Blog, klik her!

Datoen er i dag den 7. Juli 2017.

Vi forlod Danmark den 29. juni 2017 med 4 returbilletter for ca. 16.000,- kroner. De var indkøbt i god tid, og dagsprisen på tilsvarende billetter op til afrejsen var over det dobbelte.

Jeg er kommet lidt bagud med dagbogen, idet jeg havde en del arbejde de første dage, der tog min ”administrative” tid - og skrivelysten. Jeg har stadig en del skriftlig arbejde, jeg skal lave på ferien, men nu kan jeg begynde at overskue andet en brandslukning.

Generelt kan man sige, at varmen er overvældende, ”skidt og lort” i gaderne er uændrede i forhold til tidligere, endda i en grad, så man bliver helt tilfreds med det danske affaldshåndteringssystem, men det er alligevel et super dejligt feriemål. Regntid betyder ikke, at det regner hele tiden, men at det regner 1 time om eftermiddagen i en mængde, der minder om at hælde vand ud af en spand.

Turen gik først med British Airways til LHR, derpå et perfekt skift til Cathy Pacific, som vi tidligere har haft gode rejser til Asien med. Destinationen var HKG og mit gæt er, at Cathy Pacific er hjemmehørende i Hong Kong.

Flyvetiden mellem London og Hong Kong var 11 timer, og endnu engang skuffede selskabet ikke. Trods vi rejste på monkeyc lass, havde vi nærmest vores egen steward, Maurice, der sørgede for at vi intet manglede. Således var det første vi fik at drikke en Carlsberg, som han dog undskyldte for - han kunne jo ikke vide, at vi er vant til den slags sprøjt, og kort efter kom to Bloody Merrys på min bestilling. Så var ferien i gang.

Fly underholdningen var perfekt med stort udvalg af film vi ikke tidligere havde set, og med en blanding af flymad, flydrikelse, flyfilm og flysøvn, kom vi planmæssigt til HKG, hvor vi efter at have 3 timers transfer, rejste videre med Cathy Dragon til Phnom Pehn.

Indrejsevisum blev købt i lufthavnen til aftalt pris. Det foregik ved en skranke, hvor der vel sad 20 personer på række. Ved den føste person afleverede man pas, fotos, application og penge, hvorpå man stillede sig i kø ved den sidste person.

Passene skiftede så hænder gennem rækkerne, til man endelig fik udleveret dem.

Derpå til bagagebåndet, hvor bagagen endnu ikke var ankommet, så anbefalingen er, at vente med at købe visum til man er ankommet. Det fungerer upåklageligt, og det medfører ikke yderligere ventetid.

Kristina havde arrangeret at hotellet sørgede for afhentning af os i lufthavnen, så vi blev hentet af vores driver, der stod med skiltet ”Kristina Dalgaards”. Perfekt - og afsted mod hotellet Billabong, hvor vi tidligere har boet.

På vejen opdagede chaufføren en mislyd ved forhjulet. Han var ude at se, om der var noget galt, men konstaterede, at bilen, en gammel Toyota - something, var uden fejl og mangler. Efter ca. 5 km. viste det sig imidlertid, at højre forhjul var punkteret.

Han undskyldte på asiatisk, hvilet er ensbetydende med, at han undskyldte så meget, at man frygtede, at han på et tidspunkt ville fremdrage et stort svær og penetrere sin mave.

Heldigvis kom der efter ca. 30 minutters venten i rabatten en knallert med to mekanikere og et reservehjul. De skiftede hjulet og vi kørte videre til hotellet, hvor vi blev modtaget af Annette, Peter og Malte.

Super tur, og så på hoved i seng efter lidt tid ved poolen - og et par øl.

Dagen efter gik vi rundt i Phnom Penh. Den første destination var Kids City, hvor klatrebanerne blev besejret af alle børnene, Sol, Malte, Asbjørn og Peter. Vi voksne slappede af, og en af os fik en middagslur, idet min krop er under forandring. Jeg tror, jeg er på vej mod celledeling, mend et kan også bare have været jetlag.

Vi gik ned til floden og så kendte steder. Vi ledte efter butikken ”Daughters of Cambodia”, men den var flyttet, og lignede slet ikke sig selv.

Aftensmaden fik vi på noget, der senere skulle vise sig at være ”Red Light District”. Maden var god, men selskaabet omkring os knap så godt - Gamle (på min alder) fede mænd (der lignede mig) og unge kvinder, hvor mændenes lyst til samvær var omvendt proportionalt med kvindernes, hvis man da kan lave den slags forholdsregning, når kvindernes lå på 0 eller negativ.

Dagen efter gik med en kort gåtur og afslapning ved poolen og aftensmad på hotellet efterfulgt af UNO for os alle.

Dagen efter tog Annette, Peter og Malte videre til Siem Reap for at se byen og Ankor Wat. Vi har set dette fantastiske sted, så vi tog en feriedag ved poolen og gik til restaurant Kabbas, der hittede på Trip Advisor. Der var ca. 800 meter derhen fra hotellet, men da vi ankom var jeg så udmattet, at jeg måtte have 2 fadøl. Overkommeligt, idet prisen pr. stk. var 1 dollar.

Aftensmanden blev indtaget på Billabong efterfulgt at et spil UNO.

Tirsdag den 4. juli tog vi til Kampot. Vi havde hyret en chauffør i en Toyota Highlander, 4 hjulstrækker. Lækker bil, men oppe i årene. Afstanden var 150 kilometer, og efter en time, havde vi kørt ca. 30 km. Nå, da vi først var ude af Phnom Pehn, med dens mylder af knallerter, biler, busser, tuk-tukker og meget andet godt, gik det fint.

Chaufførens mobiltelefoner ringede uafladeligt, og han var typen, der hele tiden rystede med det ene ben, slog på rettet, prustede og gav lyde. Jeg tror, at han var træt og havde alle mulige systemer for at holde sig vågen.

Midt på eftermiddagen ankom vi til Hotel Two Moons i Kampot. Hotellet så godt ud, og vi fik en lejlighed med to værelser, toilet og ikke mindst aircon.

Vi gik til restaurant Rikkitikkitavi, der lå ca. 800 meter væk. Her fik vi et par Pina Coladas, sodavand og øl, samt de egnsretter vi kunne tænke os. Prisen på alt dette på byens dyreste restaurant var 35 dollars. Derpå hjem i seng.

Oven på al rejseriet og varmen, var det en succes for Sol, Kristina og mig at se 7 afsnit af Matador på dr.dk. Dalle brugte tiden med at se et eller andet på sin iPhone.

Dagen efter stod den på en gåtur i byen efter vi havde fået morgenmad på hotellet. Vi (jeg) mangler virkelig kaffe ad libitum, som der var på Bilabong. Her på Two Moons, køber man en OK kaffe til 1,5 dollar pr. kop. Det kan jo ruinere enhver!

Vi gik forbi en skole, og da flere af os jo er involveret i undervisning på en eller anden måde, fik vi mast os ind til en rundvisning på skolen. Det viste sig at være en kinesisks skole, hvilket Asbjørn havde spottet på baggrund af både kinesiske skrifttegn og cambodianske bogstaver, der er meget forskellige fra vores alfabet.

Vi så derpå nogle lokale spille fodbold, og prøve at lokke Asbjørn til at spille med dem, men han var ikke rigtig klar til det. Han ville også have udstillet deres tekniske mangler, så det var godt han blev på bænken som os andre.

Vi spiste på en dejlig fiskerestaurant ved havet ved 1800 tiden, og afprøvede 3 borde, før vi fandt det rigtige. Tjeneren tog det pænt. Her stod den også på happy hour, men for at få lidt frugt og grønt stod den også på et par cocktails, screwdrivers, hvor juicen var lig den Basil Fawlty serverer for en amerikansk gæst i en af episoderne. Den havde aldrig set en appelsin. Til gengæld havde vodkaen et godt alkoholindhold. Fiskerestauranten serverede rigtig god mad. Vi er begyndt at købe local - food, hvilket indebærer hævede læber og en stærk brændende følelse i hele kroppen, samt svedperler i ansigtet.

Endnu et afsnit af Matador for tre af os, og en med Youtube og enden på endnu en feriedag.

Onsdag stod vi op, gik til Rikkitikkitavi og købte morgenmanden. Den var super, og vi sad i nogle bløde stole ved et sofabord og spiste. Det passede mig godt, for jeg har nærmest fået en mild form for influenza, formentlig som følge af indtagelse af malariapiller.

Resten af eftermiddagen gik på hotellet med at læser bøger (Mofibo) og badning i poolen, der er super lækker med klor-saltvand og ca. 30 grader varm.

Om aftenen gik vi tll en thai-restaurant, der ligger lige ved hotellet. Den skulle ifølge Tripadvisor være den 6. Bedste i byen. Under normale omstændigheder ville vi aldrig have været gåset derind, men når nu Tripadvisor anbefalede den, så gjorde vi det.

Øl til 1 dollar, sodavand til samme pris og super (stærk) thailandsk mad til en samlet pris a dollars 30,- Stedet var ejet af en amerikaner med én kone fra Mauri. Det var flyttet til Cambodia fra Thailand, idet de ikke måtte leve der som samboende for de Thailandske myndigheder, og de var blevet trætte af, at betale bestikkelsespenge til politiet.

Nu havde de så en ”sjov” restaurant med god mad.

Den amerikanske ejer, manden, der fungerede som tjener, spurgte til, hvordan vi synes, at Cambodia har udviklet sig siden vi kom her første gang. Det er helt klart, at der er blevet mere synlig prostitution, og prisniveauet er steget, hvilket vi fortalte ham. Han gjorde herpå opmærksom på, at han ikke havde bemærket det, at det med prostitutionen ikke var så slemt, men henledte vores opmærksomhed på sin nabo - et hus, der fungerede som bordel. Et par unge piger fra nabohuset gik forbi, og som han sagde, så havde de nogle markante kæber, en hentydning til, at de ikke altid havde været kvinder.

Hjem på hotellet, og da der ikke er flere Matadorafsnit til rådighed på dr.dk, stod den på de to første afsnit af rejseholdet og så i seng.

I dag er vi så indhentet af tiden og skal tjekke ud kl. 1200 og rejse til Bamboo. Jeg har sovet elendigt pga. Min milde influenza, der sikkert er fremkaldt af malariapillerne. Kristina er heller ikke i hopla, idet hun spiser smertestillende piller for ondt i ørene.

Turen til Bamboo tog ca. 10 minutter i Tuk Tuk. Det var meget lækre bungalows, men fordi Kristina havde læst på Tripadvisor, at det ikke var bungalows, tjekkede vi dem ud, før vi bar vores 100 kg. Tunge bagage ind.

Vi havde 2 køjesenge, halvandens. Dagen gik med badning i floden, især Sol og jeg tog nogle ture.

Dagen efter tog vi til Acardia Waterpark, ca. 6 km. fra hotellet. Vi lejede to knallerter, og sneglede os afsted i Kristinas hastighed. Jeg foreslog, at vi prøvede at køre nogenlunde som de andre, rent hastighedsmæssigt, men fik svaret: ”Jeg kører fint”.

Nå, vi kom da også frem - og ind i parken. Det var et inddæmmet område af floden, og af de mest spektakulære forlystelser var en ruchebane, vel ca. 8 - 10 meter høj med et fald på 179 grader, så man med god fart, blev blæst ud i luften og landede i floden.

Efter et par forsøg viste det sig, at Asbjørn beherskede flyvning perfekt, mens jeg efter to ture måtte opgive, idet jeg landede lidt forkert, slog luften ud af lungerne og bøjede et ribben, så jeg måtte rygsvømme hele vejen ind.

Der var også et reb, man kunne svinge sig ud i, slippe og lande floden. Det tog vi også nogle ture på - eller rettere, børnene tog 100.

Sol og Asbjørn tog nogle ture i en ”russian swing”, og så kom turen til ”puden”. Puden er en næste fuldt oppustet pude, hvor den ene lægger sig yderst på puden mod floden og den anden (læs Johnny) hopper de ca. 3 meter ned på puden, sørger for at lande på. Det var kun Asbjørn jeg hoppede ned på, for efter det første spring fandt vi ud af, at han kom højt op og langt væk. Asbjørn sprang derpå et par gange ned på puden, så Sol også fik nogle ture.

Efter en del tilløb, fik Sol taget sig sammen til at prøve ruchebanen. Også hun var meget bedre til det end mig.

Dagens aktiviteter blev delt med en god frokost - og stedet er et absolut must - see in Cambodia.

Turen gik til hotellet på knallerterne. Asbjørn tog en tur på værelset, mens vi andre gik i juicebaren ved siden af hotellet, hvor nogen fik juice, frisk kokosnød og en anden fik en øl.

Dagen efter gik med badning i floden, boglæsning og alm. Hygge. Vi spillede lidt Uno og gik i sent.

Trediedagen lejede vi igen et par knallerter og kørte mod en grotte ca. 15 km. uden for byen. Midt i det hele begyndte det at vælte ned med regn. Vi stillede os i ly under en palme og efter 15 minutters regntidsnedbør, var det igen tørvejr. Videre på knallerterne gik det, blot med den forandring, at de støvveje af grus, vi tidligere havde kørt på, nu var glatte som sæbe, så hastigheden blev reduceret en del.

Henne ved grotten blev vi efter betaling guidet af en ung khmer, der læste til lærer og tjente til dette som selvbestaltet guide.

Han ville ikke tale om prisen før turen begyndte, så vi tog chancen. Vores princip er ellers, at vi altid ved, hvad tingene skal koster før vi giver os i kast med ydelser her i Asien.

Guiden var super god. Han tog os ca. 200 trin op på bjerget, hvorpå han viste os indgangen til grotten, der var så snæver, at Kristina og Sol valgte at gå ned. Asbjørn og jeg fulgte efter guiden, og jeg fik min lille krop med ned gennem grotten. Når der rigtig er regntid, blev den fyldt med vand, og ”man” kunne svømme ind i den med hjelme som beskyttelse, og som vi forstod det, nærmest blive skyllet langsom fra toppen til udgangen, gennem grotten.

I det største ”rum” i grotten, var der en ordentlig stak flagermus, der fløj hen over vores hoveder, ca. 2 - 3 meter over os.

Grotten havde også været anvendt af khmerer under forskellige krige, som beskyttelsesrum, lagerrum - og udgangspunkt for kampe mod fjenden.

Vi kørte tilbage til hotellet og slappede af med at spille Uno og se Rejseholdet.

Den sidste dag, før vi skulle køres til Sihounukville talte vi som de andre dage med et ægtepar fra Dubai, der var på ferie i Kampot.

Kvinden var gravid, og hun kunne ikke holde ud at være i Dubai, idet der var for varmt. De ville egentlig have været til Island, men pasekspeditionen havde været så langsom, at de i sidste øjeblik måtte ændre planer. Manden var oprindeligt fra Usbegistan

, og kvinden fra Etiopien. De var vældig flinke og der var gået lidt tid med at komme i snak med dem, måske fordi kvinden bar tørklæde og tydeligt var muslim. Det viste sig dog, at det var vores fordomme, der var noget galt med, fordi de to var fuldstændig ligeså liberale og oplyste som vi var. Da hun bar hovedbeklædning, forsøgte jeg at "give hånd" ved at holde min højre hånd på mit hjerte, men hun gav hånd på alm. facon.

De havde i øvrigt også to børn, som var meget glade for Sols moderlighed, så Sol brugte meget tid på at bære den lille pige og lege med drengen - og det hele foregik på engelsk.

Nå, bilen kom ved 9 - tiden og turen gik mod Sihounukville, der efter vores oplysninger skulle være en badeby.

Vi skulle møde Annette, Peter og Malte der. De havde været i Siem Reap, mens vi havde været lidt længere i Kampot. Hotellet vi skulle bo på var Otres Lodge, hvor værtsparret var en australier og en nordmand. Vi blev advaret på forhånd om, at han forstod alt, hvad vi sagde - sikkert en hentydning til, at jeg ikke skal kalde kambodianerne for kinesere.

Nå, velankommet ved 12-tiden efter en super tur, med en chauffør, der kørte almindeligt, men med fuld skrue på aircon - ja i en sådan grad, at Kristina var forkølet 3 dage efter.

Efter lidt mad, gik vi i havet, der var det samme dejlige hav, som vi havde badet i flere gange på Phu Quoch. Store bølger og masser af salt.

Dagen efter gik med badning, både i poolen og havet - og boglæsning. Eller rettere. Det er kun Kristina og jeg, der læser bøger. Asbjørn og Sol læser noget, der hedder facebook, Youtube, Instagram og Snapchat.

Onsdag den 12. Juli tog vi til Otres2, en anden del af badeområdet Otres, hvor der i øvrigt er ligeså møgbeskidt, som der er i resten af asien. Deres mani med at smide de, de ikke skal bruge, ud på vejen, ind på marken - væk fra dem selv, er fremherskende i en grad, så man bliver lidt ærgerlig over det. Dette land ville være meget mere interessant at besøge, hvis de holdt det rent, men alt i alt går det med svineriet, idet vi har lært at se på det smukke og det der virker, i stedet for hele tiden at rende og beklage sig over det, der ikke er i orden.

Vi skulle på dykkertur, men bølgerne var høje, men vi besluttede at mødes med Camilla, der var en italiensk pige, der ejede en dykkerbåd ”Red Shark”. Hun var med på, at vi gennemførte eller aflyste. Det var op til os. Efter lidt overvejelse og snak, besluttede vi os for at gennemføre. Det var en god beslutning for bølgerne lagde sig - i hvert fald noget af dagen.

Det første stoppested var ved koreller for at snorkle ved en ø ca 20 minutters sejlads fra land.

Havet var nu stadig grumset efter de store bølger, så usigtbart var det, og dykningen var fornøjelig, men langt fra ”akvarieagtig”, som vi tidligere har oplevet det, både her og i Egypten.

Vi sejlede videre, og nu viste det sig, at der alligevel var bølger, og den bananbåd vi sejlede med gyngede som bare pokker.

Efter 20 minutter var vi fremme ved den næste ø, hvor vi skulle spise, idet den ø, hvor den restaurant, hvor vi egentilig skulle have spist, var lukket af i dag.

På øen, gad de dog ikke lave noget mad, så vi overlevede på kiks og mini toast. Annette måtte lægge sig på sandet og kommer sig over en kraftig søsyge, så vi badede en del i reconvalecensperioden.

Så gik turen til den sidste ø vi skulle opleve. Her kunne man dykke på koralrev og klatre op på en klippe og springe 8 meter ned i havet, hvor man ville lande mellem to klipper.

Asbjørn og jeg var de enste, der ville det, indtil Asbjørn fik betænkeligheder, idet det var tydeligt, at vi skulle kravel op af klipperne, der var besat med skaller - og uden tvivl skarpe.

Jeg besluttede mig for at vise vejen, og svømmede ind til klippen, som jeg skulle klatre op ad. Jeg nådede ikke engang et trin op ad den, før jeg faldt i vandt. I faldet kunne jeg mærke, at jeg skar mig i armen, og da jeg under vand kiggede på mit håndled, kunne jeg se, at der var et par dybe flænger, så jeg ligende en blanding mellem en selvmordskandidat og en cutter. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt det var pulsåren eller noget mindre farligt, men da jeg var ca. 50 meter fra båden, besluttede jeg at holde stramt omkring åbningen i armen med venstre hånd og så rygsvømme tilbage. At råbe om hjælp anså jeg for at være uden effekt.

Asbjørn havde åbenbart set det fra båden, så han var klar til at hjælpe, da jeg kom op på båden, ligesom han havde tilkaldt Kristina.

Bådens fører kom også til. Han havde flækket en cigarret, og var klar til at hele min flænge ved at gnide tobak i åbningen.

Jeg takkede dog nej, men blev rengjort - og desinficeret med håndsprit og fik et kompres af en serviet og et håndklæde af Kristina, der altid har påstået, at hun er familiens læge.

Da de andre var færdige med at bade, blev vi sejlet hjem. En sand fornøjelse, at få købt noget desinfektionsmiddel på apoteket ved siden af og hældt det over såret.

Peter og jeg fejrede dagen med nogle øl og Mojitoer. Dem kan man ikke få for mange af (om aftnen. Dagen efter er man klar over, at man godt kunne have nøjes med 1 eller 2)

Torsdag gik i tomgang. Annette, Peter og Malte begyndte deres lange rejse hjem, ca. 30 timer, en ordentlig rejse. Vi vinkede farvel, og begravede os i bøger mv. Om eftermiddagen opdagede jeg at Megan, den kvindelige vært på Otres Lodge, havde problemer med PC en. Jeg gav hende et par råd, og hun fortalte så, at hun også havde en ny printer, som hun ikke kunne få til at virke. Jeg mente nok, at jeg kunne fikse den, - og det lykkedes da også efter en times tid. Printeren kender jeg slet ikke fra Europa. Det er en printer, der er forberedt til fyldning med blæk i nogle tanke på siden. Genialt, det kunne vi også godt bruge i Europa, for selv om laserprintere er billige i drift, er en løsning som denne her langt bedre. Print er jo noget flottere fra en ordentlig ink-printer.

Joakim mente, at baren var fri for mig resten af dagen, men da jeg havde løst printerproblimet som en vennetjenste, kunne jeg jo ikke tage i mode dette. Jeg fik dog to gratis fadbamser og en skål saltede peanuts.

Efter aftensmande, stod den på Uno og så i seng.

I dag, fredag den 14. juli 2017, står den så på flyvetur til Siem Reap, hvor vi tjekker ind på et 4 stjernet hotel, som især Asbjørn glæder sig til.

Vi sagde farvel til Joakim, Megan og Mia, deres ca. 6 måneder gamle datter, der smilede og vinkede, trods det hendes krop var gennemstukket af myg. Hun havde vel 40 synlige mygstik, som kunne ses, selvom hun havde bodystocking på.

Lige nu sidder vi i Lufthavnen og venter på vores fly. 4 billetter $230.

Afgangen var 2 timer forsinket, men vi ankom sikkert til Siem Reap og blev hentet af en bil, der kørte os til hotellet, et 4-stjernet hotel ca. 2 km. Fra centrum / Old Market. Vi spiste frokost kl. Ca. 1600, hvorpå resten af dagen gik i hotellets dejlige pool.

Vi havde en suite, hvilket vil sige to sammenhængende værelser med hver sit toilet og TV. Det var ikke meningen at TV-et i det ene værelse skulle bruges, for det han så man nærmest ikke kunne se det. I det andet, var der sat noget beskyttelsesfilm på, og det var krakelleret, så man ikke ordentligt kunne se, hvad der foregik. Så alt i alt var det godt, at vi ikke var kommet til Siem Reap for at se TV.

Dagen efter stod vi op, og op af dagen tog vi en tuk-tuk til Old market. Vi fandt et godt sted at spise, gik lidt rundt, og tog så hjem igen. Prisen pr. vej var kr $ 3, men den ene vej betalte hotellet.

De næste dage gik nogenlunde som følger: Vi stod op, læste bøger, badede i poolen, tog til byen, gik rundt. Spiste mad og drak fadøl ti $,5 dollar, sodavand til $ 1,5 og mad til ca. $ 4 for ”indfødt mad” og ca. 6 for ”western food”. Den ene aften tog vi tuktuk til Old Marked og gik ca. 20 minutter for at komme til et ”tripadvisor” sted - ”Haven”. De flottede sig med, at de udviklede landet og havde udsatte cambodjanere til at arbejde og lære, hvordan man begår sig. Da vi kom var der helt tomt, og ca. 6 tjenere hold øje med os og sprang, når vi havde brug for noget. Maden kostede det dobbelte af, hvad vi plejede at give og kvaliteten var ikke imponerende, så vi trøstede os med, at vi måske bidrog lidt til udvikling af landet ved at betale den svimlende overpris á ca. Kr. 150.

På vej tilbage til Old Market fik vi et par kolde ”Iskaffe - etc.” ved Cafe Noi. To drenge tiggede, og vi gav dem 1 dollar til deling, selv om de vist gerne ville have haft en dollar hver. En amerikaner, der lige ankom til cafeen, bebrejdede os og sagde, at vi ikke skulle give pengene til børnene. Jeg spurgte ”hvorfor” og fik så at vide, at de bare gav pengene til deres forældre og på den måde ikke kom i skole. Jeg sagde til hende, at vi jo ikke kan redde hele verden, og vi gik. Hendes argument var selvfølgelig i det store hele holdbart, men nu er det bare sådan, at de to drenge ikke kommer i skole uanset om vi havde givet dem nogle penge eller ej. Og at de ville give pengene til deres forældre, kom ikke som et chock. Selvfølgelig skal hele familien overleve og have penge - og jeg kan godt se, at det er ligesom Charles Dickens - men i et ”system” som det cambodjanske, kan vi jo ikke gøre meget andet, end at give lidt håndører til de stakler, der kæmper for at få mad. Den nederste del af Maslows behovspyramide skal man ikke spøge med.

Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke brugte lidt tid på at genere denne ”kloge” amerikanske kvinde. Jeg kunne jo have spurgt hende, om hun ikke kom fra det der land, hvor præsidenten hedder ”Donald Trump”, og om ikke hun så havde noget mere vigtigt at give sig til, en spille klog på hele verden. Usagligt selvfølgelig, men hun var bare så bedrevidende på den værste amerikanske måde, at hun skulle have haft en over næsen!

En af de andre dage, tog vi med tuktuk til bomuldsplantagen, der lå ca. 10 kilometer fra hotellet mod lufthavnen. Vi blev mødt af en guide, der troede, at han kunne tale engelsk. Han var elendig. Guidningen var gratis, men man måtte gerne give ham drikkepenge. Hans formål var tydeligvis at få os hurtigt igennem produktionen, for at få drikkepenge og sende os videre til butikke, man skulle igennem for at forlade farmen. Vi måtte flere gnage bede ham om at gentage - og sætte farten ned, for det var ret interessant. Sådan rundt regnet var produktionen som følger: Møl lægger æg. Æg bliver til larver, der laver sig en puppe. Det gør de i nogle net - bure, og når så larven har gjort arbejdet med at lave en puppe på størrelse med en lille tændstiksæske, helt gul, så putter de pupperne ned i kogendevand og trækker tråde fra dem. De spindes til råsilke, der er lavet af det grove yderste lag af tråde. Når man nærmer sig larvern, blver pubben mere tæt og transperant. Så tager man disse tråder og spinder til en meget fin tråd, der så anvendes til den meget flotte ensartede silke.

Dernæst kom turen til spinderiet, hvor vi så, hvordan de ved væve laver smukt stof i alle mulige nuancer og mønstre. Silketråden kan være både ensfarvet eller have et mønsker, som man har skabt ved at påsætte klemmer under farveningen. På den måde, skal de spindende damer lægge tråden korrekt igennem vævetråden, så mønstret i silketråden bidrager til det korrekte mønster. Imponerende - igenigen.

Nå i butikken var alt så dyrt, at det kun var kineserne fra et andet besøgshold, der købte vildt ind. Vi købte en hårelastik af den fine silke til $3. Guiden var elendig, så han blev belønnet med 1$.

Dernæst gik turen til Cambodjas eneste ”warmuseum”. Det lå ca. 1 kilometer fra vores hotel, mod byen. Der var en imponerende samlig af håndvåben og miner. Der var også en kinesisk bygget MiG19 og et skrummel af en russisk helikopter. Her blev vi også mødt af en guide. Han skulle heller ikke have penge, men man måtte gerne give ham drikkepenge. Han var OK til engelsk og fulgte os rundt. Han fortalte os om de kinesisk byggede fly - helikoptere og kalasnikovs. De var ifølge ham af væsentlig dårligere kvalitet end de russiske forbilleder, der heller ikke var imponerende i kvalitet.

Vi blev opfordret til at holde håndvåbnene - kalasnikovs, M16 - og diverse granatkastere, PNV, bazookaer mv., som Asbjørn kendte navne på fra nogel PS - spil.

Våbnene stammede fra proxykringen mellem Rusland og USA, udkæmpet i Cambodja med cambodjanere - og Cambodja som tabere.

Vores guide var meget fri i sin fremstilling og var noget oprørt over den cambodjanske regering - og regeringspartiet, Cambodian Peoples Party, der var gennemsyret af korruption. Kinesiske og vietnamesiske investeringer gik direkte i lommen på regeringen og blev aldrig kanaliserert ud til befoklningen. F.eks. havde Frankrig i kolonitiden tildelt Ankor Wat til Vietnam, og indtægter, der ikke var så få af, gik 50% til Vietnam (den vietnamesiske regering, der sikkert også er bundkurrupt) og 50% til den cambodjanske, men ingen af pengene kom længere end til partitoppen!

20% af alle personlminerne var stadig nedgravet i cambodja og ventede bare med at blive udløst. Vi fik forevis skilte, hvoraf det fremgik, at området var mineret, men flere af disse steder var beboet, idet befoklningen tog chancen og satsede på, at de ikke ville udløse miner, som de jo ikke vidste hvor lå, og som de ikke var ekviperet til at finde - og som regeringen åbenbart fandt så ligegyldige, at de hellere ville stikke landets indtægter i egen lomme, end at bruge krudt på at finde.

Vores guide ønskede sig et systemskifte. Han fortalte at nogle af de gamle fra Pol Pots regime stadig sad på magten i Cambodian Peoples Party. Jeg spurgte, om han forventede revulution eller systemskifte via valg. Han svarede at det ville blive igennem valg, men tilføjede så, da vi spurgte mere ind til det, at vejen var lang, idet styret i Cambidja snød ved valgene og gav en masse vietnamesere stemmerret, for at de kunne stemme på Cambodias People Party.

En lidt trist historie fra et ellers dejligt (turist) land, men det minder mig om, at over alt i verden gør dem, der har magten, hvad de kan for at få den - eller beholde den.

Efter at have leget badeturister i en uges tid, kun afbrudt af enkelte opgaver og frøernes blanding af parringskald om natten - eller højrøstede adfærd for at hævde deres territorium, tog vi i dag fredag med båden fra Siem Reap til Battambong. Vi havde forberedet personalet på turen, og de havde booket den for os. Vi skulle hentes kl. 0630, og da morgenmaden starter kl. 0600, havde vi stillet urene og stod klar i restauranten kl. 0600.

Den var mørk og tom.

Jeg måtte op i receptionen og recpetionisten tog langsomt fat, og kl. 0615 havde vi så de første 4 stykker ristet brød, smør og gul marmelade, som jeg er den eneste i familien, der spiser, så jeg har rigeligt at gøre. Kl 0625 kom 4 omeletter og kaffen, og kl. 0640 var vi færdige, og kl. 0700 kom bussen så. Cambodian style. Hvis nogen kan tage den med ro, så er det cambonjanere. Vi kom ned til båden, en ca. 2 meter lang bananbåd med tag, hvor der var god plads. Styrehuset var foran, og var ret, håndbremse og pedaler fra en Hyondai, og motoren var en ældre diesel - lastbilsmotor. Den sejlende nu fortrindeligt.

Kristina havde læst, at det var så som så med kvaliteten, og at man skulle påregne at sidde på taget. Det viste sig dog, at turen på taget var frivillig, idet man herfra kunne få nogle gode billeder og havde godt udsyn over de mange floating villages, som vi passerede på den 7 timer lange sejltur - en tur, som de på hotellet først mente tog 3 timer. Da vi senere spurgte dem, mente den ene 6 timer og den anden sagde 5. Men alti i alt fra hotellet kl. 0700 til Battambang kl. 1600, altså snarere 9 timer, hvoraf sejlturen var de 8.

Battambang var en kanonoplevelse. Den første dag gik vi rundt på må og få og så livet i gaderne. Morgenmaden købte vi på Hoc Café, -Battambang, hvor morgenmaden var lidt dyrere end ellers, men hvor en del af betalingen ifølge Tripadvisor og cafeen selv, gik til udsatte børn.

Om eftermiddagen tog vi til ”Killing Cave”, der var sammenfaldende med ”Bat Cave”. Endnu et vidnesbyrd på Pol Pots grusomheder. I denne klippegrotte havde man via en åbning kastet fangerne i døden. Fra åbningen var fangerne faldet ca. 40 meter ned og var blevet dræbt enten ved at ramme andre døde fanger eller klippen nederst i grotten. Der var også en udstilling af fangevogtere, der pinte fangerne på forskellie måder. Det er utroligt, med grusomheder, der har fundet sted, og det undrer mig, at man har pint fangerne i stedet for bare at dræbe dem.

Kl. Ca. 1815 væltede det ud af ”Bat Cave” med flagermus. Ifølge en guide på stedet, kom der i løbet af ca. 30 minutter 2 - 3 millioner flagermus ud af hulen. Et meget specielt syn.

Vi tog til stedet med en tilfældig tuktuk-driver, der ikke forstod spor engelsk. Da vi kom derud, skulle vi betale 2 dollar til turistpolitiet pr. person, men vi kunne også bare betale 1 dollar til en eller anden, der så ville klare det. Det gjorde vi selvfølgelig. Korruptionen er umulig at gennemskue. Vi inviterede tuktur driveren med på bjerget. Så vidt vi kunne forstå, havde han ikke været der før, men ham, der kørte jeepen med os op på toppen forklarede tuktuk driveren, hvad han skulle vise os, så vi fik på denne måde også en super rundvisning på toppen. Da vi kom tilbage spiste vi på ”La Pizza”. Vi fik nu ikke pizza, men maden var kanon - og billig.

Dagen efter skulle vi tilbage til Siem Reap, hvor i atter havde 5 overnatninger på Community Residence.

Dagene gik med ”ferie”. Det vil sige, at ligge ved poolen, tage - eller gå til centrum - Old Market, en tur på ca. 30 minutter. På vejen fik vi rigeligt med iskaffe - iscacao eller is.

Et særligt godt indtryk Fresh Fruit Factory , hvor isen var helt fantastisk. Et bjerg af velsmagende is, som jeg aldrig før har smagt i en helt særlig atmosfære.

Fredag den 28. var det tid til at tage til Phnom Penh - og hotel Billabon, hvor vi skulle være indtil hjemrejsen søndag den 30.

Flyturen gik perfekt, men jfr. vestlige standarder var det lidt underligt. Flyet lettede 15 minutter før planlagt. Sikkert fordi de passagerer, der havde købt billet havde boarded, og trafikken i luftrummet over Cambodja ikke er overvældende. Flyet var magen til det, som DAT anveder på ruten fra CPH til RNN.

Vel ankommet ca. 30 minutter før beregnet ankomsttidspunkt, skkule vi vente et kvarterstid på Tuktuk-driveren, der kom halsende med et skilt, hvor der stod Kristina. Op i ”ladet” og sikkert til hotel Billabong, hvor vi fik et familieværelse med en dobbeltseng og to store senge til børnene. Vi spiste på hotellet, hvor maden er super- og billig. Øllene er dåseøl til ca. 10 kr. Pr. stk. Det føles horribelt, men pga. Kristinas skarpe øjne når jeg bestiller, bliver mit øl-indtag også begrænset til et nogenlunde fornuftigt niveau.

Dagen efter stod vi op til solskin - som sædvanligt, og ca. 35 graders varme. Vi gik en tur i byen om eftermiddagen efter at formiddagen var gået med morgenmad, kaffe ad libitum, UTH mælk og diverse brød ristet brød og æg.

Vi gik mod ”Daughters Of Cambodia”, der ligger ved floden. Her er arbejdstitlen noget i retning af ”Før arbejde jeg som prostitueret, nu er jeg servetrice”. De får altså unge piger ud af prostitution og ind i restaurationsbrancen. Så selv om maden er dyr, er det vores form for u-landsbistand, at betale lidt ekstra, når vi her - og her - især, gør det ikke noget. Så vi fik frokost.

Inden vi var kommet helt ned til ”DOC”, fik vi rejsens ubetinget største oplevelse, der trods at den var negativ, intet rokker ved, at Cambodja er et fantastisk rejsemål.

Vi gik ad vejen, hvor der var boder og gadekøkkener over alt. Sol og jeg gik ca. 5 meter foran Kristina og Asbjørn. Mens vi gik her, hørte vi pludseligt et ordentligt brag, og jeg mærkede trykbølgen, der kommer i forbindelse med en eksplosion.

Kristina råbte til Asbjørn - ”løb”, hvilket hun så gjorde. Asbjørn orienterede sig. Sol og jeg hørte ikke Kristinas advarsel, så vi kiggede os rundt, og kunne konstatere, at et gadekøkken på den anden side af vejen, havde haft en eksplosion. Pigen der arbejde der, var uskadt, med gadekøkkenet var spredt på veje, hvor der lå metal og glas rundt omkring på vejen.

Der kom hurtigt forskellige mennesker til stedet, og begyndte at feje op. Pigen var lidt befippet og lavede ikke rigtig noget - hun var lvel idt paralyseret.

Kristina klagede over, at hun ikke rigtig kunne høre noget på det ene øre.

På vej hjem gik vi samme vej, og alt var som intet var hændt. Vi gik ind i et marked og købte os en gasbrænder, så vi kan lave vores eget gadekøkken i DK, når vi kommer hjem.

Aftenen gik med badning og spisning på Billabon, hvorpå vi røg til køjs.

Sidste dag, den 30. Juli 2017, gik næste som en feriedag. Morgenmad, poolbadning, læsning og efter vi fik sagt farvel til ejerne af Billabong og personalet, der betragter os som venner af huset, hoppede vi i en tuktuk, der for 8§ kørte os til lufthavnen. Det var trist at skulle forlade Cambodja. En dejlig måned i Cambodja var kommet til sin slutning - og vi talte allerede om, hvornår vi kunne komme tilbage til Asien igen.

Et sted så vi en tegning af en panda med teksten: ”Be like a panda, not black - not white - no to racism” - fedt.

Tjek in og tre flyveture til København med primært Cathy Pacific, der er et dejligt flyselskab.

Min evaluering af turen er:

Cambodjas prostition er blevet mere synligt, og vores ”oprør” mod dette er at sige ”sick barstard” til de mænd, der er akkompagneret af unge cambodjanske børn - jeg overvejer en t-shirt, hvor der står noget i den retning.

Cambodja er på trods af omfattende forurening og synlig affald i gaderne et super rejsemål, med en super laid back befolkning, der er gennemsyret af venlighed.

Flymad er lækkert - i Cathy Passific.

Kassemesteren budget blev overholdt - næsten. Budgetteret var kr. 40.000,-, prisen blev 43.000,- inkl. Alt, herunder t-shirts, underbusker gasbrænder og alt. Det, der ødelagde budgettet var de flere indenrigsflyvninger vi foretog. Det kostede ca. 3.000,-, og altså et ret godt resultat i forhold til budgettet.

Tilbage på Københavns Hovedbanegård, oplevede vi for første gang i længere tid, at vi skulle passse på vores genstande, idet vi her igen så, hvordan forhutlede mennesker, interesserede sig for rejsendes bagage.