|
Opdateret den 10. august 2011
Sommerferien 2011 går til dejlige Europa, hvor vi har ferieret mange gange.
Første rejsedag bliver den 25. juni 2011, hvorpå vi dagligt vil fortælle om vores oplevelser. Vi forventer at være tilbage i Danmark omkring 1. august.
Vi har aftalt med rejsearrangøren Happydays, at vi skal tjekke nogle af deres dejlige rejsemål ud, og du vil daglig kunne følge os her. Turen går fra Danmark via Rødby - Puttgarden til Sydtyskland, Østrig, Italien og Frankrig. Måske besøger vi venner i Belgien på vej hjem.
Vores planer er følgende, se evt. link:
lørdag d. 25.6-2.7 – Familienhotel Reiterhof Rundingen
lørdag d. 2.7 – 9.7 – Hotel Sperlhof og HappyKidsKlub
lørdag d. 9.7 – 16.7 – Hotel Limonaia
lørdag d. 16.7-23.7 – Les Jasses de Carmague
Rom fra den 5. - 9. august 2011, ses nederst , rejsen er ikke sponsoreret!
Lørdag den 18. juni 2011.
Rejsen har været under forberedelse længe, og her til aften, 6 dage før vores afrejse, bookede vi færgen bestilte vi færgebillet på http://scandlines.dk/da.
Vi er jo lidt nærrige og skal have mest for pengene, så det tog os ca. 10 minutter at undersøge, hvordan vi kom længst for færrest penge. Billetten koster 617,- vi Rødby - Puttgarden, og vi valgte denne rute, selvom den er 120 km. længere end den anbefalede, der går via Gedser - Travemynde, men den var ca. 350 kroner dyrere, og det har vi hurtigt tjent ind, selv om vi sikker skal bruge ca. 100 mere til diesel, altså har vi allerede sparet ca. 250 kroner, ikke dårligt. Bare pokkers, at Scandlines er så dyre. I øvrigt var det meget praktisk, at Happydays havde en ruteberegner på deres hjemmeside. Bare ind med vores postnummer og så kom der tre ruteforslag frem. Kanon, se evt. linket her:
Forberedelsen, bookningen og rejsen er en del af ferien, og det at booke billetter, bringer ferien tættere på, og vi glæder os helt vildt. Især når sommeren her i DK minder alt for meget om efterår med regn og blæst og meget få solskinstimer.
Første fereidag, lørdag den 25. juni 2011
Efter en fredag med fuld knald på, hvor jeg stod op kl. 0500 og lavede de sidste rapporter til  ventende kunder og to nye kunder ringede i løbet af formiddagen med hastende opgaver, der skulle udføres inden min ferie, hvilket medførte at Kristina måtte pakke bilen og gøre klar til afgang, sidder vi nu i bilen ved Rødby – Puttgarden. På grund af den printede billet, kørte vi direkte til ”automat”, hvor vi scannede billetten og kørte direkte til bane 3 og sidder nu og venter på at køre ombord. Vi har taget morgenmad med hjemmefra, for sidst vi var på færgen, var maden så elendig, at vi ikke vil bruge penge på færgemad. Vores plan er, at tage vores medbragte mad her, og så holde ind til formiddag og spise på en af de tyske ”Autobahn – kroer”, hvor mængderne og maden altid er lækker.
Kl. 1615 var vi fremme på parkeringspladsen. Kun 10 timer efter vi forlod Guldborg. Vi havde indstillet GPS-en til koordinaterne fra hjemmesiden og bortset fra et vejarbejde, der snød os lidt syd for Hamburg, så kørte vi lige til hotellets dør, og de tyske autobahner var uden den sædvanlige ferietrafik, så det langsomste vi kørte der var 80 km/t på enkelte korte strækninger.
Bayern ligner sig selv. Det er her Shrek kommer fra. Alpetoppe med borge og ternede flag med drager og riddere.
Vi blev vel modtaget i receptionen og talte tysk med receptionisten. Af høflighedsmæssige årsager testede vi hverken hendes dansk eller engelskkundskaber, men hun vejledte os grundigt. MEN et chok, der målte 7,8 på den åbne richterskala fik vi, da hun fortalte, der ikke var internet. Vi kan godt leve uden, men det bliver lidt problematisk med den daglige opdatering af hjemmesiden, og da mit mobilnet fra ”3” heller ikke har nogen forbindelse til master, må vi se, hvordan vi fikser den.
Vi installerede os, efter vi havde udfyldt vores data og bilens registreringsnummer på en indskrivningsformular, og nu er ugerne ude at se på faciliteterne, mens vi pakker ud og skriver dagbog.
 Aftensmaden og de gratis fadøl startede kl. 1730. Vi tyvstartede kl. 1720 med fadøllene, som vi naturligvis fik uden beregning. God tysk pilsnerfadøl. Weisbeer, weis oder dunkel, kostede ekstra så det holder vi os fra, selv om det er en dejlig drik.
Aftensmaden var dejlig tysk landmad. Forskellig ”kraut”, gemüse med smeltet ost, ris og kartoffelmos, og dertil nakkesteg eller kylling. Til børnene var der alle mulige sodavand, vand og juice. Det kunne vi selvfølgelig også have valgt, men vi holdt os til øllene, selv om vi også havde mulighed for rød – og hvidvin og de nævnte non alkoholiske drikkevarer. Tjenerne serverede ivrigt fadøl ved bordene og rydde af. En fornøjelse. Efter middagen spillede vi fodbold med en tysk familie, en bedste far med sit barnebarn. Jeg var sammen med bedstefaren, der var ca. 10 år ældre end jeg og vi lammetævede børnene. Superdag.
Kl. 2115 lå vi i sengene og sov som var vi betalt for det.
Anden feriedag, søndag den 26. juni 2011
Sol vækkede os ved 0830 – tiden. Hun selv var blevet vækket af en høne, der sagde ”kykkeliky”, sikkert en hane, men hvad gør det. Den sagde den korrekte lyd. Kristina var trængende, efter kaffe sagde hun, så vi gik til morgenbuffetten med morgenhår og lidt søvn i øjnene. Det er et dejligt afslappet familiehotel, selv om der er pinligt rent over alt. Ca. halvdelen af gæsterne har børn med, og ved restauranten er der et legeområde, der er lyddæmpet, så mens vi voksne drikker kaffe og spiser for meget af den gode morgenmad, kan børnene hygge sig med at lege. 
Asbjørn fandt den tyske dreng, som vi havde spillet fodbold med i aftes og aftalte, at vi skal i svømmehallen som det første. Han er lidt irriteret over, at han ikke kan tale tysk eller ordentlig engelsk, for han kan ikke rigtig tale med drengen, og vi vil ikke altid stille de spørgsmål på de tidspunkter som han ønsker. Han ved godt, hvorfor det er vigtigt at lære sprog, så det burde ikke være svært at få ham motiveret for at lære tysk og engelsk i skolen. Og hvis man er motiveret, kan man lære alt.
Nå mens jeg lavede lidt arbejde på værelset, gjorde familien sig klar og gik i svømmehallen. Da jeg endelig var færdig 10 minutter senere og skulle ud af døren, kom de tilbage. Svømmehallen var lukket idet vandet var uklart, eller på almindelig dansk, forurenet. De vidste ikke, hvornår svømmehallen ville åbne igen.
Vi meldte os i stedet for til at gå med på en gratis rundvisning på en borgruin. Det tog 10 minutter at gå derop, 800 meter op ad bakke, og vi fik en rundvisning af en tysk guide, der præsenterede sig som bürgermeister. Han havde en fantastisk tupe og viste rundt mens han svedte som et s…. Det var meget sjovt, og fra det øverste punkt mente Asbjørn, at man kunne se hele Tyskland. Derpå tilbage til hotellet og have snacks. Snacks var en dejlig suppe. Eftermiddagen gik med at spille fodbold med vores tyske ven, Kevin og hans morfar, Wolfgang. Wolfgang var 63, men en gammel elitesportsmand, og han var i fantastisk form.
 Vi sov også til middag, man er vel oppe i årene. Aftensmaden var dejlig tysk landmad med en fantastisk suppe, flæskesteg og et eller andet mel – æg – pandehalløj. Desserten var ”Hvedeknødeln mit vanilje sovs. Det smagte kanon og mættede lige så godt som det smagte. Jeg brugte også lidt tid på at betale regninger via min iphone. Det gik ikke godt, for selv om jeg kunne logge på, kunne jeg ikke betale mine regninger. Vi bliver nødt til at finde et sted med net. Ellers bliver jeg indhentet af Kongens Foged, før vi kommer hjem. Aftnen gik med vin og fadøl. Det gik for øvrigt galt med fadøllene i dag. Vi har en ferieregel om, at vi ikke må drikke fadøl før kl. 1600, men pga. fodboldkampen med Wolfgang og Kevin glemte vi alt om tid og sted, og den første fadøl røg ned kl. 1641. Det er et skråplan.
Aftnen gik med at lege og spille bold på legepladsen. Der er ikke god plads, men voksne og børn af forskellig nationalitet, får det til at fungere. Til sidst stod den på bøger og film på værelset og vi er klar til endnu en dejlig feriedag i morgen. Vi har hørt, at temperaturen i morgen skulle nærme sig 30 grader, og i dag var den kun 20 og det småregnede lejlighedsvis.
Tredje feriedag, mandag den 27. juni 2011
 Vi vågnede tidligt. Kristina og jeg læste lidt. Det er en dejlig feriefornøjelse, at få indhentet al det skønlitteratur, vi forsømmer i en travl hverdag. Den står på Jussi Adler – Olsen i år og vi har lånt os frem til 5 mursten. Men da Kristina allerede er halvt gennem sin, er hun ved at være bekymret. Morgen var kanon. Dejligt brød, hytteost, alm. ost, syltetøj, kaffe, the. Der mangler intet. Kl. 0915 var vi klar ved hestene. Sol skulle have sin gratis ridetur, og hun nød det. I sidste øjeblik fik Kristina arrangeret det så smart, at det var mig, der skulle trække krikken i stedet for hende. Straks jeg fik ”snoren” begyndte krikken at slås med mig og ville rive sig fri. Det lykkedes mig dog at trække den rundt i de ca. 15 minutter turen varede. Sol var vild med det og hun fandt straks ud af, at hun ville være ridelærer. Vi talte om, at hun måske skulle starte med at være rideelev.
Kl. 1000 kørte vi mod svømmestadion i Lam. På vej derhen købte vi ind i en ”Norma”. Rigeligt med Cola Zero, brød og juice. 11 euro. Man får noget for pengene her i Tyskland. Kl. 1100 ankom vi til svømmestadion og købte en familiebillet. Entre for 2 voksne og 3 børn, 14,5 euro, altså ca. 110,- kroner. Vejret var kanon. Ca. 30 grader og børnene badede i poolen, efter de behørigt var smurt ind i solcreme. Ved 12 tiden fik de en gang curry würst mit pommes, 4,5 euro, og så er det købt i cafeteriaet. På vej tilbage til hotellet ville vi skaffe nogle kontanter. Vi har ca. 30 euro, og det kunne være rart med lidt flere penge i lommen. Vi var i tre forskellige banker, hvor vi forsøgte os med vores Visa. Både Kristinas og mit, og ingen af stederne kunne man hæve, hverken 500, 400 eller 300 euro. Sjovt at tænke på, at Asien er mere elektronisk veludviklet end Bayern. I Asien havde vi kun problemer med at hæve i banker, men aldrig i hæveautomater. Her i Bayern, kan man hverken hæve i bankerne eller i hæveautomater, selv om der er et Visa – logo. Vi talte med en bankdame i en af bankerne. Hun  bekræftede, at det var den korrekte maskine vi anvendte, og at proceduren var korrekt, men yderligere kunne hun ikke hjælpe os. Vi fortsatte hjem til hotellet ad veje, der havde stigninger og fald på op til 17 %. Det er så stejlt, at selv Brøddegade i Gudhjem ikke overgår dem. Gad nok vide, hvordan benzinforbrug her i Bayern beskrives. By kørsel 20 km/l, landevej, 24 km/l, Bayernkørsel 11 km/l, blandet kørsel 14 km/l ?!. I morgen vil vi forsøge at have de gode euro med vores Mastercard og Visacard i vores lokale banker i byen. Vi talte i øvrigt med Lotte hos Happydays, og hun vil forsøge at få hotel Rieterhof til at forsyne os med internetadgang, så vi kan komme i gang med at levere vores rejsebeskrivelser som lovet til både vores hjemmeside og til Happydays. I øvrigt gik øldrikningen galt igen i dag. Efter den dejlige dag i svømmebadet, kom vi hjem kl. 1710, hvilket medførte, at den første fadøl først blev konsumeret kl. 1720 – 1728. Nu glæder vi os til aftensmaden. Vi er meget sultne og der kommer en dejlig duft af tysk mad fra køkkenet. 1730 var vi klar i madkøen. Til de voksne var der jægerragout, sikker noget flæskesmåkød og godt med champignons og farsbrød, kroketter og / eller kartoffelmos dertil. Der var fiskepinde til børnene. De spiste godt, og Sol mente, at de her på hotellet lavede bedre mad end Kristina. Jeg lever stadig i den tro, at de få gange, jeg har lavet mad, er det muligvis bedre, end hotellets mad. Efter middagen gik det fint med vores tyske venner. Endnu et par tyskere fra Dresden sluttede sig til os, og de var ligesom os begejstrede for de gratis drikke, så den fik ikke for lidt med øl, rød – og hvidvin. KL. 2130 gik vi i seng, uden mulighed for at kunne føre køretøj på fuldt betryggende vis. Jeg var rundtosset.
Fjerde feriedag, tirsdag den 28. Juni 2011
Dagen startede med den gode morgenmad. Derpå kørte vi til www.waldwipfelweg.de . Vi kunne se langt ud over Tyskland fra broen på pillerne. På naturstien, var der opstillet informationer og quiz om naturen. Fx var forgængeligheden på en plasticpose 5 år, mens en løbesko skulle nedbrydes over 500 år, før den ikke længere var en sko. På vej tilbage til parkeringspladsen fik vi øje på en vindvirvel, som vi hurtigt døbte en tornado. Det lykkedes os at filme den og også, at Asbjørn opholdt sig meget tæt på den centrum, vel 1 – 2 meter fra det centrum, og hvor vi så og filmede, at der blev slynget græs op i luften. Da vi så den først, var der vel græs ca. 30 – 40 meter oppe i luften og i en diameter af ca. 50 meter.
Klik her for at se filmen af "tornadoen her".
Klik her for at se filme af view fra gangbroen.
 Dernæst til www.sommerrodeln.de , hvor vi ville prøver bob – og rollercoaster baner, som vi selv kunne kontrollere, eller i hvert fald kunne bremse. Det viste sig imidlertid, at vi heller ikke der kunne betale med Visa, og kørte ud for at lede efter en hæveautomat, som vi fandt i byen Sankt Englmar Vores Visa kunne stadig ikke forsyne os med kontanter, men mit Mastercard fungerede, hvorpå vi fik 500 gode tyske euro. Asbjørn synes vi skulle hæve nogle flere, og Kristina var på linje med ham. Vi skal jo være på ferie i 4 uger, og i august skal Kristina og jeg på 4 dages voksentur til Rom, så vi skal jo nok få dem brugt. Men det lykkedes mig at overbevise dem om, at vi nok skulle få fingre i flere euro, hvis vi fik brug for det.
D erpå tilbage til www.sommerrodeln.de hvor det gik over stok og sten med 4 – 5 bob – og rollercoasterture.
Klik her for at se filmen af "rollercoasteren her".
Frokosten blev også indtaget her. Currywurst og cola. God og nærende kost. Ikke højeste kvalitet, men vi var sultne og prisen var OK. Derpå kørte vi til … for at finde en internetcafe. På rådhuset, der også var borgerservice og turistinformation, oplyste de, at der ikke fandtes en internetcafe, men jeg kunne anvende den offentlige pc-ere, der var der, og mit usb-stick med billeder og tekst, kunne de sætte i, så det kunne lade sig gøre. Så kom det næste problem. Den eneste browser de havde var ”firefox”, og den kan man ikke anvende til at opdaterer hjemmesider, der er hostet hos www.one.com, så jeg måtte skaffe et LAN-kabel, som de så ville forsøge at sætte i. Ud på gade ingen og lede efter Kristina og ungerne, der havde nøglen til bilen, hvor det omtalte LAN-kabel lå i min taske. Jeg kunne selvfølgelig ikke finde dem, så nu sidder jeg uden for rådhuset, der lukker om 45 minutter og venter på, at de kommer tilbage til bilen, så jeg kan få kablet og komme ind på rådhuset og få opdateret vores side. En hurtig rundgang i Sankt Englmar viste, at det var en meget smuk by. Meget ren og velholdt og med en del restauranter og absolut et besøg værd, hvis man gerne vil besøge en ærketysk landsby i Bayern.
 Efter succesfuld upload, kørte vi de ca. 25 kilometer tilbage til Rundingen, hvor Sol og Asbjørn tog en tur i swømmepoolen, der var blevet renset. Kristina og jeg læste lidt bøger, og endnu engang kom vi ca. 45 minutter for sent med alkoholindtagelsen. Men efter i aftes er jeg ikke bagud med hensyn til kvantum, så mon ikke, det går, at jeg hver dag er startet for sent med at drikke de gode gratis fadøl?!
Efter aftensmaden, der bestod af wienerschnitzel, og andet lækkert, satte vi os sammen med vores tyske venner og fik et par øl og rødvin. Sol og Asbjørnst tyske veninden, Lara var til ”glasmaling”, og hun kom tilbage med resultatet. En hest, malet på en 10 x 15 stor glasplade. Det var et flot resultat, og lidt ærgerligt for Sol. Det ville hun gerne have været med til, men efter at hun aftnen i forvejen, havde været med til ”party” sammen med Lara og Asbjørn, havde hun fravalgt børneklubben. Det havde nemlig været så kedeligt, at både hun og Asbjørn havde forladt ”partyet” i utide, og  personalet havde været så venlige at refundere os de 6 euro, det kostede.
Kl. 2100 var vi retur på værelset og læste lidt, før vi ved 2130 - tiden faldt i søvn.
Femte feriedag, onsdag den 29. juni 2011
Vi vågnede ved halv ni tiden og gik til den dejlige morgenmad. Den snyder aldrig. Dernæst stod den for børnenes vedkommende på medbragte dvd-ere på værelset mens vi læste bøger. Ved 10 – tiden blev vi overrasket af rengøringspersonalet, der ønskede at gøre rent. Vi bad dem vente 15 minutter, så vi lige kunne rydde op. Vores kufferter står på gulvet, en uvane vi tillagde os på vores rejse i Asien. Vi bor i kufferterne, og det er jo meget praktisk, men der er ikke meget gulvplads på den måde. Nå det var gode gedigne tyskere, der gjorde rent. Her i Tyskland er de indfødte åbenbart ikke for fine til den slags. I resten af verden består rengøringspersonalet ellers af asiatere eller sydamerikanere. Vi skulle ellers først have haft slutrengøring jfr. Rejsebeskrivelsen, men det var dejligt, at få det her på fjerde dagen, hvor der var slæbt lidt sand og græs med ind på gulvet.
 Ved 12 – tiden gik vi til frokost. Det var pølser med brød, ketchup og sennep. Ikke den store kolonariske oplevelse, men ok. Derpå gik vi en tur. Der er afmærket 5 ruter og de er fra 4,5 kilometer til 12 kilometer. Vi tog rute 3. Den gik via en markvej til en nærliggende by og sluttede ved borgruinen. Sol skreg de første 10 minutter, at hun ikke kunne gå, men hun blev tvunget med. Det er nemlig sådan, at hun aldrig gider at gå i starten, men når hun først er kommet af sted, er hun meget ivrig med at plukke blomster og se på insekter og smådyr. Asbjørn har det på samme tid, men han har jo haft os som forældre 3 år længere, og ved, at det ikke kan betale sig at hyle op. Da vi havde gået næste hele ruten, ville de to udvide ruten, så vi gik op på det højeste punkt ved borgruinen, hvorfra vi kunne se ”hele Tyskland rundt”. Meget smukt. Der var nogle pensionister i færd med at restaurere borgen, og det gjorde det med kampesten og mursten. Det virker som om, at det de kan rekonstruere med kampesten og mørtel, bliver rekonstrueret. Resten bliver sikret mod forfald med mursten. Vi købte is, sodavand og weissbeer i Edeka-markedet på torvet, hvorpå vi gik hjem. Efter vi havde læst lidt, og forsøgt a t gå på mobilbanken (jeg har et par regninger, jeg gerne vil betale) opdagede vi at mit max på 450 kroner i datatrafik er nået. Nok efter de mange forsøg på at opdatere hjemmesiden med telefonen som moden. Begge telefoner blev deaktiveret for datatrafik. Det kan hurtigt blive dyrt, og det er intet bevendt. Forbindelsen er så dårlig, at jeg forestiller mig, at den datatrafik, der udføres, er forsøg på at tilslutte telefonen til det elendige datanetværk. Men dyrt er det, og der er åbenbart ingen problemer med at registrere forbruget.
Kl. 1530 kom vi i tanke om at vi inden kl. 1600 skulle til eftermiddagskaffe, hvis vi ville have noget. Det ville vi, så mens børnene nappede endnu en dvd, gik Kristina og jeg til kaffen. Kaffen var OK og vi indtog den udendørs. Men kagen?! Her havde de virkelig skånet bageren i dag. Den stod på ”Prinzenrolle”, altså 2præfabrikerede klapsammen - kiks med tvivlsom chokolade imellem. Men det var jo gratis, så vi nappede et par stykker til et par kopper god kaffe. Der var ikke mange andre end os, der drak kaffe. De fleste var gået i gang med fadøllene. Den gratis udskænkning starter kl. 1200 og mange af de øvrige gæster på hotellet er pensionister fra Tyskland og Holland, og de har ingen forpligtelser eller børn, så de gør deres til at tømme Bayern for øl. Det er dog ikke sådan, at de er til gene eller plakatfulde, men ingen tvivl om, at de godt kan lide øllen.
 Aftensmaden kompenserede fuldt ud for den miserable kage til kaffen. Wienerschnitzel, og vi spiste så meget, at vi havde det siddende helt op i halsen. Man kan få alt det man vil, og efter to gange pommes og 4 wienerschnitzler, kan jeg ikke engang spise dessert, der ellers består af lækre friske frugter.
Sjette feriedag, torsdag den 30. juni 2011
Dagen startede med silende regn. Jeg ringede til Danmark og talte med venner. I Danmark var der fuglesang og 30 grader. Nå, vi får nok godt vejr igen. Her har der varet høj sol og blå himmel i tre dage, og klimaet her er kendt for at være varmt og ørkenagtigt. Vi læste og så et par børnefilm på værelset. Kl. 1200 gik vi til frokost og over middag kørte vi til www.aquacur.de , der er et wellnes badecenter ca. 10 kilometer fra Reiterhof i byen www.bad-koetzting.de . Kristina og børnene gik som aftalt i Aqacur, mens jeg ledte efter internet. Det kunne ikke findes. I en Edeka købte jeg et taletidskort, hvor der stod, 1 - 2 - 3 og du er på internettet. Jeg installerede det i min telefon, men der var ingen dækning. Derpå kørte jeg op i bjergene, for at finde sendemaster. Men intet hjalp. Så gennemlæste jeg hele den tyske vejledning, hvorpå det gik op for mit, at 1 - 2 - 3 var først efter, der var indsendt en anmeldelsesblanket. Pokkers, 10 euro ud af vinduet og en masse besvær. Jeg kørte så ind i et elektronikcenter. Her spurgte jeg også efter Internetcafe oder internetmöglichkeit, og blev henvist til Cham, Mc Donalds. Der var ca. 20 kilometer til den Mc Donalds, men jeg kørte derhen. De reklamerede med gratis internet, og jeg slog til. Kaffe og kage, 4,5 euro, men da jeg så skulel have det gratis internet, skulle jeg altså være Telecomkunde ;-(. Nå jeg loggede på og har nu købt mig 60 minutter for 4,5 euro, så hvis formuleringerne og billederne ikke er helt skarpe, er det altså fordi jeg arbejder under et vis tidspres. Kl. 1600 skal jeg hente Kristina og ungerne i Bad-Koetzting.
Bade”landet” var det bedste Kristina og ungerne nogensinde havde været i. Det var nyt, der var varm, der var flere ruchebaner, man måtte medbringe mad, men man kunne også købe det på stedet. Da jeg hentede dem kl. 1600, var de glade og tilfredse og vi kørte tilbage til hotellet. Vi delte en weissbeer på værelset og kl. 1730 var vi klar til aftensmaden. Tysk landmad, noget sprængt kam med knödeln og desserten var budding. Dejligt. Om aftnen var Sol til glasmaling. Det var et hit. De voksne, der hjalp dem med at male var meget søde, og Sol var meget tilfreds med arrangementet. Kl. 2100 sad vi på værelset igen og så film og læste bøger, og ved 2230 tiden var der slukket og vi alle sov.
Syvende feriedag, den 1. juli 2011
 Op kl. 0830 og ned til den ventende morgenmad. Som sædvanligt, godt med boller, syltetøj, ost og ikke mindst kaffe. Asbjørn og Sol spiser hver morgen ca. 500 gram guldkorn. Det få de aldrig lov til derhjemme, der skal det altid spædes op med havregryn. Men her på ferien er der ikke den slags restriktioner. Derpå spillede vi bordtennis en times tid, hvorpå. Efter ca. 30 minutter skulle Sol i børnehaven. Der er to damer, sikkert pædagoger, der aktiverer børnene. Kristina, der også vaskede, holdt lidt øje med om Sol skulle have noget oversat, men det gik fint. Jeg afløste hende, og de to damer, var meget venlige, og det var alle tiders oplevelse for Sol. Der var ca. 10 andre børn, og nogen af dem, var parkeret der, mens forældrene slappede af, og det kan jeg godt forstå. Et par af børnene, som vi tidligere har bemærket som særdeles destruktive, var det også i dag, og det gjorde alt, hvad de kunne for at gøre livet surt for de andre børn, og  ikke mindst for pædagogerne, der også to de to uvorne pigers tvivlsomme opførsel med et om end anstrengt smil, så dog et smil. Ved 12 – tiden spiste vi frokost og derpå kørte vi atter til www.aqacur.de. Vejret var elendigt, og ca. det halve af hotellets gæster havde fundet vej dertil. Vi får 10 % rabat, og prisen var efter rabatten 15 euro for tre timer, hvilket absolut er i orden. Man kan undre sig over, hvorfor alt i Danmarks skal være så dyrt. En almindelig svømmehal – tur i en mere eller mindre nedslidt offentlig svømmehal koster for os som familie ca. 130, og her koster det altså ca. 105. Hvis man så skal have noget, der minder om denne svømmehal, tør jeg slet ikke gætte på prisen. Vi købte også  ind, 5 stykker brød, 3 kager, to 1,5 liters sodavand, tandtråd, vatpinde og creme, ca. 10 euro. Det er til at have med at gøre. Nå kl. 1700 var vi tilbage på hotellet. Kristina pakkede lidt, børnene gik til bordtennis sammen med Lara og Kevin, de tyske venner og jeg, ja jeg forsøger mig igen som internet redaktør. I øvrigt legede Asbjørn og Sol med to amerikanske børn, Albert og … i svømmehallen. Deres far var i hæren, og de rejser rundt med ham. Heldigvis bor de for tiden i Tyskland, hvor deres mor kommer fra, og det var her på ”Reiterhof” og i svømmehallen med deres morfar og mormor.
Vi fik ikke nogen eftermiddagskaffe, men efter krummer at dømme, havde den stået på kaffe med Prinzenrolle igen. Deres eftermiddagskaffe er ikke noget at køre 800 kilometer gennem Europa efter. Aftensmaden der imod var fantastisk. Der var fladfisk med sennepssovs og gemyse og gullasch med ditto, kartofler og desserten var så lækker, at Sol måtte have 2 stk., den stod nemlig på Berlinere med indbagt syltetøj og et godt lag florsukker. Aftnen gik med at sige farvel til vorest tyske venner. Vi fik et par øl og vin af den gode gratis  kvalitet, og købte et par "Ramazotti", som Rita havde rost i høje toner, ja næsten lige så højt, som hun roste sin mand, den jernhårde bestefar Wolfgang. Nogle meget venlige mennesker. Ved 22 tiden sov vi alle og glædede os til at komme videre til Østrig. Turen til hotel Sperlhof er ca. 250 km og tager jfr. gps ca. 3 en halv time.
 Ottende feriedag, lørdag den 2. juli 2011
kL. 1230 stod vi klar på hotel http://www.sperlhof.at/index.php. GPS - en var sat på koordinaterne, og vi kørte lige til døren. Det er langt den letteste måde og sikre måde, at finde sin destination på. Hotellet er vildt smukt. Stort, men dog meget østerisk, idet det nærmeste er sammenbyggede gasthäuser, og dog fremstår det som et samlet og meget smukt kompleks. Vi har en lejlighed med 2 værelser, entre og separat toilet og bad. Super. I receptionen blev vi modtaget af tre danske guider, der trods det var deres fridag, tog sig tid til at hjælpe os til rette. Receptionisten talte flydende engelsk / amerikansk, og trods Kristina og jeg klarer os udmærket på tysk, så var det dog en lettelse, at kunne gøre sig forståelig på både dansk og engelsk. Derpå rundt og kigge på faciliteterne. De skuffede ikke. Lækker pool, både inden - og udendørs og alt andet også i tip top. Børnene glæder sig maden og happykids i morgen.
 En anden rigtig dejlig facilitet er, at der er trådløs internet. Vi fik koden, loggede på netværket, hvorpå det hele kørte.
Efter indkvarteringen, var der 2 timer til ”snacks”, altså eftermiddagkaffe. Den skulle begynde kl. 1500, men receptionisten fortalte, at den sikkert allerede ville være klar kl. 1400. Vi gik på værelset og installerede os og fiksede internetforbindelsen. Ingen problemer. Kl. 1405 var vi klar ved ”snacks”. Der var 3 – 4 lagkager, croissanter en mas, diverse kager med creme,  honninghjerter, kaffe, the og 9 slags juice. For kaninerne i familien var der også salatbord. Jeg var den eneste, der ikke var kanin, og spiste vel 10  kager. Kristina og børnene spiste grøntsager fra salatbuffeten. Et skråplan, men der er jo ikke meget at gøre ved, at børnene har fået deres mors uheldige spisevaner, men dejligt, at der var noget for os alle.
Kristina ville gerne på nettet med sin Iphone. Man kunne ikke bruge den samme kodeopsætning, som vi havde fået og allerede havde anvendt til min pc, så jeg gik til receptionen, hvor jeg fik yderligere tre kodesedler uden problem. Så nu kom vi på det trådløse net med to Iphones og to PC-ere. Så kører det. Sikke en omvæltning fra Reiterhof / Bayern og hertil Østrig på Sperlhof,- trådløst netværk på 4 enheder mod næste en umulighed i Bayern. Det skulle dog hurtigt vise sig, at det ikke er en ubetinget succes, for ud over det dejlige i, at kunne opdatere hjemmesiden, viste det sig også nu med al tydelighed, at nettet også er en tidsdræber. Pludselig var vi også på Facebook, BT, EB, ”i banken” og Asbjørn kom hurtigt på www.y8.com. Alt sammen aldeles uproduktivt og rent tidsfordriv.
 Kl. 1500 var vi i svømmehallen, kurbadet. Virkelig høj kvalitet. Varmt i ”svømmehallen”, vandet var 31 grader. Der var 2 indendørs saunaer og 1 udendør. Stearinlys hyggede de forskellige steder, og der var urtevand at drikke og det vand, vi brugte til at hælde over stenene i saunaen var også korrekt auromatiseret. Asbjørn og Sol fik et par danske venner, Emil og Ida fra Sjælland. De legede fint sammen i vandet, og det eneste man hørte fra dem, var Asbjørn og Emil, der spillede med badebolden og Sol og Ida, der lejlighedsvis var uenige om, hvem der skulle have svømmefødderne på.
Efter et par timer i svømmehallen, det er meget ukorrekt at beskrive det som en svømmehal, men jeg kender ingen andre danske ord for en sådan elegant indretning, gik Asbjørn og Emil op på vores værelse og loggede på nettet og spillede. Jeg selv så afslutningen på Tour de France, 1. etape, og Kristina gjorde sig smuk til aftensmaden. Vi var klar til at spise igen kl. 1830. 5 retters menu, bestående af restaurationsmad og servering ved bordene. Hvor vi på Reiterhof havde fået meget god cafeteriamad, fik vi nu meget god restaurationsmad. Der var noget grønsagssuppe, noget oksekød med pærer og syltetøj, knödel og desserten var is og kage. Helt suverænt. Den amerikanstalende receptionist forsøgte sig på dansk og indbød alle danske gæster til ”musik efter spisningen”.
Vi fik også smsset med Stine via www.viber.com, der varmt kan anbefales. Med dette program installeret på sin Iphone eller android, kan man gratis smsse via internetforbindelsen, og det sparer os så for kr. 3,- pr. sms, og det er noget, der er godt for en gammel jyde at tænke på.
Kristina og jeg gik til underholdningen. Det var ”fællessang på østerisk”, ren TV 2 Charlie, og vi hyggede os med det i ca. 30 minutter mens en rom og cola og en dunkel weissbeer gled ned. Både indfødte og de danske guider tog en swing-om, men vi holdt os klogelig på bænken. Med rom og cola og øl, kan selv TV 2 Charlie overleves ved kort tids påvirkning. Efter vores første dag i Østrig er vi enige om, at vi er kommet fra et godt tysk hotel, til et fantastisk østrisk hotel. Sperlhof er virkelig klasser over, så selv om vi havde en meget fin oplevelse på Reiterhof, er Sperlhof klasser over.
9. feriedag, søndag den 3. juli 2011
Vi stod op ved 8 – tiden og gik til morgenmad. Sengene var lige så gode som forventet, men hovedpuderne var gigantiske, og det er vi ikke vandt til. Vi skal have hentet vores egne i bilen, for at sove ordentligt. Dertil kommer, at sengene på både Sperlhof og Reiterhof havde både fod – og hovedgærde og var 195 cm lange. Det betyder altså, at man med min højde ligger lidt i spænd. Min egen seng har intet fodgærde, og det er dejligt, for så kan jeg jo ligge helt udstrakt.
Nå morgenmaden var super. Også absolut topkvalitet. Personalet serverede det drikkelse vi ønskede, kaffe til os og varm eller kold kakao til børnene. Værten kom til direktørtid og gik rundt til personalet og ved bordene, og hilste på og spredte en god stemning. Efter 20 minutter, ville Asbjørn gerne spørge om noget. ”Må jeg gå op og spille computer”, som det hedder og det fik den søde dreng naturligvis lov til, mens Sol, Kristina og jeg spiste videre og sad og så på nogle af de dejlige billeder vi havde fået taget på hele turen. Kl. 1010 var vi klar til infomødet.
 Efter de nødvendige informationer, der dybest set bestod i, at guiderne var kompetente og var villige til at aktiverer vores børn fra morgen til aften, gik Kristina og jeg alene til værelset, hvor den stod på boglæsning og betaling af regninger. Jeg havde ikke nået at få betalt alle mine regninger inden vi forlod Danmark, og det var egentlig planen at gøre det ved ankomsten til Tyskland, men de manglende internetmuligheder betød, at det måtte udsættes.
Børnene kom fra "Happy-Kids" ved 12-tiden og Kristina gik med dem ned og spiste. Børnenes frokost var inkluderet, og os nærrigrøve, havde besluttet os for, at vi kunne vente til ”snacks” kl. 1500. Kl. 1300 var de tilbage, og Kristina foreslog, at vi løb en tur. Jeg var med. Efter en uge i ”fri bar”s tegn og nu en i ”fri kagebar” s tegn, er min krop ved at minde om en søkos. Jeg har simpelthen ikke evnen til at sige nej tak til alkohol eller søde sager ad libitum, så det sætter hurtigt sine spor.
Turen startede med ca. 1,5 kilometers løb ned ad bakke. Dem, der siger, at det er ligeså hårdt at løbe ned ad bakke, som opad, har aldrig prøvet at løbe i alperne. Det gik fint nedad. Derpå en kilometer opad, det var lige til at klare for mig, men Kristina måtte gå og råbte, at jeg skulle fortsætte, hvilket jeg gjorde. Så gik det lige ud og lidt op og lidt ned igen, så hun indhentede mig, og det sidste stykke opad, ca. 1 km. Løb  madammen fra mig. 2 minutter hurtigere end jeg på en 6 kilometer bjergged-rute. Det siger mere om hende end om mig. Nå, det var dejligt med blodsmagen i munden efter turen, et bad og så i svømmehallen. Mens vi havde løbet, passede ungerne sig selv med PC og tegnefilm. Vi har to fjernsyn. Vores værelse, der er en 2-værelses med toilet og bad, har en LG fladskærm og børnenes værelse har et alm. kassetv.
Nå vi fulgtes ned i svømmehallen, hvor børnene skulle i kindergarden igen. De plaskede i vandet i et par timer under opsyn af både forældre og de tre guider. Kristina og jeg gik til snacks kl. 1530 og der var igen i dag 15 forskellige kager, kaffe, juice og salatbar, dertil pålæg, ost og varme frikadeller. Der mangler intet.
Børnene var tilsagt til "Happy-Kids" kl. 1600. Guiderne havde forberedt en overraskelse. De fik is og hyggede sig til aftensmaden. Asbjørn var sammen med en 8 – 9 andre og guiden Sandy ude at spille fodbold.
Aftensmaden begyndte med, at vi blev budt på gratis vin. Vi spurgte til anledningen, men der var ingen særlig anledning. Børnene fik også noget ”gratis” at drikke, så humøret var højt. Menuen var igen 5 – retters og vi spiste alle retterne, eller i hvert fald det vi kunne af alle retterne. Selv østrigsk sylte og suppe røg ned hos både voksne og børn. Jeg fik wienerschnitzel og Kristina fik noget ”smånudel” med ostesovs. Det smagte helt fantastisk. Desserten var nylavede pandekager med al det is og chokoladesovs man kunne spise. Der var i øvrigt også 4 andre slags sovse ud over chokoladen. Sol, der ellers havde spist OK, nappede lige 5 kugler is. Fantastisk, hvad den lille krop kan have af is og slik uden at blive fed. Det første hun havde spist til morgen var ”en ikke nærmere definerbar mængde” af hvid Ritter Sport.
Guiderne bekendtgjorde endnu en overraskelse. De ville vise børnene film i "Happy Kids", og vi så først børnene igen kl. 2130. Der lå vi og læste. Ungerne ville gerne ned og bade, og vi gik så med dem. 10 minutter i bassinet og 20 minutter under den varme bruser. Kl. 2230 lå vi i sengene og sov.
Hotel Sperlhof er virkelig superklasse!
10. feriedag, den 4. juli 2011
Tillykke USA. Håber, at Mette klarer sig uden at deltage i denne begivenhed. Måske er hun taget til Rebild, eller også skal vi måske tage derover sammen en anden gang.
Vi er ikke heldige med vejret. I dag er igen i dag overskyet, men da vores hotel er velindrettet indendørs og en del af formålet med ferien er at slappe af og læse bøger, gør det ikke så meget. Men vejrudsigten for i eftermiddag og resten af ugen i Østrig viser, at det bliver fra 26 grader og opefter, og når man ser vejrudsigten i DK, hvor regnen igen i år har forvandlet dele af København til "Nordens Venedig", så går det fint her.
Jeg vågnede kl. 0745.Vi havde fået nye små hovedpuder, så jeg havde sovet godt, at sengen var pludselig lang nok. Jeg stod op og gik til morgenmad. Kaffe med det hele. Kl. 0830 kom resten af familien. Da Asbjørn havde hældt nogle frosties ned, gik han over på værelset og spillede pc. Kl. 0945 kom Sol og fortalte, at der var kommet nogle voksne ind på værelset. Rengøring !. Så var vi klar til endnu  en dejlig feriedag på dette overdådige luksushotel med super betjening og mange og gode aktiviteter for børnene, som de glæder sig til.
Det er lidt underligt for Kristina og mig, for vi plejer at være sammen med børnene i døgndrift, når vi rejser, og her på Sperlhof ser vi dem næste ikke. De er i kindergarden, og glæder sig til at komme der.
Formiddagen gik for Kristinas og mit vedkommende med bøger og hjemmesideopdatering, og børnene var i "Happy-Kids". De tre guider, Frederik, Astrid og Sandie gør et kanonstykke arbejde, og både forældre og børn er meget glade for ordningen. Efter frokost gik vi sammen til byen med de fleste af de danske gæster anført af guiderne. Målet var www.wurbauerkogel.at, hvor vi skulle se dalene og bjergene fra et udkikstårn og derpå køre i en bob-bane ned. Turen fra hotellet tog ca. 40 minutter med div. stop, hvor vi kiggede på  floden og små vandfald. Da vi kom frem tog vi en et-stol lift til toppen. Det kostede ca. 7 euro for voksne og 3 for børn og gratis for børn under 6 år. Kristina havde Sol med på sit skød og jeg havde Asbjørn med. Da vi kom til toppen, købte vi is, og derpå tog vi elevatoren op i udsigtstårnet. En fantastisk smuk udsigt over et meget smukt Østrig viste sig og vi så store rovfugle kredse over skov og mark, og hvis vi havde været fuglekiggere og lidt mere tålmodige, er jeg sikker på, at vi også ville havde set en eller flere af dem dykke for at jage bytte på markerne.
Men nedfarten ventede jo. Kristina skulle køre med Sol og jeg skulle køre med Asbjørn. Han skulle styre, hvilket i realiteten betyder, at han skal bremse en gang i mellem. Kristina og Sol kørte før os. Afgangene blev styret af en mand, der sendte os af sted, nå en grøn lampe viste, at banen var fri. Han så jeg havde et kamera, og ville fotografere os. Det tog lang tid, og den grønne lampe var fremme mindst 2 gange, før vi blev sendt af sted. Vi havde ikke kørt halvdelen af strækningen, der er helt fra toppen af bjerget og er ca. 1,5 km. lang.
Se link til bobbanen her
Vi holdt en ”længere” pause, hvorpå vi gav den fuld skrue igen. Jeg havde troet, at Asbjørn var lidt mere forsigtig, men jeg skal love for, at han gav den gas mens jeg filmede med kameraet og havde problemer med at følge bobbens bevægelser, men det skal man altså for ikke at falde af.
Efter endnu 20 sekunders kørsel, var den gal igen. Vi havde igen indhentet de to syngende madammer, og måtte holde endnu en pauser. Efter 10 sekunder hørte jeg noget komme bagfra, og jeg sagde til Asbjørn, at han skulle køre. Strækningen var imidlertid på dette sted med et begrænset fald, så den startede meget langsomt, og pludselig så jeg en bobkører med høj fart komme bagfra. Han tæskede ind i os, og det gav et ordentligt stød i vores  bob, og jeg faldt bagover og fik kort efter balancen igen, men holdt mig på bobben, hvorpå vi kørte ned ad bjerget og jeg med småsmerter i ryggen.
Se vores video her, ca. 2 minutter og 10 sekunder inde ses ”færdselsuheldet”.
Efter turen skyndte vi os hjem. Der var jo den herlige kaffe til kl. 1700 og klokken var 1600. På vej hjem blev Sol træt, og vi var heldige, Emil og Idas mor og far kom forbi og tog Sol med de sidste 800 meter, der gik opad mod vores dejlige hotel.
Kaffe og kage blev indkvarteret, mens den store sensation for drengene (og nogle af konerne) var, at der var kommet et professionelt fodboldhold på hotellet. Emil havde samlet sig nogle autografer, for selv om der ikke var nogle spillere han kendte, kunne det jo være, at nogen af dem blev kendte senere.
Aftensmaden var igen i dag fantastisk. Italiensk buffet med pizza, lasagne, div. pastaretter, fiskeretter, osteretter, salater og til dessert var der fri isbar. (Denne beskrivelse af buffeten er langt fra dækkende, men man skal bare tænke sig til, at vi kun har set et bedre og større udvalgt på Radisson Blu i Dubai)
Efter middagen samlede danskerne sig uden for i solskinnet, og først ved 21 – tiden blev det køligt, og vi fortsatte med røverhistorier til kl. ca. 2200, hvorpå vi alle gik mod værelserne. Jo danskere er også hyggelige at være sammen med og det skader ikke med et par weissbier, som vi alle er enige om, købes til en favorabel pris a ca. 25 kr. pr. stk. for en halv liter her på hotellet. Kanonpris for den kvalitet.
Feriedag nr. elleve, tirsdag den 5. juli 2011
Vi vågnede sent i dag. Kl. var vel 0915 før vi var ved den dejlige morgenmad. Vi spiste godt, og jeg selv fik smag for at lave vafler og sjaske dem til med honning. Efter morgenmaden stod den igen på "Happy-Kids" og bøger på værelset.
Der blev gjort rent i dag igen på værelset, og ligesom i Tyskland, er det også ”indfødte”, der gør rent her i Østrig. Kristina og jeg fik tæsket nogle sider af ”Jussi Adler-Olsen” ned, og vi er bange for at løbe tør for bøger, så Kristina har skrevet til Margrethe, som vi skal møde i Italien, at hun gerne må tage flere bøger med. Det er bare vores sidste ferieuge, så det får vi ikke meget gavn af.
Vores ide om at løbe en tur, løb ud i sandet. I stedet ville vi ved 13 – tiden køre til byen mens børnene så tv og Asbjørn og Emil spillede på PC-en. Det var regnvejr igen i dag, så der var ikke den store lyst til at være udendørs. Imidlertid var bilens batteri afladt af at stå og oplade DVD-er og diverse elektronisk udstyr, så vi måtte tilbage på værelset. Jeg undersøgte på nettet, om man kunne ”løbe” en dieselmotor i gang. Jeg har engang hørt, at det ikke kunne lade sig gøre. Men nette angav, at det var en mulighed, selvom det åbenbart krævede en større indsats end for at løbe en benzinbil i gang. En amerikansk dieselprofessor angav på sin hjemmeside, at det krævede tre ting, at få en dieselmotor til at køre.  Diesel, kompression og varme, så det skulle nok gå. Dejligt at holde i Østrig på toppen af en bakke, der går ned ad i 800 meter  med et fald på ca. 5 %. Så jeg satte mig tilbage i bilen og gav den i 2. gear ned ad bakken. Aktiverede tændingen, så gløderørene var aktiverede, men intet skete. Den motorbremsede bare og lød fuldstændig død. En tur til på samme måde og med samme resultat. Jeg holdt ind til siden, for her var vejen bred og overvejede at lade den stå her og kontakte et redningsselskab. Jeg kunne ikke tillade mig at køre længere med samme resultat, idet vejen længere nede var smallere og så muligvis ville holde i vejen, med mindre jeg kørte den ind på græsset ved den tilstødende golfbane. Nå, men risikovillig som jeg er, tog jeg alligevel chancen, og om det heldet, der følger de tossede eller lykken, der står den kække bi, ved jeg ikke, men den startede i hvert fald. Jeg kørte en runde i regnvejret, og da jeg kom tilbage testede jeg, at bilen stadig kunne starte, hvilket den kunne. Men for en sikkerhedsskyld, bakkede jeg den ind, så det var lettere at komme ned ad bakken næste gang. Jeg havde nemlig måtte bakke ud og vende uden motor, og selv om det gik fint, er det dog lettere bare at køre fremad, hvis jeg skal ”løbe” den i gang igen.
 Eftermiddagens udflugt blev droppet, og i dag havde vi så god tid til at indtage det overdådige kaffebord. Derpå læste vi bøger og gik i svømmehallen. Kristina overdrev saunaturen og blev svimmel, men ellers forløb alt planmæssigt og kl. 1845 var vi klar til middagen, der ikke skuffede. Kl. 2000 – 2100 stod den på "Happy-Kids"party og børnene var klar og dansede fra kl. 2000. Flere af pigerne havde fået smart tøj på, og Sol havde fået en flot fransk fletning, der startede ved venstre pande og sluttede ved højre øre. Meget flot. Andre piger var klædt ud som 60 – piger, mens drengene var mere hverdagsagtige. Det starter altså helt fra børnene er små med, at pigerne bliver pyntet og drengene i bedste faldt tager et bad før der skal festes.
Aftnen gik med bøger, og VM i fodbold for kvinder, hvor Tyskland fortjent vandt 4 – 2 over Frankrig.
 Vejrudsigten angav for, jeg ved ikke hvilken gang, at morgendagen skulle være solbeskinnet, men den udsigt har vi nu set i flere dage, og det eneste vi har lært af det er, at tyske og østrigske vejrprofeter er ligeså dygtige som danske, altså rammer rigtigt  næsten 50 % af gangene.
Tolvte feriedag, onsdag den 6. juli 2011
Samme dag sidste år, var vi lige landet i Beijing og på vej til Hong Kong. Drømmen om endnu en længere rejse lever stadig og forstærkes i disse dage. Der mangler bare nogle penge og nogle fridage. Ca. 100.000,- på bankbogen og 3 måneders fri. Det er jo småting, men som det siges: ”intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet”.
Jeg vågnede første gang kl. 0550. Solen skinnede for første gang i Østrig, så nu er vejrprofeternes korrekte forudsigelser oppe på 25 %. Imponerende!
Børnene, der i går for første gang havde eftermiddagsfri fra "Happy-Kids", skal i "Happy-Kids" i dag. Den står på indianertema og de glæder sig. I sær Asbjørn ser frem til snobrød.
Mens ungerne var i "Happy-Kids", tog Kristina og jeg til Windischgarsten, den nærmeste by. Formålet var at købe lidt fornødenheder. Den første butik vi gik ind i, var en sportsforretning. Mange gode tilbud, men vi købte intet. I den næste gik det imidlertid galt. Kristina kom ud med 4 kjoler. De var både flotte og billige, at da hun senere på dagen viste dem frem for andre gæster på  hotellet, blev der nærmest planlagt en bustur til forretningen dagen efter. I en dagligdagsforretning købte vi 5 1,5 liters sodavand, og en masse slik for ca. 30 kroner. Det er vildt billigt, og jeg kan stadig undre mig over de priser vi betaler i Danmark for varene!?
Kl. 1200 kørte vi til www.pyhrn-priel.net, Dr. V ogelgesang-Klamm, en vandretur langs vandfald og vandløb på en monteret gangbro. GPS-en viste forkert derhen, men man skal bare køre til byen ”Pyhrn – Priel” så er der afskiltet hele vejen. Men vi fulgte først GPS-en, der førte os ind på en blind grusvej. Vandreturen var vel ca. 1,5 km. lang og gik fra startstedet opad. Det var en meget flot rute, men ikke anbefalelsesværdig for personer med gangbesvær eller dårligt helbred. Vi er jo i forholdsvis god form, så turen var dejlig, og børnene kunne løbe hele vejen. Det kunne vi ikke. Turen ned, var også hård, og læggene sitrede, men ned kom vi og fik en fortjent is.
Vi tilbage på hotellet ved 1430 tiden og ungerne ilede op til indianerlandsbyen. Efter kaffe og ikke mindst kage, gik vi til svømmepoolen, hvor også børnene kom i løbet af eftermiddagen. Jeg ville lige opdatere min facebook og happydays facebook, men min konto var spærret, idet facebook havde mistanke til, at det ikke var mig, der loggede på, idet jeg nu har logget på fra forskellige ip-adresser igennem længere tid. Så den gik ikke. Jeg må forsøge at få facebook til at køre senere.
Aftensmaden var endnu engang uovertruffen, og kvaliteten kan slet ikke beskrives.
Sammen med flere af de andre danske familier havde vi endnu en hyggelig  aften i gårdhaven efter en dag, hvor vejret havde været varmt og solrigt.
Kristina og jeg sluttede af med en weissbier og 2 ramazottier til den nette pris á kr. 7,5 euro i alt, altså lige over en halvtresser.
Trettende feriedag, torsdag den 7. juli 2011
For Kristina og mig startede dagen med, at vi kl. ca. 0900 måtte vække ungerne, der stadig sov. Vi gik tilmorgenmaden, der endnu engang ikke skuffede. Vi har i dag fri til kl. 1400, dvs., at børnene først skal i kindergarden til ”MGP” arrangement kl. 1400. Vi har kigget lidt på diverse seværdigheder, men da børnene så gerne vil i kindergarden, er der ikke rigtig tid til noget, når vi kun har 4 timer og vi dertil skal lægge transporttid. Vi har ellers talt med andre gæster, der har haft en god oplevelse i www.wild-erlebnispark.at, en oplevelsespark med dyr og aktiviteter, men den er altså droppet pga. ”happy-kids”.
Vi kørte en tur til byens legeplads, der var både stor og flot. Efter børnene havde kravlet i diverse net, ligget i hængekøje og passeret forskellige balancebroer, fandt de en meget lille frø. Den blev forkælet og de byggede terrarium til den, og efter ca. 20 minutter, hjalp de den tilbage til et vandhul. Helt tør var den ikke, men mon ikke den var glad for at slippe for at blive passet af to omsorgsfulde danske børn. Vi kørte derpå til Penny Markt og købte endnu engang billigt ind. Vi købte i dag også noget myregift. Det er jo ikke til at få fat på i Danmark, så  det var en befrielse at se, at her i Østrig er den slags til at finde og købe. Vi var hjemme ved 13 – tiden, og kl. 1345 spurgte jeg Kristina om vi skulle løbe en tur. Hun sagde desværre ja, og 10 minutter efter startede pinslerne i bjergene. Vejret var dejligt. Solskin og 26 grader i skyggen. Vi kom af sted, og vi kom også hjem igen. I dag var jeg hurtigst, men ikke meget mere end 20 sekunder, og jeg barberede toethalvt minut af min tid fra tre dage siden. Kristina var også hurtigere. Hun havde løbet hele vejen. Jeg selv måtte gå ca. 100 meter af den sidste del af stigningen op mod hotellet. Jeg forsøgte at tage min puls, men jeg kunne ikke nå at tælle slagene. Så efter kaffe og kage, som vi indtog umiddelbart efter løbeturen, iført vores løbetøj, kørte jeg til byen og købte et Polar – pulsur. 49 Euro. Det var OK, men jeg tror ikke, at det er billigere end i Danmark. 
Mens jeg var i byen, skiftede vejret fra blå himmel og solskin, til sort himmel og pludselig væltede regnen ned. Fantastisk, som vejret skifter, og på vej hjem så jeg golfspillerne havde søgt ly under tagene på diverse nærliggende brændeskure. Golfbanen her er i øvrigt utrolig smuk, og hvis jeg havde været golfspiller, ved jeg godt, hvad jeg havde brugt ugen i Østrig på.
Børnene var i ”Happy-Kids” og var ved at forberede olympiade, men kort efter gik vi samme med dem ned og badede.
Kl. 1830 var vi klar i restauranten, godt sultne. Maden skuffede igen ikke, og aftnen gik med et par glas weisbier sammen med de øvrige danskere. To af de andre mænd, havde  været en tur på bob-banen, www.bauerkogel.at, og også de var kommet galt af sted. Den ene var kørt ud over kanten og havde slået knæet, den anden havde som Asbjørn og jeg, holdt passende afstand til en forankørende, hvorpå de var blevet påkørt bagfra og var blevet kørt af banen. Så man skal altså tænke sig om på bob-banerne, selv om jeg troede, at de var konstrueret, så man ikke selv kunne gøre noget galt. Det kan man altså
Ved 2200 – tiden lå vi i senge og læste et par kapitler, før vi faldt i søvn. Endnu en dejlig dag i Østrig var ovre. Og selv om vi glæder os til Italien, bliver det alligevel trist at sige farvel til dette dejlige hotel og de fantastiske omgivelser, den gode mad og det venlige personale og den dejlige pool, og ikke mindst de flinke danske medturister.
Fjortende feriedag, fredag den 8. juli 2011
Sidste hele feriedag i Østrig, og sidste dag før halvdelen af denne dejlige ferie er gået. Jeg hader vendepunktet fra feriens start til halvdelen er gået lige så meget som jeg hader Skt. Hans, der ikke alene markerer den længste dag, men for mig snarere varsler vinteren.
Jeg vågnede kl. 7, læste lidt i min bog, og kl. 0730 sad jeg ved morgenmaden og drak kaffe og læste. Restauranten blev langsomt fyldt med gæster. En kande  kaffe og en croissant nåede jeg før Kristina og børnene kl. 0915 stødte til.
Kl. 1000 var ungerne i Happy-Kids. Der er ikke noget, der kan holde dem fra denne fremragende kindergarden og de søde og gode guider. Det er helt fantastisk.
Kristina og jeg læste, men Kristina nåede også at køre til byen og købe mere tøj, men også slik og drikkelse. Eftermiddagskaffen var fantastisk, og mens Sol legede med de andre børn, var Asbjørn med 3 andre drenge i den indendørs svømmepool, selv om vejret var fantastisk. Den udendørs er også lækker, men den er kold, så der er ikke mange, der tager mere end en tur i den.
 Kristina og jeg sp illede tennis. Vi lånte 4 ketsjere gratis og købte 3 bolde. Kresten og Stine, nogle af vores ferievenner fra Sperlhof, kom og spillede med. Efter mixdouble uden pointtælling, spillede Kristina og jeg, og hun vandt i 2 sæt. Det er så ikke sidste gang vi skal spille, for hvis jeg ikke vinder, skal jeg høre for det i mange år.
Før middagen spillede Asbjørn fodbold med Ulrik, Anders, Magnus og Mads. Selv om de var fra "FC-Midtjylland lå la lå la la", så var de gode fodboldspillere og hyggelige mennesker.
Efter et par øl før middagen, stod den på 7 retters gallamiddag. Kristina var i galla,  nyindkøbt lang kjole, som Asbjørn roste og jeg i korte bukser og T-shirt. Det kunne godt have været bedre. Maden var igen fantastisk, og den blev både foreviget og fortæret.
Kl. ca. 2000 var der underholdningi Happy-Kids. MGP, og børnene sang og dansede og forældrene var begejtrede. Derpå gik aftnen på terrassen med vores danske ferie venner. Trist at skulloe rejse fra alle disse dejlige mennesker.
Vejret var flot indtil ved 22-tiden, hvor det begyndte at regne og vi trak sammen under nogle parasoller. Ved 23-tiden lå vi i sengene. Den sidste feriedag i Østrig på dejlige hotel Sperlhof, hvor alt fungerede optimalt, var ovre.
Femtende feriedag, lørdag den 9. juli 2011
Jeg vågnede ved 0515 – tiden, idet der var et kæmpe kanonslag, der sprang lige uden for vinduet. Kort efter sprang endnu et, og det begyndte at styrte ned. Kanonslagene var altså torden og ikke gadekampe. Jeg faldt i søvn igen og næste gang jeg vågnede var kl. 0815 og Kristina var i færd med at rydde op og små-pakke.
Sol var sulten, så hun og jeg gik til buffeten, mens Asbjørn vågnede langsomt. Sol lavede en vaffel, og efter hun havde spist 3 af hjerterne, var hendes sult forsvundet.
Vurdering af Sperlhof opholdet:
- Hotelværelser: Langt over forventning
- Hotelfaciliteter: Langt over forventning
- Personale på hotellet: Generelt som forventet.
- Den amerikansktalende receptionist: Langt over forventning
- Mad: Langt over forventning
- Guider og Happy-Kids: Langt over forventning
- Aktiviteter i området: Som forventet
Det bliver ikke let at kommet til det næste sted, skønt vi glæder os til Italien og Gardasøen.
Vi tjekkede ud. Voresdrikkevarer for hele ugen havde kostet 119 euro. Krofatter glemte at charge os for kurafgiften, men jeg mindede ham om det, skønt Kristina mente, at det ikke var nødvendigt. Kresten var på linje med Kristina. Forglemmelsen kunne jo komme alle gæster til gode, men den gode betjening in mente, mente jeg at det var fuldt fortjent, at de fik det, de havde krav på. Boldene vi havde lånt til at spille tennis med, havde vi også fået gratis.
Vi kørte efter en tårevædet afsked med Kresten og Stine mod Gardasøen kl. 1015. Turen gik via Kufstein, Innsbruck, Europabroen og Brennerpasset til Italien. Ved brennerpasset blev vi forsinket 30 minutter, idet italienerne har en åndssvag ide om, at man skal holde i kø for at få en billet, som man så senere skal aflevere ved et betalingssted. Kun italienere kan udtænke et system, der gør, at man skal holde i kø to gange for at betale. Da vi efter at have kørt med de smukke Dolomitter via motorvejen og skulle af den igen, kom den anden del af betalingssystemet. Her skulle vi selvfølgelig holde i kø i 30 minutter for at afregne 12 euro for at have  kørt et par timer på en italiensk motorvej. Ikke engang ham, der modtog betalingen virkede glad for systemet eller sit arbejde. Han rakte bare armen ud af vinduet, tog imod vores 20 euro – seddel og gav uden smil, lyd eller øjenkontakt os de 8 euro tilbage. Derpå kørte vi ca. 20 minutter og fik den smukke Gardasø at se. Meget smuk var den, og meget turistet og italiensk. Der var feriegæster en mas, nærmest som ved Marielyst og forretninger, iskiosker og pizzeriaer.
Vi ankom til hotellet kl. 1655. Da vi forlod Østrig, angav GPS-en, at vi ville være fremme kl. 1545, og det var altså ret præcist, bortset fra, at GPS-en ikke havde taget højde for italienernes forkærlighed for at genere trafikanter med åndssvage betalingssystemer.
Turen havde vi taget uden stop, og vi var lidt stive i benene, da vi stod ud. Vi havde også svedt som svin, for vejret i dag var høj sol, og ca. 26 grader og bilens aircondition er åbenbart itu. Den skal omkring forhandleren når vi kommer hjem. Der er et par småting, der skal ordnes.
Vi tjekkede ind. Det gik hurtigt, men værelset var en skuffelse. Godt vi mest skal bruge det til at sove i, for efter det fantastiske værelse i Østrig, var dette værelse noget mere spartansk indrettet, og rengøringsstandarden var også milevidt fra den standard, som både tyskerne og østrigerne havde disket op med. Der var støv på hylder, trapper mv., så det er helt sikkert, at der ikke er gjort ordentligt rent for nyligt her. Og helt ærligt, så var det offentlige toilet på den østrigske legeplads væsentligt pænere og renere, end det vi oplevede her. Det eneste positive, man kan sige om værelset er, at der er fungerende aircondition og verdens bedste udsigt.
 Bilen tog vi med helt op til værelset men vi læssede af. Jeg kørte til foden af bjerget, hvor den blev parkeret. Der var rigeligt med parkeringspladser og vi havde fået en parkeringstilladelse, der blev efterladt i bilens forrude.
Vi mødte nogle danskere, der var ved at tjekke ind. De havde været på trekking i Dolomitterne et par dage, og var i dag kommet fra Venedig, hvortil der er ca. 200 kilometer. Der var imidlertid kø hele vejen, så det havde taget dem 7 timer at køre den korte tur. Vi er ikke længere sikre på, at vi tager en tur til Venedig, selvom det kunne være et dejligt gensyn med denne skønne by. I det hele taget er vi ikke sikre på, at vi vil bruge særlig meget af vores tid i bilen. Det virker som om det italienske vejsystem er kaotisk, hvilket vi også oplevede for to år siden, da vi skulle via Italien til Kroatien, og der også var timelange betalingskøer, når man skulle forlade motorvejene. Pokkers, at man ved sådan et trafikalt knudepunkt som Italien, skal have så meget besvær med at anvende motorvejene, når nu selve vejene er velfungerende.
Efter en lynindkvartering, gik vi til poolen, der var dejlig varm. Her badede vi en halv times tid, hvorpå vi kl. 1845 sad klar til aftensmaden med udsigt ud over Gardasøen. Utrolig smukt. Tjenerne gik rundt og øste forretten op. Pasta med kødsovs og efter forretten stod den på en fantastisk italiensk buffet. Det smagte helt fantastisk og desserten bestod både af kager, frugter, budding og Tiramisu. Super aftensmad.
Efter middagen stod den på afslapning på værelset med TV, VM i fodbold for kvinder og børnene løb lidt rundt og legede. Vi var lidt matte efter køreturen, men den var alt i alt gået rigtig godt.
Ved 22-tiden stod den på dyner og vi glæder os til en uge ved Gardasøen, hvor jeg også skal afprøve min kitesurfer. Der er mange sejlende på søen, og mon ikke, der er plads til en mere.
Sekstende feriedag, søndag den 10. juli 2011
Vi vågnede sent, kl. 0915. Morgenmaden slutter kl. 0930, så 0920 var vi klar i restauranten. Der blev hældt kaffe op, og den var ok, men ikke så man sidder en hel formiddag og drikker kaffe. Brødet var også OK, især toast var tilfredsstillende. Hvedebollerne var hårde indeni så dem sprang vi over. Udvalget af pålæg var også fint og varieret.
Derpå gik jeg til restauranten nedenunder, hvor jeg skulle købe internet forbindelse. Der var ikke nogen, og efter 5 minutter kom en receptionist, der skulle lave kaffe til sig selv. Hun forsøgte at finde den rigtige tjener, der kunne hjælpe mig, og da det var lykkedes kom han og fortalte, at det ikke virkede. Jeg viste ham min PC, der angav, at der var 5 netværk aktive, hvoraf det ene var det korrekte. Han gik med til at sælge mig adgang, men så skulle han se mit pas. Det var ikke nok, at jeg viste ham vores madbevis, hvoraf værelsesnummer mv. fremgår, og at mit pas ad denne vej kan findes i receptionen, hvor de i forvejen har vores paskopi.
 Jeg hentede mit pas, og da jeg 5 min efter var tilbage, havde han forladt baren, og det var receptionistlederen, der var der. Han var også ved at lave kaffe til sig selv, og kunne ikke hjælpe. Han menter, at tjeneren nu var i minimarkedet, og selv om et skilt på baren angav, at der var åbent fra kl. 08 – 10 og 16 – 24, så var der altså intet personale, der kunne sælge forfriskninger eller internetadgang.
Tag ikke til Italien for at studere ”salg og service” eller turisme. Man skal bare have de rigtige faciliteter, så kommer kunderne. Smuk natur, smukke bygninger, dejligt klima, så er den hjemme.
Italien er et dejligt land, men italienerne er jeg ikke sikker på er min kop te. Jeg kan godt forstå, at de kan lave Fiat, men hvordan de nogensinde har fået samlet noget så flot og godt som Ferrari, det forstår jeg ikke. Det må være italienere af tysk eller østrigsk afstamning, der har fikset den.
Nå jeg fandt tjeneren i supermarkedet, at han var engelsktalende og fik fikset det simpelt og let.
Vi var i svømmepoolen ved 10 tiden. Kristina havde fået et par liggestole, som et par hollændere havde reserveret for meget. Måden man reserverer på er, at man tidlig om morgnen går ned med et håndklæde og lægger det på en liggestol. Når man så får lyst, går man ned og lægger sig på stolen. Den kan så være ubrugt en halv dag, men det er de fleste ligeglade med, og denne metode er kendt fra hele Europa, men jeg finder den helt uacceptabel, og jeg har besluttet mig for at ignorere denne regel, og fjerne håndklæderne og lægge mig, hvis den eneste bruger af en liggestol er et håndklæde.
Efter en halv time, gik Kristina op og brokkede sig i receptionen over det utilstrækkelige værelse 8110. Efter 20 minutter kom hun tilbage og havde haft en speciel oplevelse med receptionistchefen. Han havde hævdet, at vi ikke havde bestilt til 4 personer, og at det var vores problem, at vi var flere end vi havde bestilt til. Kristina havde påvist ham, at reservationen havde en angivelse af, at der var 2 voksne og 2 børn på henholdsvis 5 og 9. Han havde lignet en italiensk fodboldspiller, der var blevet taget i at kaste bolden direkte i modstandernes mål med den konsekvens at målet var annulleret, og at han havde fået et rødt kort. Han havde himmelvendte øjne og sagde en  masse underligt til de øvrige ansatte, men der var ingen tvivl om, at det var Kristina der var idiot. Hun havde så fortalt ham, at hun skrev om hans hotel på internettet og han havde sagt, at hun kunne ”promote and write what ever you like”. Det var vores problem. Efter et stykke tid, havde han dog efterkommet hendes ønske om en anden lejlighed, og vi flyttede ved 11-tiden vores bagage fra værelse 8110 til 414, et værelse, der stadig var langt under østrigsk standard, men dog himmelråbende meget bedre, end 8110.
Efter solbadningen kl. 1430 ville vi gå til byen, og mens vi var ved at iklæde os tøj til byturen, bankede det på døren. To af pigerne fra receptionen stod uden for døren med et par flaske vin og undskyldte, at de havde lavet en fejlbookning.
Sols rokketand, var blevet løsere, og hun forsøgte at trække den ud ved hjælp af en snor bundet til tanden og en dør og så smække den. Det virkede ikke rigtigt, så hun tog i stedet og brækkede den ud ved hjælp af alm. håndkraft. Nu mangler  hun en tand i undermunden, og vi taler lidt om, hvorvidt tandfeen kan finde hende her i Italien, og om tandfeen har danske penge.
Turen til byen Limone Sul Garda, der er den nærmeste by fra hotellet, blev foretaget til fods. Fra hotellet går man over  vejen og lidt til venstre, hvorpå man følger en meget smuk vej til byen. Det tager ca. 15 minutter, da turen er både smuk og  let at gå, er der ingen grund til at betale de 2 euro det koster med bussen retur pr. person. Turen viste os også hvorfor man tager til Italien, for selv om hotellet og receptionisten har stort udviklingspotentiale, er byen umanerlig smuk. Både de smalle gader, de gamle huse, der er udsmykket med blomster fra kælder til loft og strandpromenaden.
Den gode italienske is, der koster fra 1 euro til 2 euro pr. kugle og restauranter med isdesserter. Intet er billigt, men hvor er her dejligt, og her i byen taler de handlende pænt til gæsterne.
Ved 18 tiden var vi tilbage på hotellet og vores nye værelse. Aircon virkede ikke, men vi var lige forbi receptionen, så var den fikset. En tur i poolen før aftensmaden og derpå kl. 1930 den gode italienske aftensmad med godt med både forret, hovedret og dessert, så var vi stegte efter en sommerdag ved Lago Di Garda.
Sy ttende feriedag, mandag den 11. juli 2011.
Vækkeuret var stillet til kl. 0815, men jeg vågnede en halv time før og satte mig ud på terrassen. Det var blæst op, og der var hvide skumtoppe på bølgerne. Her om morgnen er der ikke diset pga. fordampning, og man kan fra vores terrasse se helt ned i den sydlige ende af søen. Der var surfere på søen, og det frister mig at få min kitesurfer i vandet. Der er bare ikke rigtig nogle steder, hvor det er let fra hotellet. Og da vi jo er på familieferie, skal det gerne forenes med familiens aktiviteter i øvrigt.
De andre vågnede kl. 0830 og tandfeen havde været her. I Italien får man i øvrigt 5 euro af tandfeen.
Morgenmaden var OK, den er ikke prangende, og kaffen er tynd. Den serveres af personalet, der går rundt med to kander, en med mælk og en med kaffe, og de kan slet ikke nå at fylde kopper op hos de ventende gæster.
Efter morgenmaden kørt vi til Lago Di Ledro, der ligger ca. 1 5 kilomenter fra vores hotel. En tur på ca. 15  minutter og man er ved den smukkeste lille sø på størrelse med Hammersøen på Bornholm. Omkring søen er der enkelte restauranter og en campingplads, men ellers er her ikke nær så mange turister som ved Lago Di Garda. Der er et væld af cykelruter i bjergene, og deraf følgende mange cyklister på mountainbikes. Her giver moun tainbikes virkelig mening i forhold til at køre på dem i Københavns flade og asfalterede veje med lysregulering og cykelstier.
Vi har ikke cykler med, men vi lejede en vandcykel. Dejligt stor var den og meget stabil, så vi havde kun været på søen i 5 minutter, da varmen tvang os til en dukkert. Søen der lå 660 meter over havoverfladen var ren og varm og det var fantastisk at bade. Det kostede 12 euro for halvanden time, og pengene var givet godt ud. Derpå spiste vi pizzaer og drak colaer og ”gasvand” på restau ranten ved siden af. Prisen var også ok der. Pizzaerne kostede i gennemsnit 5 euro og sodavand 2 euro. Og disse pizzaer beviste, at det er en italiensk opfindelse. De var virkelig gode, at der var ikke sparet på osten.
 Derpå kørte vi retur. Klokken var henad 1600 da vi kom hjem. Vi havde forsøgt at køre en anden rute hjem, men de stier, der var angivet på kortet, var afspærrede, og godt det samme. Det så ud som om, de gik direkte ned ad bjergsiden mod Gardasøen. Men vi kom højt op i bjergene og fik en fantastisk udsigt, og vi måtte også bakke på nogle meget stejle og snævre skråninger.
Vi hyggede os på hotellet til der var aftensmad. Både med læsning, Orla Frøsnapper og Jussi Adler. Vi hyggede os også over at se andre bilisters fortrædeligheder med at køre op ad bakken til receptionen. Den sidste del er så stejl, at det er vigtigt, at bilen ikke går helt i stå, men da der er parkerede biler i begge sider af den smalle vej, og der både skal biler ned og op, er det helt umuligt, at tage turen uden at skulle holde tilbage eller i værste fald bakke. Der er nemlig kun et spor farbart. Så hvinende dæk og familiefarens ”burn out” i en feriepakket Opel Vectra er udmærket underholdning. Og når der ikke er ”motorsport” på bakken, er udsigten over Lago Di Garda så smuk fra vores værelse, at man kan sidde og se ud over søen og de sejlende en hel eftermiddag, uden at kede sig. Og sidst på dagen, røg der også en ”morfar” ned så kl. 1830 var vi friske og klar  ved middagen. Den var i dag igen god. Dejlig italiensk mad. Vi bestilte colaer, vand og en flaske Asti til maden. Den første tjener sagde, at de ikke havde Asti. Den næste kunne dog godt finde den, så den fik vi. Den kostede 15 euro og vi var nødt til at drikke den samme dag. Den er jo muserende, men for dælen, den smagte godt.
Efter middagen lokkede vi børnene med til byen. De havde valget mellem at komme i seng kl.2030 eller gå med til byen. Så var deres ben friske. Vi kom dog ikke særlig langt, idet vi på vej til byen opdagede, at man kunne dreje fra meget tæt på hotellet og komme ned til en strand. Så i stedet for is i byen, stod den på aftenbadning på Lago Di Garda. Også her var vandet dejlig varmt, fersk og rent, hvilket også de mange aktive fisk vidnede om. Jo, det som hotellet mangler i komfort og service, det har naturen og kl. 2230 lå vi i sengene og faldt i søvn, efter vi havde aftalt, at vi i morgen skal afprøve kitesurferen ved den hotelnære strand.
Attende feriedag, tirsdag den 12. juli 2011
Morgenmaden blev indtaget, hjemmesiden opdateret som sædvanligt og e-mailen blev tømt af os begge for første gang siden Østrig n u, hvor  internetforbindelsen er acceptabel, men kun virker når man opholder sig inden for en radius af 5 meter fra baren ved receptionen, opdager man virkelig, hvor meget tid internettet tager, når man har almindelig online adgang, som vi havde det i Østrig, og som vi jo i øvrigt også har det derhjemme.
Her tjekker vi ikke lige Facebook, bankkonti, e-mails et par gange om dagen. Nej, her er brugen af internettet begrænset til det absolut nødvendige. Det kan man måske godt lære lidt af, når man kommer hjem.
Dagen skulle gå ved Lago di Garda, med kitesurfing og badning. Vi stavrede ned ad bakken fra hotellet med alt udstyret og var klar ved søen ved 10-tiden. Den kite, jeg havde med, har jeg ikke tidligere haft pakket ud efter jeg købte den sidste sommer, men det viste sig heldigvis, at den var intakt. Linerne var bare ikke pakket helt skarpt. Så Kristina og jeg brugte en times tid på at få linerne på. Derpå skulle jeg udtænke, hvorledes kitestyret fungerede. Det er den pind, som linerne er hæftet på, som jeg skal holde i, for at styre kiten. Det fandt jeg  også ud af. Så skulle kiten i luften, og det var helt umuligt, idet der næsten ingen vind var, og her i vores nordvestlige indhak var der slet ingen. Så det lykkedes altså ikke trods meget mas, at få kiten op.
Men så stod den i stedet på badning indtil ved 15-tiden, hvor vi gik op til hotellets svømmepool og badede og læste til kl. 1800. 
Vi aftalte med Uffe og Margrethe, at vi skal besøge dem i morgen. De er på camping i den modsatte ende af Gardasøen, og måske skal vi i Gardaland eller et badeland. Det ser vi på i morgen, når vi kender vejret. Men det er efter al sandsynlighed varmt og solrigt. Det virker som om, der altid er godt vejr her.
Kl. 1830 var vi klar ved aftensmaden. Endnu engang dejlig italiensk buffet. De kan altså godt lave mad på hotellet, det må man lade dem.
Ved 21-tiden lå vi i vores senge. Kristina læste, mens Asbjørn, Sol og jeg så Terminator 2 med italiens synkronisering. Dejligt med Swartzenigger på italiensk.
Nittende feriedag, onsdag den 13. juli 2011
Uret var stillet til kl. 0700. Vi skulle tidligt op og køre til Uffe og Margrethe. Der var varmt men for første gang i Italien, var der overskyet. Vi var klar ved morgenmaden kl. 0730, og personalet var klar kl. 0735, hvor vi blev lukket ind. Vi fik et bord på terrassen, og der var rigeligt med pladser. Der var vel kun  ca. 10 personer til morgenmad på dette tidlige tidspunkt.
Vi kom fra hotellet ved 8-tiden og kørte nord om søen mod campingpladsen Bella Italia 2, hvor Uffe, Margrethe og Sara var på camping. Vi havde nær aldrig fået vores bil ned ad bjerget. Vi holder parkeret på den øverste parkeringsplads, og vejen er så pakket med biler, der holder parkeret på alle leder og kanter og hvor der er plads, at vi Kristina måtte ud og dirigere os forbi flere steder. Og mange steder havde vi max. 2 cm mellem os og de øvrige biler, men det gik.
GPS-en angav, at det ville tage en time og 15 minutter. Der var 75 kilometer. GPS-ens ruteanvisning var egentlig, at man skulle køre ud på motorvejen, men den rute var dels ca. 15 kilometer længere, dels ville den indbefatte et det italienske betalingssystem, som vi gerne vil undgå, ikke pga. pengene, men køerne.
Turen gik gennem adskillige hyggelige feriebyer. Den østlige side af Lago di Garda ligger i skygge om morgnen, hvilket vi også har konstateret fra vores værelsesudsigt. Det er en blanding af bjergene og en skyrække, der hver dag har ligget over bjergene mod vest. Den vestlige side er derimod er altid solbeskinnet om morgnen. Men den østlige side har en fordel. Der er gangstier langs havet, så det er noget lettere at færdes til fods, både fordi man kan gå ugeneret på gangstien, og fordi man ikke skal gå op – og ned ad bakker og trapper.
Efter ca. 50 minutters kørsel, var vi et godt stykke nede ad Gardasøen. Der var lettere overskyet, så alt tegnede til en tur i www.gardaland.it. Vi havde klaret turen uden trafikale problemer, hvis man ser bort fra, hvordan italienerne kører bil, og da vi øjnede en Lidl besluttede vi at proviantere. Vi blev ikke skuffede. Prisniveauet var i orden. Her kunne man købe 1,5 liter vand for 17 cent. På hotellet kan vi købe den for 1 euro, og hvis man køber 6 kan man få dem for 4,5 euro. Der var et Lidl-kort, der viste, at der ligger 4 i sydenden af Gardasøen og 1 i den nordlige ende, og det er vores klare anbefaling, at proviantere i der. De tager selvfølgelig ikke Visa eller Master, så det er altså med kontanter, de skal foregå.
 Efter 20 minutter i Lidl, var det tilbage på vejen og sydpå. Trafikken var nu taget til, og vi kom til at køre i langsomme køer, og de sidste 10 kilometer tog 25 minutter, men kl. ca. 1030 var vi fremme.
Deres campingplads var befolket af danskere, og hollændere med ca.25 % af hver og så resten en blanding af alle nationaliteter. Den havde egen poolområde og badestrand og var udstyret med restauranter og poolområde. Uffe havde stormsikret deres telt, for vejrudsigten havde angivet, at det natten mellem onsdag og torsdag ville blive storm og uvejr. Der var også overskyet og Lago di Garda i dag, så det passer nok, og med det vejr besluttede vi os for at tage til www.gardaland.it. Kristina havde fisket nogle rabatkuponner i ”Penny Mark” i Østrig, og med dem kunne vi spare 60 euro på indgangen. Hun havde af en eller anden årsag taget tre rabathæfter, og da vi efter at have parkeret på en kæmpe parkeringsplads med god plads, betalte vi os ind for den nette sum af 70 euro. Uffe, Margrethe og Sara gjorde det samme, og så opdagede vi nogle danskere, der var ved at købe billet. Kristina skyndte sig hen til dem og gav dem den sidste rabatkupon, men pokkers, de havde gennemført betalingen med Visa. Men den søde dame i betalingsboksen, tilbageførte betalingen og de fik så også en god og billig dag i www.gardaland.it. Senere blev vi indhentet af sønnen fra familien, der var instrueret i, at tvinge os til at modtage en kontant belønning på 20 euro.
www.gardaland.it, var lidt som Disneylandparis. Det var en temapark, med figurer, musik og diverse rollercoastere. Den var ikke helt så ren og gennemført som Disneylandparis, men den var absolut i topklasse og med hensyn til tema og forlystelser, var den langt over de danske, men også noget bedre end Hansapark i Nordtyskland, så den er absolut  anfebalelsesværdig.
Vi prøvede vel alle forlystelserne en gang, før vi kl. 2030 kørte mod campingpladsen for at spise. Vi havde spist frokost i www.gardaland.it. Noget, der minde om en burgermenu kostede 8 euro og kvaliteten var ikke i top, så aftensmaden skulle ikke indtages i ikke i top. Vi fik aftensmad ved 2100 tiden. Den stod på pizzaer og en masse sodavand og et par øl. Ikke mere end to til mig. Jeg skulle jo køre bilen hjem, og vi satte kursen ved 2230 tiden, og selv om afstanden kun er 75 kilometer, var vi først hjemme kl. 2345. Man kan altså ikke køre særlig stærkt rundt langs søen, heller ikke, når der ikke er anden trafik på vejen end en selv, og man skal hele tiden være vågen, for en gang imellem kommer der en på kørebanen, der enten cyklende, gående eller i bil, benytter sig af de særlige italienske færdselsregler, der kort sagt går ud på, at ”jeg gør som det passer mig, det går nok!?”.
Vi fik bilen med helt op til vores værelse, hvilket var godt, for børnene sov trygt i deres flysæder. Vores nye bil, en Ssang Yong, har god plads, 7 sæder, og den kører som en drøm, og ungerne sidder sikker og godt i flysæderne lige bag de to forsæder. De vågnede da vi parkerede, og klarede sig selv ind på værelset, mens Kristina og jeg fik de smeltepotentielle fødevarer ud af bilen og ind på hotelværelset.
Efter et bad, læste vi lidt, nu havde vi jo fået ca. 3000 sider bøger mere at gå i krig med fra Margrethe og Uffe, og kl. 0100 slukkede vi lyset efter en dejlig feriedag ved Lago di Garda.
Og for resten. Bilen er parkeret på en 10 % skråning bag et par andre biler, så der er ca. 10 biler der ikke kan komme ud, før vi beslutter os for at fjerne bilen.
20. feriedag, torsdag den 14. juli 2011
Som sædvanligt, næsten, vågnede jeg tidligt. Jeg skrev dagbog, og læste halvanden time før de andre vågnede. Det bankede på døren og udenfor stod der en gæst, der bad os om at flytte bilen, idet han skulle rejse. Jeg gik ud og flyttede den til en anden parkeringsplads. Det viste sig, at der var en større rokade i gang af biler, der enten skulle have en ny parkeringsplads eller gæster, der her om morgnen skulle forlade hotellet.
Så fredag pakker vi bilen og kører den helt ned i bunden af bjerget, så vi ikke skal rende rundt og genere ordentlige mennesker, der parkerer som idioter ;-)
Vejret var fint, lettere overskyet, men internettet, der koster 5 euro for 3 timer er helt til rotterne, så der bliver ikke lagt billeder op i dag. Det har taget 15 minutter at komme på log-in siden hos one.com, hvor vores hjemmeside er hostet, og det vil altså sige, at en opdatering med billeder vil tage hele dagen. Al den tid man bruger på at logge in, bliver naturligvis medregnet i onlinetiden, og det er ganske utilfredsstillende, at anvende et internet, der er ligeså langsomt som flaskepost, når man skal både skal bruge kostbar ferietid og betale for onlinetiden. Andre gæster sad og var godt frustrerede over netforbindelsen. Jeg tror ikke, det er pengene, men ventetiden er ulidelig.
 Vi er klar ved svømmepoolen. Vores håndklæder har lagt over nogle liggestolerygge siden kl. 0800, så vi er sikret en plads ved at anvende dette uanstændige reservationssystem, der åbenbart er gældende, hvor end vi ikke vil det.
Dagen gik med badning, både i poolen og solen. Godt vi bor i den vestlige side af Lago di Garda, for i dag var hele østsiden overskyet, mens vi havde sol og sommer. Til slut så vi en film, som alle undtagen Kristina faldt i søvn til. Hun læste også lidt før hun ved 23 – tiden lagde sig til at sove.
21. feriedag, fredag den 15. juli 2011.
Jeg vågnede tidligt, altså ved halv otte tiden. Jeg gad ikke rigtig noget, så jeg lå bare stille for ikke at vække de andre. Lidt efter vågnede Sol og hun gav sig til at snakke med sig selv, indtil alle ved 0830 – tiden var vågnet. Så stod den på morgenmad. Planen er at gå til Limone sul Garda, byen lige ved siden af. Der ligger et kloster, som måske laver vin. Vi har opgivet alt med køreudflugter idet trafikken er langsom og håbløs efter kl. 10 og før kl. 21.
Vi havde egentlig også en plan om, at tage ”funivale”, kabineliften på østsiden af bjerget, men nogle danskere havde været der ovre, og det koster 18 euro for en tur. Den går ikke. Det er jo sygt at kræve noget, der svarer til prisen på et et – dags liftkort for den smule transport.
Vi har i øvrigt mødt nogle indbyggere fra Guldborg. Et midaldrende ægtepar, der havde taget turen til Verona, www.arena.it med bus og set ”Aida”. De havde taget turen med en bus, arrangeret af et lokalt rejsebureau. Det havde kostet ca. 70 euro pr. person. De var hjemme om natten ved 3 – tiden, så rejsen havde været lang, men det havde været en fantastisk oplevelse. Den ville vi gerne gøre efter, men ikke med to børn på 9 og 5.
I dag er internetforbindelsen igen helt ad h – til, så der er ingen billedopdatering!
Vi gik fra hotellet ved 10 – tiden mod klostret, Comboni, der ligger sydligt i byen Limione. Sol var ikke helt tilfreds med at hun skulle gå. Hun har ikke kræfter til det, siger hun. Men af sted kom vi, og det var bagende hedt. Efter ca. 20 minutter var vi i Limione og begyndte at gå op ad gaderne. Meget smukke var de. Det første uplanlagte  interessepunkt vi kom til, var ”Citronmuseet”, hvor vi kiggede på forskellige citronplanter en tyveminutters tid. Det kostede kun 2 euro pr. voksen at komme ind, og det ville vi gerne give. Derpå til den næste uplanlagte seværdighed, den katolske kirke og skolen. Asbjørn og Kristina sagde et par bønner, som de kender fra Skt. Birgitta (Kristina er jo lærer på den katolske skole, hvor Asbjørn og Sol går). Sol har ikke lært bønnerne endnu og jeg er jo hedning, så der var ikke meget at hente hos Sol og mig. Derpå videre mod klosteret. Vi troede at de måske lavede vin der, og ville egentlig gerne se et italiensk vinslot, men som tidligere nævnt, vil vi ikke gå efter det. Efter ca. 20 minutter op i bjergene, hvor Sol beklagede sig over manglende benkræfter, kom vi forbi en restaurant, hvor vi købte et par pizzaer. De reklamerede udenfor med, at man også måtte benytte deres swømmepool, men med småt stod der, at det kostede 3 euro pr. person, så det blev sparret væk. Efter colaer og min første øl før kl. 1200, gik den videre mod klosteret. Ol kom op på skuldrene af mig i ca. 5 minutter mens vi gik af sted, og det gjorde at hun fik kræfterne tilbage. Mens vi gik sådan mødte vi nogle danskere fra hotellet. De havde tidligere holdt ferie i Limonia, og tog en del vandreture. Vi talte lidt om hotellerne og også hotelstandarden på Limonaia, og de mente, at den ikke var prangende, men var i overensstemmelse med italiensk 3 stjernet standard. Nå videre mod klosteret. Der var heldigvis afskiltet dertil, for vi mente, at klosteret var en stor gul bygning, og da vi passerede den, opdagede vi, at det var Hotel Christina, der er et 4 stjernet hotel. Da vi endelig nåede klosteret, var det åbent for besøgende. Vi så haven og en samling af fossiler. Der var også tre pc-ere, der var til offentlighedens anvendelse. Forbindelsen her var væsentlig hurtigere end den vi havde betalt for på hotellet, så der blev lige læst lidt e-mails og aviser.
Efter en halvtimes tid på klosteret, gik turen tilbage langs en flod, der førte til den offentlige badestrand syd for Limonia, og ligger for enden af parkeringspladsen, hvor der i øvrigt altid var pladser. Vi købte et par øl og sodavand samt en citronlikør hos en købmand til OK priser, og satte os på skyggesiden af bolværket, og drak øl og sodavane. Citronlikøren blev også forsøgt drukket, men den smagte helt ad h – til, så den blev smidt i en skraldespand. Godt vi kun havde køb 5 cl for 1 euro.
Turen hjem gik hurtigt, og vi fik en god eftermiddag ved poolen fra ved 15 – tiden. Kristina pakkede kufferterne mens jeg gik med børnene til poolen. Da hun havde pakket kufferterne, afløste hun mig ved poolen, og jeg pakkede bilen. Ikke noget problem at pakke den ”kæmpebil” vi rejser i. Vi ville nemlig sikre os en af de yderste parkeringspladser, så vi ikke skulle kæmpe os forbi ”ulovlige” parkeringer, når vi lørdag ville forlade hotellet kl. 0600. Jeg parkerede bilen efter den var pakket på den parkeringsplads, der var aller tættest på vejen, og vi  var rede til at rejse. Aftensmaden var endnu engang tilfredsstillende og efter lidt rødvin lagde vi os til at sove ved 22 – tiden med iphone indstillet til at vække os kl. 0530.
22. feriedag, lørdag den 17. juli 2011.
Op kl. 0530. Kristina var som sædvanligt vågnet tidligt, når vi skal tidligt op og rejse. Vi afleverede nøglen i receptionen, der er nemlig døgnbemanding, så bla. Udtjekning kan ske hele døgnet. Derpå ned i bilen og af sted uden problemer af nogen art. Vi kørte syd over ad den vestlige vej langs Gardasøen. Vejret var ikke helt godt, men det var jo uden betydning, når vi skulle tilbringe mindst 8 timer i bilen. Vi tastede koordinaterne ind, men GPS-en var ikke helt skarp, og først efter et par forsøg kunne den finde vej. Ifølge den ville vi være fremme ved. 14 –tiden. Nok lidt optimistisk!
Nå af sted det gik, men ved 10 tiden, hvor vi havde kørt uden stop eller afbrydelser røg vi i kø. Vi var 100 km. øst for Ventimilla, grænsebyen mellem Italien og Frankrig. Men køen var kun på ca. en time, så vi slap billigt. Vi besluttede os for at se Cannes, og ved 13 tiden drejede vi af og kørte ned i filmbyen. Mens vi holdt for rødt, kom der et par indfødte og ville vaske vores forrude. Mit vindue var rullet ned, og jeg råbte NO NO til dem, men de begyndte alligevel at vaske. Så råbte jeg det eneste franske ord jeg kan, der betyder skrid; ”PISSOFF”, men de blev alligevel ved med at vaske. Jeg ønskede under ingen omstændigheder deres service og den deraf krævede betaling, så jeg tændte vinduesviskeren, der har den fordel, at sprinkleren er indbygget i viskeren, så den sprøjtede livligt omkring sig, og de to forretningsmænd fik så en våd overraskelse. De ene slog hårdt på ruden med sit vinduesvaskeværktøj, men vi slap af med dem og kørte direkte, men i kø til parkeringspladsen under festivalpalæet på La Croisette i Cannes. Prisen for parkering var 2,7 euro i timen, men de to timer vi betalte for var alle pengene værd. På den ene side af palæet var der badestrand, på den anden var de mest fantastiske både linet op og også en enkelt Ferrari var parkeret her. På den modsatte side af palæet gik vi en tur i gaderne. Her så vi både dyre forretninger og fulderikker, der lige så godt kunne være hentet fra en dansk brugs parkeringsplads. Også i Frankrig var politiet magtesløse overfor disse skæve eksistenser. Den ene af dem sad i kørestol og drak af flasken på en liter rødvin. Da han skulle tisse, lynede han bare bukserne op og så stod der en tissestråle fra ham og ud over stenene ved et mindre parkanlæg. Jo selv det facionable Cannes har deres subsistensløse, der akkurat kunne være taget ud af en hver dansk by.  Det vi ikke har er Ferrarierne, BMW-erne, Lotuserne og de store privatbåde i 100 millioner kroners klassen.
Efter sightseeing i Cannes, var det videre langs stranden mod vest og vores destination, ca. 30 km. øst for Montpellier. Bilen kører fantastisk, og det eneste irritationsmoment er det franske betalingssystem på motorvejen, der, tror det eller ej, er endnu mere evnesvagt, end det italienske. For hver ca. 10 – 15 km. skal man i betalingsanlæg. Her holder man så i kø for at få en billet eller for at betale for at have kørt eller skulle køre en mindre strækning. Jeg vil anslå, at vi i alt for at køre i Frankrig i da har betalt ca. 40 euro, og i Italien betalte vi 32 euro for at køre mellem Gardasøen og den Franske grænse. Det er selvfølgelig mange penge, men irritationen over disse betalingsanlæg og den kø og det besvær det medfører, er endnu værre. Jeg vil rundt regnet antage, at det koster ca. 75 øre pr. km. at køre på motorvej i Frankrig og at besværet og køerne i dag, hvor der var meget lidt trafik på vores rute, gav os en forsinkelse på ca. 1 time.
Kl. ca. 1720 kørte vi af motorvejen ved hotellet. Kristina så det med det samme, og sagde, ”det ligner hotellet”. Men GPS-en viste, at vi skulle en anden vej, så vi kørte naturligvis efter GPS-ens anvisning. Da vi havde kørt ca. 3 minutter, sagde GPS-en, at vi var ankommet. Der var vi midt på en hovedvej, og det eneste der var i nærheden var en vinmark. Vi kørte derfor hen, hvor Kristina havde set det, der lignede hotellet fra billederne, og som heldigvis viste sig at være hotellet. Det viste sig, at den GPS angivelse, der var på Happydays hjemmeside var forkert, så det var heldigt, at den trods alt kun var ca. 2 km forkert, for ellers var det da gået helt galt for mig. Vi tjekkede ind. Det var et fransk indtjekningssystem! Først en kø, hvor vi fik nøgler og praktiske oplysninger. Så en anden kø, hvor vi fik badearmbånd og de samme oplysninger endnu engang.
 Man skulle parkere på en stor parkeringsplads, og derfra bære sin bagage til boligen. Der var trollyer, så man ikke behøvede at bære bagagen, det viste sig bare, at der ikke var nogle trollyer. Alle sammen var i anvendelse.
Nå, vi bar det ned, og efter en lyninstallation, kørte vi til en nærliggende Lidl, hvor vi fyldte en indkøbsvogn med madvarer for ca. 300 kroner. Utrolig billigt. Her kostede halvanden liter Perrier fx 4 kroner, så dem røg der nogle stykker ned af.
Kl. 2000 spiste vi og så, at Sverige havde vundet bronze i kvindernes VM fodbold over Frankrig. Vi havde egentlig håbet, at vi kunne se denne kamp på en restaurant i Frankrig, men det var ikke noget, man rigtigt interesserede sig for her. Det er sikkert kun herrefodbold, der har franskmændenes interesse.
Vi gik op til intromødet. Der mødte vi nogle danskere, der havde forsøgt at bestille mad på hotelrestauranten i halvanden time. Det var ikke lykkedes dem. De havde kørt fra Danmark og pga. køer havde de haft en rejsetid på 29 timer! De var naturligvis trætte, men tog restaurationens manglende salgstalent med ro. Det skulle lige have været mig, der havde kørt i 29 timer i rap, og så ikke kunne få en gang aftensmad på restauranten. Vi tilbød dem noget mad, men de afslog og afventede restauranten.
Vi gik i seng ved 23 tiden efter en lang rejsedag.
23. feriedag, søndag den 17. juli 2011.
Jeg stod op ved 7 tiden og begyndte at rette vores hjemmeside. Det gik ikke godt. Jeg kan ikke få rettet op på den uden at skulle slette alle billederne og indlæse dem igen, så jeg må finde mig i, at den er lidt uoverskuelig.
 Vi spiste morgenmad på terrassen, selv om det var overskyet og Kristina småfrøs og tog en ekstra trøje på.
Asbjørn og Sol gik ud og så på omgivelserne. Asbjørn til fods og Sol på sin cykel. Kl. 1000 gik vi til poolområdet, der både har en vandlegeplads med vandkanoner og springvand, samt en indendørs – og udendørs pool.
Jeg opdaterede hjemmesiden og ved 12 tiden havde jeg fået rettet den til, så den nu åbnes i hele bredden og på den måde er mere læsevenlig. Det tog et par timer, og da jeg var fær dig tjekkede jeg Tour de France ruten. De viste sig, at de i dag af alle slutter i Montpellier. Vi bor 20 minutter fra Mont Pellier, så jeg skydte mig at hente familien ved poolen, hvorpå vi begav os mod Montpellier. Efter at have spurgt en del franskmænd og normænd, der var talstærkt i byen, fandt vi ud af, at et godt sted at se feltet var ved forstaden Monsson. Vi tog en sporvogn derud. En familiebillet kostede 5,20 euro for et døgn og kl. ca. 1530 stod vi klar ved vejkanten. Kort efter begyndte der at komme reklamebiler, der kastede merchandice ud til de ventende tilskuere og vi fik fat i meget. Dels fordi de "kastede efter børnene" og dels fordi vores børn for rundt og samlede effekterne op. Kl. ca. 1710 kom feltet forbi os. Vi tog 150 Tour de France billeder, og der er herunder indsat en ordentlig stak af dem. Endnu en gratis glæde. Lige noget jyden kan lide.    
 
  
   
  
  
Vi vælter os nu i merchandise fra sponsorerne,både vaskepulver, hatte, kiks og vand. Herligt.
 Nå, men før vi kom så langt, skulle vi parkere. Vi kørte rundt i Montpellier, der var absolut død denne middag, hvor der var tunge skyer over byen. Vi kiggede efter afspærringer, men så intet og blev i tvivl om vi i det hele taget havde læst rigtigt. Vi besluttede os for at parkerer og gå ind på en restauration og spise, hvis vi kunne finde en, der var åben. Vi kørte ned i en p-kælder under ”Comedie”. Vi var lidt nervøse, for det var angivet, at bilen kun måtte være 180 cm høj og vores nye Rodius er vel 170 og man kan jo aldrig vide, så jeg kørte forsigtigt.
Det gik fint og da jeg skulle parkere stod Kristina, Asbjørn og Sol ud, for ikke at skulle åbne dørene i parkeringsbåsen, hvor der var ringe plads til siderne. Jeg bakkede forsigtigt ind på plads, da et ordentligt smæld lød og jeg påkørte en ventilationskasse, der altså ikke var 180 cm over jorden, men snarere 160 cm over jorden. Det synes franskmændene sikkert er helt normalt, at man skilter med en højde, der er korrekt i hele anlægget, og så er der lige et par undtalgelser !!!!!
Nå ud at kigge. Skaden var heldigvis ikke så slem. Den begrænser sig til lidt ridser på spoileren ved bagruden og en knust bremselygte. Godt ærgerlige gik vi op på pladsen ”Comedie” og her var der virkelig leben og restauranter. Vi forsøgte at falde ind flere steder, men da jeg skulle tisse helt vildt, faldt valget på Mc Donald, hvor man altid er sikker på et toilet. Efter det kvalitetsmæssigt jævne måltid, fik vi spurgt nogle nordmænd, for dem var der mange af, hvordan man kom ud til tour-feltet. Der var mange forslag, men det sted, hvor man ville se bedst var altså ved Mosson.
Da feltet, de to forreste og en enkelt efternøler havde passeret os på ca. 30 sekunder, gik turen tilbage til ”Comedie”, hvor vi så nogle streetdansere og et par stykker, der var virkelig dygtige med ”diablo”. Vi kørte tilbage til hotellet, hvor den stod på ost og colaer. Intet alkohol i dag, første dag længe uden alkoholiske drikke. K. 2030 sad vi klar og så VM i kvindefodbold. USA mod Japan. Vi holdt med USA, og det gik rigtig godt, og de havde 200 målchancer, men efter forlænget spilletid stod den 2 – 2 og da USA åbenbart ikke kan skyde straffe, tabte de til Japan, der spillede godt, men slet ikke havde USA's chancer igennem kampen.
Kl. 2300 lå vi i sengene. Vi håber på godt vejr i morgen mandag, idet vejrudsigten står på ”lidt af hvert”
24. feriedag, mandag den 18. juli 2011
 Vi var oppe ved 0830 – tiden. Vejret var godt! Formiddagen står helt sikkert på swømmepool, men eftermiddagen kan både blive en tur til Montpellier ved ”comedie” eller Avignon eller Marseille. Vi skal også have kontakt med Erik og Sandra, der med deres børn Nanna, Tobias og August er et eller andet sted i nærheden af os.
Vi fik SMS-et med Erik, og aftalte at mødes i Avignon onsdag den 20. juli. Vejret var solrigt, men vinden var kold fra nord. Vi startede i swømmepoolen. Børnene holdt ud længe, men jeg kunne kun klare 5 minutter og Kristina klarede kun at ligge i solen.
Over middag gik vi til den nærliggende by. Der var afskiltet til ”caveau”, et vinudsalg. Vi gik derhen. Sol var på cykel, og det var lidt farligt. Franskmændene er ikke vant til fodgængere og cyklister, og enten racer de forbi, eller også holder de helt stille.
Caveau holdt ligesom andre forretninger middagslukket mellem kl. 12 og 15, men vi fandt ved byens torv en del åbne restauranter, der var velbesøgte. Vi indtog en forholdsvis dyr frokost, 30 euro, men det var usædvanlig mad. Børnene fik nærmest varmet tatar med pommes frites. Kristina og jeg fik et baguet. Kristinas med kylling og mig med varmet tatar og pommesfrites!?
Tilbage på hotellet ved 15 – tiden stod den på svømmepool og boglæsning. Kristina blærede sig og løb en tur. Da hun kom tilbage var hun så tørstig, at jeg måtte drikke en kold øl, mens hun nappede sig en gang Perrier. Efter aftensmaden gik vi til fodboldbanen, hvor vi fire spillede fodbold på en asfaltbane. Der er mange sportsfaciliteter, både denne fodboldbane, basketball, tennis, volley, bordtennis. Der ud over er der også wellnes faciliteter som sauna og spa.
Ungerne blev lagt ved 21 – tiden og Kristina og jeg så en film, før vi ved 23 – tiden gik til køjs.
25. feriedag, tirsdag den 19. juli 2011.
Jeg vågnede ved 9 – tiden af lyden fra kraftig regn. Vi spiste morgenmad og besluttede os for at køre til Nimes. Mens vi gjorde os klar, fik vi besøg af en sort kattekilling, der fik et fyrsteligt måltid af børnene, der også blev trænet til cirkusartist.
På vej til Nimes passerede vil adskillelige caveauer, altså vinudsalg af lokalt produceret vin og tilbehør. En af dem besøgte vi, at her kunne man tappe frisk vin fra tappehaner  direkte fra fad til en pris a kr. 1,2 euro pr. liter. Man kunne også købe plastikdunke til vinen, hvis man ikke selv havde beholdere med. Vi var på vej mod byen, så vi købte intet, og da området omkring vores hus er spækket med caveauer skal vi nok nå det.
Efter ca. 25 minutter var vi i Nimes og efter at have kørt rundt i ca. 10 minutter fandt vi en parkeringsplads ca. 5 minutters gang fra ”Arena”, der er det gamle gladiatorstadion, der nu bruges til koncerter, tyrefægtning og til hverdag er en turistattraktion. Den er virkelig velbevaret og de rekonstruktioner, der er udført er virkelig godt lavet, så man ikke opdager, at det er rekonstruktioner / reparationer, men det kan naturligvis ses ved nærmere eftersyn. Se evt. http://da.wikipedia.org/wiki/N%C3%AEmes .
Vi købte entrebillet til tre attraktioner, der gælder tre dage. Det er adgang til Arenaen, det gamle Tempel Maison Carrée og en anden romersk bygning og kostede 9,90 euro pr. person for voksne og 7,60 euro for Asbjørn, idet han er over 7 år. Sol var gratis. Merprisen for billetten til tre attraktioner frem for en var 2 euro, og i templet så vi senere på dagen en 3D film om Nimes glorværdige krigshistorie med fokus på helte gennem tiderne siden det 3 århundrede.
Asbjørn ville meget gerne have en gladiatorhjelm, og da der var en magen til den som Maximus har på i ”Gladiator”, var jeg meget tæt på at give efter. Men 100 euro for denne indskydelse var lige i overkanten.
 Efter Arenaen, hvor vi brugte meget tid på katakomberne, hvor gladiatorerne opholdt sig, og hvor vi læste historien om disse mænd, gik vi ud i Nimes. Efter kort tid kom vi til et torv, og da vi var sultne, bestilte vi menuer på restauranten ”L’Aventure” på Place Du Marche, 30000 Nimes. Det var imidlertid for sent til menuer, så vi måtte tage os til takke med tre pizzaer og Perrier. Kristinas pizza måtte retur. Den var nærmet forkullet, men da vi var sultne besluttede vi, at de andre pizzaer, der også havde store områder med forkulning, godt kunne spises i denne nødsituation. Efter 10 minutter kom hendes pizza retur, og denne gang var den ok. Men de var absolut af meget tvivlsom kvalitet og selv om vi havde bestilt 3 forskellige pizzaer, kunne vi hverken se eller smage forskel på dem. Vi betalte de 34 euro det kostede og gik videre gennem gaderne.
Sol fik øje på en ”spansk kjole”, som hun måtte have. Da hun var villig til at bruge sine 5 euro fra tandfeen, gav Kristina efter, og købte denne smukke kjole, som hun så gik rundt i resten af dagen.
Ved 16 – tiden var vi ved pallaset (navnet kommer på senere), hvor vi så 3D filmen efter en times kø. Det var en god film at se, både pga. 3D effekterne, men også for at få et indblik i Nimes historie på en underholdende måde.
 Derpå gik vi retur til bilen. Vi passerede Arena igen, og så, at koncertprogrammet der indeholdt navne som Santana og Sting, og flere andre, som vi gerne ville have set, hvis vi havde haft billetter.
I køkørsel ud af Nimes mod vores feriebolig. Det gik langsomt og vi kørte meget forsigtigt. Franskmændene kører ikke særlig forsigtigt, og man ser ikke en eneste bil uden et hav af buler. De er åbenbart fløjtende ligeglade med deres biler, og hvis der er en kantpæl eller en anden ”ubetydelig” forhindring, generer det dem ikke at påkøre den. Således var vi også flere gange ved at miste vores sidespejl, men det gik.
Vi købte ind tæt på vores hus i noget, der hed Super U. Det havde et væsentlig større udbud end Lidl, men Lidls kvalitiet var ligeså god som Super U, og så var det meget billigere.
Kl. 2000 fik vi vores sædvanlige aftensmad. De voksne fik rødvin, brød, pølse og ost, børnene det samme, bare med mælk i stedet for rødvin.
Børnenes aften gik med at fodre katten med indkøbt kattemad og mælk, og efter den havde kvitteret med adskillige kunstner og var blevet kælet med som aldrig før, blev den lukket ud og vi gik i seng, klar til at stå op i morgen kl. 8 og køre til Avignon, hvor vi kl. 1200 skal mødes med Erik, Sandra, Nanna, Tobias og August på pladsen ved operaen.
 Nimes er klart den smukkeste by vi har besøgt på denne rejse, og måske også en af de 10 mest seværdige byer vi nogensinde har set på vores mange rejser. De smukke romerske bygninger, de smalle gader og de veludrustede specialforretninger. Avignon har ellers stået for os som utrolig seværdig, men nu får vi se, om den kan følge med, når vi besøger den i morgen.
I øvrigt har vi forsøgt at planlægge det således, at vi besøger byerne de dage, hvor vejrudsigten forudsiger dårligt vejr. Det skulle ifølge vejrprofeterne først blive godt vejr på fredag, men der har været solskin alle dagene!!
26. feriedag, onsdag den 20. juli 2011
 Morgenmaden er næsten den samme som aftensmaden, altså brød og 10 slags ost med kaffe i stedet for vin. Katten var væk, og Asbjørn var trist over det, så mens Kristina lavede morgenmaden, gik Sol og jeg en tur for at finde den. Vi fandt den ikke. Der blev stillet kattemad og mælk ud til den og så er det bare at håbe på, at den kommer tilbage. Ved 1015 – tiden kørte vi mod Avignon. GPS-en er indstillet til at vise korteste vej uden anvendelse af betalingsveje, og efter et par kilometer kørte vi forkert. Den angav, at vi skulle til højre, og der var to veje til højre. Den ene en asfaltvej, den anden en grusvej. Jeg tog asfaltvejen og skulle have valgt grusvejen ifølge GPS-en. Derefter kørte vi efter skiltene. Først gennem Nimes og derpå til Avignon. Det tog ca. 1 time og 20 minutter og vi kørte og nød landskabet. På denne tur kommer man forbi ”Perrier” kilden, og det kan godt være et udflugtsmål. Sjovt at tænke på, at man pumper vand med kulsyre op ad jorden og kan drikke det ubehandlet. Gad nok vide, om den kilde er uudtømmelig.
Vi var i Avignon ved 1145 tiden og begyndte at lede efter en parkeringplads. Der var absolut ingen. Franskmændene holder over alt, men vi er sikre på, at det lokale politi ikke har samme overbærenhed med turister, som med franskmænd, så vi ledte efter legale parkeringsmuligheder. Efter ca. 20 minutter rundt i byen, fandt vi en på den anden side af Rhone – floden end pariserhjulet. Der holdt vi også for ca. 10 år siden. Vi fik telefonkontakt med Erik og Sandra, der også ledte og  også de fandt en parkeringsplads der. Så var det kun at gå over broen og 5 minutter efter, var vi ved det gamle pavepalads. Se evt. http://da.wikipedia.org/wiki/Avignon. Der var teaterfestival, og Erik og jeg blev opsøgt af en kvindelig fortaler for et teaterstykke mens Kristina og Sandra var i en skoforretning. Nanna var fulgt efter. Asbjørn og Tobias var i samtale om jordens mulige undergang i 2012, men de er jo også ca. 10 år og er nødt til at opfinde et rumskib, der kan redde jordens befolkning, og Sol og August løb gennem gaderne og trykkede på alt, hvad der kunne trykkes på, eller rev i hvad, der kunne rives i. Nå den venlige teaterdame gav Erik og mig en længere tale om teaterstykket på fransk, og efter ca. 2 minutters uafbrudt talestrøm, sagde hun ”Vous comprendre”, og vi sagde ”no” i munden på hinanden. Da Erik var iført et t-shirt med påskriften ”Italien”, spurgte hun så om vi forstod italiensk, det gjorde vi heller ikke, og endelig  foreslog hun engelsk, og vi var med igen. Så skulle hun finde en veninde og lidt efter var de tilbage, og veninden begyndte på sit engelske foredrag, der var næsten lige så forståeligt, som det franske havde været. Men vi fattede dog, til sidst, at teaterstykket kun spillede om formiddagen kl. 1030 og Erik fortalte hende hensynsfuldt, at vi skulle rejse videre i aften. Der var ellers en gratis voksenadgang til forestillingen, der ellers var en børneforestilling. Nå videre gennem de smukke gader. Avignon var ikke en skuffelse. Børnene var vilde med ”menneskestatuerne” og de fik 20 cent en gang imellem, og så bevægede de sig, og her i Avignon gav de også børnene en slikkepind eller et bolsje, så der var fest. På torvet ved pavepaladset, var der optræden og vi besluttede os for at spise på en restaurant der. Regningen blev delt op i to familier og der var et anvendeligt toilet. Maden var god, men dyr, og det kostede os i alt 140 euro at spise der. Vi var 9 personer og vi havde bestilt fra den billige ende. Men kvaliteten var OK. Asbjørn var blevet hevet ind for at være frivillig i et ballonshow, og efter han succes som gadeartist i Avignon, gik den op på pavepaladsets haver, hvor August og Sol fik en køretur. Sol i enspændervogn, August på 4 – hjulet crosser. Der var dog den hage ved det, at de selv skulle levere motorkraften via pedaler.
Vi var for nærrige til at gå ind i selve paladset. Så vidt jeg husker, kostede det 15 euro for voksne, og det ville i alt have kostet os 90 euro eller noget i den stil for 9 personer, og selv om det ikke er mere end en biografbillet for os hver, så ville det nok ikke have givet børnene værdi for pengene, og jeg er ikke sikker på, at vi andre ville have følt, at vi fik ”valuta” for pengene.
Men da vi kom til den halve bro, betalte vi. De t kostede 11 euro for en familiebillet, og det ville vi gerne betale, men så viste det sig, at der med småt stod, at der også skulle betales for et barn, så det var altså 15 euro, men nu havde vi besluttet os, så vi gik turen. Vi lånte en ”audioguide”, der var gratis. Den fortalte meget detaljeret, om broens tilblivelse og samtlige skrøner i den forbindelse. Det er utroligt, som folkeslagenes historier minde om hinanden med en person, der er inspireret af gud, og som må overbevise andre om dette ved at gøre noget overnaturligt. Således havde grundlæggeren af denne bro, en fårehyrde, måtte overbevise byens biskop om hans sande indskydelse efter direkte ordre fra gud, ved at bære en sten fra byens torv til Rhone og lægge denne sten, der ikke kunne bæres eller flyttes af andre, hverken alene eller i fællesskab.
På broen blev vi kontaktet af nogle taiwanesere, der spurgte, om de måtte blive fotograferet sammen med Sol. Hun var i sin røde ”rosittakjole”, og hun gav tilladelse.
Efter brobesøget gik vi til en lille restaurant ”Le Cafe Du Pont”, der ligger 2 minutter fra broen og pavepaladset. Her købte vi kaffe, cappuccino, is, tærte, pandekage med sukker, sodavand og vand til os alle 5 for 11 euro og kvaliteten var helt fantastisk, og denne cafe er virkelig anbefalelsesværdig, både pga. kvaliteten og prisen.
Så gik den hjemad. Over broen, og selv om vores parkering var uden for afmærket parkeringsområde, men langs vejkanten, ligesom 100 andre biler, var der hverken bøde eller klodser på hjulene, og vi havde holdt der gratis en hel dag. Erik og Sandra, havde holdt på afmærket parkeringsområde, men også gratis.
Aftensmaden stod på vin, ost og rødvin. Kristina og jeg så en film på PC – en. As bjørn og Sol havde fundet en familie, der havde to piger og to hunde med, og som er glade for deres besøg.
Kl. 2300 lå vi alle i sengene og sov kort efter. I morgen skal vi til La Grande Motte, hvor vi skal bade, hvis vejret er til det. Ellers står den på en tur til Arles.
27. feriedag, torsdag den 21. juli 2011
Vejret var godt. Sol fra en skyfri og blå himmel, så efter hjemmesideopdatering og pakning af bil og badetøj, stod den på La Grande Motte. Vi var fremme ved 11 – tiden og det var intet problem at finde parkeringspladser helt nede ved stranden. Ned på den brede strand, hvor sandet var meget fint og gulligt. Jeg havde en ide om, at jeg skulle prøve min kite, idet der var en god vind. Det viste sig imidlertid, da vi kom længere ned på stranden, at det blæste en halv pelikan. Vi startede med at sætte os i læ bag hegnet til en beach club, men her samlede der sig en del af den fygende sand, så vi endte helt nede i vandkanten, hvor sandet var vådt, og der ikke var nogen sandfygning. Det var fint, for herfra kunne vi holde øje med børnene, der badede ivrigt i det dejlige middelhav. Længere henne ad stranden var der en del begyndere på surfbrædder men ved 12 – tiden blev surfsejladsen indstillet pga. vind. Vinden var ellers fin til øvede surfere, men de nybegyndere, der havde lejet surfere med 7 m2 sejl, havde ikke en chance. Vi gik en tur på lystbåd havnen. Der var ikke lystbåde i ”Cannes” kategorien, men en del af disse både ville have fået berettiget opmærksomhed hos Guldborland Bådelaug, men det mest spektakulære her, var vandscootere. Dem var der en del af, og der var et dejligt bredt slæbested. Selv om vejret var dejlig varmt, besluttede vi os for at køre til Arles. GPS-en beregnede ruten til 1 time, og vi begav os af sted. Kort efter, stadig i feriebyen La Grande Motte med den spændende arkitektur, parkerede vi imidlertid og gik ind i en cafe og spiste frokost. Baguette, pølsehorn og vand. Prisen var OK, ca. 10 euro og med til turen købte vi en stak marengs, 100 gram for 3 euro. Da vi kom lidt øst på mod Arles, var de afskiltet til ”ornitologisk seværdighed”, og da vi havde læst, at der var flamingoer langs kysten, besluttede vi os for at køre af vejen og se, om det kunne lykkes for os at se denne fugl. Vi kørte og gloede lang ud over havet og efter ca. 20 minutter kom vi til byen ”Saintes Maries de la Mer”, se evt. http://www.provenceweb.fr/e/bouches/stmaries/stmaries.htm . Her var der til gengæld ingen parkeringspladser men byen så spændende ud, så vi besluttede os at køre rundt og lede efter en og efter 10 – 15 minutter fandt vi en. Derpå rundt til fods i byen, der var meget flot, men også med mange turister, hvilket både handelslivet og sigøjnerne vidnede om. Vi købte is af de handlende, men ingen ”lykke amuletter” af sigøjnerne, men deres tilstedeværelse gjorde, at vi holdt lidt bedre fast på vores genstande.
 Efter et par timer i byen, hvor også kirken var blevet inspiceret, gik vi tilbage mod bilen. Vi fandt ikke den letteste vej, men til gengæld kom vi til en vig, hvor vi så flamingoer. De var hvide med rosa fjer på halen og det gik vel 25 meter fra os og skrabede konstant i havbunden med fødderne og hovedet var næsten også hele tiden under vandet, for at spise de dyr, der blev frigivet ved fodskraberiet. Jeg fik hentet min 270 mm linse og det lykkedes mig at få et par ”nærbilleder” af flamingoerne.
Det var blevet for sent til turen til Arles, så vi kørte mod vores feriebolig, hvor vi var ved 17 – tiden. En kat løb ind i vores hus. Den var sulten, men jeg fik den gennet ud. Kort efter fodrede børnene den med det dejligste kattemad.
Det var stadigvæk dejlig varmt,så vi tog en times tid ved poolen, hvorpå den stod på aftensmad. Pasta med ost og pølser. Dejligt. Der var stillet boder op ved receptionen, så pigerne klædte sig pænt på, og Asbjørn og jeg kom ”casual” som altid her på ferien. Det gjorde dog ikke så meget, for der var ikke noget attraktivt. De handlende havde gjort den fejl, at indlede rækken af boder med et slikudsalg med et kæmpe udbud. Prisen var bare næste 3 euro pr. 100 gram. Så vidt jeg husker, er den 7 svenske ved ”godisflyget” i Sverige, altså ca. 1/3 del af prisen her, og da vi således forventede, at også de andre boder havde ågerpriser, blev der ikke købt noget. Vi gik tilbage til vores hus og Kri stina lavede pandekager, som blev spist med velbehag.
Asbjørn og Sol kunne ikke forstå, at den danske familie med de to sorte hunde, der bor lidt længere oppe ad vejen, ikke var kommet hjem, men efter en aften og en morgen under belejring, har de sikkert valgt, at køre en lang tur.
Det blev til en film, og da børnene ikke var trætte, slukkede de og lukkede, hvorpå de kom forbi soveværelset og puttede de gamle forældre.
En dejlig dag i Frankrig var slut, og i morgen er det sidste feriedag, før bilen fører os hjem til DK.
28. feriedag, fredag den 22. juli 2011.
Morgenen viste sig endnu engang fra sin smukkeste side med høj sol og varmt vejr. Den står på afslapning og pakning i dag.
Den sidste feriedag i Frankrig, før vi skulle køre hjem, gik ved poolen. Det var dejligt vejr, og Asbjørn og Sol hyggede sig med hundene og de to piger.
Vi havde besluttet os for at stå op og aflevere hytten ved 10 – tiden og derpå køre hjem i et hug.
Sidste feriedag, lørdag den 23. juli 2011.
Hytten blev afleveret kl. 1000. Gennemgangen af hotellets personale af hytten var meget overfladisk. Det tog ”inspektøren” ca. 2 minutter at løbe ind i hytten, ovenpå og komme ud igen. Derpå overrakte ham mig en a4 formular, hvor alt var krydset af med flueben. Vi havde gjort lidt rent og vasket op, og jeg mener selv, at den standard vi efterlod hytten i, var fuldt ud lige så god, som den vi modtog den i, men da de havde sat prisen på slutrengøring ned til 20 euro, havde vi besluttet os at betale os fra diskussioner og besvær. Kl. 1015 sad vi i bilen og begyndte at køre hjem. Det var som sædvanligt ulideligt at køre på de franske motorveje med det irriterende betalingssystem. Det koster ca. 75 øre pr. kørt kilometer på motorvejen i motorvejsafgift, og selv om vi ikke er meget for at betale for at køre på deres motorveje, franskmændene, italienerne og østrigerne kører jo gratis på vores og ikke mindst de tyske motorveje, så hvorfor skal vi betale på deres, så er det mest irriterende dog, at betalingssystemet skaber køer, og vi oplevede køer på mellem 30 minutter og en time, blot for at skulle betale 10 euro og køre videre til næste betalingsanlæg, hvor det samme skete. Godt vi ikke skulle i modsat retning, for ferietrafikken sydpå var endnu værre end den nordlige.
Det var som ganske hyggeligt at køre her, og vi spiste og drak i bilen. Børnene glædede sig til at skulle sove i bilen, og jeg tror, at de var glade for, at de ikke skulle trækkes igennem en fransk storby med seværdigheder, men sidde i vores Rodius’ flysæder og se videofilm og kigge ud af vinduerne. Ved 21 – tiden skulle vi have diesel på, og vi kombinerede det med en aftensmad hos Mc Donald, eller ”Michael Donalds”, som de udtaler det. Den stod på de store menuer, og ved 22 – tiden kørte vi videre nordpå af de velfungerende og gratis tyske motorveje. For at støtte tyskerne, havde vi ventet til sidste øjeblik med at fylde diesel på, så det var en tysk og ikke en fransk tankstation, der fik fortjenesten af at sælge os diesel.
Jeg skulle køre efter Mc Donalds. Kristina havde taget en tre timer før, hvor jeg havde forsøgt at sove, men det lykkedes ikke, så nu havde jeg natten for mig. Jeg var bare så træt, og de 5 Red Bull vi havde købt, så jeg kunne holde mig vågen (Eriks råd), rakte ikke længe, for jeg var træt allerede da jeg overtog rattet kl. 2200. Nå det gik fint, men kl. 0300 var vi lige nord for Hamburg, og jeg måtte overgive mig. Sædet røg i liggebeslag, og jeg faldt i søvn. Det, der skulle være en lille lur, blev til en lur på tre time, og kl. 6 vækkede Kristina mig og vi byttede plads. Hun kørte os til Burg, ca. 7 km. fra færgen, hvor vi skulle købe ind i Fleggaard, men ved vores ankomst, var den lukket og det viste sig, at den først åbnede kl. 1100 og klokken var ikke mere end halv ni. Vi kørte slukørede til ”Bordershoppen”, og der var der ingen problemer med at købe ind. Vi købte for et ikke nærmere bestemmeligt beløb, og endnu engang viste det sig, at det var dejligt med en Rodius. Det var intet problem at få plads til øl, sodavand og vin. Vi ramte færgen som booket kl. 1015 og kl. 1130 holdt vi i Guldborg efter en dejlig ferie sydpå.
Og så lige en advarsel. Ved ”Kasselbakkerne” så vi flere gange, at billister, der kørte mere end 100 km/t, blev blitzet med røde lygter fra noget isenkram, der var ophængt over kørebanen, og som formentlig har noget at gøre med automatisk trafikovervågning at gøre. Så pas endelig på ved Kasselbakkerne i nordgående retning for neden af bakkerne!!
Rom fredag den 5. august 201 1
Turen til Rom (Fiumicino lufthavn) fra København med Cimber gik perfekt. Flybilletten var absolut discount og deraf var siddepladsen og betjeningen absolut begrænset. Men som vi talte om, ville vi ikke betale det dobbelte for at have bedre benplads og yderligere et par hundrede for at få flymad. Vi købte en Bombay – Gin i lufthavnen og spædede de 2 dl sodavand og Bloody Maryer op med ginnen, så gik det fint og efter 2 timer og 15 minutter landede vi i Rom. Efter lidt ventetid ved bagagebåndet, som personalet halvvejs skildte ad, fordi en rejsende teenager havde tabt sin Ipod ”ned i”, fik vi som nogle af de første vores kuffert. Forbi indrejsekontrollen, og hen mod toget, der kørte kort efter mod termini. Vi passerede flere hæveautomater, hvor man både kunne hæve kontanter ved hjælp af Visa og Mastercard, og togbilletterne, der kostede 14 euro pr. stk., kunne også købes i automater ved anvendelse af disse betalingskort.
 Toget kørte præcis, og kl. 2030 var vi på vores hotel ”Amalfi” http://www.hotelamalfiroma.it/da/ (Amalfi, super billigt hotel med de bedste anmeldelser og det må man sige passede, sjældent har vi set så rent et hotel og samtidig en god stil der passede sammen, igen må vi anbefale Tripadvisor), der ligger ca. 10 minutters gang fra Rom Termini. Hotelværten var en ca. 70 årig italiensk mand. Da vi skulle skrive os ind, afviste han Kristina, men henviste til, at det var mig, der havde den opgave. Stolt skrev jeg os ind, men da han promoverede sightseeing og andre tilkøbsmuligheder, henvendte han sig primært til Kristina! En mand, der virkelige havde forstand på salg.
Op på værelse 314. Jeg tog elevatoren og Kristina tog trapperne. Der var ikke plads til os begge og bagagen. Det var et lille værelse med bad. Men der var rent og pænt. Airconditionen virkede og værelset var dejlig koldt. Der var fladskærm, køleskab og safetybox. Det hele var perfekt. Derpå en tur i Rom. Der var afspærret for kørende omkring hotellet. Det viste sig at der blev opført et danseshow foran ..kirken. Det hele blev filmet og der var mange tilskuere, så vi var endnu engang ved tilfældighederne landet midt i en eller anden ”event”. Vi købte for 6,5 euro seks pizzaslides. De smagte fantastisk. Endnu engang må man konstatere, at det er Italienerne, der har opfundet pizzaerne, og ingen steder i verden laver man pizzaer som her. Fantastisk måltid med underholdning foran kirken, og så til jydepriser.
Ved 2230 tiden lagde vi os til at sove, og vi glæder os til at se Rom i morgen lørdag, hvor vi vil forsøge at nå så mange seværdigheder som muligt.
Rom, lørdag den 6. august 2011.
Morgenmaden var også over al forventning. Friskbagt brød, criossanter, caffe og varm mælk. Juice, mælk, og div. yoghurt kunne også fås. Efter at have indtaget så meget som muligt, og have fået ekstra kaffe og mælk, stod den på sightseeing i fra kl. 0915.
Vi startede i Sankta Maria Maggiore kirken, der ligger 2 minuter fra os. Derpå gik det vi følgende seværdigheder:
-
Piazza Della Repubblica, hvor der var en udstilling om Gallieo i kirken Sankta Maria Degliangeli. Gallieo står bla. andet bag opdagelsen, at et penduls bevægelsestid fra yderpunkt til yderpunkt er konstant, uanset afstanden mellem yderpunkterne, og hermed dagens naturvidenskabelige opgave til de opvakte,- ”hvordan kan det være?
-
Piazza S. Bernardo
-
Den Spanske Trappe, der på italiensk hedder Trinita Dei Monti, hvilket var en usædvanlig smuk oplevelse.
-
Fontana Di Trevi, igen en usædvanlig smuk seværdighed, hvor der var en horde af mennesker, nok det sted i Rom, hvor der var flest mennesker, næst efter Colloseum.
-
Palazzo Chigi
-
Monumento A Vittorio Emanuele 2
-
Tempio Adriano
-
Pantheon
-
Collna Traiana
-
Palazzo Venezia, hvor vi tro, at de romerske kejsere har boet
-
Arco Di Tito
-
Colloseum
 
 
Derpå gik turen hjem, men da havde vi også gået siden kl. 0915 og kun med få pauser og klokken var blevet 1530. Vi nappede lige en kage, en sandwich, der hedder noget andet hernede og et par kopper kaffe til 10 euro. Vi købte i en kiosk ved siden af vores dejlige hotel, et par øl og gik op på værelset, hvor vi efter et bad, drak et par øl og sov til middag til kl. 1715. Så gik vi ud for at finde et spisested. Kristina foreslog at vi tog over på den anden side af Termini Roma, og efter at vi var blevet skuffet over udbuddet af restauranter, gik vi tilbage til den samme restaurant, hvor vi i aftes havde drukket ”kaffe latte”. Det kostede os 11 euro at få pizzaer og 1,5 liter ”gasvand”. Så fik madammen den geniale ide, at vi skulle prøve at se ”Fontana Di Trevi” igen, så den gik gennem byen endnu engang, og med endnu en gåtur på ca. 2 timer, vil jeg hermed videregive dagens første matematikopgave til de opvakte.
 Opgave 1: Hvis vi har gået med en gennemsnitshastighed af 3 km/t, hvor mange kilometer har vi så gået i alt?
Men det var nu umagen værd. Fontænen var meget smuk i mørke, og vi fik en turist til at forevige os foran fontænen, desværre synes han, at vi var mere vigtige på motivet, end fontænen, så det blev nærmest et billede af os foran en oplyst svømmepool, der kunne være hvor som helst.
Kl. 2215 lå vi i sengen og så italiensk lørdagsunderholdning. Det er kanon med italiensk fjernsyn. Man forstår ikke en skid, men damerne har næsten ingen tøj på ;-)
Rom, søndag den 7. august 2011
Dagen startede med godt med kaffe og mælk og derpå til markedet Porta Portese. Vi troede at åbningstiden var 10 – 16, men det viste sig, at den var 06 – 14, så vores rolige morgen blev pludselig en travl morgen. Vi skulle gerne have det hele med, så vi gik hurtig mod torvet. På vores vej passerede vi, Coloseum og Circo Massimo der er et gammelt gladiatorstadion med plads til stridsvogne. Det var desværre under restauration, så det var endnu ikke den seværdighed, som det formentlig bliver om få år. Vi gik på torvet i ca. 3 timer, til det lukkede kl. 1400.  Der var meget lort, men det lykkedes og også at finde enkelte effekter af interesse, og de blev selvfølgelig købt. Lidt gaver til børnene. Vi drak også kaffe, og det var på en restaurant og var både godt og billigt. Mens vi sad på fortovsrestauranten havde vi underholdning af en mand, der skændtes heftigt med en af sælgerne af ”guld” og andre ædel / tungmetaller. Da markedet lukkede, gik vi til Vatikanet og Peterskirken. Efter sikkerhedstjek og tjek af påklædning, blev vi lukket ind. Mine bukser var ikke helt lange nok, men jeg trak lidt ned i dem, så gik det. Der var ingen ventetid ud over køen til sikkerhedstjekket, der vel tog 2 minutter, og kort efter var vi i kirken. Man må sige, at ingen kirker, måske endda bygningsværker kommer på siden af Peters Kirken. Utrolig storslået både i udsmykning og omfang. Kl. 1530 opdagede vi, at sikkerhedspersonalet slusede troende ind til messe. Jeg spurgte, om man kunne deltage, og vi blev tilladt at passere sikkerhedsfolkene og kl. 1535 sad vi klar til messe. Jeg har aldrig været til en katolsk messe før, men heldigvis har jeg set mange fodboldkampe, så jeg slog på korrekt vis korsets tegn før jeg satte mig på bænken. Kl. 1600 begyndte messen med kor, messedrenge og præst. Den varede heldigvis kun 45 minutter og var besøgt af ca. 250 personer. Under messen kom sikkerhedsvagterne rundt og samlede penge ind. Dette skønt de forstyrrede både mig og de troende kirkegængere, der både sad og bad eller deltog i bøn. Men hvis alle som vi gave 1 euro, så vil det jo også være træls at gå glip af en indtægt på 300 euro. Den katolske kirke er rig, og de er ikke bange for at blande økonomi og religion sammen. Men på den anden side, ellers havde de jo ikke været så rige.
Kl. 1700 var vi klar til at bestige de 551 trin, de er til toppen af kuplen på Peters Kirken. Det var nu ikke så hårdt som det lyder, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi svedte som svin, da vi nåede toppen, og det fortsatte resten af dagen. Vi får også gået meget, og da lufttemperaturen er mellem 27 og 31 grader, så skal der ikke meget til for at svede.
Rom er meget flot og udsigten fra Peters Kirken giver et virkelig godt overblik over denne smukke by.
Ved 1745 tiden gik vi videre mod centrum af Rom. Vi passerede Castel Sant’ Angelo og efter ca. 30 minutter kom vi til kunstnertorvet, Piazza Navona. Der var mange dygtige malere og musikere og torvet er absolut et besøg værd, selv om der intet ”ancient” er over det. Vi fandt vores ynglingspizzabar ved Panteon og efter pizzabaren, hvor vi spiste for 8 euro, gik turen til Roms mest berømte isbar, Gelateria San Crispino, hvor vi købte to små is, de er rigelig stor, to kugler, for 2,5 euro pr. stk. De er virkelig gode og man skal ikke købe is andre steder end der. Derpå gik turen hjem og vi fik et par gin og tonic på værelset og faldt i søvn efter et forfriskende – og affedtende bad ved 23 – tiden. I morgen skal vi endnu engang påregne at gå 15 – 20 kilometer og har tænkt os at starte med at gå til Vatikan Museet. Vi er blevet rådet til at gå derhen tidligt, men jeg (Johnny) gider ikke at stå tidligt op så vi tager køen som den er, når vi kommer.
 Rom, mandag den 8. august 2011.
Efter morgenmaden, der igen var i orden, gik vi hjemmefra ved 0930 tiden. Først gik vi forbi Den Spanske Trappe, hvor vi sad og nød et par platugler. For dem, der ikke ved, hvad Roms virkelige og ægte platugler er, så er det de ”gladiatorer”, der tilbyder turister at blive fotograferet sammen med disse kraftkale. Altså en romer klæder sig ud som gladiator og så spørger han uskyldige turister, om de vil foreviges sammen med ham. Hvad koster det, spurgte turisterne, og gladiatoren svarede sommetider 100 dollars. Grinende lod de uanede turister sig fotografere i forskellige stillinger, og da de skulle afregne, kostede det 1 euro pr. billede. Ikke sjældent krævede gladiatorerne mellem 5 og 10 euro op fra turisterne, og næsten hver gang, var det efter et mindre skænderi om prisen. Satans til måde at tjene til dagen af vejen.
Vi fortsatte og på gaden mellem Piazza del Popolo og Vatikanet, Via Cola de Rienzo var der mange butikker, der blev besøgt og et enkelt sted, måtte vi også have pungen op. Der er meget godt i Rom og en af de gode ting er, at man kan betale med creditkort, og man kan hæve kontanter rigtig mange steder med sit creditkort.
Vi var ved køen til Vatikan Museet kl 1230, og ved sikkerhedskontrollen kl. 1242 og i alt i kø i 28 minutter før vi var inde i museet og klar til at gå rundt. Museet er storslået i enhver henseende. Man drømmer ikke om, hvor mange uvurderligt smukke og arbejdskrævende udsmykninger der befinder sig på vægge, gulve og lofter i bygnigen, og hovedattraktionen er naturligvis Michelangelos udsmykning af det sixtinske kapel. Denne udsmykning er efter min mening ikke mere betydningsfuld eller overvældende end mange af de mere oversete malerier i museet, men rummet er helt fantastisk. De bevogtes af nogle vagter, der både genner turisterne videre, tysser på de talende turister og også påtaler, hvis en turist formaster sig til at tage et billede af loftet eller væggen i kapellet. Den går ikke. Og selvfølgelig animerer det andre som mig til at forsøge at få så mange billeder som muligt, og jeg vil gætte på, at vagternes energiske forsøg på at forhindre fotografering, er en af årsagerne til at netop det sixtinske kapel er så gennemfotograferet af turisterne.
Efter ca. 2 timer var vi færdige med museet, men du skal lige have dagens matematikopgave.
På en trappe, som alle gæsterne skal passere, er der ca. 300 mennesker ad gangen. Fra man stiller sig på trappen, til man er forbi trappen, er der gået 3 minutter. Hver gæst har betalt 15 euro for at være i museet. Museet har åbent fra 9 til 16. Hvor mange euro har Vatikanet i indtægt på en dag. Hvis museet har 325 åbningsdage om året, hvor stor en indkomst har museet så på et år.
Bare et løst overslag siger mig, at Vatikanet må være verdens rigeste stat. De kan ikke have mange udgifter, men for pokker, de får penge i kassen.
 Nå vi var gået sukker – og væske kolde, så vi fandt et pizzaria og fik købt nogle pizzaer og noget at drikke. I går havde vi drukket ca. 6 liter vand, og i dag, havde vi indtil videre ikke drukket mere end ca. 1,5 liter, så vi var virkelig matte i sokkerne.
Derpå gik den videre mod Den spanske Trappe, hvor vi holdt endnu en pause for at drikke en kop kaffe. Vi købte den ved Mc Donalds, og vi var lige ved at også købe is, men da Mc Donalds is var dyrere end den gode italienske is, droppede vi det og besluttede os for at gå hen til Gelateria San Crispino og købe is. På vej fik vi aftensmad, et par pizzer og øl, som ikke sneg sig over 10 euro. Det kan godt være billigt i Rom, man skal bare se sig for. Og kvaliteten, den er i orden. Bagefter sad vi en halv times tid på torvet ved Pantheon og drak en øl ved springvandet i midten og så den dejlige is, før turen gik hjem efter endnu en varm, dejlig og svedig dag i Rom.
Rom tirsdag den 9. august 2011.
Vi vågnede lidt sent og var først nede ved morgenmaden kl. ca. 0910. Der var morgenmad fra kl. 0630 – 0930, og i dag var der en anden madmor, end hende den effektive, der plejer at være der. Det medførte også en del ventetid, og at receptionisten måtte assistere, men det gik fint, og hende her var meget mere opsøgende, og spurgte, om vi manglede noget, mens hende der sædvanligvis var der, skulle have en forespørgsel for at vi fx kunne få kaffe, men så fik vi det også. Ingen problemer i det.
Kl. 1045 tjekkede vi ud efter et par kander kaffe med mælk. Bagagen blev opbevaret på hotellet, mens vi langsomt begav os ad de efterhånden kendte veje mod Roms mange og centrerede seværdigheder. Det blev til  et gensyn med mange seværdigheder, men vi kom også lige en tur på grønttorvet, Campo De Flori og forbi Area Sacra. Frokosten blev som ”sædvanlig” indtaget på pizza snackbaren på Via Del Seminario, tæt på Pantheon. Super pizza, og i dag havde de den pizza, der stor set kun består af olie, stærk blåost og pesto. Den er helt fantastisk og værd at rejse til Rom for at smage. Dertil en øl og en vand fra slagteren på den samme gade. Hos slagteren koster en halv liter øl kun 1,40 euro, så frokosten kostede lige i omegnen af 7 euro, altså ca. 50 kr. Ikke dyrt for så god mad og drikke.
Kl. 1500 afhentede vi vores bagage og gik til Termini, købte billetter til toget, og gik over til den gode kaffebar lige over for, hvor vi fik et par afskeds ”kaffelatte”. Derpå tilbage til Termini, hvor vi i supermarkedet ”i kælderetagen” købte brød til at have med i lufthavnen og kl. 1552 sad vi i toget ved spor 28, der ligger ca. 400 meter fra hovedindgangen på Termini og var på vej mod lufthavnen. Det fungerer utrolig godt med billetautomater, tog, elektronisk vejvisning af spor og afgangstider, så allerede ca. 30 minutter efter afgang, var vi i terminal 3, hvor vi skulle tjekke ind. Vi var der alt for tidligt, men i København tør man jo ikke tage det tog, der ifølge togplanen passer, for så er man næste sikker på, at man hver anden gang kommer for sent til tjek in, men sådan er det altså ikke her. Gad nok vide om IC 4 toget i virkeligheden bliver forsinket af dårlig dansk ledelse i DSB eller om det er korrekt at det er italienerne, der forsinker det, som det hævdes i Danmark. I hvert fald fungerer togene her.
Tjek in begyndte ved 17 – tiden og 1720 var vi i transithallen og klar til at rejse hjem.
   
Ratings vedrørende Rom på skalaen 1 – 10, hvor
10 er ”skal ses før du dør”
5 er ”hvis du har tid, så gør det”
1 er ”undgå for alt i verden dette”
-
Rom i det hele taget, 10
-
-
Piazza Della Repubblica, 5
-
Piazza S. Bernardo, 5
-
Den Spanske Trappe, der på italiensk hedder Trinita Dei Monti, 8
-
Fontana Di Trevi, 8
-
Monumento A Vittorio Emanuele 2, 4
-
Pantheon, 6
-
Palazzo Venezia, hvor vi tro, at de romerske kejsere har boet, 8
-
Colloseum, 5
-
Peterskirken, 10
-
Kuplen på Peterskirken, 5
-
Vatikanmuseet, 10
Konklusion:
Rom som helhed er en 10 – er.
Rom er en meget smuk, og på denne årstid, varm hovedstad, hvor seværdighederne står i kø og stort set er inden for en radius af 1 km. Hvis man er almindelig mobil, kan man gå til det hele og der er ingen grund til at tage busser eller metro.
Rom er hovedsageligt velegnet til voksenferie, med fokus på vandreture, sightseeing og mad, mens den ikke udmærker sig til shopping i samme grad som London og New York.
Bedste måde at komme rundt i Rom er at bare gå på må og få, så rammer man helt automatisk alle seværdighederne.
Man kan betale med Master - og Visa kort i alle forretninger og restauranter og man kan hæve kontanter i automater på ethvert gadehjørne.
Sponseret af 
|
