Hanoi den 22. juli 2010,
Turen til Vietnam, Johnny:

Vi afgik fra Nanning til tiden igen med tog og sagde dermed farvel til  Kina for at sige godmorgen til Vietnam. Vi havde fået "Softsleeper", altså luxus kupe med fire køjer og betjening.

I kupeen ved siden af os fik vi danske naboer. Andreas, Sarah og Vitus. De to voksne, Sarah og Andreas, var studerende og Andreas læste kinesisk. Han gav os svar på mange af de spørgsmål vi havde vdr. Kina. Bla. fortalte han, at der var 30000 forskellige kinesiske tegn i anvendelse, men at der formentlig var 80000 forskellige tegn i alt.

Vi delte 2 øl med dem, hvorpå der blev serveret mad, ris og grøntsager. Det var ok mad, og det kostede ingen ting, ca. 15 kroner. Derpå hørte vi over højttaleren, at vi kl. ca. 2215 skulle krydse grænsen. Grænsepassagen ville tage halvanden time, og vi skulle alle forlade toget medbringende vores bagage i forbindelse med udrejse fra Kina.                                                       

Vi gjorde som de bad os om, og de         studerede Asbjørns pas meget nøje. Dette formentlig fordi han både havde sit eget pas og også var indskrevet i Kristinas pas. Vi blev lidt nervøse for, om det kunne give problemer, og var klar til at betale dem, hvad det skulle være, hvis der opstod problemer. Det gjorde der heldigvis ikke.

Jeg forsøgte at tage et billede af stationen, men en betjent kom farende i mod toget og signalerede tydeligt, at den slags fotos var ulovlige at tage. Jeg skyndte mig at slette de to lidt utydelige billeder, jeg havde fået taget, før han opdagede min kriminelle handling, og det gav os ingen problemer. Bortset fra, at Kristina hold skarpt øje med, hvad jeg fotograferede resten af natten.

I blandt toldbetjentene var der en kvinde ud af 12 betjente. Hun kom tilbage og udleverede passene og var den eneste af disse ordenshåndhævere, der kunne smile. Det roste vi hende for. Man behøver da ikke se sur og fornærmet ud, bare fordi man går i uniform. Man kan da godt holde sig til reglerne med et smil ;-)

Efter halvanden time kørte vi i ca. 20 minutter. Børnene og jeg faldt i søvn og blev vækket af Kristina, da vi ankom til indrejsekontrollen i Vietnam. Vi blev gennet ud og ind i "politibygningen". Der stod togpersonalet linet op og indrejsekontrolleret. Derpå skulle vi udfylde indrejsepapirer og fik tjekket vores pas. Bortset fra ubekvemmeligheden ved at blive vækket for at skulle vise pas og udfylde papirerne, var der ingen problemer, og indrejsen her var også lettere end indrejsen til USA. Underligt, at amerikanerne har så stort behov for at sikre sig, at danskere er ordentlige mennesker, når man så langt borte og uden alliancer i øvrigt, har tillid til at "det nok skal gå".

Vi lagde os til at sove ved 1 tiden, og kørte så videre sydpå mod Hanoi. Det var en dejlig kupe og vi sov nogenlunde, men sådan et tog i Kina og Vietnam dytter hele tiden. Jeg ved ikke, om der er køer eller andet godt på kørebanen, men lokoføren dytter ca. hver 20 sekund, så det med en sovevogn, skal man ikke gøre så meget for at få sovet, som for at have et meget komfortabelt sted at opholde sig.

Vi ankom til Hanoi "Main Station", der mindede mest om en station, der i Danmark ville være nedlagt for 30 år siden. På den anden side af stationen var der 20 ventende taxaer og jeg var klar til at tage den første, den bedste, idet de alle var autoriserede taxaer, men Kristina fortsatte sin vandring frem til den første. Det var en Daewo, magen til den vi kørte i i Dubai. Denneher var bare mere slidt og, viste det sig, kunne kun køre i 3 gear. Chaufføren fik sedlen med vores hotels navn og lod til at vide, hvor det var. Han viste os en 200.000,- seddel, hvilket angav, at det var prisen. Vi var næsten sikre på kursen og regnede ud, at det var 60 kroner. Jeg forsøgte at pege på taxameteret og sige "meter", men han sagde "no" og blev ved med at holde sedlen frem. Vi accpeterede og han kørte gennem byen med 40 km/t og kørte meget forsigtigt. Han holdt sig vågen hele tiden og var meget venlig. Han pegede en gang imellem på nogle knallerter, der overhaldede os inden om med bagage bestående af døde, nyslagtede dyr, grøntsager og andre varer, der formentlig skulle sælges på markedet eller lignende.

Vores danske venner, der medbragte den 2 årige Vitus, han skal nok også blive opdagelsesrejsende, som sin navnebror og sine forældre, havde ingen bookninger, men så vidt vi så, tog de en taxa. Mon ikke de bad om chaufførens bud på et overnatningssted.

Vi var på hotellet kl. 0500 lokal tid. Hanois tidszone er dansk tid plus 5 timer, hvor Kina var dansk tid plus 6 timer. Vi satte os uden for hotellet, idet der jo var lukket for natten, men kl. ca. 0545 blev vi lukket ind af receptionisten, der havde ligget og sovet på en seng i hall-en.

Vi fik dejlig morgenmad, 3 gange continental og 1 american break fast. Det hele med sort kaffe. Dejligt. Kl. ca. otte fik vi vores værelse. Børnene og jeg fik et hurtigt bad. Kristina mente, at hun var dejlig som hun var, og kl. ca. halv ni skulle vi sove. Vi ville sove til kl. 1400, for den frivillige guide kommer kl. 1400. Men kl. 10 kunne Asbjørn og jeg ikke sove mere og vi forlod stille værelset. Vi kom d på gaden, og den gade, der i morges var stille og desserted, var her kl. 10 så vild og uforudsigelig, at vi holdt os på fortovet. Vi gik til højre, til højre, til højre, til højre og så var vi tilbage. En gang krydsede vi vejen, og det tog os ca. 2 minutter at tage mod til.

Vi vendte tilbage ved 11 tiden, og der var Sol og Kristina klar til også at gå en tur. Vi gik ud og spiste det lækreste mad, spaghetti bolognese, spaghetti carrabonara, croissanter og en gang brunch med det hele for ca. 120 kroner, 392.000,- dong.

Det begyndte at p...e ned. Det er jo regntid, og vi gik tilbage til hotellet. En gadehandler ville sælge os nogle regnslag for 1 $ pr. stk, men vi afslog, lidt efter købte vi dem i en butik for 3 kroner pr. stk, så man skal passe på gadehandlerne.

Tilbage på hotellet talte vi med receptionisten. Hun ville arrangere vores Halong Bay tur. Det kommer til at koste os 1.800,- for det hele med tre dage og to overnatninger på det, hun kalder en "luxus" tur. Der er også både fiskeri, svømning og tracking med, og på den trackingtur garanterer hun, at man ser vilde aber. Jeg håber ikke de er for vilde.

Nu sidder vi og venter på vores guide, som Kristina tilfældigt fandt på nettet, de kalder sig Hanoikids og er studerende der gratis tager besøgende rundt på tur. Børnene spille Y8.com på internettet og jeg opdaterer hjemmesiden. Kristina pakker vasketøj, det koster os 9 kroner pr. kg. vi skal have vasket. Det afleveres i receptionen og genudleveres efter vask igen i receptionen (samme dag!)

Vores guides fra vietnamese kids kom kl. 1400 som aftalt. De talte OK engelsk, og ville gerne røre ved Sol og Asbjørn. Asbjørn accepterede det, men Sol afviste det. Hun er blevet lidt reserveret af alle de mennesker, der hele tiden vil fotografere og røre ved hende.

Vores to guides, tog os med til det gamle Confusius Universitet, der var meget flot. Det var ikke det oprindelige, idet amerikanerne og franskmændende havde gjort alt for at smadre Hanoi, og dermed også havde bombet Hanoi sønder og sammen. Jeg spurgte dem, hvordan de havde det med amerikanere og franskmænd i dag, og de svarede, at det lå i deres kultur at tilgive og samarbejde, og det gjorde de. Fantastisk egenskab. Den kunne vi lære meget af, både på det personlige, professionelle og personlige plan, så det vil jeg øve mig på. Hvis vietnameserne kan tilgive amerikanerne og franskmændene på 30 år, så er der vist ikke noget, man ikke kan tilgive.

Kongfusius Universitetet var grundlagt af en eller anden konge. (Det var ikke alt det engelske vi fattede, og vi ville ikke afbryde hele tiden og spørge om "genudtalelse" af ordene, så det er ikke en fyldestgørende og nødvendigvis korrekt gengivelse, men det var den vi forstod, og som vi har besluttet er den vi holder os til ind til videre). Universitetet uddannede kun læger og den dygtigste læge fra hver afgangsklasse blev tilbudt (tvunget) til at gifte sig med en prinsesse, så dem må der have været nok af.

Der var mange fordelagtige regler for mænd på den tid og der er stadig nogle "fordelagtige" regler. Fx er det acceptabelt for en mand, at finde en ny kone, hvis den kone man har ikke kan føde en søn.

Efter besøget spiste vi is fondue på Fannys Ice Cafe, 100 kroner for to gange fondue. Der var rigeligt til alle.  Derpå en tur i det franske kvarter. Man drømmer ikke om, hvor specielt og film-kulisse og autentisk det er. Der er særlige huse i forskellige farver og de er alle udstyret med nærmest en skov af planter i potter, så det nogensteder ligner en regnskov, selv på 2. og 3. etage. Hanoi er virkelig et besøg værd, og der er måske ikke direkte rent, men der er ikke ulækkert, som vi oplevede det i Kina med spyt og, undskyld mig, pis og lort over alt.

Aftensmaden var fra den franske restaurant og kl. 2200 gik vi trætte i seng efter endnu et bad. I Hanoi er der så varmt, at man er fugtig hele tiden.

I øvrigt tog det kun ca. 5 timer fra vi afleverede vasketøjet, til det var retur, velduftende og pertentligt lagt sammen. Det var opvejet til at veje 3,7 kg. og ikke 4 og det var det vi betalte for. Meget ordentligt og korrekt.

Vi erfarede dog, at den taxa, vi havde kørt i fra stationen til morgen og som vi betalte 200.000,- dong, ca. 60 kroner, for, skulle have kostet 20.000,-, atlså 6 kroner. Men vi var ikke i en gunstig forhandlingsposition kl. ca. 0500,- og det sparede os for en masse besvær, og i København ville den tilsvarende afstand have kostet mindst 150,- så et godt råd. Se stort på den slags bagateller, det sparer os for så mange problemer, at 54 kroner kl. 0500 ikke har afgørende indflydelse på vores valg.

Vietnameserne er i øvrigt smadder flinke, selv om Hanoi er overrendt som Tivoli med turister.

Hanoi fredag d. 23. juli 2010, Kristina:

Lidt historie: Efter krigene og indtil begyndelsen af 1990'erne forsvandt Hanoi næsten fra landkortet. De få besøgende blev mødt af en stilfærdig, lidt gammeldags og meget provinsiel by præget af fremadskridende forfald. Når der ikke var råd til udskejlelser, var der heller ikke råd til at ændre bybilledet eller det samfundssind, der var opbygget under krigene. Nu er Hanoi for alvor kommet op i gear, vi har set rigtig mange vesterlinge i forhold til i Kina, hvor vi næsten ingen så, men selve udseendet af bygningerne er stadigvæk det samme forfald som fra krigenes tid. Vi bor i Hoan Kiem, den gamle bydel, her er helt fantastisk, her er folk og butikker overalt. Tæt ved denne bydel er Hoan Kiem - søen, det gamle Hanois romantiske centrum, af vores guider i går fik vi at sagnet omkring skildpaddetårnet, for hvis man ser en skildpadde i søen betyder det lykke (Asbjørn mente han så en skildpaddehale). Den gamle bydel har alt lige fra hjemmetemplet til barbiedukker, tørrede svampe, dameundertøj, sølv og guld, sko, maling og nudler, you name it.

I morges brugte vi en del tid ved computeren for at planlægge vores videre rejse, det resulterede i at vi via vores receptionist fik booket en 3-dages tur til Halong Bay, nattog til Hue, hotel i Hue og sidst hotel i Hoi An. Fedt at have styr på det, eftersom det åbenbart godt kan være lidt svært at få hotel idet de studerende i Vietnam ligesom i DK, har sommerferie på nuværende tidspunkt, så vi er glade for at det lykkedes for os.

Dagen brugte vi igen til at udforske den fantastiske by, vi snakkede om at det nok ikke var sidste gang at vi besøgte Hanoi, men at næste gang ville vi kun medbringe tomme kufferter (det er lidt svært at købe ting her, i og med at vi skal rejse rundt med alt vores bagage i over 2 måneder, så det må blive en anden gang med alt det køberi). Så tænker I nok, at vi bare kan sende det via posten til DK, men det er en STOR videnskab at sende post herfra, i går sendte vi fødselsdagsgave til Mette, vi skulle udfylde 6 formularer og betale mere end selve gaven (trods det at den ikke var ret stor), så den mulighed har vi ligesom udelukket.

Vi startede med at gå til søen, da vi havde lovet Asbjørn at han måtte få en frisk kokosnød, han var vildt spændt og nød den også, vi andre fik fantastik frokost på første parket lige til søen, og jeg behøver jo ikke at sige at prisen var fantastisk, mad super og vejret perfekt.

Dernæst havde læreren indlagt dagens aktivitet, vi skulle besøge det Etnografiske museum (Johnny fulgte "frivilligt" med). Det etnografiske museum er moderne museum og giver en god introduktion til traditioner og levevis hos de mange forskellige befolkningsgrupper i Vietnam. I museets have er indrettet frilandsmuseum med traditionelle bygninger fra forskellige dele af landet. Det var uvirkeligt at tro at folk stadigvæk bor i sådanne "stenalder"-huse den dag i dag, men ikke desto mindre var det god måde også at se den virkelighed af Vietnam. Sol og Asbjørn synes det var en god oplevelse og mente at vi godt kunne bytte huset i Guldborg ud til denne indianerhytte 5 meter oppe i luften (Johnny tog billeder og forholdt sig mere eller mindre i ro :-))

Senere gik vi tur i selve Hanoi, og var vidne til 2 ulykker med alle disse motorcykler, så lidt respekt har vi fået med alle disse "sindsyge" traffikanter. Det er ikke sjældent at der er 2 voksne og 2 børn på en motorcykel, og det er desværre ej heller sjældent at det KUN er de voksne der har hjelm på, man undres.

Efterfølgende spiste vi igen på den fantastiske franske restaurent, vi tog 3 retters med øl, vin og kaffe. Børnene fik det de ville have og dertil sodavand til den svimlende sum af ca. 250 kr. God oplevelse.

Sidst men absolut ikke mindst arbejder vi lidt på at flyve ud til en Robinson ø, hvor vi vil kunne bo i bungalows på stranden..... det håber vi vil kunne lykkedes for os, meget spændende. Øen ligger i Sydvietnam.

Hanoi d. 24. juli 2010, Johnny:

Op ved 9 tiden. Dvs. jeg vågnede ved 630 tiden og forsøgte at sove, men det var umuligt, så jeg stod op og gik ned til morgenmaden. Vi bor på værelse 404, der ligger på 5. sal.

Jeg medbragte bogen "Platon" og forsøgte at komme videre, men efter endnu 2 siders bavl fra Sokrates, og efter ca. 270 sider i alt med bavl, besluttede jeg, at Sokrates er fuldstændig outdatet. Manden påstår at han ingen svar har, men han bruge al sin tid på at føre folk ind i blindgyder, så de tilsidst giver manden ret, eller rettere bilder sig ind, at de selv har fundet det rette svar med hans hjælp.

Det minder mig lidt om coaching i de forkertes hænder.

Vi startede med at booke fly og hoteller til vores videre færd. Phu Quoc kom på plads inkl. flybilletter og det hele. 15 dag skal vi have der, startende den 25. august og tilbge til Vietnam den 9. september. Vi glæder os alle vildt til at komme ud og fise den af. Nok mest børnene, der er ved at have fået nok af byen. Deres drøm om en ferie er nok mest noget med swimmingpools og is.

Vi gik igennem byen og Kristina fik købt sige en meget flot sort/hvid kjole og sidst på dagen, fik jeg taget mål til et jakkesæt. Jeg havde egentlig tænkt mig at få lavet et i silke, men det var ikke så flot som jeg havde tænkt mig, så jeg endte med at bestillet et par jakkesæt i Kashmir med skjorter (tayler and handmade) hos en skrædder, der også har lavet jakkesæt til så fremtrædende personer som Prins Joakim og den tidligere franske præsident Mitterand, så det kan vel ikke gå galt. Det kommer til at stå mig i den svimlende sum af 250$ ink. bowtie.

Hun målte mig hurtigt og proffesionelt og tegnede skitsen i hånden, så jeg var helt imponeret. Jeg kan hente tøjet den 28. kl. 1400, hvor det lige skal tilpasses og så tager jeg det med i toget samme dag, når vi ved 19-tiden drager mod syd og byen Hue.

På vores byvandring, kom vi forbi et sted, hvor man kunne få lødig massage. Det er ikke noget for mig, men Kristina og Asbjørn ville absolut bruge 70 minutter der. Det kostede den svimlende sum af 10$ pr. stk. Sol, der var for lille til at få massage, måtte følges med mig rundt i gaderne og se på diverse handcrafts. Imponerende, hvad vietnameserne laver på ingen plads. En butik på størrelse med Asbjørn og Sols værelse (ca. 10 kvm) kan være både værksted, udstilling og kontor. Så bruger man godt nok noget af fortovet til at hamre og pakke ind på, men det fungerer.

Ved 1630 tiden vendte vi tilbage til vores kvarter. Vi satte Asbjørn af på hotellet og han strøg direkte ind og spillede på hotellets pc-ere. Kristina, Sol og jeg gik ud for at finde en gang eftermiddagskaffe og is. Det lykkedes næsten. Kristina og jeg fik et par velvoksne baileyer med is og Sol fik en sodavand. Det kostede den svimlende sum af ca. 14 kroner. Det er altså dejlig med de priser.

I morgen skal vi op kl. 0730 og spise morgenmad. Derpå skal vi køre i 3 timer for at komme til Halong, hvorfra vi skal på 3 dages cruise på Halong Bay. Vi glæder os meget, for vi trænger til at slippe væk fra knallerter. Man tror det næppe, men der er flere knallerter her, end der ved grillen i Nexø.

25. juli, Halong Bay, Johnny: 

Turen startede med bus fra hotellet. Vi blev samlet op som de første og uden at tænke os om, fik børnene lov til at bestemme, hvor vi skulle sidde. Der var 4 pladser bagest i bussen og det virkede OK. VI kørte herpå rundt i byen og samlede yderligere 17 passagerer op, hvorpå vi efter en times kørsel lige omkring vores hotel, begyndte at køre ud af Hanoi mod Halong Bay.

Turen var en begivenhed i sig selv. Vores guide Lucky havde mange platte vittigheder, men turen var lang, så det var ok.

Færdselsloven i Vietnam er vist nok med højrekørsel, og de kører også som udgangspunkt i højre side. Men de kører også i venstreside, hvis der er bedre plads der, eller hvis de alligevel skal krydse vejen på et eller andet tidspunkt.

Overhaling kan ske uanset om den man overhaler i forvejen er ved at overhale, og det kan ske højre eller venstre om. Hvis der ikke er plads nok og man kører i en bus, overhaler man. De mindre køretøjer, knallerter med op til 4 personer eller pakket som en mindre flyttebil, skal så se at finde et sted på kørebanen, hvor der kan være plads til dem, for bussen skal nok holde.

Efter ca. 4 timers kørsel kom vi til Halong Bay. Kajen var fyldt med mennesker. Lucky skaffede vores billetter. Vi havde booket et luxuscruise, og det viste sig også at holde stik. Vi blev hentet af båden, ”Christinas” mindre turbåd, der havde plads til 20 passagerer. Den blev vi sejlet ud til Christina i og efter en dejlig vietnamesisk frokost, fik vi vores værelse, der var virkelig smukt indrettet i maritim vietnamesisk stil med mahoniudskæringer og silke. Der var både et værelse til børnene og til os og vi havde toilet, bad og aircon på begge værelserne.

Vi skal i øvrigt aldrig have aircon i DK, selv om jeg sommetider har tænkt på det i soveværelset. Kristina er så glad for aircon at der er 11 grader eller sådan noget på værelset om natten og jeg er blevet godt forkølet af al den kulde. (Johnny har svært ved tal, jeg kan godt lide at den står på 23 grader, han har det der med tal og størrelser, men det har alle mænd vel!!)

Ved 13 – tiden sejlede vi ud i bugten og lagde for anker ved nogle af de pukkelklipper, der stikker op af havet flere hundrede steder i Halong Bay og som er årsagen til, at det er på listen over Unescos World Heritage. Der lå ca. 10 andre skibe her og vi blev sejlet ind til en af pukkeløerne, vor vi skulle ind i en grotte. Jeg tænkte, at jeg har set mange grotter, og jeg er egentlig lidt kold over at se den slags. Det er lidt på niveau med frilandsmuseer, vikingemuseer og frimærkemuseer. Har du set den ene, så behøver du ikke flere. Men der var ingen vej uden om, så vi måtte af sted. Kristina glædede sig naturligvis og også børnene så frem til det.

Da vi kom ind på øen, begyndte det at regne. Vi begav os op ad klipperne på nogle stier og ca. 100 trin. Derpå kom vi ind i en grotte. Det begyndte med det sædvanlige vås om, at klipperne lignede det ene og det andet. En, jeg troede lignede en ørn, lignede Buddah, and so on. Men sådan er det over hele verden. Hvem kan se at løvehovederne ved Hammeren, ligner løvehoveder.

Da vi kom videre ind i grotten, viste den sig at være kæmpe stor. Det er svært at sige hvor mange m3 den var, idet der var forskellige højder mellem loft og gulv, men 3 – 4 fodboldbaner kunne der da ligge derinde.

Et sted, hvor vi stod og gættede på, hvad stenene lignede, fløj der pludselig en flagermus rundt. Jeg har aldrig set så stor en flagermus før. Den var på størrelse med en sløvmåge og vingerne var kæmpestore. Meget imponerende.

Vi gik rundt i grotten i ca. 45 min, hvorpå turen gik videre med at sejle i plastik kajakker. Jeg sejlede med Asbjørn og Kristina sejlede med Sol. Turen udgik fra en af de flydende landsbyer, der ligger flere steder ved pukkelklipperne. Her sejlede vi ca. 30 min og kom helt tæt på klipperne og den sejlende landsby, og hilste på indbyggerne. De var høflige, men de lever i høj grad også af turismen. Flere kvinder sejler rundt i både, der er sejlende kiosker. De har alt med. Vin, øl, sodavand, chips, cigaretter. You name it. Vi købte en flaske rødvin for at støtte ”projektet”. Det er virkelig seværdigt, både at besøge stedet, men også at opleve de flydende landsbyer – og kiosker, der som sagt består af en kvinde, to årer og en træbåd, der er pakket til bristepunktet. Nogen af dem, sejler rundt og taler lidt i deres mobiltelefon en gang imellem.

I landsbyerne er de primære aktiviteter for mænd i øvrigt at passe børn og hænge i hængekøjer. De har hunde og et-værelses kolonihavehuse. Det ser langt fra forarmet ud, snarere ser det ud til, at livet går stille og roligt uden den store komfort. 

Vinen kostede 30 kroner, og det er selvfølgelig meget dyrt hernede, men turen ville ikke være den samme uden de sejlende kiosker, så det er OK.

Derpå sejlede vi tilbage til Christina, hvor vi badede fra båden. Man måtte springe i fra både ræling og tag, og vi sprang alle i fra forskellige højder. Jeg måtte selvfølgelig prøve hovedspring fra taget, ca. 6 meter, mens Kristina og Asbjørn holdt sig til 2 etage, nok 4 meter og Sol nøjedes med 1. etage, ca. 2 meter. En dejlig oplevelse for os alle. Nej vent lige, den bedste familie oplevelse på ferien. Jeg filmede det hele, med vores medbragte dykkerbrillekamera, men havde vendt op og ned på, hvornår det var på stand by og hvornår det var på optagelse, så vi fik ikke meget ud af de billeder. Husk, blåt blink er standby video, fast blåt er videooptagelse. Rødt blink er kamera fastbillede standby, og rød fast lys er optagelse af fotos.

Aftensmaden var dejlig. Vietnameserne laver god mad. Man skal bare huske, at der skal soya på alt. Ellers mangler det lidt. Der er stortset ikke salt i maden. Måske derfor sveder vi som svin, og måske også af den grund, skal der soya på, idet vi nok er vant til, at salt giver smag i maden.

Kl. 2200 gik vi alle til ro.

26. juli, Halong Bay og øen Cat Ba, Johnny: 

Vi stod op kl. 0730 og spiste morgenmad på Christina. Det var OK, scrambled eggs, marmelade, toast, kaffe og langtidsholdbar mælk, der var blevet surt, så det drak vi ikke op.

Efter morgenmad blev vi sejlet til øen Cat Ba, hvor vi skulle på trecking / hiking. Vi skulle ind  i et reservat, hvor vi skulle gå op på det højeste punkt og kigge ud over øen. I reservatet skulle der også være mulighed for at se aber. Vi kørte i bjerge i ca. 20 minutter, hvorpå vi kom til reservatet eller nationalparken, som det vist hed. Der forlod vi bussen og begav os op. Turen skulle vare en time hver vej og vi begyndte. Flere fra selskabet blev ved foden af bjerget og på vej op gav flere op, men efter ca. 1 time var vi oppe. Vi svedte alle som svin og turen havde ikke været helt let. Stien var flere steder både smal og stejl, og man hørte ofte Kristina hvine, ikke af fryd, men af frygt. Den var heller ikke gået i DK. Den sti ville have været lukket og under reparation, men i Vietnam var det åbenbart en fin sti. Og sandt at sige, så er alle de forbud vi har i DK jo fine for at forhindre ulykker, men den danske forbudspolitik her i Vietnam ville have medført, at man ikke kunne gå turen, at da der ikke lå lig overalt, ja faktisk så vi slet ingen lig, så antager jeg at de vakkelvorne stier og gelændere bare medfører, at folk opfører sig varsomt og fornuftigt, i stedet for at fare rundt som idioter. Da vi kom til toppen havde vi view ud over hele øen, men vi kunne kun se skovtoppe. Vi besluttede efter ca. 10 minutter at begynde vores nedstigning. Stien var blevet værre pga. de mange mennesker, der efterhånden havde betrådt den i dag og på flere af de stejle stiger og sten, tog jeg Sol på ryggen mens jeg selv kravlede baglæns ned. Efter ca.45 minutters gang nåede vi ned. Asbjørn sagde på et tidspunkt, at han kunne se en abe, og at jeg skulle skynde mig hen til ham, men det nåede jeg ikke. Senere så vi noget, der nærmest kan beskrives som en metalblå stålorm, der bevægede sig i stiens ene kant.

En af årsagerne til, at vi ikke så nogen aber var nok den larm, som turister laver, når de går i skoven. Guiden havde sagt, at hvis vi var stille og holdt godt øje, kunne vi være heldige at se nogle aber. Men når så mange mennesker, grupper af ca. 20 personer, og nok i alt 200 mennesker på en så smal sti, bevæger sig gennem skoven, så er den rimelig befærdet. Når så mange af ”vandrerne” hele tiden laver abelyde, fortæller vigtige detaljer om dem selv, englændere er rigtig gode til at gå og tale om ingenting og fortælle vittigheder, så tror jeg, at aberne har opdaget, at der er fremmede i skoven og holder sig væk.

For foden af bjerget, fik vi vasket vores ben og skov. Vi var blevet ret mudrede på turen. Vi købte en øl, en halv liter, en is og en cola for den svimlende sum af 18 kroner. Sol og Asbjørns bedrifter aftvang mange rosende ord og anerkendende blikke fra de øvrige hikere, der havde gennemført turen. De vidste godt, at det ikke var alle børn, man kunne få til at gennemføre / udføre en sådan bedrift.

Derpå ind i bussen og ud til vores hotel, der lå i en bugt på den modsatte side af øen, end der hvor vi lagde til. Et hurtigt bad, en frokost, og så blev vi kl. 1400 hentet af bussen og kørt til en havn, hvorfra vi sejlede til en ø, der hed ”Monkey Island”. Der var nu heller ikke så mange aber, at vi faldt over dem, men der var en dejlig strand, hvor vi badede i 1½ time, før vi sejlede tilbage.

Badningen på Monkey Island var en blandet fornøjelse, for der var en del vietnamesere, der opførte sig som om, de aldrig havde set hvide mennesker før. Sol blev flere gange løftet op, og selv om hun skreg som en stukket, satte de hende ikke bare tilbage i vandet igen, men vi måtte råbe efter dem, for at de lod hende være. En anden flok indfødte, forsøgte at ”lege” med Asbjørn. De forsøgte at fange ham, og han legede lidt med dem, men holdt sig meget tæt til mig. Det virkede som om disse voksne vietnamesere var retarderede, men jeg er ikke sikker. Sol havde fået en veninde. En fuldvoksen kineser, bosiddende i Hongkong, der er med samme båd som os. De legede en eller anden fægteleg med de forsteninger der var i vandet. Der var rigtig mange, og flere af dem lignede grene, der var forstenet, og dem kunne de jo meget vel fægte med. Det kan selvfølgelig også være et kinesisk teater de havde gang i, men de hyggede sig gevaldigt. Kineserveninden taler OK engelsk, og selv om Sol ikke er skarp til engelsk, virkede det som om de hyggede sig godt.

Der var i øvrigt stinkende varmt, både i vandet og på stranden og det var den første gang i vores 21 dage lange ophold i Asien, at vi havde klar blå himmel. Desværre kunne vi ikke tage billeder af den sædvanlige gode kvalitet, idet vores SLR digitalkamera er gået i stykker, så vi får lige en ekstraudgift til et kamera, når vi kommer tilbage til Hanoi i morgen.

Turen hjem gik fint. Vi sejlede forbi en stor flydende by, som jeg gennemfotograferede og filmede.

På hotellet så vi Disneychannel, ”The Incredibles”, efter endnu et bad og kl. 19 stod den på aftensmad. I øvrigt viste det sig i dag, at jeg havde optaget korrekt i går, da vi sprang i vandet fra båden. Jeg havde bare ikke fået kopieret billederne ordentligt. Til gengæld, er den video vi så har taget i dag på Monkey Island så ikke blevet til noget, idet vi nu troede, at tænd var sluk og omvendt. Nogle billeder blev det dog til i vandet.

Efter maden gik vi en tur på promenaden. Der var fantastisk smukt med lys og restauranter, både langs havet og på flydende restauranter på tømmerflåder i havnen. Der var aktiviteter for børn og voksne, således var der både børneradiobiler, fiskedam og andre kendte aktiviteter. På promenaden fandt vi en isbar, hvor man også kunne købe cocktails. En perfekt kombination for et forældrepar, der elsker drinks og børn, der accepterer, at de skal spise is mens mor og far drikker Pina Colada. Vi bestilte is og drinks. Isene kom efter to min og efter 20 minutter signalerede bartenderen, at der nu kun var 1 minut til pinaen kom. Den kom ikke, og da vi mistede tålmodigheden og gik op til bartenderen og betalte, var de næsten færdige med at tilberede ananassen, men isen var for længst borte og børnene trætte, så vi betalte de 18 kroner for de to isdesserter og efter lidt diskussion accepterede bartenderen, at vi ikke ville have eller betale for pinaerne, hvorpå vi gik hjem.

På værelset erfarede vi, at der stadig ikke var blevet lagt lagen på den ene seng, selv om vi havde bedt receptionisten om at sørge for dette, mens vi var på bytur efter middagen. Jeg ringede og talte med ham. Han sagde ”jæjæjæ”, men der kom ingen. Jeg ringede igen 5 min efter, og fik samme besked ”jæjæjæ”. Tredje gang jeg ringede, var jeg ikke særlig høflig, og da jeg fik samme svar, ”jæjæjæ”, sagde jeg ”NOW” og han svarede igen ”jæjæjæ”. Efter 5 min venten, gik jeg ned i receptionen med røg ud af ørerne. Receptionisten kom ud af sit kontor, og jeg sagde ”Sheets, room 705”. Han svarede ”jæjæjæ”, jeg sagde ”now” med et meget bistert blik, han fandt et lagen, og gik med op på værelset. På vej mødte han en ”maid”, som han instruerede, og hun fulgte med det sidste stykke, men Kristina og jeg overvågede, at hun gjorde det ordentligt. Receptionisten skulle ikke nyde noget af vores selskab, så han stod af under vejs.

Nå, alt i alt, er det kun teknik, og vores oplevelser er helt fantastiske og Vietnam er et meget dejligt land.

27. juli, øen Cat Ba og Halong Bay, Johnny:

Vi stod op kl. 0700 og gik ned til morgenmaden. Den var fantastisk, continental. Vi spiste meget mad, kaffe, toast, scrambled eggs, spejlæg, jordbærmarmelade, smør og dertil dejlige frugter.  Det viste sig, at vi havde været heldige, for andre fra vores rejsegruppe var indkvarteret på et andet hotel, og de havde fået vietnamesisk morgenmad. Vietnamesisk morgenmad er det samme som vietnamesisk aftensmad, nudler, ris, fisk, kylling, dampede grøntsager og soya. En engelsk kvinde, vi talte en del med, og som ikke er særlig tilfreds, havde haft fornøjelsen af den vietnamesiske morgenmad, og hun var temmelig sulten til frokost.

Kl. 0845 blev vi hentet af bussen og kørt til havnen, hvorfra vi skulle sejle til Halong City. Turen var endnu engang fantastisk smuk. Man drømmer ikke om, hvor fascinerende disse klipper er, og så er der måske 1000 eller flere af dem og den ene er smukkere end den anden. Denne ”verdens arv” er virkelig et must og klart nummer 1 over de steder jeg har set og den hører virkelig til World Heritage.

Vi sad sammen med Sols veninde, kineserdamen, der hed Emma, den lidt utilfredse kvinde og en fyr fra England ved navn Nicolas. Vi talte om de forskellige oplevelser og Kristina fik dem alle til at fortælle deres inderste hemmeligheder og hvorledes deres privatliv var. Det er en sjov oplevelse, at komme så tæt på andre mennesker på så kort tid. Bøger som ”Mordet på Orientekspressen” og ”Hercule Poirot” bliver pludselig meget livagtige, idet man hurtigt kommer i en gruppe, der får et særligt forhold, og hvor man taler indforstået om alt og intet. Fx havde vi meget sjov med at gøre nar af vores meget dygtige og venlige guide ”Lucky”, der hele tiden indleder sine informationer med :”Please listen up ANYBODY”, i stedet for det korrekte, som du kære læser naturligvis ved er:”Please listen up EVERYBODY” og forskellen i betydningen er jo enorm og er lidt sjov i forskellige sammenhænge.

Mens vi gjorde grin med vores guide, var han i færd med at underholde Asbjørn og Sol og legede gemmeleg på skibet, hvilket fik tiden til at gå hurtigere for de to børn. Asbjørn syntes godt nok, at der var meget flot, men han var skuffet over, at vi ikke fik tid til at bade, og det lovede ”cuttlefish” – fiskeri, blev ikke til noget. Lucky forklarede, at det skulle have været gjort den første aften på skibet, men pga. fuldmåne og den deraf følgende kraftige belysning af Halong Bay var det ikke blevet gennemført, idet cuttlefish-fiskeri foregår ved at oplyse havet med en kraftig lampe i den mørke aften, og det er åbenbart ikke særlig godt, når havet er oplyst af måneskin.

Vi lagde til i Halong City ved 1130 tiden og gik til en restaurant for at spise. Vi fik god mad (igen) og vi er holdt op med at tænke så meget over hvordan det ser ud og mere på, at vi spiser det, der bliver serveret. Således spiste vi blækspruttearme uden at tænke over det, eller fotografere det, vi er blevet helt vant til at spise det særprægede mad, de serverer for os, og det smager godt.

Kl. 1245 samlede den samme bus som kørte os fra Hanoi til Halong Bay os op, men med en anden chauffør, så turen mindede ikke om træruchebanen på Bakken, men mere om en tur på bagsædet af en Berlingo. (Ikke den slags tur, men som passager under transport).

Hjemturen i bussen blev brugt til at sove til middag. Sol havde sikret et sæde, hvor hun kunne sidde ved siden af sin ven Emma, og jeg sad bag dem og havde fornøjelsen af at høre dem tale sammen under hele turen. Jeg tror dog godt at Emma kunne have undværet noget af det, men hun var høflig og holdt ud.

30. juli, Hue, DMZ, Johnny:

Kl. 22 lå vi i vores senge og så James Bond, ”Quantum om Solace” på en gratis filmkanal, der kun har reklamer mellem filmene og som alligevel viser kanonfilm og også de nyere. Jeg fik Skype-chattet med et par venner i DK via WIFI, det hele kører og virker her i Vietnam.  

31. juli, Hue, Johnny:

Kl. 1800 fik vi alle, på skift, et bad og derpå røg vi i byen for at spise.

Hue og turen til Hoi An, den 1. august, Johnny

Vi vågnede kl. 7. Det var Sol-ens 5 års fødselsdag og hun lå og sov rævesøvn. Kristina fik vækket Asbjørn og vi sang alle fire vers af ”I dag er det Solens fødselsdag”. Hun fik to gaver, et par højhælede træsko vi havde købt i Hanoi og som mange kvinder går med her i Vietnam og et ur, vi havde købt i Guangzhou.

Vi skrev tillykke til Mette på hendes wall på facebook. Hun fyldte jo også år i dag. Hun blev 16 år og er til Brøndby Cup og går og venter på svar på, hvor hun skal bo i USA til næste år, hvor hun skal gå på High School et eller andet sted i USA.

Vi gik ned og spiste morgenmad med flag og det hele og morgenmaden var endnu engang en succes. Hotelpersonalet kom og ønskede tillykke. Derpå spillede børnene pc og Kristina og jeg gik op og pakkede. Vi skulle videre i dag til Hoi An en by ca. 3 timers kørsel, altså mellem 150 og 200 km syd for Hue. Byen står i ”Turen går til Vietnam” som Vietnams svar på Skagen.

Vi havde bestilt en chauffør og bil til at køre os turen. Det kostede 60 $, altså ca. 360 kroner. Toget ville have kostet 250 kroner og så skulle vi have fundet en taxa fra Da Nang for at køre os det sidste stykke. Vi havde bestilt transporten med ”sights”, hvilket medførte, at vi skulle stoppe og se på marmor – stenbrud og en silkefabrik, samt have mulighed for at bade og fotografere. Samtidig ville vi blive kørt over passet også kaldet ”Passet med skyer og hav”, den lokale folkekomité ønsker alle, der kommer fra Hue-siden held og lykke. På den ene side af af vejen sand, fyrretræer og stranden Lang Co, på den anden den store blå lagune og bjergne, der flimrer i soldisen, der skulle være en imponerende udsigt og resterne af en gammel fransk befæstning. Den ordinære tur ville have ført os en mere direkte vej og i stedet for over passet, ville vi have kørt gennem bjerget i en tunnel.

Da vi kom ned og afregnede, fik vi penge tilbage for togrejsen fra Hanoi til Hue, 16 $, hvilket var meget rimeligt, vi havde jo ikke fået den bestilte afgang og kupeen var helt til rotterne. Til gengæld havde de ikke charged os for bryllupsdagskagen, rødvinen og blomsterne, selv om jeg havde bedt dem gøre det, da jeg bestilte det. Receptionisten, havde godt nok sagt, at det skulle jeg ikke betale for, når det var vores bryllupsdag, men selvfølgelig mente jeg selv, at det skulle jeg, men altså sådan blev det ikke. Vi fik bryllupsdagsarrangementet gratis.

Derpå gave de Sol en fødselsdagsgave, som hun blev meget glad for. Det var et tøjdyr. 

Vi fik slæbt vores bagage ud i den ventende Mazda 323, der havde set bedre dage. Vi gav for en gangs skyld drikkepenge og i vietnamesiske forhold, gav vi mange, 6 $ og de virkede da glade for drikkepengene, men man kunne ikke mærke forskel på dem før og efter vi havde givet drikkepenge. Vietnameserne på disse hoteller er helt fantastiske og selv om vi har været på mange hoteller, hvor de har været serviceminded og venlige, har vi aldrig oplevet noget lignende.

Vi kom af sted og chaufføren kørte pænt. Ca. 50 km/t hele vejen. En enkelt gang var han oppe på 80, og det føltes som om vi tæskede af sted. Vi holdt ind nogle steder på turen og tog fotos, men da vi kiggede billeder her til aften viste det sig, at de utrolig smukke steder, slet ikke lod sig forevige på fotos. Det er helt ubeskriveligt, så flot der er i Vietnam med blåt hav, hvide strande, bjerge og himmel.

Da vi var på toppen af passet, holdt chaufføren ind og vi blev overfaldet af vietnamesere, der ville sælge kulturperler. Vi købte intet ud over fire Cola Light. Ejeren af stedet var egentlig rigtig flink i starten, men da vi klart undlod at vise interesse for hans tingeltangel, var hen venlig men korrekt.

Derpå fortsatte turen mod bestemmelsesstedet Hoi An og hotellet Hoi An Trails Resort Spa.

Ved 13 tiden kom vi til marmorbruddet, hvor vi blev vist rundt af en ansat, mens chaufføren tog sig en slapper. Det var et rent drømmeland for vores naboer, Anitta og Poul – Erik. Der var skulpturer i alle størrelser, former og farver. Poul – Erik ville have købt det hele! Noget jeg fandt vildt imponerende, var krystalkugler af rent sten. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var helt gennemsigtigt som glas. Noget var som farvet glas, og jeg vidste faktisk ikke, at man kunne få sådan noget i virkeligheden.

Vi købte intet, men fortsatte efter 15 minutter sydpå. Efter ca. 20 minutters kørsel, kom vi til silkefabrikken. Vi blev modtaget af en personlig guide, der fulgte os rundt. Silke bliver lavet af en puppe fra en møl, altså en ”ulækker natsværmer”. Først så vi larverne, der var 2 dage gamle. Derpå larverne som 12 dage, så pupperne med larver i, så pupperne uden larver, men med et hul i den ene ende, hvor den færdige møl havde forladt reden, som pubben jo egentlig er.

Fra hullet tog vores guide en tråd. Den fortalte hun kunne blive 1 kilometer lang. Derpå så vi, hvordan en silketråd blev lavet, faktisk som en spinderok. Der lå 15 pubber i et vandbad, og en tråde blev så samlet ved, at tråde fra de 15 pubber blev samlet til en tråd. Derpå videre til væven, hvor de lavede stof og videre rundt og se de færdige produkter som var jakker, trøjer, lamper og billeder.

På fabrikken arbejder mange kvinder med at lave tøj, og mange mænd med at lave træskærerier. De er meget dygtige til håndværk.

Jeg var fristet til at købe både jakkesæt, lamper og al mulig andet i silke, men Kristina holdt hovedet og mastercardet koldt og vi kørte efter ca. 20 minutter hen til hotellet.

Vi tjekkede ind, og det var et vildt flot værelse. Desværre havde vi fået et med kingsize seng i stedet for det med to queensize senge, men vi fik et andet værelse, der var endnu flottere og med to egnede queensize senge.

Personalet flyttede al vores bagage, mens vi gik ud i byen og spiste. Vi er jo noget nærrige, og på hotellet ville det have kostet os mindst 200 kroner at spise frokost, men vi fandt en lokal snask, hvor det kostede os 32 kroner at spise. Thats more like the Dalgaard budget family.

Efter frokosten svømmede vi til huden var ren rosin. Ungerne er i vandet hele tiden og vi gamle kan ikke helt holde til det. Man drømmer ikke om, så lækkert hotellet er. Vi havde egentlig ikke meget lyst til at booke det, da vi så det på internettet. Billederne af stedet er rent skod på nettet, men gæsteanbefalingerne var i orden, 9,5 u af 10, så vi tog chancen. Det var en godt beslutning, for de har simpelt lagt de ”lousies pictures” på nettet men stedet er simpelthen ren luksus og meget indbydende. Det eneste minus er, at det er et ret dyrt sted, men vi har jo fået opholdet til vennepris over nettet, men leveomkostningerne i restauranten er nærmest røveri.

Ved 19 tiden gik vi mod byen for at spise middag og ca.400 meter fra hotellet fandt vi stedet. 1 pizza, 2 steaks og en gang spaghetti bolognaise for 120 kroner. Det kunne lige gå. Ejeren kom og gav os en gratis dessert, bestående af et glas risvin eller rissnaps, det smagte godt og en kvart vandmelon. Lækkert.

Vi t

Kl. 21.30 ringede det på vores dør og udenfor stod en ansat til hotellet med en buket roser og en flot fødselsdagslagkage til Sol, det må have læst på hendes pas, at hun fyldte år, til forskel fra bryllupskagen som var lidt tør i det men flot udenpå, så smagte denne super godt af banan og var også flot udenpå.

Dernæst så vi lidt moviechannel og derpå gik vi alle ud.

Hoi An, den 2. august, Johnny

Vi vågnede ved 7 tiden og gik direkte over og spiste. Morgenbordet var buffet, og der manglede absolut intet, og jeg har tabt håbet om at tabe mig 10 kg i løbet af vores rejse. De andre vesteuropæere, der er her, er heller ikke for slanke, så der er nok ingen af os, der får synlige ribben, mens vi er her. Derpå direkte i poolen. Asbjørn især, men til dels også Sol, er mere fisk, end mennesker her.

Dagen gik herpå til kl. 1700 med at bade i hotel-poolen. Sol måtte have en middagslur ved 12 -tiden og Asbjørn var helt afkraftet kl. 1500 og tog sig lige en halv time på øjet der. Jeg gik til kiosen overfor hotellet og købet 24 øl, 24 sodavand og 2 rør Pringels for den nette sum af 400 dong, i alt 120 kroner. Lidt dyrt af vietnamesiske forhold, men da hotellet som beskrevet ovenfor er sindsygt dyrt, er det ok. Kl. 1700 tog vi bussen til det gamle bycentrum. Vi starteee med at gå igennem et grønt - og kødmarked. Det stank ganske forfærdeligt noget steder. Vi fandt en restaurant, hvor vi sad på 1 sals balkon, helt alene og kiggede ud over floden. Her indtog vi vores aftensmad for 75 kroner. Alle fik, hvad de ville have, og indeholdt i prisen var noget, der hed "Fresh Beer", som vi drak 5 af. Det viste sig at være fadøl, og de kostede 1 krone stykket for ca. 3 dl. Kanon, jeg kunne bo i den restaurant. Vi tog hjem og ungerne faldt omkuld. De har begge fået lidt for meget sol og aktiviteter i dag, så vi burde nok undgå så meget sol og pool i morgen, men det er jeg bange for, bliver meget svært at forklare dem, så vi ender nok i poolen eller på stranden. 

Asbjørn med ekstra solbeskyttelse. Han var ikke meget for den, idet den nedsatte svømme - og dykkehastigheden.

Sol og Kristina med en øl til 1 krone

Udsigten fra restauranten med de gode øl og den gode mad

Asbjørn og Johnny på balkonen i restauranten

Hoi An, den 3. august, Johnny

Vi spiste fremragende morgenmad, derpå ved 10 -tiden tog vi bussen de ca. 1 km til hotellets private strand. Der var stinkende varmt, men vi kunne heldigvis opholde os på nogle dejlige drømmesenge under nogle parasoller. Vi badede og dykkede og fik set fisk, små krabber og søstjerne under vandet, og det lykkedes at filme nogen af dyrene.

Når vi opholdt os på land, blev vi kontaktet af revolversælgere, der enten ville sælge smykker eller frugt. De gav mig gode ideer til hvordan sælgere kan opretholde kontakten til kunden, men også hvordan man som sælger samtidig kan sikre, at den potentielle kunde bliver så træt af en, at man intet køber.

- Hello sir, where you from?
- Buy something?
>> NO
- First time in Vietnam?!
- You like?
- Whats your name?
- How long you stay?
- Buy something now?
- Perhaps later?
>> NO
- Perhaps you change mind!
>> NO
- You never know what happen
- If you change mind, you call me!
>> OK
- My name Li

Kl. 1600 tog vi bussen til byen. Der er ca. 4 km og egentlig skulle vi have taget den gratis bus kl. 1500, men Sol og Asbjørn sov til middag, og de trængte virkelig. De har fået meget sol, og de knokler hele dagen, enten i poolen eller på stranden.

Vi tog i stedet en taxa til den djævelske pris a kr. 12. Chaufføren var lige ved at glemme at give Kristina byttepenge, men det mindede hun ham om. Det var trodsalt et par kroner.

Derpå ind at spise og kl. ca. 1730 kom Nicholas, vores engelske ven vi mødte på cruiset på Halong Bay. Han rejser rundt et års tid, mens han forsøger at komme sig over sin skilsmisse. Vi spiste og drak øl og det røg op i 90 kroner i alt og vi spiste og drak lige det vi ønskede.

Sol var på toilet, og Kristina skulle ud at tørre hende, men der gik ikke lang tid, så kom hun tilbage, og jeg måtte gøre det. Ikke fordi, det var specielt ulækkert, men fordi, der var en kæmpe edderkop på toilettet. Jeg gik ud og nedkæmpede den med mine sandaler. Det tog et par forsøg, og det var lidt ligesom at træde på et stykke vingummi og krævede et par forsøg.

Vi gik tur i byen og kiggede på skræddere. Kristina ville gerne have en smuk festkjole, men intet faldt i hendes smag, jeg selv vil gerne havet et jakkesæt mere, og jeg er jo noget nemmere end Kristina, så jeg fandt noget, som jeg lige vil sove på, og måske bestille i morgen. Man skal jo passe på før man smider næste 500 kroner ud på et jakkesæt i kashmir. Et par bukser i DK koster alligevel 600 kroner, og dem de store børn går i koster vel 1.000,- men så står der også G-star på dem og de er lavet af noget gammelt overskuds  og halvvejs nedslidt stof.

Da vi ventede på den gratis bus, der skulle tage os til hotellet kl. 1915, var det blevet mørkt, og vi prøvede at skræmme nogle af firbenene, der sidder på lysskiltene og spiser insekter. Det er godt nok et let liv de har. Insekterne tiltrækkes af lyset og firbenenes tunger farer frem og tilbage som trommestikker. Bortset fra, når familien Dalgaard forsøger at tage dem i halen, så er de væk. Vi må forsøge igen en anden dag. Det kunne være sjovt at se et firben tabe halen.

Da vi kom hjem, tog vi en dukkert. Den startede lidt uheldigt med at Sol ikke hoppede i vandet så hurtigt som os andre, men pludselig stod og skreg som en stukket. Hun blev ved og ved, indtil hun til sidst hoppede i. Hun sagde, at hun var blevet overfaldet af en græshoppe, og det var da også rigtigt, for græshoppen, der var på størrelse med en lille fugl, eller ca. 15 cm lang og 4 cm høj, sad ved poolsiden og kom sig efter mødet med Sol, der havde fået den børstet af sig. Jeg smed en sten på den, og den blev mere groggy, og endlig fik den et par stykker mere og døde en trist død i rensefiltret i poolen.

Godnat til endnu en dejlig dag i Vietnam. Der er stinkende godt vejr og det med regntid er intet at frygte. I forhold til det, der her hedder regntid og vejrudsigten fra www.dmi.dk og internationale vejrprofeter, er der absolut om dette. En dansk sommerdag giver væsentlig mere regntid, end der er her, men når der kommer vand, kan det fylde  en gulvspand på 10 sekunder.

Hoi An, den 4. august, Johnny

 Hvis du klikker her, kan du se filmene:

- Familien i poolen

- Fisk i havet

- Krabber slås om fisk 

- Søstjerne i havet

Hoi An, den 5. august, Johnny

Hoi An, den 6. august, Johnny

Vi er kommet i feriemode, så dagene ligner meget hinanden. Vi hygger os og tager livet og tingene i det tempo det kommer til os i. Vi startede med at se en film i TV, drengen i den stribede pyjamas, der handlede om to venner på 8 år. Den ene en jødisk dreng i en tysk koncentrationlejer, den anden sønne af kommandanten i koncentrationslejren. Den endte meget sørgeligt, men vi fik endnu engang lejlighed til at tale om venskab og krig med vores børn. Efter morgenmaden, tog vi til stranden med bussen kl. 1000. Vi badede og fik varmen og sov til middag. Kl. 1700 tog vi bussen til byen, hentede togbilletterne, de rigtige, så vi ikke skal opleve den forvirring det var at rejse fra Hanoi. Derpå hen og spise på restauranten ved floden. Vi fik balkonplandser og sad ved siden af familiens 4 årige dreng, der sad og øvede sig i at skrive 2 taller. De var meget flotte. Asbjørn sagde med en blanding af gru og imponerethed i stemmen: "Hver gang han laver en lille fejl, skal han lave det om, og hans mor visker det hele ud". Det så nu ud til, at drengen havde det meget godt med disciplinen og selv om han kun var 4 år, kunne han alligevel koncentrere sig med tilskuere. Imponerende. Vi gik hen til skrædderen. Mit tøj var perfekt. Jeg bestilte lige for en sikkerhedsskyld en kjole til mine bukser. Jeg bruge jo tit kjole i logen, og det kunne være sjovt at have et ekstra og mere elegang sæt, end det standard sæt jeg har. Kjolen kom til at stå mig i 30 $, så det klarer vi nok. Hjem i seng og se Peter Pan, ikke tegnefilmen og ved 22-tiden sov vi og var klar til endnu en dejlig dag i Vietnam. Vi besluttede, at vi i morgen vil tage til byen lidt tidligere, så Kristina måske kan koncentrere sig om at købe en kjole. Hun trænger også til noget tøj.

 Hoi An, den 7. august, Johnny

 Se sol svømme her

 Hoi An, den 9. august, Johnny

Nha Trang den 10. august 2010, Johnny

Vi vågnede ved 8-tiden og gik til morgenmad. Vi kunne bestille, hvad vi havde lyst til af en blanding af vietnamesisk og veslig mad og fik således lidt baguette, spejlæg, pandekager, kaffe, the og vietnamesisk kaffefløde, der er rimelig ulækker i konsistensen. Det minder lidt om æggehvide. Derpå ville vi til stranden, der ligger for enden af vejen, ca. 200 meter herfra. Vi havde medbragt det helt store udstyr, men hotelmutter så foruroliget ud og fortalte os, at vi ikke skule medbringe kameraer eller værdier, idet vi ville blive bestjålet. Vi fulgte hendes råd og efterlod alt af værdi bortset fra dykkerbrille kameraet på hotellet. Vi gik derned ad vejen og man må sige, at vietnameserene ikke behandler naturen særlig godt. Vejkanter og ubebyggede grunde anvendes kort og godt som affaldspladser. Der ligger plastik overalt. Men hvor de selv bor ogopholder sig, er der smukt og rent, men på den ubebyggede nabogrund smider alle alt det, de ikke elers ved, hvad de skal stille op med.

Havet var dejligt, og det lå i en bugt og der var meget smukt. Men lejlighedsvis er der også plastikposer i havet og på stranden, så mit råd til vietnameserne skal være, at hvis i vil tjene mange penge på turismen, og det kan i helt sikker, så skal i holde op med at svine naturen til.

Mens vi badede holdt vi godt øje med vores ting, og der var på intet tidspunkt nogen i nærheden af vores tasker, uden at vi var helt tæt på. Efter ca. 30 min badening, gik vi en tur. Op af et bjerg, for at komme ud på nogle klipper og bade. På toppen af bjerget så vi en brun gris, der gik rundt og spiste i vejkanten. Sjovt syn. Vi kom ned til klipperne, men der var så mange krapper, at vi opgav at bade der. Vi så "de der sjove krapper", der har så lange ben, at de kan løbe meget hurtigt hen over sandet. Jeg har kun set dem i tegnefilm før, men det var altså her de kom fra. Sikkert et Stillehavsfænomen. Vi så også nogle muslingeskaller, der lignede Shell - logoet på en prik.

Vi gik tilbage til hotellet ved 13 - tiden og sov til middag. Kl. 1500 kørte hotelfatter, der er en meget dygtig fotograf og som har vundet flere priser, os til byen. Der er fri transport med i værelsesprisen. Vi gik i supermarked og op og spiste på en burgerrestaurant. Derpå en timestid rundt i byen og kiggede. Det var en sjov by, men der blev desværre ikke fotograferet meget, idet strømmen på kameraet gik død. Kl. 1830 blev vi samlet op af hotelfatter og kørt hjem til dejlig aftensmad. Aftenen gik med DVD og TV. Vi købte Toy Story 3 til børnene. Den var næste gratis.

En dejlig dag i Vietnam var forbi.

Billedet herover»

Indrejsekontrolbygningen til Vietnam kl. ca. 2300
den 21. juli 2010

<- Sådan kan en ventesal i Kina også
se ud og der var fisk som
Asbjørn og Sol fik

lov til at fodre

<- Kristina måtte have et billede af

alle disse mænd i uniform

<- Den dejlige mad i toget, leveret og

tilrettet for ca. 15 kroner

<- Indrejse - kontrol - bygningen

set fra toget kl. ca. 2300 ved

indrejsen til Vietnam

En dejlig fransk restaurant, hvor

man køber 4 retters 5 stjernet mad for 

60 kr. kuvert inkl. vin

En af hallerne ved Confusius Universitet

<- Udsigten fra verandaen ud for vore værels

Festklædt vietnameser på gangbro ved

Sword Lake

<- De dejlige is fonduer, ca. 50,- kroner pr. stk

En er rigelig til en alm. familie

Asbjørn i hotelsengen lige ved vores

ankomst

<- Det franske kvarter med operaen, der

er det enste franske arkitektur, der er

tilbage og som ikke blev bombet under

krigen

<- Hilton og operaen i Hanois

franske kvarter

Fod - fjerbold, både på banen til højre

og Asbjørn og vore ene guide ovenfor

<- Nogen af de meget interessante

bygninger på Etnografimuseet

v- Nogen af gaderne er indrettet som

en blanding af restuaranter og

knallertværksted. Specielt!

Vi købte spisepinde og andet hånd-

værk i dag, og havde det ikke været

for transporten, var det også bleget

til et par billeder. Der er meget flotte

malerier her i Hanoi og til god pris.

<- Et flot insekt i frilandsmuseet,

skolelæreren siger, "det er en larve"

Asbjørn med frisk kokusnød - kanon

<- Huset, som sol vil have til Guldborg

De fantastiske e-installationer

<- Gaden, der både er kantine,

restaurant og smedeværksted og

nedenunder ses, hvorfra emhætter

kommer. Den laver man selv!

Det så ud som om, de også havde

masseret Asbjørns hår!

<- Anders And og Andersine på knallert

Kristina i en rød kreation. Hun så

knaldgodt ud i den. Hun endte med

at købe en sort, der var ligeså flot

<- Gæt et erhverv. Det er ikke svært

at blive selvstændig i Hanoi

<- Bussen, der kørtre os til Halong Bay

og guiden Lucky

Virvaret på haven i Halong City

<- Båden, der tog os til luxusbåden

<- Billede af restaurante med

bodet dækket til 18 gæster

Kahytten med silke og det hele

<- Asbjørn i forgrunden af de smukke

pukkeløer, Halong Bay er fuld af

<- Pukkelø igen. Når vi kommer hjem

skal vi se "The man with the golden gun"

der er meget af filmen, der er optaget

her.

Indgangen til grotten

Asbjørn i vores kajak på tur i den

flydende landsby

<- Asbjørn og Sol på dækket af Christina

på Halong Bay

<- Busstationen på havnen ved ankomst

til øen Cat Ba

Babysharks (svære at se i basinet)

Kristina, Asbjørn og Sol on trach

<- Kristina og Asbjørn på toppen efter

1 times strabadser. Det var ikke for

småbørn, og alligevel klarede vi alle den

og efterfølgende skovask

Forsiden af hotellet i Cat Ba City

Ankomst til og badning på

Monkey Island 

<- Udsigten ud over bugten fra vores

vindue i Cat Ba City

Asbjørn på båden på vej tilbage

til fastlandet

<- Sol og hende veninde Emma

Tribute to Halong Bay herunder

<- Hotelplaceringen i Hue                        

Farvel til det stolte hotel Holidays i Hanoi

<- den ubehjælpelige agentmedhjælper og

Kristina med rygsæk og røg ud af ørerne

Asbjørn slapper af i en stol i ventesalen

i Hanoi efter vi har fået styr på

billetterne

<- Asbjørn og Sol i VIP kupeen. VIP betyder

i Asien "Vælter I Pis"

Gangen ved VIP kupeen

<- Asbjørn og Sol ser DVD og vores

amerikanske veninde sidder pænt

<- En vandbøffel med en "bøffelfugl på

ryggen, fotograferet fra toget med 50 km/t.

Endnu et billede af VIP kupeen. Vi havde

bestilt en luxuskupe, og denne her påstod

agenten var langt bedre og skulle koste

ca 600 $ pr. seng! Det ville have været

billigere at tage en taxa hver, end at over-

natte og lade sig befordre i denne kupe!

<- Morgenmadsstedet "Bloom" i Hue

og Asbjørn og Sol ved Pearl River i

ca. 39 graders varme. Det er godt no HOT

Portien, der også hentede os ved toget. Her

på sin knallert foran hotellet Holiday i Ho

<- Kristina og Asbjørn på værelset i Hue.

Bemærk rosenbladene på sengen

<- Oplyst bro på Parfumefloden i Hue   

<- Tur - bådene ved Parfumefloden

Huda Beer, Danida - Tuborg - Hue pils.

Den er kedelig, men den har bragt

aktiviteter og arbejdspladser til byen

<-  Første del af museet ved Ben Hai Floden

<- Forladt amerikansk kampvogn ved

det amerikanske kontrolpunkg A2

Den genopførte "originale" bro, der

førte over Ben Hai Floden, der i

praksis var grænsen mellem Nord - og

Syd Vietnam frem til 1975

<- Hul efter borebombe. Det var ca. 3 m

i diameter ved overfladen og nok

10 meter dybt

<- Vores guide foran oversigtstavle

over dette tunnelsystem, en under-

jordisk landsby

<- Figur af en familie i et af "husene"

i den underjordiske landsby. Ikke

meget plads, men de overlevede

Statue af Ho Chi Ming, der omtales

som vores gode onkel af mange

vietnaesere,og det lyder som om de

mener, at han var en god mand

<- Asbjørn og Sol foran et udvalg af

bomber

<- Johnny i en af gangene, der var ikke

meget plads til en voksen mand

En af indgangene til den

underjordiske landsby

<- Efterladenskaber efter en vietnamesisk

familie havde spist på restauranten i DMZ

Asbjørn og Sol foran et bombekrater.
Området var simpelthen tæppebombet

og der var huller som disse over alt

på jordoverfladen. Ca 8 meter i

diameter og et par meter dybe i centrum

Træskæren i Hue, der lavede os

en Buddha

<- Johnny, Sol, Kristina og Asbjørn på

restuarnt

<- Indgangen til "Den forbudte

By" i Hue. Også på UNESCOs liste

<- Fisk i solen. Det dufter bare dejligt

Kristina og Asbjørn med kunstneren

<- Hund dræber rotte uden for hotellet

Sol fik sig en solhat

<- Familien "Knallert og Hjelm"

<- Asbjørn med sin dejlige styrthjelm

<- Hotelplaceringen i Hoi An

Kristina som insekt i Den forbudte by

<- Fødselsdagsgæster og afskedskom-

mite på hotellet i Hue

<- Den smukke natur, der vanskeligt

lader sig forevige

Bryllupskage, blomst og rødvin og

så er Kristina endog godt gift tillige

<- Fransk udsigtspost fra før 1954 fra

toppen af bjergpasset

Sol, 5 år den 1. august 2010 i Hue

<- Et lille udvalg af skulpturer

<- Kristina, Buddha og Sol, det er Buddha

i midten

Larver i alle aldre, disse avles for at

få Silkepupper, der kan give silketråde

<- 15 silketråde fra 15 pupper bliver til

en silketråd, ganske let og så kan man

blandt andet lave flotte lamper

<- Asbjørn især, kan se på håndværkere

i timevis. Sidste år så vi i Østrig på

asfaltarbejdere, der lagde asfalt manuelt

med spande, i år ser vi på træskærere.

Det er også imponerende, hvad nogen

kan udrette med hænderne (og hvad

andre kan ødelægge med hænderne)

<- "Køkkenet", hvor vi for ca. 32 kroner

spiste os mætte i pasta, svinekød og drak

sodavand og øl

Vores flotte hotelværelse

Kristina, der ser lækker ud

<- Sol med badhætte og vandskyende

vat i ørene

<- Det var så det, vi så til Asbjørn

den dag

Den gamle bydel i Hoi An

<- Formanden for "Die Schone Bierfrauen"
og "Drinking Divas"

Bond-baben Ursula Andrews

<-  En af supersælgerne og underneden

må det jo være selveste James Bond!

<- Billeder fra den smukke by, Hoi An

<- Billeder af de to mongoler, vi mødte

på en bar. Sol fotograferede, men

blev sur, fordi de var så grimme og ikke

ville sige "appelsin"

En lampeudstilling, vi har købet lamper,

så vi kan starte en hel karateklub

<- En bar, hvor vi købte rigeligt med drinks

og pandekager. Det løb alligevel op i 30 kr.

<- Johnny by the pool

Asbjørn på restaurant surmule, han

gør nu hvad han kan for at smile

<- Sol på samme restaurant

En knallert og personfærge

En af de flotte gader. Det ligner måske noget gammelt lort, men hernede er det meget flot at se på og meget anderledes end i DK

<- Børnene dovner og ser TV

<- Sol forsøger at fange firben

De søde børn

<- En smuk aften i Hoi An

<- Dejlig aftensmad                           

Kristina får taget mål til vinterjakken

<- Dessert til frokost og nedenunder     

middagen på vores ynglingsrestuarnt

Det trækker op til storm i Hoy An

En af de flotte gader i Hoi An

Toget og banegården i Da Nang

<- Livet i ventesalen, togvognen, 1.klasse

Sol bader i Nha Trang

Stranden i Nha Trang

Hotel bookningen skete telefonisk og

også det virkede perfekt. Det lader til

at vietnameserne overholder

deres aftaler

Hotel Paloma

<- Her ordnes lige lidt fisk på gaden

Værelseshygge

Her sælges krabber i rundkørslen,

som om der ikke var nok at holde

øje med i trafikken

<- En af ruchebanerne. Kristina tabte

bikinibukserne, da den standsed.

Desværre var hun fra langt fra mig

og kameraet til at få et godt billede

Asbjørn på Vinpearl

Og til dyreshow

Man kan tage utrolig mange smukke

bileder, men man kan også tage ´

billeder af skraldespanden, der er lige

uden for synsvidden

Her er vejens venstre side brugt

som skraldespand! synd at

et så smukt land bliver svinet

sådan til

<- Afgangshallen i Nha Trang             

Hotel beliggenhed og booking i Saigon

<- Oversvømmelsen. Det var en mark

og en asfaltvej, men det kunne man

ikke se

Kuppen og den pæne dame, der

tørrede fingre i gardinet

<- Vores dejlige suite på Hotellet      

Warcrime museet

<- Orientalsk stemning og forfriskninger

Asbjørn og div. isenkræm

Nogle af de fangebure, som

vietnamesiske krigsfanger

blev holdt i.  Der var tre mennesker 

i hvert bur, og her var der altså plads

til 6 stk. De stod ude i solen om dagen 

De fristende kager og pandekage

restauranten

<- Notre Dame indvendigt              

Det smukke postkontor, der både

er postkontor og markedshal

(Matematiknørder:

Find forsvindingspunktet!)

Notre Dame i Saigon

Sådan ser vi ud efterhånden

<-  Titlen på vores rejse skule vist være

"Med Matematikken Som Blind Passager"

Man kan sove til middag over alt.

Her i en hobbyforretning

<- Hvor er hønsegården. Her i

Vietnam hedder det hønsegaden

<- Hvor mange må man være på

en knallert? - Så mange, der er

plads til

Ud at sejle på Mekong. Det brune "kaffe

med mælk" er floden!

<- Færge og færgemand

<- Der er både krokodiller og

"uhyrer" påop til måske 10 meter i

floden. Vi så dem desværre ikke

<- En bolchefabrik, det får Svaneke

Bolcher på torvet i Svaneke til at

ligne Toms Fabrikker i Ballerup

(Det er stadig billeder af "fabrikken")

Her der det dælme håndlavet

(og fodlavet og hønelavet) ISO 9001 ;-)

Her købte vi så noget. Trods

produktionsformen og de med-

hjælpende høns, smagte det kanon

<- Pakkeriet på fabrikken               

<- Dragefrugt. Køddet er hvid med 

små bløde sorte kerner. Smager 

lidt neutralt

Kanoen med kanodamen, der tjente

3 kroner om dagen. Men så har hun

også gode arbejdsforhold. Se selv

en dejlig stol hun sidder på. Den hedder

vist lav hugsiddende skovskidder stol

Her er det så biavl og honning, også

en fabrik! Den ligende den anden

<- og så som altid, pytonslangen i et

bur, lavet af tyndt hønsetråd!

Jeg var selvfølgelig nød til at prøve at

holde den. For første gang i 45 år, har

jeg holdt en slange, og så en Pyton.

Jeg tænkte på Monty Python hele tiden

og jeg holdt godt fast. Den er stærkere

end jeg troede, og jeg var ikke godt til at

give den friheden til selv at bestemme

hvordan den skulle opholde sig på mig

Er der plads til svigermor?,

Ja, i bagagerummet!

Rottebyen. Der er jo pænt om aftenen

Klokken er 0700 og der gøres gymnastik

og der leves simpelthen på floden, som

om det var en ganske almindelig vej,

der er jo også nærmest byer på den

Køb bananaer, køb bananer, Kim Larsen

<- Tøjvask og madtilberedning på floden

Så blev der lavet vietnamesisk

legetøj, vindmølle af palmeblade

og fagot af sugerør. Kanonoplevelse

for børnene

<- Her laves riskager, der tørrer i solen

og senere skæres til nudler,

det her er også en fabrik!

Sol med en kokosnød

<- En masse "Waterladies", kaldte

australierne disse grønne planter, der

flød overalt i floden. Det hvide er

madbakker af flamingo, der også flød

over alt i floden. Jeg frygter, at

Vietnam og Asien står overfor et for-

ureningsproblem, der vil give dem

meget svære livsbetingelser om få år

Bemærk, en portion rotte, kun

15 kroner. Så er der ingen vej

uden om.

<- En munk, der allernådigst fik

lov til at hilse på Sol

Markedsplads, stadig på Mekong-turen

<- Fisk på markedet. Godt, der ikke er

lugt på billedet og så nogle

dejlige villaer på floden

Her tørres fisk

Muslimsk handelskvinde i landsbyen

ved Mekong floden

<- Sådan ser det ud, når små fisk slås

om foderet

Og her er det de store catfish. Til

venstre ses fodermestren

Værtsparret på hotel Thien Thao med

Svaneke bryg i baggrunden. En gave

fra en gæst, der kommer igen og

igen til hotelet. Ikke underligt.

Udsigten fra Fokkeren til Phu Quoc,

der er ca. halv så stor som Bornholm

Ren Bountyland. Asbjørn forsøger at

nedlægge en kokosnød. Det hjalp

ikke meget, da Kristina hjalp. Man skal

op i træet og hente dem.

Solnedgang over Phu Quoc,

vildt smukt.

Så bliver naturen vist ikke meget smukkere.

Bemærk en vietnameser på havet til venstre.

Han sejler i det, de kalder en kokosnød-

båd. Den ligener en halv kokosnød og sejles

med en åre af roeren, der sidder foran i den.

Den kommer bemærkelsesværdigt hurtigt

og sødygtigt frem, selv i bølger.

Billeder af den smukke natur på Phu Quoc

Fødselsdag og lidt lektier

Windy, Kristina is wavesurfing

Vi blæser fra hinanden (billederne er taget

med dykkerbrillekameraet)

Du ser sgu godt ud du gamle

- Jeg giver en vogn

Sol og Cosma

Gåtur til byen

<- Asbjørns underlige madvalg

<- Sol laver også lektier,
måske flere end Asbjørn

<- Vandfald, 2 søde børn og en flodhest

i underhylere, kønt syn

Vandpytter eller små søer?

<- Hajen, halv afskellet og den som

Asbjørn prøvede at holde

<- Var der nogen, der sagde Mad Max?

Vietnamesisk bro ;-)

<- Kristina køber gaver. En lykkelig

bitiksindehaver skimtes i baggrunden

Asfalt koger !

<- *Asbjørn med hel grillet fisk og

blæksprutte

Sol er hellereller ikke

uinteresseret i shopping

<- Oversvømmelse så fik vi set, hvad

regntid er. Det betyder, at det regner

Oversvømmelse og som altid

en smuk solnedgang

Restaurant i vandkanten. Let at holde

øje med ungerne i vandet

Vores ven, tjeneren Ut/ "U"

<- En tosse med en slange

Grænseovergangen, udrejser fra

Vietnam, ikke uden problemer

Asbjørn og Sol fangede en

sommerfugl, der sad på højre ben

Indrejsekontro, med temperaturmåling

<-  i øret                                           

Casino i ingenmandsland bag restauranterne, der ses i forgrunden  dem med palmer og blik)

Som altid, skrald ( til højre)

Sovebussen, vi voksne sov ikke

så godt, men børnen klarede det fint

<- High quality sovebus, bemærk

alfabetet, noget anderledes her

i Cambodia

 Udstoppede rokodiller, heldigvis

<- De søde børn!