Dalgaardpaaeventyr
Rejsebeskrivelser, primært fra Asien
Er der nogen, der har forventet andet. Uffe hentede os mellem 04:15 og 04:30, altså 04:22:30. Derpå til CPH, indtjek og uden forsinkelse gik turen til London – Hong Kong og i dag kl. ca.1200, den 12. november 2013 landede vi i Hanoi.
Vi havde bestilt en taxa via hotellet, Holidays Hotel, der ligger midt i Hanoi, og selvfølgelig var taxaen også i lufthavnen og i ankomsthallen stod chaufføren med et skilt ”Kristina Dalgaard”. Det tog ca. 1 time at køre til hotellet, og de 20 minutter af dem, holdt vi i kø for at betale ca. 10 kroner for at komme ud af lufthavnen.
Prisen til taxaen på ca. 20 dollars holdt og vi blev modtaget som gamle venner, da vi ankom til hotellet. Receptionisten havde også været ansat da vi sidst var her for 3 år siden. Hun lignede sig selv, men havde i mellemtiden født tvillinger. Heldigvis boede hun kun 20 km væk, og kunne køre hjem til børnene hver dag.
Vi ledte efter nogle af de gamle kendte steder, Fannys med isdeserterne, kunne vi ikke finde, og den franske restaurant vi havde glædet os til at se, var halveret.
En øl ”Gecko”, der ligger 50 meter fra hotellet røg ned, og Kristina tog herpå på massagebar, for at få masseret sine fødder.
Jeg drak øl på på værelset mens børnene så TV. Det hele virker ok, men jetlag har hårdt tag i os. Vi sov til middag i 2 timer og er stadig trætte, så den står på dyner kl. 2100, hvilket svarer til kl. 15 dansk tid, men vi har også været på farten i 26 timer!
Vi tog os og børnene i nakken og kom ned at spise kl. 0830. Vi skulle på tur med vores nye ven, Le Son Tung fra Hanoi Kids. Han kom og foreslog steder, men vi havde set dem for 3 år siden, så staklen var lidt på herrens mark. Han kom op med en ”village”, som vi tog med til. En taxa i 30 minutter og vi var ved ”pottery city”. Her lavede man alt i ler – og stentøj. Vi gik rundt lidt og der gik ikke længe før børnene havde fået lavet armbånd med navn og symboler på. Vi blev taget med til værkstedet, hvor de skulle lave deres egne skåle. Først viste mesteren, altså ejeren, hvordan man drejede leret til alle mulige former og derpå var det børnenes tur. Det blev til et par flotte krukker, der både skulle brandes, males og lakeres. Derpå retur til Hanoi og klokken var blevet ca. 1300. Vores guide spurgte, hvor vi ville spise og igen var vi blanke, så det endte med at han fandt en vietnamesisk restaurant ved ”den store sø”. Vi fik et dejligt måltid til den nette pris af ca. 100 kroner og turen til potteriet havde kostet ca. 200,- hvoraf de 30 kroner gik til de to mennesker, der hjalp med potteriet, potter, indpakning mv. Vores ven fra Hanoi Kids forlod os, og skønt Kristina oprigtigt forsøgte at give ham 10 dollars for sit besvær, afviste han at modtage pengene. Egentlig en skam, for han havde fortjente dem.
Her til aften tog vi til vores tidligere favorit restaurant, men den havde fuldstændig mistet grebet om god mad, men havde beholdt prisniveauet, der var relativt højt, så der kommer vi ikke mere.
I morgen står den på tur til Halong Bay. Vi har bestilt en luksustur med to overnatninger på båden. Den tur vi var på sidst, var på båden ”Christina”, der dengang blev skamrost, men vi kunne forstå på hotelpersonalet, at den var helt outdated, så nu står den på noget virkelig sublimt.
Afrejse bliver i morgen kl. 0800 fra hotellet og vi er uden internet i 3 dage. Hvordan mon det skal gå. Kristinas iPad var død da vi ankom, og hun var helt til rotterne, indtil vi her til aften fik den kørende, så hvordan mon det skal gå med 3 dage uden?
Bussen hentede os planmæssigt kl. 0815, næsten lige så præcis som Uffe, men ikke på en strækning mellem Sakskøbing og Guldborg, men på en ”ukendt” strækning i Hanoi, hvor trafikken minder om en bisværm, når biavleren tømmer bistaden.
Der var kun 9 i bussen og guiden ”Tony” bad os introducere os selv. 7 dansker og 2 franskmænd. Her mødt vi Ole, der kom fra forretningsrejse i Kina, og vi faldt hurtigt i snak. Han vidste meget om Vietnam og krigene mellem Vietnam og følgende lande, Kina, Frankrig, USA og Cambodia. Krige som Vietnam havde vundet, men med voldsomme ar. Ole var ikke jyde, så da vi besøgte handelspladsen, hvor vi også havde tissepause, købte han nogle smukke armbånd og perler før vi fortsatte mod øst og Halong Bay.
Denne gang var det en *** tur, og der var heller ingen smalle steder. Bagagen blev båret ombord og vi blev modtaget med velkomstdrinks og mange informationer, af Tony, der talte OK engelsk, hvis man hørte godt efter. Vi blev sejlet ud til en flydende landsby, hvor vi sejlede en tur i kajakker. Asbjørn og jeg sejlede sammen og Kristina og Sol sejlede sammen. Jeg tror Asbjørn og jeg sejlede lidt hurtigere end Kristina og Sol, men til gengæld sang vi ikke. Kristina og Sol sang hele vejen. Derpå til en strand, hvor vi kunne bade. Det var lettere overskyet, så vi havde ikke den store lyst til at bade. I stedet gik vi de ca. 500 høje trin op til et lille ”vietnamesisk hus” på toppen af en af klipperne. Derfra så vi solen gå ned, eller næsten, for der var ca. 1 time til solnedgang, så ned ad trapperne igen. Det var helt uhyrligt hårdt, men da gamle asiatiske mænd med stokke blev set på toppen, kan det ikke have været en egentlig optagelsesprøve til det lokale jægerkorps, snarere en stopprøv for overvægtige danskere. Asbjørn og Sol løb da også hele vejen.
Da vi kom ned var jeg imidlertid blevet motiveret til at bade og fik en dejlig afkøling i det varme, grønne og salte vand, der er i Halong Bay.
Over bugten så vi ”sværme” af havørne, der lejlighedsvis styrtdykkede fra deres patruljestillinger højt over vandet, og fangede fisk, som de fløj bort med til deres reder i kløerne.
På båden fik vi fremragende vietnamesisk mad og aftenen sluttede med en fisketur fra båden, hvor Asbjørn fangede en blæksprutte, men desværre ikke kunne få den ind over kanten, før den slap sit greb om agnen.
Vi måtte stå op ved hjælp af vækkeur, og ikke mange af os var motiverede for at stå op. Men efter 100 kopper dejlig vietnamesisk kaffe og morgenmad, der ikke var meget værd, toast, der var så tørt, at man frygtede at få brødkrummer og brødstøv i lungerne, blev vi afhentet af en mindre båd og sejlet ud til en del af nationalparken, hvor vi sejlede i kajakker. Denne dag var jeg sammen med Sol og Kristina med Asbjørn. Vi knoklede afsted, og jeg blev opmuntret af Sols sang. Vi padlede gennem huler og ind i hulninger af bjergene. Et sted gjorde vi holdt og så et par abefamilier, der klatrede i træerne og spiste og sloges.
På båden fik vi en dejlig vietnamesisk frokost, og båden, der ellers så ret ordinær ud, lignede pludselig en ***** restaurant.
Efter frokosten sejlede vi videre i den lille båd og lagde til ud for en strand, hvor vi badede fra både. Vi sprang i vandet fra båden og Asbjørn og jeg svømmede ind til en lille ø, hvor der var en strand. De sidste ca. 10 meter før stranden var vi nødt til at gå, og vi knoklede for at komme uskadt over et koralrev, hvilket ikke helt lykkedes. Heldigvis var der ingen hajer, for styrtblødningerne fra vores fødder ville have lokket dem til fra flere 100 km.
Efter de ca. 400 meters havsvømning, gik turen tilbage til båden og vi slappede af på dæk, før vi blev sejlet til en perlefarm.
På vej til en perlefarm blev vi blev sejlet forbi ca. 10 af den vietnamesiske Coast Guards store patruljebåde, der var på størrelse med ”Y – Klassen”, men ikke så høje. På perlefarmen lagde de perlemors perler i muslinger, og lagde dem tilbage i vandet. Når de var færdige, blev perlerne atter fjernet fra muslingerne, og ca. 3 % blev til smukke kugleformede perler.
Derpå tilbage til skibet, hvor den stod på middagslur og igen en dejlig vietnamesisk aftensmad og Oles gode selskab. Vi forsøgte endnu engang at fange blæksprutter, men denne aften var der ingen.
Endnu engang op ved vækkeurets hjælp. Trætte og mørbankede. Mon ikke det er en mild influenza, for både Kristina og jeg er nogle halvskravl. Asbjørn kan man ikke regne med for han er C – menneske og Sol er upåvirket. Derpå den støvede morgenmand og i båden og hen til den mageløst smukke grotte, der var ca. 50 millioner år gammel. Vi fulgtes med Ole, en mexikansk dame, Lourdes, og et canadisk ægtepar, Bruno og Carol. Grotten havde været anvendt som ”Ho Chi Minh Trail at Sea”, til oplagring af forsyninger og våben, og der var ud over mange
gamle vietnamesiske tegn, også tilføjet nogle signaturer fra vietnamesiske soldater, dateret i 50 – erne og 60 – erne.
Efter ca. 1 time, gik turen tilbage til båden, hvor vi efter ”tjek ud”, lærte at lave vietnamesiske forårsruller. Vi fik forevist, hvorledes grønsagspynten, blomster, blev skåret med en meget skarp urtekniv og rullet af ”tomatskin” og kæmperadisse. Denne kunst behøvede vi heldigvis ikke at gøre dem efter.
Efter endnu en udsøgt vietnamesisk frokost, blev vi sejlet i land og turen tilbage til Hanoi gik langsom men sikkert med en chauffør, der kørte mere vesteuropæisk end vietnamesisk. Jeg sad på forsædet og kunne herfra se bisværmen komme mod os, og var glad for at jeg ikke må køre i Vietnam. De har åbenbart fletteregel for både modkørende og kørende i samme retning, samt totalt fravær af vigepligt. Det eneste, der overholdes nogenlunde er lysregulering.
På turen så vi også knallerter, der transporterede levende høns, hvor EU standarderne vist ikke helt blev overholdt. Vi gættede på, at en knallert kunne medføre mellem 50 og 75 høns i bure, og hønsehovederne stak ud over alt i transportburet, og to gange så vi knallerter, hvorpå der blev fragtet levende køer, som sol mente var okser – IMPONERENDE. Vi talte meget engelsk på turen, og Asbjørn fik praktiseret engelsk med Lordis og Carol. Begge to inviterede os til henholdsvis Washington DC og Quebec, og selvfølgelig blev de også inviteret til Guldborg. Der skal ikke mangle noget! "Hvor vil i helst hen, DC, Quebec eller Guldborg"?
Vi blev sat af på hotellet ved 17 – tiden og efter en middagslur, stod den på aftensmad på Gecko. Menuen, der bestod af 2 gange okse – cheese burger og to gange nudler med oksekød, ½ liter øl, tre sodavand, en ice kaffe og en Mojito kostede kr. 120,- dejligt.
Vores planer om, at rejse mandag er blevet ændret, for Midtvietnam, hvortil vi havde tænkt os at tage til, nærmere bestemt Hoi An, er oversvømmet, så vi har booket to nætter til her på vores ynglings hotel, Holidays Hotel, før vi sikkert flyver til Phu Quoc, der ligger syd for Thailand, og hvor tyfonen ikke kommer.
Dagen stod i fængslets tegn. Vi aftalte med Ole, at vi skulle mødes kl. 1145 ved den røde bro. Ind til da gik tiden med hjemmesideopdatering, boglæsning og ”hjemmeskole” for Asbjørn og Sol. Vi er så trygge her på hotellet, at vi ikke låser døren til vores værelse. Det er helt fantastisk så tryg en by Hanoi er. Det eneste vi hele tiden er opmærksomme på er, hvor børnene er, og de er, når det lader sig gøre, foran PC – erne i lobbyen, ligesom de var for 3 år siden.
Kl. 1130 stæsede vi ud af Holidays Hotel og skyndte os til den røde bro, der heldigvis er i vores ende af byen og kl. 1150 mødte vi Ole på det aftalte sted. Han var selvfølgelig omgivet af mennesker og talte med dem, som en anden berømthed. Hans jyske gener er også helt fraværende, idet han købte gaver med hjem til børnebørnene. Ikke et under, at Asbjørn og Sol er helt vilde med ham.
Efter en frokost på hjørnet ved søen, til vestlige priser, gik turen til Maison Centrale, eller som det også blev kaldt af amerikanerne under Vietnamkrigen; ”Hanoi Hilton”. Der ligger således to Hilton hoteller i Hanoi. Det ene er det rigtige Hilton, der ligger i den franske bydel, og som er meget smukt. Det andet er det vi besøgte, der er et fængsel, der er oprettet af franskmændene som ”korrektions anstalt”.
Fængslets indretning var meget spartansk. Der var sovesale, hvor de politiske fanger var blevet fastspændt ved anklerne, og hvis de trængte til yderligere belæring, var der ”kachotter”, hvor man havde eneværelse og også blev fastspændt i anklerne, men yderligere havde kachottens gulv en hældning, så man lå med hovedet ned ad. Dette havde den opdragende virkning, at kombineret med mørke og blod i hovedet, mistede fangerne gradvis synet og fik udslet på hele kroppen. Samtidig med at de var fastspændt, måtte de liggende både besørge deres nødtørft og indtage maden.
En anden grusom ting, som franskmændene anvendte til opdragelse af vietnameserne var guillotinen. Når de politiske fanger (modstandsfolk) var dødsdømte, fik de hugget hovedet af. Det landede i en kurv, og blev udstillet i byen, så andre med samme frihedstrang, ville afstå fra oprørske handlinger.
Det mest paradoksale er, at guillotinen er opfundet af den læge, der også har lagt navn til den! Man skal passe på med, hvad man bruger sin viden – og videnskaben til!
Vietnameserne anvendte fængslet til nedskudte amerikanske piloter under Vietnamkrigen. Af propagandavideoerne og teksterne i fængslet kunne man forstå, at piloterne blev behandlet godt. Uncle Ho havde nemlig det ønske, at de amerikansker piloter skulle indse, hvilken grusomhed de med deres bomber, havde påført uskyldige og ordentlige vietnamesere. Trods vores respekt for - og gode indtryk af den vietnamesiske befolkning, har vi svært ved at tro, at behandlingen af piloterne er den anførte, men omvendt er det jo svært at forvente, at den pilot, der har ført et B-52 bombefly får god behandling.
Efter fængslet, hvor man helt kom til at synes om Uncle Ho, jeg købte endda en bog af ham, hans prison diary, gik den tilbage mod hotellet. Vi fik en ice-cofee på vejen og aftalte at mødes med Ole til aftensmad på Gecko.
Vi bestilte flybilletter til Phu Quoc og tager dertil onsdag den 20. november 2013 kl. 0600, så vi skal herfra kl. 0400 for at tjekke ind. Asbjørn og Sol glæder sig som små børn, for sidst vi var der, slappede vi virkelig af og nød sandstrandene og badede hele dagen lang. Turen til Hoi An er udsat, for tyfonen, der netop har ramt Ho Chi Minh (Saigon) har forsaget oversvømmelse i hele midtvietnam, så der er der ingen grund til at tage hen lige nu. Phu Quoc der i mod er beliggende syd for Thailand, på læsiden af tyfonerne, og selv om vi ikke er nervøse for tyfonen, er der ingen grund til at tage til byer, hvor floderne og toiletterne står i et.
Efter en middagslur gik turen de ca. 100 meter op ad gaden til Gecko. Her til aften, var maden søndagsmad. Det vil sige, at køkkenet åbenbart skulle tømmes, så det var lidt varieret, hvad retterne bestod af. Således var de samme retter fra menukortet, lavet af forskellige ingredienser.
Kl. 2300 gik vi til ro, og jetlag er fuldstændig forsvundet.
Kort status: Ikke mere jetlag, stadig lidt forkølelse og mange oplevelser på en uge!
Morgenen gik med dejlig, men beskeden morgenmad. Derpå skolegang for ungerne, og på gaden kl. 1030. Vejret var varmt og solrigt. Vi passerede en skole, hvor vi så glade vietnamesiske skolebørn, der havde idræt i skolegården. De var iført deres normale skoletøj under aktiviteten, og det minde mest om et frikvarter i en dansk skole. De spillede ”spytklat” i 3 – 4 hold og der var vel i alt 50 elever, drengene for sig og pigerne for sig. Vi fik lov at gå helt ind i skolegården. Asbjørn ville gerne være med, men vi spurgte ikke, så det blev til en kigger.
Kl. ca. 1200 var der middagspause og alle børnene blev hentet på knallerter af forældre og kørt bort og vi fortsatte byvandringen. Det mindede ikke om en sort skole. Børn og lærere så glade og tilfredse ud, som mon ikke de var det!
Vi gik forbi flere steder, hvor der blev handlet mad. Et sted så vi en nyforberedt hane eller høne. Den var kogt i sin fulde form med fødder og hoved. Intet går til spilde, og da vi fik lov til at tage et kik i gryden, så vi, at der blev kogt hønsehoved og hønsefødder, men ingen gulerødder.
Vi passerede dagens hovedattaktion, water puppet theatre. Vanddukketeater er en vietnamesisk specialitet, som Kristina mener vi skal glæde os til, så det gør vi.
Vi fik en stak burgere på en burgerbar af ukendt navn. De kostede ingenting, nærmest før vi gik lidt rundt i byen og glædede os til klokken blev 1415, hvor forestillingen skulle starte. Asbjørn fik købt sig en redstar army cap og Sol fik prøvet kræfter som gadesælger med to kurve på et åg. Vi købte også et par dampede brød. De smagte dejligt.
Kla 1410 var vi forventningsfulde i teatersalen. Der var mindre plads mellem stolene end på economy i flyet, men forestillingen startede til tiden og det var et fantastisk show. Musikken var asiatisk, hvilket for mig betyder, at tonerne er skæve, der er ingen akkorder, rytmen er uden systematik mellem slagene og sangen er både uforståelig og skærebrændende.
Dukkerne blev styret bag nogle rullegardiner af siv, og det var helt utroligt, som de kunne få de dukker til at fare frem og tilbage mellem hinanden uden at de blev filteret sammen. De blev styret dels af pinde, dels af snore og bevægede sig livligt i flere led. Seancen stod på i ca. 1 time og skønt vi ikke kunne finde hoved eller hale i historien, der selvsagt handlede om nogle mennesker, en kejser i et dynasti, nogle fisk, skildpadder, drager, fiskere, kvinder og mænd, var det en stor oplevelse.
Et godt råd. Tag ikke til Hanoi uden at opleve dette teater!
Efter denne oplevelse var det tid til middagslur. Vi har fundet ud af, at dagen er mere værd, hvis vi står op ved 8 tiden. Laver lektier, går tur, oplever, sover til middag og går i byen igen hen under aften, så det gjorde vi.
Kl. ca. 1800 var vi på gaden igen, denne gang målrettet mod restauranten boobs, der havde et godt navn ;-) og en flot indretning. Vi fik bestilt nogle burgere, forårsruller, salat og hvidløgsbrød. Salaten til Kristina. Hun kan ikke vænne sig af med den slags føde, selv om det for mig har været en smal sag, at undgå den slags halløj.
Tjeneren tog mod vores bestilling, uden at skrive et eneste ord ned, og derpå løb han frem og tilbage mellem køkkenet, der åbenbart lå et andet sted i Hanoi, men han huskede alt og maden var god. Den sædvanlige pris på ca. 130,- inkl. kaffe, burgere et par øl og sodavand.
Derpå gik vi tilbage til hotellet, hvor vi var ved 21 – tiden og godt tilsodede i lungerne af den megen smog, der var i luften denne varme sommeraften.
Vi spurgte vores receptionist, hvorfor der var smog i luften. Han fortalte, at i dag brændte vietnameserne pengesedler som offergaver for Buddha. Rigtige penge? spurgte vi, men han beroligede os med, at vietnameserne heller ikke har knækket koden med ofringer. For at det er et offer, skal man naturligvis overbringe noget til sin gud, så man mister noget og på den måde viser, at man er klar til at give og miste for sin gud, men på god jysk vis, var det kopier af penge, der her blev ofret!
Vi hyggede lidt på hotellet, før vi ved 2300 – tiden gik til ro efter endnu en dejlig dag i Hanoi. Vi hostede os i søvn, så der skal godt nok være brændt nogle kopi-dong af, hvis det virkelig kan smogge hele byen til, så det er nok ikke kun offergaverne, der har været i luften.
I morgen er det sidste dag i denne dejlige storby, før vi sætter kursen mod vest og Phu Qouc.
Efter den dejlige morgenmad på Holidays Hotel, gik turen langs gaderne den modsatte vej af, hvad den plejede. Turene går sædvanligvis mod søen, men i dag skulle vi til ”War Museum”, der lå ca. 1 km. fra hotellet.
Det var tydeligt, at vi gik mod det lokale Hellerup. Der blev mere plads på gaderne og der var iStores i vietnamesisk udgave mange steder.
Cafeerne blev mere og mere vestlige, og vi faldt for fristelsen og indtog kaffe og milkshake på X-Caffee, der var meget stilfuldt indrettet. Her var selvfølgelig wifi, som der er de fleste steder.
Den danske ambassade lå lige ved siden af, og Asbjørn ville gerne ind og se, hvordan en ambassade så ud, og vi aftalte, at vi ville gå der ind efter kaffen, men da vi gjorde det, blev vi afvist af vagten, skønt vi foreviste dansk legitimation. Man skulle nemlig også have en aftale. Godt vi ikke var i nød og mødte op og blev afvist fordi vi ikke havde en aftale.
Krigsmuseet (nogensteder hedder det også hærmuseet eller army musset) åbnede kl. 1300, og lå 100 meter fra ambassaden og vi gik en lille omvej og ventede på, at klokken blev 1300. Museet var en samling af nedskudte amerikanske krigsfly, intakte amerikanske krigsfly og russiske kampvogne. Men der var også ældre vidnesbyrd fra tidligere krige med kineserne. Vietnameserne er blevet overfaldt i flere tusinde år af forskellige nationer, og er åbenbart ret gode til at forsvare sig, når ikke engang et naboland som Kina, trods flere forsøg, ikke kan klare opgaven. Sikkert derfor var der også en udelt propagandist patriotisme på stedet.
Vi så en animation af slaget om Dien – Bien – Phu, hvor fremmedlegionens stillinger var blevet indtaget efter nogle heftige slag. Det må have været meget blodigt, for franskmændene var blevet omringet af indtrængende vietnamesere, og den slags er ikke fredeligt.
Kl. 1500 stod den på frokost på et andet inn-sted ”KAf’e” lige overfor den danske ambassade. Fremragende mad, men vi måtte bestille 3 gange, før vi alle havde fået maden.
Derpå gik turen tilbage til hotellet, hvor vi blev modtaget af Jenny, værten på Holidays Hotel, der havde ventet på os, for at sige farvel, før hun skulle hjem. Hun heder ikke rigtig Jenny, men også her i Vietnam har mange et vestligt /amerikansk navn for at vi blegansigter kan kommunikere med dem. Jenny overrakte Kristina en gave i anledning af, at det i morgen den 20. november 2013 er lærerens dag i Vietnam. Den dag skal alle lærere have en gave af elever og forældre.
Vi fik taget et foto sammen med Jenny, der derpå kørte hjem, ca. 40 minutter på knallert. Det gør hun hver dag.
Efter den obligatoriske middagslur, gik turen til aftensmaden. Vi droppede boobs, for der var smog igen her til aften, og det tager fornøjelsen ved at gå for meget. Det blev til Gecko, hvor vi blev taget vel i mod.
Aftensmaden var nogenlunde og vi sad ved siden af et dansk par fra Ry med deres to børn. De var på en tre ugers tur til Bangkok – Hanoi – Siem Reap – og skulle afslutte med nogle dage med badning syd for Bangkok.
Vi pakkede og gik i seng ved 22-tiden. Vi skal op kl. 0345 for at køre til lufthavnen kl. 0400, hvor vi skal tjekke ind og flyve kl. 0605 til Phu Qouc.
Op til tiden, ind i taxaen til tiden. I lufthavnen var der ikke skiltet med tjek in skranke, så vi gik lidt forvirrede rundt til vi fik at vide, at det var ”neden under” vil skulle tjekke ind. Vi stod i en række og tjekkede ind vi var sikre på, at det var den rigtige, for der var ingen skilte eller afmærkninger, der tilkendegav, at det var tjek in til Phu Quoc. På et tidspunkt kom teksten Phu Quoc på, og da vi tjekkede ind, blev der skiftet tjek in skranke, så der har nok været et eller andet kuk i planlægningen den morgen.
Til gengæld var sikkerhedstjek meget hurtigt. Det bibbede lidt, da vi gik igennem, hvilket i den vestlige verden betyder, at vi bliver behandlet som potentielle terrorister. Her er de meget mere fornuftige. De ved godt, at to voksne danskere med børn ikke på nogen måder kan finde på at springe deres eget fly i luften, så de interesserede sig slet ikke for os, eller for dens sags skyld for vores baggage, der hverken skulle skilles ad eller åbnes. Dejligt med fornuft i stedet for regler!
Vi fløj planmæssigt til Phu Quoc i en dejlig moderne flyver med god benplads, god forplejning, Vietnam Airways, og landede til tiden, fik bagagen, gik ud i 26 graders varme (kl. 0815), blev mødt af en kvinder, der spurgte om vi ville have en taxa, ”yes please”, hun viste os hen til en taxa, der kørte ”by the meter”, altså taxameter og blev kørt ca. 3 km. til hotellet. Blev tjekket ind på et OK værelse, hvor sengene er støbte og der ovenpå de støbte forhøjninger er en springmadras. TV – et har både Disney Channel og Cartoon Network, så Asbjørn og Sol er henrykte.
Kl. 1000 var vi på stranden. Dejlig klart varmt saltvand. Frokost på hotellet ved 13 – tiden. Vi var bombede efter nattens tidlige exit fra Hanoi, men nåede lige at glæde os over de overordnede linjer i valgene på Lolland og Guldborsund.
Så stod den ellers på eftermiddagslur. Derpå gik turen til byen for at spise aftensmad. Vi fandt en restaurant på vejen, og vi opdagede for sent, at det var et russersted, men trods vores fordomme og uvilje mod russere, så var maden super god og prisen OK.
Kl. 2200 lå vi i sengene og læste og så TV, og pludselig stod himmel og jord i et. Det regnede så støjen var øredøvende høj i værelset. Vi åbnede døre og kiggede ud, og det var et helt usædvanligt syn. Endnu engang glædede vi os over, at vi ikke har booket på stranden, men ca. 20 meter over havoverfladen. Her skulle vi gerne være i sikkerhed for eventuel oversvømmelse og tyfoner.
Morgenmaden var ok og varmen var overvældende. Vores eneste plan for dagen var, at gå hen til Beach Club, hvor vi boede for 3 år siden. Vi vil gå langs havet og der er vel ca. 1 km. Derhen.
Havet er klart og varmt. Sidst vi var her, var det grumset, men det var også om sommeren. Jeg tror at deres sommer var kold, da vi var her sidst, for trods vi nu er her, hvor det er vinter, er det stinkende varmt. Men altså havet er klart og der ses mange fisk, gopler, krabber og vandmænd i det, så rent er det sikkert.
Vi nåede frem til Beach Club ved middagstid. Der blev ikke taget mange billeder, for ram-kortet til kameraet var i PC – en på hotelværelset, men Kristina tog et par stykker og lagde dem på Facebook. Dejlig med Facebook til at holde sig opdateret med venner og familie.
Vi fik frokosten som i gamle dage. One pancake with sugar and banana and jam,- Asbjørns hedeste minde fra sidst vi var her for 3 år siden.
Der var kun en fra den gamle stab tilbage på Beach Club, og han huskede os og inviterede os til at anvende solsenge og andre effekter på stedet, så vi blev der og badede og efter et par timer, spiste vi noget mere.
Hen på eftermiddagen gik den hjemad til middagslur.
Vi spiste på hotellet. De laver god mad her, så det var en succes. Tidligt i seng, så vi er klar til Asbjørns fødselsdag i morgen.
Kristina vækkede os, så vi kunne flage og synge fødselsdagssang. Asbjørn lod som om han sov, så vi kunne få glæde ved at overraske ham.
Han må have været meget sød i år, for her på hans fødselsdag er der endnu mere stinkende varmt. Vi fik en dejlig morgenmad, hvorpå turen gik til værelse for børnenes vedkommende, det er der TV-et står, og Kristina og jeg bookede endnu 7 dage her på øen, på et hotel, der ligger lidt nærmere stranden. Jeg forsøgte at arbejde lidt, men heden er enorm, så der gik ikke længe før vi gik til stranden. Det tager ca. 5 minutter at gå derned, men vi gik en omvej forbi nogle havørne i bur, som Sol og Asbjørn havde fundet i går. Det er nogle imponerende dyr.
Derpå gik vi til standen og da vi var fremme gik vi straks i vandet. Det er ikke til at holde ud at sidde i solen, men at ligge i vandkanten, kan lige gå af. Kl. 1300 gik vi hjem,- så kunne vi ikke klare varmen længere, og vi havde også bestilt fødselsdagskage til Asbjørn til kl. 1400.
Det hjalp ikke meget at komme hjem, for aircon var røget sammen med strømmen, så det eneste formildende var at også brusebadevandet var uden elektricitet, og derfor koldt (sikkert 30 grader).
Det var svært af få Sol og Asbjørn med ned til restauranten, for vi bildte dem ind, at vi skulle ned at lave lektier.
Vi fik kaffe og en flot lagkage, der var flot udsmykket fra konditoren og som blev yderligere dekoreret med danske flag. Hotellet gav begge børn en gave og en mini pizza til deling.
Aftensmaden blev indtaget i Doung Dong. Vi gik de ca. 3 km. derind og nåede frem lige inden solnedgang. Efter en tur på markedet, hvor der var ca. 20 fiskerestauranter, der dog også serverede kylling og frø, spiste vi på en fiskerestaurant. Kristina og jeg købte grillspyd med div. fisk og grøntsager, men børnene var friske, og bestilte hver en frø, som de også spiste. Der er ikke noget galt med smagen af frø og kødet er også dejligt i både smag og konsistens, men fornemmelsen af, at spise frø, er lidt underligt, men kan absolut anbefales.
Mens vi sad og ventede på maden, var der pludselig en bornholmsk stemme, der sagde ”dejligt at høre dansk igen”. Jeg vendte mig, og sagde på bornholmsk (så godt jeg nu kan) ”ja og så endda fra en bornholmer”. Vi kom i snak, og det viste sig, at det var Per og Bettina, der har Hotel Pension Verona i Allinge. Bettina kunne huske, at jeg engang havde været og lave rappelling med nogle elever, og vi havde mange fælles venner. Vi rykkede bordet hen til dem og fik en halv times hyggelig fællesmiddag. Per og Bettina havde også deres to voksne døtre, Anna og Sarah med. Eller rettere, pigerne var på rundrejse i Asien og havde foreslået deres forældre, at de stødte til i Vietnam, så de 4 havde en fælles rejse gennem Vietnam og havde været en del i oversvømmelse, og havde som vi, søgt tilflugt på en sikker ø, langt fra Vietnams østkyst, hvor tyfoner og oversvømmelse stadig hærgede.
På markedet købte vi lidt smykker og armbånd til både børn og gaver, hvorpå turen gik hjem i taxa.
Det er dejligt at være tilbage på Phu Quoc og gense mange af de steder vi så for 3 år siden. Denne gang ved vi nogenlunde, hvad der er værd at se, og hvad det er ligegyldigt at gense. Fx kører vi glad forbi pearl farms, men direkte til vandfaldet Tranh Stream, hvor vi badede i det dejlige og kolde ferskvand. Sol var hurtigt i, mens Asbjørn skulle have lidt tilløb. Motivationen for mig var ikke svær at finde. For at komme til vandfaldet, går man vel op ad bakke i ca. 10 minutter, og jeg svedte som et svin, da vi nåede det, så jeg var hurtigt i. Jeg beholdt trøjen på, så jeg er sikker på, at have naturlig aircondition / watercondition resten af dagen. Efter en halv times badning og søgning efter flotte sneglehus, der i parentes bemærket har ikke så lidt at gøre med ”det gyldne snit”, gik turen videre til Ham Ninh, hvor vi også tidligere har været. Fiskeribyen, hvor man også kan se søheste i akvarier og drikkevarer, og hvor vi tidligere har spist haj.
Under vejs gik min knallert dårligt i motoren, og gik også ud et par (5) gange. En gang ud for en vietnamesisk bolig, hvor ejeren kaldte os ned. Han foreslog, at vi prøvede at starte den med kick – starteren, men jeg troede ikke på ham, men alligevel fik han den i gang ved hjælp af kickstarteren, og vi kom videre. Vietnamesere er meget venlige og hjælpsomme. Det forekommer mere og mere mystisk, hvordan USA har kunnet fide på at tæppebombe disse mennesker. De arbejder fra morgen til aften og er altid klar til at hjælpe, og det er komplet reelle. Handel er handel og prisen er altid som aftalt, og hvis de hjælper en, er det en tjenste, ikke en handel.
Asbjørn og jeg var glade for, at det var os, der havde den ustabile knallert og ikke Kristina og Sol, – mandesnak med min 12 årige dreng!
Denne gang, gik vi en anden restaurant. Her har de som alle steder plastiks stole og borde, men her var de pakket ind i gule og grønne ”kjoler”. Det så meget flot ud – på afstand. Tæt på var det nok lidt usmageligt for en dansker, der er vant til PH - lamper, Le Klint og Stelton.
Turen gik syd over for at finde nogle strande, men vi var slet ikke sydlig nok til Sao Beach og fandt kun nogle ”skodstande”, altså meget lidt sand og meget affald, der var skyllet ind på stranden, så vi vendte om, idet dagen var ved at gå på held.
Efter 5 minutters kørsel var Kristinas knallerts baghjul fladt. Heldigvis skete det nærmest lige ud for et knallertværksted. Vi fik knallerten trukket ind og knallertmekanikeren gik direkte i gang med at skifte slange, efter han havde forsøgt at pumpe den, med det resultat, at den eksploderede.
10 minutter efter, var knallerten køreklar, og det kostede 100.000,- altså 25 kroner inkl. ny slange. Kristina var så tilfreds med mekanikeren, at han fik 5 dollars og nogle dong, måske 20 – 30.000, svarende til en 10 – er. Det er ikke hver dag, Kristina giver drikkepenge!
Derpå gik det atter over stok og sten mod Doung Dong ad en infrastruktur, der minder om vejnettet i en grusgrav.
Da vi kom ind til Doung Dong, drejede vi forkert af, og det er her, oplevelserne kommer. For lige så dejligt det er at gense steder vi har været, er det en fornøjelse at blive mødt af nye indtryk og udfordringer. Kristina ledte os ad smalle veje ind til et marked og vi kørte rundt mellem knallerter, grønthandlere, fiskehandlere og andet godtfolk og gennem byggepladser, før vi igen vår på en vej. Den førte os til den gamle lufthavn, hvor landingsbanen nu bruges til alm. færdsel og leg. Landingsbanen var ikke særlig befærdet, og Asbjørn spurgte, om han måtte styre. Da jeg jo er kendt for min risikovillighed, fik han selvfølgelig lov. En af Asbjørns kvaliteter er, at han er pålidelig, så jeg var nærmest tryg ved at sidde bag på ham med op til 60 km/t på en knallert (i DK er det en MC, idet den er på 125 ccm og kan køre 100 km/t). Asbjørn er ikke risikovillig, men påregnelig, så hvis jeg siger han må køre 40, så kører han 40 og hvis han så får lov til at gasse op til 60, så gasser han op til 60, hverken mere eller mindre. Vi tæskede frem og tilbage ad runwayen et par gange og det var en stor oplevelse for os begge. Kristina og Sol kørte vist og sang så længe mandehørmen og motorlarmen foregik på drengeholdet, men de tog det pænt.
I Doung Dong drak vi eftermiddagskaffe på ”Buddys”. Stedet ejes af Buddy, der er australier, og som vi hilste på. Han er en flik fyr, og vi fik lov til at parkere, nærmest inde ved det bord, hvor vi sad, eller i hvert faldt helt oppe på fortovet ved indgangen.
Vi spiste på et pizzeria på vej hjem. Ude fra lignede det noget rigtig primitiv, men da vi kom ind og blev ledt ned i den bageste spiseafdeling, viste det sig, at der var den skønneste havudsigt.
Hjemme på hotellet blev der set lidt TV og vi forsøgte at gøre kål på den sidste del af lagkagen og det lod sig næsten gøre, når bare vi skyllede efter med Cola Light.
I øvrigt lærte vi også i dag, at vi ikke er nær så gode til at køre med gods på knallerter, som vietnameserne. Det lykkedes mig nemlig, at tabe den 24 – pack – Cola vi havde købt, da jeg skulle parkere ved pizzeriaet, men dejligt er det at have kold Cola på værelset, og det er super til sød lagkage.
Vi sov længe. Det gør man her i varmen. Der er som tidligere nævnt helt vildt varmt, og det tager på energien. Utroligt, at vietnameserne kan klare at arbejde hele dagen, men 2 timers pause om middagen. Et beundringsværdigt folk.
Efter lidt video og Disney Channel, gik skoledagen i gang. Matematik og dansk. Kristina og jeg fordybede os i henholdsvis bookning af nyt hotel og vietnamkrigen. Den, altså vietnamkrigen, er ikke helt til at forstå, men landet har åbenbart været besat af den ene despot efter den anden, og forskellige ”ledere”, har indgået aftaler med andre lande, Frankrig, Japan og USA om at sikre diverse diktatorer, og det har medført en uoverskuelighed i krigene og ikke mindst årsagerne hertil.
Hotelbookningen var mere simpel. Den 2. december 2013 tager vi til Phnom Penh med Johns Tours. Rejsen dertil for alle beløber sig til ca. 500 kroner og vi har booket et lidt luksuriøst, Billabon, i 7 dage. Anbefalingerne på ”Tripadvisor” er ikke de bedste. Der er åbenbart tyveri og ikke meget at se på, så måske får vi en del tid på hotellet, men også Killing Fields skal ses!
Ved 1430 tiden gik vi til stranden. Der var vel 35 grader og en badetur var tiltænkt. Mens Sol og jeg svømmede langt ud og dykkede og så mange smukke fisk og krabber på havbunden, opdagede Asbjørn og Kristina, at muslinger, der bliver skyllet op på stranden, ved næste bølge trækker sig ned i det våde sand og der gik et par timer med at studere dette fænomen, og Asbjørn opstillede på bedste videnskabelige vis et forsøg, hvor han byggede en sandhøj og så om muslingernes adfærd var den samme på en sandhøj, som på den naturlige strand. Det var den, for ved vanding af musling og sand, skete det samme. Muslingen åbnes ganske let og ud kommer en tunge, der mases ned i det våde sand sammen med vandet, og muslingeskallen trækkes ned i sandet.
Forsøget blev udbygget med at etuiet til dykkerbrillerne blev fyldt med sand, hvorpå der blev lagt muslinger ned oven på sandet. Derpå blev der hældt vand på muslingerne, og det samme skete, men nu kunne vi også se det fra siderne i det gennemsigte etui. Et super eksempel på læring i virkeligheden, og denne læring var uden en masse motiverende snak fra en voksen, men båret af almindelig nysgerrighed. Så behøver man ikke at læse et par dage. Denne viden har ungerne resten af livet, og den utvungne læring strakte sig over et par timer.
Efter Kristina og jeg havde fået en kold kaffe på strandbaren, var jeg med ungerne ude at dykke, og vi havde en konkurrence i at holde vejret under vandet. Vi blev betragtet fra afstand af nogle badende vietnamesiske mænd, der morede sig over vores konkurrence. En af dem kom hen og ville konkurrere med, og han udfordrede mig. Jeg var nødt til at tage udfordringen op, og måtte holde vejret meget længe, før jeg havde vundet. Godt han ikke havde sine børn med, for så havde det sikkert taget meget længe før nogen af os havde givet os, for havde det ikke været for at imponerer Asbjørn og Sol, er jeg ikke sikker på, at jeg havde vundet.
Ved 17 – tiden gik turen hjem til sidste aften på Museum Hotel, hvor vi tidligere på dagen havde besøgt museet, for der er et museum her med oldtidsfund. Her så vi bla. redskaber fra Vietnams stenalder, og det var påfaldende så meget Vietnamesiske stenredskaber minder om dem vi har fra den danske stenalder. Økser og knive har samme form, men er lavet af andre stentyper. De har nok ikke flintesten på disse breddegrader.
Den sædvanlige morgenmad blev indtaget, hvorpå det var tid til at på pakket. Vi tjekkede ud og fik selvfølgelig ingen overraskelser i forbindelse med betalingen. Som nævnt er Vietnamesere komplet reelle mennesker. Receptionisten var lidt ked af, at vi forlod dem, når vi nu blev i byen og ville give os rabat, hvis vi blev på hotellet flere dage, men vi afslog tilbuddet for vi ville gerne nærmere vandet.
Det var også en god beslutning. Det tog ca. 5 minutter at gå til hotel ”La Mer”, der som navnet antyder, ligger tæt på vandet, ikke i vandkanten, heller ikke med havudsigt, men på den rigtige side af landevejen mellem Doung Dong og den nye lufthavn.
Ved ankomsten blev vi venligt modtaget af ”Manager Fu”. Vi kunne først tjekke ind kl 1400, så vi gik til strande, der er kun 2 min. borte. Jeg behøver snart ikke at skrive det mere, men det var meget varm, og nu kl. 1130, var temperaturen på sit højeste.
Vi gik ind på strandrestauranten og købte noget drikkelse, kold kaffe, og fik os dermed en plads i skyggen. Børnene plagede os for at gå i vandet, og da Kristina har fået godt gang i Mofibo og læser når der er tid til det, var det mig, der røg i vandet. Det foregår med solcreme og tøj, så jeg er nærmest blevet vietnameser på dette område. Vietnameserne på stranden er nemlig pakket fuldstændig ind fra top til tå, når de går rundt med deres åg med frugter, som de sælger, og sådan ser jeg næsten ud, når jeg bader.
Dagens NATTEK stod ved en tilfældighed på søstjerner og eremitkrebs. Det startede med, at Sol og jeg svømmede et godt stykke ud iført dykkerbriller. Der så vi ved et tilfælde, hvordan en eremitkrebs løb hen over havbunden, for at grave det meste af sneglehuset ned i sandet, så den lige har lidt følehorn fri og hele tiden fjerne sandet foran øjnene. Så kan den ligge der og ligne en snegl, og når et eller andet spiseligt kommer forbi, træder den i karakter som predator, og æder byttet. Men ikke nu, for vi dykkede ned og tog den fra sit skjulested på havets bud, og med ind på land, hvor vi først undersøgte, hvad den gjorde på stranden. Den gemte sig i sneglehuset og kom frem en gang imellem, og ventede på at blive skyllet ud i havet igen. Vi fik fat i en plastikkrus og fik lavet et alt for lille akvarium til den, men den forsøgte efter lidt at grave sig ned.
Vi fandt nogle flere eremitkrebs, for de er lette at finde, når man ved, hvad man skal søge efter, og lagde dem ned til den første. Der blev nogle territorialkampe, men krabberne kom ikke i klo-kamp med hinanden, men skubbede bare til hinanden for at få plads i kruset.
Under vores søgning efter eremitkrebs fik Asbjørn og jeg øje på en stor søstjerne, der skulle undersøges nærmere. Jeg forsøgte at få fat på den ovenfra, men var nervøs for at trykke for hårdt på den, så jeg maste min hånd ind under den og løftede den op i min hat, som jeg selvfølgelig også var iført, og så blev den bragt ind til stranden, for at blive undersøgt og fotograferet. Efter forevigelsen, blev den udsat i havet igen, ca. hvor vi havde fundet den.
Kl. 1400, efter ca. 2 timer i vandet og endnu længere på stranden, gik vi op på hotellet. Vores bagage var båret over i hytten og vi havde fået det dejligste værelse. Smukt indrettet og toilettet som Kristina havde frygtet var helt i top. Hun havde læst, at toilettet var ”under åben himmel” og vi troede, at det var en eller anden form for et aflukke / en mur, der adskilte toilettet fra omverdenen. Men det var bare, lavet sådan at der i den ene side af taget manglede 6 tagsten, så der kunne komme lys og luft ind. Der var af samme årsag slet ikke nogen ”toiletlugt”. Under de manglende tagsten var der så plantet nogle planter, som vi tror hedder papegøjeblomst. Det er dem, som turister slæber med hjem fra Grand Canaria. Det var meget flot og vi var fuldstændig tilfredse med, at vi havde flyttet hotel. Det sidste, der blev tilrettet, som alle andre steder var HDMI, så vi kan se videofilm fra PC – en. Det er en god familieaktivitet, når man skal gemme sig for solen eller bare er træt.
Ved 17 – tiden gik turen til sen frokost på Sim – bar, der ligger næsten lige ved siden af hotellet. Vi afleverede vasketøj på vejen. 3 kg. er det blevet til, og det kommer til at koste os 15 kroner at få det vasket. Det går nok. På Sim – Bar fik vi rigtig god mad og kolde drikkevarer, endnu engang til gode priser. Jeg havde ellers ikke været den store tilhænger af baren, idet de på deres sandwich – skilt uden for reklamerer med et billede af Putin, der drikker kaffe, dog iført tøj på overkroppen. Der er et eller andet ved de russere, der gør, at jeg ikke altid er lige tilfreds med, at jerntæppet forsvandt. Nå men endnu engang må jeg indrømme, at trods det russiske præg, var maden kanon. Det var da også vietnamesere, der arbejdede der, og jeg har ingen anelse af, hvem der ejer og driver stedet.
Lidt hygge på værelset og ved 20 – tiden gik den så mod strandrestauranten for at få en let aftensmad. Det var nogle ordentlige portioner og velsmagende, og endnu engang til en fornuftig pris. Denne restaurant ejes af en canadier, som Kristina talte med. Der var ingen russiske menukort eller reklamer med Putin, og ejeren ville ikke have russere på sin restaurant, og da maden også her var super, er det nok den, der løber med prisen som Dalgaard – Familys stamværtshus resten af tiden på Phu Quoc.
Efter en OK morgenmad, gik formiddagen med skolebøger. Kristina mener, at det er godt jeg ikke blev skolelærer. Hun har nok ret! Strømmen var gået, så der var ikke meget fest på Facebook eller e-mails. Man er helt fortabt uden netadgang, selv om man er langt fra DK, følger vi alligevel med. Både i net-news og med venner på FB.
Ved morgenmaden fandt vi ud af, hvad der er galt med de russere. Den canadiske restauratør havde i går fortalt Kristina, at de opfører sig som små konger, og det opdagede vi her til morgen, er rigtigt.
En asiatisk familie på 4 personer havde siddet og indtaget morgenmad ved siden af os. To af dem forlod bordet. 3 russiske mænd i tyverne ventede på at få et bord, og da den ene af dem ikke gad vente mere, satte han sig på en af de forladte pladser og begyndte at fjerne de forladte tallerkner, og de to tilbageværende asiatere ved bordet fortrak sig, hvorpå russerne på mest uhøflig facon havde indtaget pladserne. De skal bare lige prøve det ved mig, så skal jeg dælme puste mig op. Det er skammeligt, at den seneste opgørelse over magtfulde nationer angiver, det er Rusland, men det er nok en lektie i magt. Obama har forsøgt at skabe konsensus og så har kynismen og hensynsløsheden er rendt med magten! Trist, hvis det skal være psykopatien og hensynsløsheden, der har overtaget, men måske er man nødt til at indstille sig på det og tilpasse sig! ”Enough of politics. lets pretend i am a loving father”
Ved middagstid var det regnvejr. Det passede os fint, for vi var trætte og tog et par timer på øjet. Strømmen var også gået, det gør den åbenbart hver 3. dag, så der var hverken aircon eller TV, så alt flaskede sig til en rigtig dovenlars-dag.
Kl. 1400, ca. gik den til stranden og en dejlig frokost.
Vi fangede nogle fantastiske eremitkrebs og badede, men vandet var uklart i dag, og strømmen må have bragte en masse ”skrammel” med, så der var desværre også nogle plastikposer og andet godt, der gjorde dykkeriet mindre attraktivt.
Ved 1730 tiden fik vi den sidste dukkert. Det klør på os, når vi bader for længe. Det lader til, at vi er de eneste, der får kløe af alle de badende. Det er lidt underligt, men både Sol, Asbjørn og jeg får kløe på kroppen, men det er til at holde ud.
Vi så den smukkeste solnedgang før turen gik hjemad til et dejligt bad og rent værelse. En fornøjelse at bo her. Bortset fra vores luksus – suite i Hong Kong for 3 år siden, så er det her nok det bedste sted vi har boet.
Regnen havde silet ned om natten og fortsatte om formiddagen. Det var en glimrende anledning til at få læst lektier. Det blev både til dansk og matematik. Engelsk behøver vi ikke længere at bekymre os særlig meget om, for både Asbjørn og Sol forsøger nu af sig selv, at tale engelsk med dem vi møder og når vi bestiller mad på restauranterne.
På vej til strande ved 14 – tiden, efter formiddagen var gået med lektier i hotellets restaurant, gik vi ind på en meget simpel restaurant, hvor vi købte den dejligste frokost for 60 kroner. Der var flere personer på stedet, og alle var tydeligt tilfredse, både svenskere og franskmænd. Vi besluttede os for at komme tilbage til aftensmaden for dels var maden god, dels havde nogle svenskere fået noget mad, som Kristina gerne ville smage.
På stranden gik vi mod nogle klipper i vandet, for at udforske fiskelivet. Der er altid flere fisk ved sten og klipper, end blot på havbunden.
Under vejs til klipperne kom vi forbi et par massagebrikse, hvor der også var en levende abe. Sol vil så gerne have en abe som kæledyr, og vi spurgte om vi måtte prøve at holde den. Selvfølgelig var jeg forsøgskanin og aben kravlede overalt på mig og bed i min kasket. Sol prøvede derpå, og det første der skete var, at aben rev en af hendes ørenringe ud og forsøgte at spise den, men abens ejer, tog hurtigt fat i den, og fik ringen ud. Godt hun var så hurtigt, for det ville måske have forvoldt skader på abens mave, hvis den havde fået metallet i halsen eller maven.
På stranden ved klipperne, var der et rigt fiskeliv, og der var flere farverige fisk. Desværre var der også en del skrald, - trøjer, plastikposer, lærredsposer, men dette til trods, var der et rigt fiskeliv. Vi fangede nogle småfisk, og krabber, men så også nogle store stimer af fisk.
Ved aftentid gik vi hjem, og nåede lige ind før det blev mørkt. Mørket sænker sig på ingen tid, men sådan er det jo her i nærheden af ækvator, hvor jordens hastighed ”er hurtigst”.
Aftensmaden blev som besluttet aftalt på den lidt simple restaurant, men måltidet var herligt, og inkl. en flaske vin, kostede det 90 kroner.
Vi gik tidligt i seng efter en dejlig dag trods regnen om formiddagen.
Dagene går som en sommerferie. Der sker ikke meget andet end det, der skal ske. Morgenmadden er god, men beskeden, så det er ikke her vi tager på. Frokosten er noget med lidt brød og kaffe, og aftensmaden er dejlig smagfuld. Der er ikke meget kød, altså rigtig kød, men hvis man skal have kvalitetskød man skal have, så er er det fisk og skalddyr man skal gå efter. Dagenes budget uden hotelophold ligger på ca. kr. 100. Vi har bestilt en snorkletur til nogle koral rev. Der er to ture, en til sydøen og en til nordøen. Den til nordøen tiltaler mig mest, men vores hotelmanager anbefaler den til sydøen. Der er tre dyk ved koraler, og vi betaler 61 dollars for turen, der skal foregå lørdag.
På stranden er den abe, som Sol har holdt på badetur. Vi opdager det ved, at der har samlet sig en del turister der. Vi svømmer derhen, og da vi kommer, bliver vi hurtigt midtpunkt, for Sol og jeg er ikke bange for aben, der hurtigt synes det er sjovest at kravle rundt på os. Asbjørn kan ikke tage sig sammen til at nærme sig aben, skønt han gerne vil prøve at holde den. Men den er lidt vild og kan godt både bide og rive i hår og tøj.
Havbunden bliver undersøgt nøje og vi opdager mange fisk og krebs. En af eremitkrebsene har det uheld, at den er i en meget smuk muslingeskal. Asbjørn vil gerne have skallen, og krebsen må ofre livet. Den bliver taget med hjem, og hen under aftenen er den så desperat, at den forsøger at forlade skallen. Den udtørrer helt og vi trækker den fri af skallen og nu har vi så en smuk skal til det akvarium vi skal lave til vinter og som skal stå på Asbjørns værelse.
Vi blev hentet kl. 0730 som aftalt. Bussen kørte først til en perlefarm. Vi har set perlefarme før, og denne var ikke nær så spændende, som den vi så på Halong Bay. De har glemt, at det skal være en oplevelse at tvangsbesøge en produktion, og her var det nærmest kun et rush gennem forretningen. Der blev da også købt et par nøgleringe med motiver.
Vi kørte gennem landskabet og kan se, at der er meget byggeri under opsejling. Det ser ud til, at drømmen for Phu Quoc er, at den om få år skal ligne Dubai. Man kan godt forstå, at vietnameserne gerne vil udvikle området, for her kan virkelig tjenes mange penge, men så er det nok ikke noget for os længere.
Vi kom ud på havet og valget af lørdag var et dårligt valg. Der var nemlig netop i dag stærk vind fra vest, og da vi sejlede fra den sydligste by mod syd, var der store bølger og vi frygtede for vores dykkertyr. Efter 30 minutters sejlads gjorde vi holdt. Vi skulle først fiske og så dykke. Efter 5 minutter var fiskeriet slut og en vietnamesisk turist fra Ho Chi Ming city var den eneste, der havde fanget en fisk. Han blev hyldet som en helt. Selv de ca. 20 andre vietnamesere, der var med på turen, hvoraf de fleste havde kastet op af søsyge, tog sig sammen og klappede.
Dykningen varede ca. 30 minutter, hvorpå der var mad. De snorkler vi lånte med ventiler, var desværre ikke særlig gode, så vi fandt nogle af den gamle type, og så gik det meget bedre, men skaden var for mit vedkommende sket. Vandet var meget salg og den megen saltvand jeg havde fået indenbords gjorde, at der blev renset fuldstændigt ud i mine slimhinder, men så er det jo gjort.
Vi fire dykkede sammen, og det er en fornøjelse at dykke med de to børn. De er både dygtige svømmere og nysgerrige på, hvad der findes i havet, og de råber gennem snorklen, når de ser noget. Selv forsøger Kristina og jeg blot at kommunikere med tegnsprog under vandet. Det er der ligesom mere Jaques Costeau over. Og det er ikke lidet de råber, for der mange fisk og planter på revet at se på.
Efter dykket, skulle vi sejle lidt og vi kom op til vores bord, der var på det bageste del af 1. dæk. To russiske par havde sat sig ved vores bord, og de havde køb ind af fiskeretter med bla. søstjerner. De ser så ulækre ud, at jeg hellere vil spise tynd lort, end denne egnsret. Asbjørn vi gerne smage, og han får lov til at få en, hvis han spiser den. Så behøver han alligevel ikke smage den.
Russerne ødelægger nu lidt vores fordom om russer, for selv om de drikker nogle gode vodkaer, som ældre mænd i Danmark drikker snaps, så er de meget venlige og muntre. De er vel ca. 30 år, og den ene af mændene fortæller åbenbart gode historier, for de ler meget. Han forsøger også at tale engelsk, men det er ikke meget forståeligt, der kommer ud af ham.
Efter frokosten, der består af traditionelt vietnamesisk mad i rigelige mængder, står den på en times snorkling. Det foregår i en vig, hvor havet er roligt, og der har vi en time at dykke i. Vi ser mange smukke fiks, og ungerne råber i snorklerne. For det meste er jeg forrest, men da Sol og Kristina efter 45 minutters dyk er begyndt at fryse, svømmer de tilbage til båden, og så er det Asbjørn, der fører an. Vi ser ikke nær så mange fisk, som man ser i Charm El Sheikh, men vi ser rigtig mange smukke fisk. Kristina siger, at vi skal tage en tur til Ægypten igen, - jeg må hjem og tjene nogle penge!
Efter dykket går turen tilbage til kajen og vi kører videre til Sao Beach. Kristina kan genkende den. Vi var her for 3 år siden, men der var den ikke så fancy. Der er kommet et par smarte bygninger og restauranter, men bølgerne er høje og vi hygger os i dem en times tid, hvorpå turen går tilbage til hotellet. Vi spiser aftensmaden på vores sædvanlige restaurant.
Jeg er begyndt at vågne tidligt – igen og jeg er også begyndt at længes efter at arbejde. Jeg tror jeg får en masse inspiration af vietnameserne – og friheden her, både den jeg har fået forærende af forældreorloven, men også den som vietnameserne har til at søge deres egen lykke. Selv om det er et socialistisk land, hvad det så end betyder på det praktiske plan, så er det tydeligt, at staten ikke blander sig i meget. Overfor vores ynglingsrestaurant er der en familie, der bor under meget små kår. Jeg kan ikke forestille mig, at de har samme faciliteter, som findes på et almindeligt kollegieværelse i Danmark. Men vi tror at der i boligen bor to forældre og fire børn. Dertil kommer, at der ofte er besøg. De lever åbenbart af fiskeri, salg af cigaretter og lommetørklæder og udlejning af to knallerter. De ser ud til at have det godt, og de spiser grillet fisk hver aften. Moren, der ser ung ud, sidder og spiser på stolen, en plastikhavestol, som vietnameserne altid sidder på jorden.
Når faren reparerer knallerten sidder han på Viet Nam Style på jorden og får det hele til at fungere.
Noget andet man kan beundre ved vietnameserne er deres gåpåmod. De er forbilledlige. Selv om de alle på stranden sælger de samme varer, - bananer, kokosnødder. De sidder ikke som en anden dovnerobert og fattigkarina og venter på, at det offentlige enten skal forsørge dem eller finde et arbejde til dem.
Efter en dag på stranden med gode bølger og lidt vind lakker opholdet på Phu Quoc nu mod enden. I morgen går turen til Pnom Penh. Vi trænger til luftforandringen, men børnene er ikke begejstrede for, at vi skifter sted, for de er meget glade for den dejlige strand og afslapningen. Det skyldes måske også, at vi endnu ikke har fortalt dem, at vi har booket et hotel med pool, og det frygter sikkert, at den nu igen står på gåture i byer og museer.
Aftenen skal afsluttes på vores stamrestaurant med maner og vi skal huske at sige pænt farvel til restauratøren, så han ikke tror, at vi har svigtet ham.
Op ved vækkeuret, over at spise. De havde åbnet restauranten for morgenmad en halv time før normalt, så vi kunne få morgenmad før afrejsen.
Kl. 0700 stod vi klar og ventede på bussen, der skulle tage os til færgen til Ha Tien på fastlandet i Vietnam. Vi blev afhentet til tiden, men samtidig kom receptionisten og præsenterede os for en regning for opholdet. Vi mente, at vi havde betalt ved bestillingen, men kom i tvivl og et hurtigt opslag på iPhonen og reservationen viste, at vi skulle betale ved afrejse. PINLIGT, men godt hun fik sine penge før afrejsen. Det kunne have været katastrofalt at blive standset et eller andet sted for skulle udrede, at det var en misforståelse. Vores tiltro til vietnameserne er da også så stor, at vi troede hende, og allerede før vi tjekkede reservationen var vi klar til at betale hende. Vietnameserne kunne aldrig finde på at snyde, sådan er det.
Vi kom afsted med bussen og samlede nogle personer op under vejs. Bussen var en gammel Toyota Hiace, og den var indrettet med sæder til 12 personer. Der kan have det hele på en knallert og det umulige i en Hiace!
Vi ankom til færgen ca. 3 kvarter før afgang. Den blev udvendigt stuvet op med knallerter alle vegne. Håndværkere og handelsfolk, der pendler mellem fastlandet og Phu Quoc rejser med knallert, som vi i Danmark rejser med varebilerne mellem landsdelene.
Kl. 0830 stod vi til søs i ”Superdong 1”, som færgen hed (Not a computer game!). Det var en lille færge med enkeltskrog og plads til omkring 200 personer, og altså diverse knallerter i et plan.
Allerede ved kaj, havde den ligget og vugget ganske pænt, og da de tog trosserne, var den spil levende. Efter ca. 10 minutters sejlads begyndte de første at brække sig i små sorte poser. Kristina havde fået en søsygepille, men børnene måtte ikke indtage den slags stærk medicin, så vi måtte se, hvordan de ville klare det.
Efter 20 minutter kom personalet og tilbød os, at vi kunne komme ned agter, hvor færgen vuggede mindst, men da færge ”tæskede” frem og tilbage og lejlighedsvis lå på siden, foretrak jeg at bliver i forenden, hvor jeg kunne se havet og på den måde ville vide, hvornår det var tid at opsøge nødudgangene, og også at skulle undgå at stå i kø ved dem, så vi afslog og blev som nogle af de eneste i forenden.
Flere gange fik vi redningsveste i hovedet. De faldt ned fra hylderne over os, og søfolk kæmpede sig frem og lagde dem på plads. De første gange troede børnene, at nu skulle vi i redningsbådene – som om det var ligesom i flyvere, hvor sikkerhedsmateriel udløses i krisesituationer, men det var kun bådens bevægelser, der medførte, at udstyret kom til vores disposition. Den megen uro i vandet, blev fulgt af nogle kæmpebrag, når skibet efter en lufttur, ramte bølgerne igen.
Vi gennemgik derfor sikkerhedsprocedurerne, der fremover skal følges for os fire på tur i tilfælde af en nødsituation:
1. Sol og Kristina er sammen, Asbjørn og jeg er sammen.
2. Der tages ikke redningsvest på inde i en færge, men man forsøger af få fat på en og har den i hånden, med mindre det er redningspersonale, der siger, at man skal iføre sig en redningsvest.
3. Vi redder kun os selv, ikke noget bagage.
4. Vi ses ved overfladen af vandet og begynder ikke at søge mod land, men bliver ved båden.
5. Når redningsfartøjer nærmer os, bruger vi vores ure mv. til at signalere med, ved at spejle solen i retning af redningsfartøjer.
Nå, som det fremgår af opdateringen af denne ”fantastiske” overfart, så overlevede vi. Sol og Kristina græd lidt af nervøsitet, og efterfølgende fortalte Sol, at hun havde tænkt på ”Tom og Jerry” for at få tankerne henledt på noget dejligt. Kristina proklamerede flere gange, at hun skulle aldrig ud at sejle igen. Jeg lod som om jeg ikke hørte det. Det var ikke tidspunktet at diskutere befordringsmidler på, og generelt kan det ikke betale sig ret meget at diskutere med Kristina / kvinder!
Vi blev hentet på kajen efter ca. 15 minutter og kørt til rejsebureauet, hvor vi skulle vente et par timer til turen gik videre til Phnom Penh. Det var det samme rejsebureau, som vi også anvendte for 3 år siden, men det vidste vi ikke før vi ankom. Dejligt med gensyn, og vi vidste at vi var i gode hænder. En masse formularer blev udfærdiget vedrørende vores visumansøgning og helbredstilstand, og ved ca. 14 – tiden gik turen videre til grænsen.
Denne gang skulle vi ikke slæbe kufferter gennem ingenmandsland mellem Vietnam og Cambodja, men blev kørt. Det eneste problematiske var lægetjekket. Vi fik taget temperaturen med et termometer, som ”lægen” holdt op til vores pande. Vi havde ikke feber. Sidste gang vi var har, blev temperaturen taget med et beskidt øretermometer, så det går fremad!
”Lægen” opkrævede et gebyr på 1 dollar, ellers ville han ikke udlevere vores pas. Nogle af turisterne blev sure over dette, men vi besluttede hurtigt, at vi ikke kunne gøre noget ved denne afregningsform, men for sjov bad vi om en kvittering. Han forstod slet ikke, hvad vi mente. En tjekkiske kvinde hidsede sig fuldstændig op over den ene dollar, men en canadisk kvinde sagde meget fornuftigt til hende, at hun var mere heldig end de fleste, fordi hun havde muligheden for at rejse. Vores bidrag til Cambodja, 4 dollar i bestikkelse. Det er der nok ikke noget at gøre ved, når man nu ved, at Cambodja på Transparency Internationals korruptionsbarometer har en 15. plads.
Turen gik videre i en Mercedes på størrelse med en Hiace, og da de havde rodet lidt i det, var vi pludselig 17 personer i den, men det gik.
Læs videre på siden ”Cambodja”. Klik her på linket!
Link til sider fra før 2013, Hongkong, Kina, Vietnam, Cambodia,Thailand og europa, klik her
Kontakt os på, klik på dette link, Contact us, use link
Link til godt levende kort over asien
Link til fotos fra Cambodja i perioden fra den 3. december til den 18. december 2013, klik her!