter jeg havde påpeget det et par gange, fandt han en anden, der kunne køre os fra samme selskab. Han havde taxameter.
Vi kørte mod byen, men taxameteret var desværre tunet, og da vi endelig kom frem til hotellet, kom turen til at koste os 23 dollars, imod de 8 dollars, som portieren på hotellet mente, det skulle koste. Under vejs havde jeg fulgt med på min fantastiske telefon, der uden internetforbindelse kan vise destination og sted, så jeg havde endda også måtte vise ham vej, og en gang fik han et jysk møgfald for at køre forkert. De kommentarer han fik om sit tunede taxameter, forstod han ikke!
Nå, vores politik er, at vi skal acceptere at blive snydt hver gang vi ankommer med meget bagage til en ny destination. Det er bedre at betale for meget, end at så som ”palle” på en pløjemark eller in the middle of nowhere og være tabt.
Hotellet, Family Inn var dejligt og vi fik et værelse på 11. etage med en fin udsigt over HCMC’s skyline.
Efter et bad og lidt HBO / FOX action tv, faldt vi i seng efter en lang rejse og har nu taget hul på den sidste del af ferien. Tre dage i storbyen efterfulgt af 3 dage i luxushotel, hvorpå den går hjem til Kristinas mor og dejlig julemad.
Læs videre her om den sidste del af turen i HCMC / Saigon
Link til sider fra før 2013, Hongkong, Kina, Vietnam, Cambodia,Thailand og europa, klik her
Kontakt os på, klik på dette link, Contact us, use link
Link til godt levende kort over asien
Link til fotos fra Cambodja i perioden fra den 3. december til den 18. december 2013, klik her!