|
5. juli 2010, Kastrup, Johnny:
Afgang kl. 1710 til Stockholm med SAS. Ingen problemer med skift i Stockholm, selv om der kun var 50 min. mellem afgangene. Stockholm til Beijing i B-777. Dejligt fly, selv på monkeyclass, OK forplejning og benplads. Skift i Beijing til Hong Kong. Vi havde god tid. der var slet ingen problemer med visa eller indrejse. Indrejsen meget lettere og hurtigere end fx. indrejse i USA. Ankomst til den 6. juli kl. 1600 lokaltid til Hong Kong.
6. juli 2010, Hong Kong, Johnny:
Al bagage fremme (det plejer ellers at blive væk, selv om man kun flyver fra CPH til London). Ud i  en taxa. Alle taxaer kører efter taxameter og turen fra Lufthavnen tog 20 minutter og kostede kr. 180.
Lækkert hotel, L' Hotel på Kowloon - halvøen med view ud over en af havnene i Hong Kong.
På legepladsen var vores børn nærmest et udflugtsmål. Flere lokale børn ville fotografere dem med mødrenes digitalcameraer.
7. juli 2010, Hong Kong, Johnny:
Alle vågnede ved 11-tiden efter ca. 12 timers søvn. Vi gik ud i byen og købte noget mad, som vi spiste i en lokal park, hvor mændene sad og spillede et kinesisk skak, som vi ikke have set før. Alle gloede på os, som om de aldrig havde set hvide mennesker før.
Asbjørn havde heftig jetlag, så Kristina og Sol gik tur, mens jeg bar Asbjørn tilbage i sengen. Han sov en times tid, gik ud og kastede op, hvorpå han kiggede DVD sammen med Sol.
Kristina og Sol kom hjem med kager, hvorpå vi nød udsigten og livet på hotelværelset.
Om eftermiddagen tog vi metroen til  markedet, 20 kroner for os alle. En afstand, der kan sammenlignes med en S-togstur fra Glostrup til København. Der kunne man købe alt til fornuftige priser. Det var et dejligt sted, for selvom der var mange om buddet, var der ikke nogen pågående handlende, so man fx møder på markedspladser mange andre steder. Aftensmaden var god. Vi bestilte efter en menu, der var printet ud i farver med fotos af maden og bestilte, det vi havde lyst til. Dejlig mad til kr. 180,- Derpå hjem med toget igen. 10 kilometer, tre stop blev tilbagelagt på 10 minutter og så var vi tilbage på hotellet ved 22-tiden. Endnu engang erfarede vi noget interessant, ud over det vi var kommet for, nemlig at nyde vores forældreorlov med børnene. Metroen var så ren, at man kan spise direkte af gulvet. Toget er vel 200 meter langt og helt åbent inden i. Men det er også rent. Der ligger ikke et eneste stykke papir og flyder, og graffiti er helt utænkeligt. Ingen sæder er sprættet op, og kære danskere,  togene kører til tiden! Jeg gad nok vide, om de rene tog og den manglende vandalisme hænger sammen med almindelig velopdragenhed eller det har noget at gøre med bødeniveauet. Hvor forbrydere i Danmark opnår heltestatus og bliver klummeskribenter, TV-stjerner eller foredragsholdere, bliver man i Hong Kong straffet, så det mærkes. Rygning, hvor det er forbudt, 4.000,- kroner, indrejse med smitsom sygdom uden at kontakte karantænemyndighederne, 40.000 (fyrretusinde kroner) og jeg gætter på, at de stadig har dødsstraf for drab, voldtægt og anden grov kriminalitet. Og fængslerne minder nok ikke om de dejlige kollegieværelser danske fanger afsoner i.
To gange i går var vi på forskellige offentlige legepladser for både børn og voksne. Den ene havde også et udendørs gratis fitness anlæg. Legepladserne var meget flotte, havde gummi-faldunderlag, og også uden hærværk. Forældre kiggede på deres børns leg, mens de sad og snakkede med hinanden. Hvordan får man råd til det? Det er i hvert fald ikke pga. høj skat, at man har rene tog til tiden, rene metrostationer og dejlige offentlige faciliteter. Der bor i Hong Kong 7 mil. Mennesker og kun 25 % betaler skat, og så vidt vi kan læse, betaler de ca. 15 % af alt, de tjener over 110.000,- og nej, Søvndal, Hong Kongerne ser ikke ud som om de er kede af det!
Jeg tror, at selv om vi mener, at vi i Danmark har verdens bedste sygehusvæsen? politi? og meget andet, så har vi i virkeligheden nok i Danmark kun verdens bedste mulighed for at lære noget af andre. Tak for en dejlig dag Hong Kong.
8. Juli 2010, Hong Kong, Johnny og Kristina:
Kristina og jeg vågnede kl. 0230 og
besluttede, at vi hellere måtte se fodboldkampen, når vi nu alligevel havde ødelagt vores søvnrytme. Dejligt at se, at det bedste hold vandt og at tyskerne efter en god indsats måtte se sig slået af Spanien. Alle vågnede ved 10-tiden og efter morgenmad på værelset, havregryn, brød, kaffe og mælk, gik turen til den store buddhastatue.
Kristina: Turen til dette berømte sted, kan man komme til ved enten at begi sig opad via trapper svarende til 30 gange op og ned ad Møns klint, eller tag en slags skilift, vi valgte det sidste. Her var en unik udsigt over hele Hong Kong, man kan se alle øerne. Den store Buddha troner på en bjergtop på Lantau-øen, lige ved siden af lufthavnen. Den store Buddha er verdens største buddha-skulptur "af sin slags", som kinerserne skriver. Hvilket vil sige den største udendørs, siddende bronze-buddha i verden, den er 24 meter høj og vejer 202 tons. Indvendig er en klokke, der ringer 108 gange om dagen for at drive de 108 problemer væk, som plager et menneske. Jeg mener nu nok at kunne komme på langt flere problemer..... eller tager jeg helt fejl?
Børnene var nu mest optaget af et springvand, hvor de løb rundt i ca. 2 x 1 time og blev fotograferet. Asbjørn var tændt. Han kunne godt lide vandet, og han havde også fundet ud af, at han, med alle de fotos, der blev taget af ham, ville blive berømt.
Kristina: Skal måske lige tilføje, at mens både Sol og Asbjørn muntrede sig med fotojægerne og springvandet, sad Johnny og jeg og nød en kølig øl samt nacchos i 35 grader (vel og mærke i skyggen), fantastisk vejr, fantastisk dag.
De sidste ca. 30 trin op til Buddha statuen, der i øvrigt er ca. 30 meter høj, løb Asbjørn og jeg op, og det lykkedes mig at vinde. Næste gang turen går til Møns Klint, skal jeg løbe om kap med både Asbjørn og Mette og jeg vinder ;-)
Kristina: Afslutningsvis var vi igen i den lokale park, hvor man igen dyrker alverdens former for motion, uden at iføre sig specielle former for idrætstøj, og uden at kalde gymnastik for Zumba, rumba, salsa, aerobic eller andet fancy.... man sveder som (svin eller andet dyr) og får motion for alle pengene (her koster motionen dog ikke noget, og instruktørerne arbejder gratis og ER glade).
9. juli 2010, Hong Kong, Johnny:
Vi vågnede kl. 1000 og gad næsten ikke stå op. Jetlag går ikke lige over. Vi spiste morgenmad på værelset og gik til toget for at tage til Hong Kong øen, hvor vi skulle i Ocean Park. Toget gik som sædvanligt godt og da vi ankom til stationen Admiralty, blev vi kontaktet af en, der ville sælge os turen for 230,- pr. voksen og 115,- pr. barn inkl. transport til stedet. Vi overvejde tilbuddet lidt for længe, og da vi fandt ud af, at vi kunne spare 70 $, var det for sent. Han havde lige solgt den sidste og havde ikke flere. Nå, vi tog den autoriserede bus og billetforhandler og kom godt derud til den korrekte pris. Ocean Park var ulig noget man ser i Europa. Det varme vejr i Hong Kong gør, at man kan gøre folk våde uden de  brokker sig, og det er det, det hele går ud på. Der er vandattraktioner, så det er en fornøjelse og vores børn var ikke de sidste, der blev våde.
Efter at have været i vandpistol-land, nærmest paintball, bare med vandpistoler, stod den på fodring af søløver og senere et delfinshow, der var helt fantastisk. Det var også besøgt af mindst 1.500,- tilskuere, altså langt flere, end der er til en superligakamp i provinsen med mindre provinsholdet møder gudeholdet fra FCK.
Derpå tog vi i det store akvarium, hvor der bor rigtig mange af de store fisk fra Stillehavet. Hajer, rokker, ballonfisk, tunfisk, skilpadder og fisk, man aldrig har set mage. En kæmpe oplevelser. Senere ned i regnskoven og se pandaer i sort/hvid og røde pandaer.
Tiden fra vi ankom kl. 1200 til kl. 1900 fløj afsted, og pludselig skulle vi ud og hjem. Vi stoppede ved en stationsby, hvor alt var ved at lukke. Vi kunne næsten ikke finde et sted at spise, idet vi har besluttet, at McDonald ikke skal beværte os på turen. Vi spiser det aldrig i Danmark, hvorfor skulle vi så nu i Asien.
Nå vi fandt et lokalt kinesisk cafeteria, hvor retterne kun var beskrevet på kinesisk og prisen stod med skrifttegn, der lignede huse og både. Vi bestilte noget, som den søde dame beskrev som "vegtables", "rice" og "curry". Det viste sig at være præcis, hvad hun havde sagt. Inkl. 4 colaer, betalte vi ca. 100 kroner og maden var kanon.
På hotelværelset så vi lidt TV. Asbjørn læste godnathistorie og vi er enige om, at i morgen skal vi slappe af på legepladsen udenfor hotellet og måske finde en svømmehal.
Et godt tip, hvis nogen skal til Ocean Park. Køb mad og drikke med derind. En cola og en bakke pommesfrites, kr. 30,- det er mange penge i Hong Kong!
I øvrigt var det ved at gå galt for os, da vi tog toget til tiden, som sædvanligt. Da vi skulle af, viste de VM highligts, og Asbjørn var så optaget af straffespark og mål at han ikke hørte vi kaldte på ham. Sol skreg højt, at han ikke var kommet med, og vi nåede lige at få ham ud af toget, før det kørte.
Fantastisk, at det kan være så rart i toget, at man ikke kan høre, at man skal af. Tak Sol, selv om du hele tiden snakker og vil bestemme, fik du mange point her til formiddag.
10. juli 2010, Hong Kong, Johnny:
I dag stod vi tidligt op, og var allerede på gaden kl. 1245 ;-). Planen var at gå på legepladsen og fise den af hele dagen, men da børnene havde været på legepladsen i 7 min, som de ellers havde plaget om at bruge en dag på, var de blevet varme, og vi besluttede at tage til byen og finde en swimmingpool. Vores hotel har ellers reklameret med, at der var swimmingpool, og der er mange faciliteter, men de har prioriteret ressourcerne således, at pølen er det sidste de bygger færdig. Det virker logisk, når man har bygget et hotel i en egn, hvor gennemsnitstemperaturen er 30 og det føles som 40 pga. luftfugtigheden.
Vi startede med at recconosere for rejsen på mandag, hvor vi drager videre til Kina. Vi fandt med lethed stationen, hvorfra vi skal med toget til Fengsui, Kristina siger godt nok, det hedder noget andet, men sådan er det med hende. Der er altid et alternativ. (Kristina: sådan er det med Johnny, han fatter simpelthen ikke simple ting, såsom navne, om han så har fået det at vide 100 gange, byen hedder Guangzhou)
Prisen for 4 billetter på første klasse for en togrejse på 2 timer er 450,- Og mon ikke toget kører til tiden, det plejer de at gøre. Vi taler meget om, at direktøren for DSB har fundet ud af, hvordan DSB kan køre til tiden. Han udtalte i foråret, at hvis bare passagererne kom til tiden, så kunne DSB køre til tiden. Her i Hong Kong har man vendt tingene fuldstændigt på hovedet. Man har simpelthen besluttet at togene kører til tiden, så tager man de passagerer med, der er kommet til tiden. Et god tip til DSB. I øvrigt koster en tur i et svømmecenter med 2 indendørs- og 4 udendørs bassiner 30 kroner for 4 personer. Svømmehallen i Nykøbing F koster så vidt jeg husker 110,- for os fire. Gad nok vide, hvor vores skattekroner bliver af Troels Lund Poulsen!
Aftensmaden var Thai, og det var endnu en kanon oplevelse. Vi blev mætte på kort tid, og så for ca. 100,- Kristina har endnu ikke vænnet sig til at spise kyllingehud og Sol spiser det samme, som Jonas guffede i sig en hel uge på et 5 stjernet hotel i Dubai, ja rigtig gættet. Hun spiser ris med Heintz - ketchup.
Asbjørn derimod er mere som sin far. Han spiser hud og hår fra både høns og geder.
Vi så det meste af det berømte lysshow i Hong Kong. Det er ikke noget at rejsen jorden rundt efter, men promenaden i Hongkong er meget seværdig, med eller uden lyssshowet.
Tilbage på hotellet så vi på de videoklip og billeder vi har taget i dag med vores nye dykkerbrillekamera, der kan fotografere og optage lyd under vandet.
Hvis vi er heldige, kan vi ikke sove i nat og vågner, så det er mest praktisk at se Tyskland - Uruguay kampen med kinesisk kommentator. Han er ikke dummere at høre på, end Hans Grøntsag eller det hav af eksperter, der skal sikre at danskerne fatter, hvad der foregår, når man ser VM på enten DR eller TV2.
11. juli 2010, Hong Kong,
Kristina:
Så var det igen en dag, hvor vi stod meget sent op, det skyldes mange ting, bl.a. vi fik en form for uventede gæster midt om natten. Jeg vågnede ved 1 tiden i nat, ved lyden af en masse støj samt lys ved vores udgang til gangen, jeg fór op, og hvem så jeg stå i vores indgangsdørs iført Adams dress...... jo, Johnny stod og fumlede med døren, i forsøg på at sætte en sko i klemme for at døren ikke skulle smække ham ude. Johnny var så men bare på vej på WC (ifølge ham selv), da jeg spurgte hvad han havde gang i, var det som om at det så småt gik op for ham at han havde valgt den forkerte dør. Jeg gad nok vide hvilke følger det ville have fået, hvis han havde forsat sin færden ude på gangen, ledende efter et toilet, en lidt lang historie at skulle forsøge at overbevise en flok kinesere omkring med numsen bar.
Selve dagen tilbragte vi i vores egen bydel, Tsuen Wan, en del af De Nye Territorier, som briterne var så elskværdig at leje i 99 år med udløb i 1997, og som udgør hovedparten af dagens Hong Kong SAR. Hong Kong SAR (Særlig Adminstrativ Region) fungerer på mange måder som en selvstændig nation, selv om området blev en del af Kina i 1997. Hong Kong har sin egen valuta (HK$), grænsekontrol til Kina, og det er fortsat muligt for danske statsborgere at rejse ind i Hong Kong uden visum. Blandingen af kinesiske og engelske gade- og stednavne er bevaret.
Som sidste aftensmåltid valgte vi igen at spise lokalt, og igen var det et meget varieret spisekort, med MEGEN kinesisk menu og skrift. V i valgte som hidtil 3 forskellige retter på menuen og vi fik som hidtil 3 meget forskellige retter, jeg vil nævne den ene ret, som ris med noget kødlignende på toppen, hvorefter man havde hældt rå æg ud over hele retten...... for mig at se lignede det noget der havde været nede i maven og vende en gang. Johnny spiste det og påstod det smagte glimrende (jeg undrede mig), jeg greb tallerkenen med rejer og ris, som smagte ok. Både Asbjørn og Sol røg på risen og mere Cola. Som afslutning endnu en tur forbi den lokale park, hvor folk som altid sang, dansede og hyggede sig børn som voksne.
Tak til Hong Kong, fordi de værdsætter de muligheder de slev er med til at skabe.
I morgen checker vi ud kl. 10, sætter kursen med al oppakningen til vores lokale metro, videre til Hung Hom, hvor vi tager toget til Guangzhou. Vi agter at blive i Guangzhou i 4 dage.
Vi glemte lige at nævne at temperaturen i dag var ca. 36 grader, men nogle steder gik man ind i nogle "varmetunger", hvor det føltes som om man blev slået med en 2000 W føntører.
Hong Kong, 11. juli 2010, Johnny:
Generelt kan man sige om kineserne i Hong Kong, at de er meget liberale. Der er ingen restriktioner omkring voksnes forbrug af alkohol. Man kan købe magasiner med nøgne mænd og damer og det offentlige rum er præget af, at mænd og kviner færdes på lige fod.
Vi har overhovedet ingen angst for kriminalitet. Hvor man i Barcelona er sikker på at blive bestjålet, enten på en simpel måde, eller en mere kunstfærdig måde, er der slet ingen optræk til den slags her.
De handlende viser deres varer, men prisen er reel og de tager et nej for et nej. Hong Kong - kineserne er meget behagelige at færdes iblandt for almindelige Vesteuropæere.
Guangzhou, 12. juli 2010, Johnny:
Dagen startede rigtig godt. Ingen problemer med at pakke, og vi så det meste af Spanien – Holland på hotelværelset og så den færdig i metroen. (Toget kørte til tiden igenigen) Dejligt, at det bedste fodboldhold vandt. Tillykke Spanien, lidt synd at Torres ikke havde sit bedste VM.
Fra stationen i Hong Kong, Hung Hom, rejste vi til det ”rigtige” Kina. Toget, mindede om de gamle DSB tog, der sikkert er 40 år gamle, og som DSB stadig anvender på særligt heldige strækninger, fx Nykøbing – København. Forskellen er bare, at hvor DSB konsekvent ikke anvender de tidspunkter, de han angivet i deres køreplaner, så kører kinesiske tog til tiden – og de ankommer også på deres bestemmelsessted til tiden. Hvad med en studietur til Kina til lederen af DSB i stedet for et mediekursus, hvor man lærer at finde på underlige undskyldninger.
I Guangzhou rejste vi ind uden problemer og gik direkte til en pengeautomat for at veksle penge. Vores strategi var og er, at vi når vi ankommer til nye byer, vil vi tage en taxa til hotellet, så vi kan komme sikkert og let frem uden at skulle mase os rundt med al den bagage vi har med.
Ved hæveautomaten stod der en civilklædt herre med et ”akkrediteringskort” om halsen. Kristina sagde straks da vi så ham, at ham skulle vi ikke købe noget af, fordi han var en platugle. Sådan noget kan hun åbenbart se på 5 meters afstand.
Han spurgte, hvor vi skulle bo, og i det man i Kina skal have et sted at bo for at rejse ind, svarede vi ham. Kristina kom i snak med ham, mens jeg hævede penge, og på et tidspunkt spurgte jeg ham om han var police, hvilket han bekræftede. Vi spurgte efter taxa, og han fulgte os ud. Han hjalp med at bære Kristinas ene rygsæk. Det var næsten for godt til at være sandt. Sikke en strisser. Sådan er de ikke i Danmark, sådan at bære turisternes bagage rundt.
Vi kom ud på banegårdspladsen og det viste sig nu, at han snarere var den platugle, som Kristina havde forudset. Han anviste os en uautoriseret taxa, og vi begyndte at handle. Det skulle koste 300 yang, men grønthandlerdatteren ville det anderledes. De pruttede om prisen og den endte på 200 yang og platuglen lovede at det var en VIP taxa, så det var der vel ikke noget at sige til.
Chaufføren kom kort efter. Han var en stilfærdig ung mand og han hjalp os ind i VIP-taxaen, der var en kinesisk efterligning af en Toyota Liteace, der nok er den grimmeste Toyota, der nogen sinde er lavet. Denne efterligning var endnu grimmere og nok 20 år gammel og er sådan en bil man siger, at ”hvis den holder til næste syn, så er det godt”.
Vi begav os mod hotellet. Det skulle tage ca. 30 minutter, og chaufføren vidste ikke helt, hvor vi skulle hen, viste det sig. Han ringede febrilsk rundt, da Kristina havde vist ham sedlen. Jeg fik GPS signal på min Nokia N97mini. (grunden til at jeg skriver nummeret fuldt ud er, at hvis man vil købe denne telefon, skal man ikke gøre det pga. den fremragende GPS funktion, for det tager den sommetider 15 minutter at finde dens egen placering) Denne gang var jeg heldig. Det tog højst 10 minutter med armen ud af vinduet. Men Guangzhou var ikke på kortet over Kina, men der var en stor rød prik midt i en ødemark, så det kunne ikke hjælpe os.
Nå efter ca. 30 minutter ankom vi til et hotel, som han påstod var vores. Det var det ikke og vi begyndte at køre rundt i byen på må og få. Kristina, der havde været nervøs for at vi blev kidnappet blev beroliget af dette, idet han vel ville have kørt os til sine medsammensvorne, hvis han havde været en kidnapper. Ca. 1 time efter ankomsten til Guangzhou kom vi til hotellet. Ind i receptionen, og nu blev det sjovt igen.
Det hotelværelse vi havde bestilt for ca. 1000 kroner for 4 dage, viste sig nu ikke længere at have køkken og vaskemaskine. Noget vi havde bestilt efter. Dertil kom, at vi skulle betale for at gå i svømmepølen. Kristina talte længe med receptionisten og vi viste hende vores reservation, hvor der på engelsk stod, hvad vi havde krav på, men det hjalp ikke på hende, og hun var sandt at sige ikke helt skarp til engelsk. På tidspunkt blev jeg træt af det og blandede mig. Jeg sagde til hende, at hvis vi ikke fik det vi havde bestilt, ville jeg ringe efter politiet og skrive til booking.com, som vi havde bestilt det igennem. Hun ringede et eller andet sted hen, og så fik vi det vi havde bestilt.
Op på hotelværelset og installere os og så ud i byen. Vi fandt en meget eksklusiv restaurant, hvor vi voksne spiste en fire retters menu med rødvin, øl og cola, og børnene fik spaghetti med kødsovs. Alle disse herligheder for 275,-
Kl.1800 vendte vi hjem, for vi skulle i svømmebadet. Det var udendørs og vi startede med at få en stak mygstik. Kristina hentede myggespray, og så slap vi for det.
Vi badede i 3 timer og spillede bold med de lokale kinesere, der var meget søde. Bademestrene der imod var helt vilde. De fløjtede og fløjtede og henviste til regler, der stod på kinesisk og engelsk. Det var nu ikke alle reglerne, der stod på engelsk. Sol gik på et tidspunkt ned i poolen med badesko, men blev kaldt op, idet man ikke måtte have badesko på i poolen. Bademesteren, der ikke kunne engelsk, pegede på skiltet, men der stod intet om badesko, men det måtte man altså ikke, og fløjtekoncerten fortsatte.
Kl. 2115 var vi på værelset igen og spiste boller og drak kaffe og mælk. Sol gik lidt efter i seng, mens Kristina, Asbjørn og jeg så Die Hard 4.
Jo, vi var kommet til det rigtige Kina på godt og ondt. Dejligt at være rejsende og se, hvad dagen bringer.
I øvrigt fandt vi ud af, at internettet fungerer, men facebook er blokeret i Kina. Desuden er min mail ikke helt skarp herover, så jeg har lavet en gmail. Adressen er naboalarmen@gmail.com, så den er i velkomne til at bruge!
Guangzhou, 13. juli 2010, Johnny
Sol og jeg stod op kl. ca. 0800 og satte os ud i stuen. Vores hotellejlighed har tre værelser, køkken og bad, og det vækkede ikke Kristina og Asbjørn, at vi sad i stuen.
Sol fik noget mad, og jeg begyndte at skrive den lange historie om rejsen fra Hong Kong til Guangzhou. Kl. ca. 1000 vågnede sovetrynerne og Sol og jeg hentede morgenbrød. Vi fandt noget marmelade, brød, sukker og mælk. For det hele betalte vi 40 kroner.
Derpå gik vi ned i svømmepølen, idet den søde og ”engelsktalende” receptionist havde fortalt os, at den var åben hele dagen. Da vi kom ud til pølen iført badebukser, badevinger, dykkerbriller og badebold, erfarede vi, at den ikke var åben. Med røg ud af ørene og to skuffede børn, gik jeg ind til den søde receptionist og beklagede mig. Hun fortalte, at poolen slet ikke var åben i dag, fordi ingen arbejder der i dag. Jeg fortalte hende, at den havde været åben tidligere, og at hun havde fortalt mig, at den var åben hele dagen. Hun gentog blot, at den ikke var åben, fordi ingen var på arbejde???? Jeg spurgte så, hvornår den havde åben. Hun svarede fra 10 PM til 6 AM. Jeg spurgte hende meget høfligt, om hun mente, at den havde åben fra om aftenen til om morgenen. Nej nej, sagde hun og så ud som om jeg var idiot, samtidig med, at hun smilede høfligt. Jeg forsøgte  at forklare hende, at AM er fra midnat til middag, og at PM er fra middag til midnat, men det lod hun til at være ligeglad med. Jeg gav op og forlod hende med et noget uhøfligt kropssprog.
Vi gik så på legepladsen, hvor børnene orkede at løbe rundt og lege i ca. 1 time, mens vi afventede, at vores vaskemaskine skulle blive færdig. De fandt hurtigt nogle legekammerater og det gik kanon. Kristina og jeg fik læst lidt i vores bøger, og det var en dejlig tid i skyggen med ca. 39 graders varme.
Over middag tog vi metroen (der kørte til tiden, som sædvanligt i Kina) til Guangzhou Railway Station for at købe billetter til togturen til Nanning på fredag den 16. juli. Guangzhou er ikke nær så ren som Hong Kong var. Den er nærmest lige så  beskidt som København, men der er ikke hærværk eller graffiti, blot skidt og cigaretskodder mv. Der er også offentlig rygning, hvilket vi næsten ikke så i Hong Kong.
Vi prøvede et par billetkøer og fandt til sidst den rigtige, hvor man kunne købe billetter til Nanning. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at der var ca. 40 betjeningsluger og at der stod mindst 30 i hver kø. Det var en kæmpe hal, og udover de mennesker, der stod i kø, var der nok 100 kinesere, der lå rundt omkring og sov. Vi opdagede i køen, at vi kun havde ca. 700 yen, og vores beregning var, at vi skulle bruge ca. 1200 yen, og man kunne selvfølgelig ikke betale med kreditkort. Asbjørn og jeg gik ud i den kæmpe by og forsøgte at finde en hæveautomat. Vi passerede ”verdens mest trafikerede” kryds, der blev reguleret af lyssignaler og af betjente med flag og fløjter. I en treetagers bygning udelukkende med sportstøj, fandt vi en hæveautomat, og havde 2000 yen. Derpå tilbage til billetkøen, men vi gik en anden vej. For at undgå krydset med lyssignaler og betjente, krydsede vi gaden højst ureglementeret og kom godt over på den anden side, for selvom der var biler i ca. 5 – 6 kørebaner i hver retning, kørte de kun ca. 2 km/t og det var ikke svært eller for den sags skyld farligt, at gå på gaden pga. den lave hastighed.
Kristina var kun 5 pladser fra at blive betjent, og hun havde stået i køen i 3 kvarter sammen med Sol. De var begge ved godt mod. Vi kom efter ca. 15 minutter frem til betjeningen, og den ellers så iskolde skrankepave, der betjente kineserne, viste interesse, men kunne ikke et ord engelsk, og vi kunne stadig ikke et ord kinesisk. Hun tilkaldte damen fra kassen ved siden af sig, og det lykkedes os at booke 4 ”hard sleeper” senge til den 17. Juni, (til en pris af 600 danske kr. for tog samt soveplads til fire) Vi tog den, og her er et godt råd.  Sørg altid for at have dine planer skriftligt med dig. Vi har det hele på min mobil, og vores reservation, datoer og adresse, står på reservationerne på kinesisk, og det gør det noget lettere at sikre, at man får den korrekte betjening.
Tilbage til vores forstad med metroen, der igen kørte til tiden og fungerede absolut korrekt. I toget var vi endnu engang midtpunkt for alles blikke. Asbjørn og Sol fandt en ven, en kinesisk dreng på 2 år, der viste sjove bevægelser, nærmest karate, fulgt af strubelyde, og da Sol på et tidspunkt sad ved siden af ham, ville han kysse hende, men det var hun nu ikke meget for.
Da vi kom tilbage, virkede det helt stille og roligt, trods det vi tidligere havde oplevet også denne bydel som hektisk, men sammenlignet med området omkring Guangzhou Railway station, var den helt stille og rolig. Ind på vores sted fra i går, i virkeligheden en kaffebar, men vi spiste 3 x spaghetti med kødsovs og jeg fik en gang ris med bacon. Kanonmad til ca. 180 kroner inkl. dejlig kaffe, øl og sodavand.
På hotellet var poolen åben, og vi fik ca. 2½ time i vandet og Asbjørn spillede ”badebold” med de lokale og sol fandt en ”negerpige” med hottentot-hår, som hun legede med.
Vi fik booket hotellet for endnu en dag til en ordentlig pris, og gik op på værelset for at få lidt mad og drikke, før vi skulle i seng.
Da vi skulle ud i køkkenet, havde der været nogen og låse døren, og min opringning til receptionisten resulterede i, at der kom en ansat og åbnede, men først efter, at vi endnu engang havde gennemført forhandlingen om, hvorvidt vi havde ret til at anvende køkkenet eller ej.
Kineserne er nu ret smilende og returnere altid et smil med et smil, så det skyldes nok sprogvanskeligheder, at det ikke helt kører mellem receptionen / hotellet og os.
Guangzhou, 14. Juli 2010, Johnny
Nogen af os vågnede kl. 0800 og stod op. I kan selv gætte, hvem det var. Resten vågnede ved 10-tiden. Vi spiste, vaskede tøj og gik på legepladsen. Så gik vi tilbage til hotelværelset og børnene så en film på den medbragte DVD afspiller. Efterfølgende gik vi en tur langs Pearl River, der er brun som mudder, så man fatter ikke helt det med pearl, men det har sikkert en ”kinesisk” årsag.
Børnene var ikke meget for, at skulle gå en tur. De går meget op i, at det skal blive aften, så svømmepoolen åbner, men Kristina og jeg vil jo gerne se noget af byen. Derfor kom vi af sted, og gik langs floden. Det var nu ikke den smukkeste tur, men bemærkelsesværdigt var det, at der langs flodens bredder var en stribe moderne bygninger på begge sider. Stien var ved at blive gjort i stand, og de kinesiske brolæggere mindede lidt om de danske, man undrede sig over, at der skulle fire mand til, når det så ud som om de bare holdt pause. Hvor de danske brolæggere har maner nok til at stå op, lå kineserne ned og fes den af, men temperaturen var også 38 grader.
Da vi kom længere hen, viste det sig, at der om ca. 150 dage skal være Asia-games med Guangzhou som værtsby og da det så ud som om de manglede ca. 150 meter, skal de nok nå det.
Lidt efter mødte vi to kinesere, der var ved at bade deres hunde i mudderfloden Pearl River. Det oplivede børnene meget, og de børn, der før slæbte fødderne efter de kultursøgende forældre, var nu let til bens og ville gerne lege med hundene, men ingen af hundene var oplært til at lege med fremmede børn, så det blev mest til at de kiggede på hundene.
Lidt efter passerede vi noget hotelpersonale, der var i færd med at rense tæpper. Det foregik simpelthen på promenaden med maskine, shampoo og vand. Der skete noget, men et noget underligt syn var det.
Efter ca. ½ times spadseretur, kom vi til noget Kristina på afstand troede var et vandland. Vi gik derhen og det viste sig, at det vi først troede var en luftspejling, var et vandland. Vi havde dog ikke badetøj med, så vi besluttede at gå derhen i morgen, selvom vores temperatur var så høj, at det ville havde været dejligt, at køre ture i vandrutchebanerne.
Vi spiste lidt brød og drak noget vand i vejkanten  ved den befærdede hovedvej, hvor vandlandet lå. En kinesisk mand, der sad i nærheden kom hen og talte kinesisk til os. Da jeg klart tilkendegav, at jeg intet fattede, ville han lette kommunikationen og begyndte derfor med sin finger at tegne kinesiske tegn på fortovet. Uanset om han havde skrevet det med maling eller hugget det i fortovet, havde vi intet af tegnene fattet, men det var meget venligt af ham, sådan at tage kinesisk powerpoint i anvendelse.
Lidt efter passerede vi en gadebetjent. Han var bevæbnet med en politistav som dem amerikanerne har. Men han må have skønnet, at den ikke var meget værd, for han havde forstærket den med noget tre-kvart tomme rør, så der var ingen tvivl om, at man ville efterkomme en hvilken som helst anvisning denne ordenshåndhæver udstak.
Vi begyndte at gå hjemad, men ville lige tage den anden side af vejen. Vi gik ind i nogle boligområder, hvor der nok aldrig har været hvide danskere før. Det mindede mest om noget fra ”Et Juleeventyr” henlagt til en provins i Kina. Jeg var glad for, at jeg er mindst ½ meter højere og 4 gange så tung som de fleste kinesere, for jeg tænkte hele tiden på, at hvis de overfaldt os, ville vi nok kunne holde stand. Kristina mente, at vi måtte have set Kinas Christiania. Det mindede også om det, især hvis man vil acceptere, at kinesere kan minde lidt om grønlændere. Retfærdighedsvis må jeg her anføre, at jeg aldrig  har set en ædru grønlænder på Christiania, men at kineserne i denne bydel alle sammen var ædru ”og i stand til at føre køretøj på fuldt betryggende vis”.
Vi fandt ud af Christiania og gik hjem mod hotellet. Op på værelset og i køkkenet med vores dagligvareindkøb, hvorefter vi tog på legepladsen igen. Den af os, der havde været tidligst oppe, tog en lur på legepladsen og kl. ca. 1700 gik vi til en sushibar, hvor vi spiste mindst 45 stykker sushi. Og hold nu på hat og briller. Vi spiste det lækreste sushi med blæksprutter, kaviar, laks og meget andet, drak 4 kopper the og 4 colaer. Det blev den svimlende pris a 96 yen, altså ca. 85 kroner! Det er dælme gode tider for en jyde. Når man så lægger til, at Kristina netop har bestilt et lækkert hotelværelse i Hanoi, hvortil vi skal om ca. 10 dage. Vi skal betale 600 kroner for 5 overnatninger. Det kan godt se ud som om det er dyrt, men der er morgenmad med i prisen, gratis trådløst internet, DVD, CD, aircon og meget andet.
Aftnen sluttede med en tur i svømmehallen. Dejlig  dag.
Guangzhou, 15. juli 2010, Johnny
Jeg vågnede kl. 0730 og stod op. En halv time efter fulgte Sol, og Kristina og Asbjørn stod op ved 9 tiden. Asbjørn havde også meddelt, at han ville stå tidligt op, idet vi skulle i svømmehallen, så det var i OK tid.
Vi kom hjemme fra ved 1030 tiden og gik langs floden. Efter ca. 10 minutter kom vi til nogle mænd, der satte traditionelle kinesiske drager op. Vi stillede os op og betragtede dem. De var virkelig passionerede. En af dem tilbød mig at prøve sin drage, hvilket jeg gjorde. Men hvor det lykkedes de andre drageflyverer at få deres drager til at flyve problemløst ca. 100 meter oppe, lykkedes det mig på et par minutter at få min til at styrte ned, knække snoren og miste dragen. Det bekymrede ikke ejeren, der bare fandt en ny og satte ny snor på den og gik i gang igen. Han var ikke engang sur, men hilste og farvel.
I øvrigt så vi idag brolæggerne var gået i gang og de så virkelig effektive ud, selv om temperaturen også i dag var høj.
Kl. ca. 1100 var vi i vandland. Det var mega-stort. Men det var ikke så rent, som vi havde forventet. Kineserne i Goangzou er ikke blege for at ryge over alt og smide skodderne, hvor det er lettest, på gulvet.
På et tidspunkt kom der er en regnbye, og vi trak i tørvejr. Idet det også lynede og tordnede, blev de badende bedt forlade basinerne. Det regnede kraftigt i 10 minutter, og bagefter gik vi atter i vandet. Når vi holdt badepauser, blev vi flere gange tilbudt noget at spise af en lille kineserdame, der var på tur med en veninden og tre børn. De spiste hele tiden. De havde medbragt 3 rygsække, og jeg tror de alle tre var fulde af mad. Sol fik en majskolbe og en croissant på et tidspunkt, hvor hun var meget sulten. Lige tilpas.
Vi kørte i en vandrutchebane, hvor der både var tuber og hvor man endda kørte opad, skubbet af vand med højt tryk. Det har jeg aldrig prøvet før.
Ved 19-tiden forlod vi svømmehallen med vores to fiskeunger. De havde været konstant i vandet i ca. 7 timer og havde rosinhud over det hele.
På vej tilbage til "vores del af byen" kom vi forbi nogle mænd, der fiskede skildpadder. Vi håber, at de skal sælges som kæledyr, for det var meget svært for Asbjørn og Sol at acceptere, at de skulle spises. Tænk, at man kan fange store skildpadder i Pearl River!
Vi spiste sushi samme sted her til aften. Vi spiste endnu mere end i går, sparede ikke på noget og det blev ca. 110 kroner.
Endnu en dejlig dag i Kina.
Guangzhou, 16. juli 2010, Johnny
Vi stod alle op ved 0930 tiden og spiste morgenmad. Det var egentlig meningen, at vi skulle en tur ind til centrum med metroen, men vi besluttede os for at fise den af. Børnene nappede et par DVD-film og Kristina og jeg læste hver sin bog. Kristina læser noget om stærke kvinder, og selvom jeg har set forfatteren i TV og synes hun er en papkasse, så er hun sikkert ikke dummere end Sokrates, som min bog omhandler, nemlig samtlige værker. Sikke en gang vås. Jeg kan også læse mig til, at dem der i nogen af dialogerne stiller de spørgsmål jeg stiller er beskrevet som ubegavede. Nå, det er i hvertfald ikke mig, der hævder at vi ved det hele i forvejen og blot bliver mindet om det, sikke noget bavl,  og der er meget mere bavl i bogen. Det er kun fordi jeg ikke har ret mange bøger med, at jeg holder ud. Den anden bog jeg har med er nemlig Biblen, og det kendskab jeg har til den er, at det også er en omgang vrøvl.
Nå ved 1400 gik vi alligevel en tur. Vi gik ned til centrum af vores bydel. På vejen derned kom vi ind i et par forretninger og vi fik købt fødselsdagsgave til Mette og Sol. De fylder begger år den 1. august, så det var dejligt at finde et par gode gaver. Mette skal sendes til Bornholm, men da vi passerede postkontoret, var der lige så stor kø (næsten) som der var på togstationens billetkontor (det var som ovennævnt en hal på størrelse med tre håndboldbaner med køer over alt)
Vores frokost blev købt i et konditori. Vi spis te kager og noget, de påstod var Caffe Latte. Det kinesiske Caffe Latte er ca. 5 grader varmt og med isterninger, det var en overraskelse.
I en tøjforretning kiggede Kristina længe på noget, der åbenbart var meget smart. Jeg synes nu det lignede noget hjemmelavet, og hun købte heldigvis ikke noget der.
Selv om temperaturen var ca. 35 grader (vejrudsigten siger, at den er 32 og at det styrtregner), gav det kun et par småbyger. Det regn, der kommer, kommer kun i ca. 3 minutter ad gangen, men regndråberne er på størrelse med æg, så man kan godt mærke når man bliver ramt.
Vi passerede på vores vej en restaurant, der reklamerede med skildpadder, men det er nok forloren skildpadde og ikke rigtige skildpadder,  man kan købe sådan et sted. Ved 17 tiden begyndte vi at gå tilbage, men vi kom til at stå at kikke på en konditor, der lavede lagkager. Det var vildt imponerende, og vi aftalte, at vi, når vi kommer hjem, skal lave lagkager om søndagen. Kristina mente, at vi skulle have en rød Kenwood røremaskine, for at det kan gøres ordentligt, og det blev aftalt at købe en sådan og stille den i bryggerset, for sådan en skal altid stå fremme. Der ud over skal vi have fingre i en "drejeanordning" som dem man bruger til at laver drejede produkter i ler med. For en af hemmelighederne bage en flot lagkage er, at den laves på en drejeskive, men det har vi helt styr på, for vi stod og kiggede på at der blev lavet lagkager i ca. 1 time. Asbjørn tog tid på, hvorlænge det tager en dygtig konditor at lave en lagkage, og det to ca. 10 min pr. styk, og alt man skal bruger er: En Kenwood røremaskine, gerne i rød (konditoren i Guangzhous var hvid), en drejeplade, en meget stor kniv, ca. 30 cm med takker, en hobbykniv til at skære frugter, en takket plastictrekant til at lave strukturer på flødeskummet og diverse skåle og dejskrabere.
Vi fandt derpå et supermarkede, hvor man kunne købe alt. Der var nok 100 slags ris, 100 slags soya, 100 slags olie og alle slags grøntsager, øl, vin, slik, bleer. Kineserne mangler ikke noget, og det kan her lige nævnes, at deres vognpark e r langt mere luksuriøs end vores, nok ikke relativt, men antalsmæssigt.
Vi købte ind, og fyldte et par indkøbskurve med det vi havde lyst til, og det kostede 50 kroner. Det er ikke dyrt at købe ind i Kina. Derpå hjem og hurtig i svømmepoolen.
Kl. 2100 var vi på værelset og spiste aftensmad og kl. 2200 var vi i sengen og se DVD. Vi havde købt tre DVD-film i supermarkedet. Shrek 3, UP og Barbie og de tre musketeer. Pris i alt 27 kroner, men så er det også kun med kinesisk tekst og engelsk tale.
Endnu en dejlig dag i Kina.
Guangzhou, 17. juli 2010, Johnny
Vi stod op ved halv ni tiden.Vi skal i aften kl. ca.  2100 med nattoget til Nanning, hvor vi skal være i 3 dage, før turen går til Vietnam.
Vi skal bo på Nanning Jinfuying Hotel. Indsat er reservationen og kortudsnit er herunder
Det bedst satelitfoto, som Google Earth kan præster over Nanning, så må man sige, at deres kort er noget bedre opdateret ->
Herunder er kortudsnit med rutevejledning fra
stationen til hotellet
Rejsen fra Goangzhou til Nanning, 17 og 18. juli 2010, Johnny
Vi forlod hotellet kl. 1200 og gik ca. 1 km til metroen og turen til Guangzhou Railwaystation forløb uden problemer. Man bliver helt træt af at skrive, at toget kørte til tiden. Som følge af udtjekningen skulle ske kl. 1200 og toget til Nanning først kørte kl. 2108, ville vi have vores bagage opbevaret og gå rundt og se på byen. Jeg gik ud for at finde et opbevaringssted, og i min søgen, fandt jeg et. Derpå ledte jeg efter et WC, men det fandt jeg ikke. Da jeg på et tidspunkt stod i tørvejr, var der en, der sagde noget til mig på engelsk. Han hed Jay og var canadier. Jeg spurgte, om han vidste, hvor der var et toilet, og han ville vise mig det, for han havde ikke meget at lave alligevel. Det skyldtes, at han var blevet bestjålet for alt, penge, pas og mobil. Han arbejdes som engelsklærer ca. 3 timer fra Guangzhou. Jeg tilbød ham, han kunne låne de 80 yen af os, og så kunne han sende os en mail, som vi kunne returnere vores kontonummer på. Sådan har vi lært det af en englænder, Paul Tasker, som lånte os 2.500,- kroner på vores glatte ansigt for 10 år siden i Barcelona. Der havde vi været på Ramblaen i 10 minutter, da jeg blev bestjålet alle vores værdier, kamera og kreditkort på en Mc Donald. Den dag i dag, kan jeg stadig huske hans navn. Nå vi gjorde forhåbentlig, hvad man skal gøre i en sådan situation. Jay fik 100 yen og vil skrive til os, og hvis han ikke gør, så har vi ikke mistet meget.
Vi kom igennem køen og ind i venteområdet. Det viste sig, at dem i baggeopbevaringen ikke mente, at de havde lyst til (eller mulighed) for at opbevare vores bagage, eller at Luggage Attendant ikke betyder opsyn med bagage, som jeg havde forventet.
Tiden til kl. 2108 gik hurtigt. Vi gik rundt og kiggede på de forskellige butikker. Vi spillede skak, kort og kiggede på de forskellige mennesker. Det var en blandet fornøjelse, for mange kinesere er simpelthen nogle svin. De ryger og spytter, hvor de har lyst, så man kan godt forstå, at Hong Kong har de høje bødetakster, for ellers ville der være hakkere over det hele på de rene gader i Hong Kong. Guangzhou var ikke ren, og Kristina vil senere skrive om sine oplevelser på dametoilettet, men jeg kan lige give en forsmag. På herretoilettet, havde en pæn mand lige tisset i en kumme, magen til dem, man også har på herretoiletter i DK. Men da han vendte sig om og lynede sine bukser, spyttede han en ordentlig "mågelort" midt på gulvet. Hvorfor pokker kunne den ikke være havnet i tissekummen?
Ved 19 - tiden kom vores tog, K483 på tavlen og vi gik op til den korrekte afgangshal. Vi fik efter kort tid en siddeplads ved et 220 v stik, og Sol og Asbjørn fik lov at se "UP". Den havde kinesisk lyd, så mange kinesere fulgte med og mange fotograferede de to søde børn.
Der kom lejlighedsvis forskellige meldinger i hallen fra en kineser via megafon. Vi fattede intet, men en venlig mand, viste os sin billet. Han skulle med samme tog, og han sørgede for at holde os underrettet om evt. ændringer. Og ligeså svinske vi havde oplevet kineserne, ligeså hjælpsom kan de også være.
kl. 2050 var toget på perronen og kl. 2108 kørte det (TIL TIDEN IGEN, JEG HÅBER VI HAR EN TRAFIKMINISTER, DER VIL FYRE HELE DSBS LEDELSE OG ANSÆTTE NOGEN, DER KAN FÅ DET TIL AT FUNGERE, DET KAN JO FUNGERE, HVIS HAN IKKE KAN DET, KAN HAN JO PASSENDE FYRE SIG SELV, FOR HVAD ER VIGTIGERE FOR EN TRAFIKMINISTER?)
Vi fandt let vores vogn, nr. 15 og vore sovepladser. Vi havde fået "hardsleeaper", hvilket var nogle sovepladser i åbne kupeer, og der var passage langs fodenden for de øvrige passagerer. Det gik nu fint. Vi købte en godnat øl for 4 kroner og lagde os til at sove. Asbjørn og jeg lå i en kupe og Kristina og Sol i en 2 kupeer derfra. Kl. 0700 vækkede Kristina mig, (Sol var vågnet kl. 5.30) Jeg havde haft en OK nat, men Kristina havde ikke sovet så godt. Vi spiste morgenmad, og da Asbjørn vågnede kl. 9, fik han også morgenmad. Han kan sove den dreng. Kl. 0940 var toget i Nanning, til tiden, og vi gik ud for at finde billetsalget, hvor vi skulle købe billetterne til Vietnam den 21. juli. Vi fandt det hurtigt, men erfarede, at vi manglede ca. 300 yen i kontanter, for at kunne købe billetterne. Jeg gik ud i Nanning, for at finde en hæveautomat, og prøvede 3, der alle ikke returnerede penge. Jeg fandt til sidst med hjælp fra en vagtmand, en hæveautomat, og gik tilbage til min trætte familie, der sad og ventede i ankomsthallen. Vi købte billetter, fandt en taxa, viste ham kortet og voucheren fra hotellet, hvorpå han kørte os til hotellet, en tur på 25 minutter, til den svimlende pris a kr. 25,-
Hotelværelset blev klargjort mens vi ventede i lobbyen i ca. 1 time. Det første vi gjorde var, at tage et bad, derpå sov vi i 2 timer, og så gik vi ud i byen for at finde en "grillbar". Da det ikke lykkedes, købte vi noget tør-suppe og nogle øl og sodavand og gik tilbage på hotellet og spiste.
Derpå så vi DVD og hyggede.
Kristina ang. kinesernes renlighed:
For lige at vende tilbage til mit toiletbesøg. For det første lugtede der mere eller mindre af urin overalt på stationen, og de af jer som kender mig, ved at jeg har enormt svært ved dårlige lugte. Jeg måtte dog på et tidspunkt i løbet af den lange ventetid se mig nødtvunget til at gå på toilettet, da jeg næsten havde tåre i øjnene. Jeg fandt toilettet hvor cirka 30 andre kvinder også ventede i kø. Der var vådt overalt på gulvet og jeg frygtede det væreste, jeg holdt hele tiden en parfumeret vådserviet op for næsen, der var en forfærdelig lugt. En fornem dame, der stod ved siden af mig, skulder mod skulder, lavede lige pludeselig en "hakker" på gulvet, 10 cm fra min fod, men jeg kunne nemt mærke at nogle strint også ramte mig. Jeg var ved at brække mig. Så kom køen frem, og jeg stod nu så jeg kunne se alle 5 døre til de 6 toiletter der var, det ene toilet havde ikke nogen dør, men der sad alligevel en dame i hugstilling (det er gulvtoiletter) og gjorde stort, det var mega ubeskriveligt ulækket. Pludselig kom en ældre dame også ind på toilettet, hun hakkede hele vejen og gik over i et hjørne hvor hun på gulvet brækkede sig. Jeg gik fuldstændig i trance, jeg troede simpelthen ikke på hverken det jeg så eller kunne lugte. Da jeg langt om længe kom ind på et toilet, var der ....... overalt, det er det klammeste jeg nogensinde har oplevet. Jeg brugte en hel pakke vådservietter efterfølgende til at vaske mig så meget som muligt overalt. Det kan godt være at kvinderne i Kina klær sig super flot og er super trimmede, men med hensyn til deres hygiejne og deres omgang med urin, snot, bræk og afføring er utilgiveligt, der er kun plads til forbedring.
Jeg behøver selvfølgelig ikke at skrive, at jeg ikke gik mere på toilettet på den station, jeg drak bare ikke mere. En oplevelse må man sige, bare i den forkerte ende af skalaen.
Nanning, 19. juli 2010, Johnny
Vi stod op ved kl. 0800. Kristina var allerede i bad, da jeg vågnede. Vi havde stillet vækkeuret, så vi kunne stå op og spise morgenmad. Vores forventning var continental breakfast og derfor ville vi have god tid til at spise morgenmad. Vi røg ud af værelset og ned i spisesalonen. Det viste sig, at være diskoteket, der stillede lokalet til rådighed og beslysning og udsmykning var som et dansk diskotek, og dem der har set et sådant i fuld dagslys ved, at der er en årsag til, at der er mørkt. Alle diskoteker er ulækre og grimme om dagen og dette var ikke en undtagelse.
Morgenmaden der i mod, var ikke ulækker, men den var heller ikke continental. Den var orientalsk, eller rettere kinesisk. Det mest genkendelige var en meget tynd risengrød, som vi spiste med velbehag og drak the med sukker og mælk til. Kristina tog også et "blødkogt" æg, der viste sig at være lilla inden i pga. lang kogetid eller lignende overgreb. Jeg spiste nu også et par risboller. De var OK, men ikke til tårer i øjnene.
Efter morgenmaden talte Kristina mest om at hun skulle have noget McDonald mad. Hun plejer at vende øjne, hvis vi i DK nævner muligheden for MC-D, men i dag var det helt anderleds. Vi gik op og så Lassie på dvden, og tog en taxa til Wall Mart - Centret, der er et kæmpeindkøbscenter ca. 10 min kørsel fra hotellet. 11 yen for taxaen og vi var der. Det var meget flot, og det var muligt, at købe alt, men vi var nærmest de eneste kunder i centret, der var på størrelse med Fields. Lige som i andre forretninger, ligger ekspedienterne og sover på stolene, når der ikke er kunder, så der blev sovet en del til middag.
Vi fik frokost i PuzzaHut, alt hvad vi kunne spise og drikke for 150 kroner. Derpå i Wall-Mart, der er som de amerikanske, men bare med de varer som kineserne efterspørger. Vi blev enige om, at hvor vi kan lide meget arabisk og middelhavsmad, så er det, der gør at vi ikke tænder vildt på kinesisk, at det er det vi kasserer, de spiser. Hønsefødder, svanehals, fiskehoveder og meget andet, der plejer at havne i skaldespanden hjemme hos os i hvert fald.
Nå efter indkøbet, der blev gjort til samtlige morgenmåltider resten af tiden i Kina, og lidt drikkelse, tog vi en taxa hjem til hotellet . 13 yen, ok pris.
Da vi kom ind, blev vi kaldt over til receptionisten. De ville have yderligere depositum på 400,- yen og sammenholdt med de 600 vi allerede har betalt, har vi nu betalt mere i depositum, end det koster at bo her, men de bekræftede, at vi ved udtjekning skal have 136 yen retur.
Da vi kom op til værelset, var vores kort til døren ugyldigt, en skik kineserne bruger, når de vil have kontakt med gæsterne, så spærre de kortet til værelset, men meget upraktisk, når nu tingene er bragt i orden.
Kineserne har meget at lære, når det gælder at betjene Vesteuropæere på hoteller.
-
De kan ikke tale andet end kinesisk
Jeg spurgte i receptionen efter "toilet paper", jeg prøvede med flere forskellige ord, der kunne dække dette produkt. Det eneste jeg ikke forsøgte var fagter (Jeg kan levende forestille mig John Cleases fagter for den slags) Den søde recpetionist hentede tre forskellige aviser, hvorpå jeg gav op.
-
Man kan ikke betale med kreditkort
-
Deres mad er uspiselig
Men de smiler høfligt.
Vi sov til middag ovenpå den hårrejsende oplevelse med manglende engelsk. Vi vågnede kl. ca. 18 og kl. 1900 var vi på gaden for at finde en taxa, der kunne køre os til Nanning. Trafikken er helt ubeskrivelig. Vi har aldrig set så mange knallerter, MC-busser, taxaer, biler mellem hinanden. Det er livsfarligt og kun med størst mulig opmærksomhed vi færdes, men det er jo nødvendigt, hvis vi skal opleve noget og ikke bare sidde på værelset og se DVD-er.
Vi fk en taxa og han fik stukket min mobil op i ansigtet, hvor der var et kort over byen og en markering af Nanning Railwaystation, både med pil og med arabiske og kinesiske tegn og bogstaver. Han lod til at forstå det, og begyndte at køre.
Kort efter erfarede vi, at vi var steder vi aldrig før havde været, og taxachaufføren begyndte at ringe rundt. På et tidspunkt fik jeg hans telefon og i den anden ende var der en, der troede han kunne tale engelsk. Jeg sagde Railwaystation, Nanning i flere kombinationer, men den "engelsktalende" i den anden ene, fattede intet. Da vi havde kørt for ca. 70 yen, vi havde kun 68, idet vi var blevet opkrævet de 400 ekstra i depositum, standstede chaufføren stolt på et udsted, og mente vi var fremme. Kristina råbte fra bagsædet TRAINSTATION og han gjorde nogle fagter, der minde om at han strøg sine bukser, hvorpå han vendte om. Efter yderliger at have kørt for 20 yen, var vi ved et meget urbant sted med lys over alt og en McDonald på hvert gade hjørne. Vi bad ham sætte os af. Jeg forsøgte at forklare ham, at vi ikke havde flere penge end 68, og han signalerede tydeligt, at det var helt i orden. Vi gav ham 60 og vi kunne nok have sluppet billigere, men han havde jo gjort det så godt han kunne, så det var ok.
I den oplyste bydel spiste vi McDonaldmad, gik på forholdsvis rene toiletter, drak Irish Coffe og Caffe Latte, købte sandaler, kasket og zip-off bukser. Det hele til meget rimelige priser og meget vesterligt. Vi var enige om, at byen Nannings værdi for os var langt højere end Guangzhou. Vi tog hjem kl. 2200 med en taxa, der kørte rigtigt og det kostede 33 yen, helt kanon. På værelset så vi Max Pinlig, drak øl og sodavand.
Endnu en dejlig dag i Kina.
Nanning, 20. juli 2010, Johnny
Dette kapittel i eventyret slutter med en rejseanbefaling vedrørende "hvorledes man bør forholde sig overfor sovende taxachauffører"
Men først det sædvanlige. Vi stod op kl. ca. 0900 og spiste morgenmad på værelset. Kinesisk næsten continental breakfast er ikke attraktivt for os. Derpå så vi Asterix og Gladiator på DVD. Gode film og ved 1500 tiden ville vi så afsted mod Nanning, den fede handelsby, hvortil der er 20 minutters kørsel og ca. 23 kroner til.
Netop som vi ville ud, begyndte det at regne, og der er vist en årsag til, at det hedder shower på engelsk, for det minder mest af alt om en tur under en KEW, 100 bar bruser, når det regner her i Kina. På ca. 2 minutter er kloakerne så pressede, at der render mere vand op af dækslerne, end ned i dem.
Da det værste havde lagt sig, gik vi ned i lobbyen. Jeg ville lige spørge, "when do we have to check out tomorrow" og fik svaret "hav you payed deposit", jeg opgav, vi spurgte the bellboy, nok den på hotellet der er bedst til engelsk og i øvrigt mest begavet, og han svarede kl. 1400,- så det retter vi os efter. Tænk, at der er ca. 8 nydelige kineserdamer i receptionen og ikke en af dem kan acceptabelt engelsk, men ham, der slæber bagage og åbner døren er den, man må ty til, når man virkelig skal have information. Nå, vi gik op ad gaden og fik hurtigt en taxa. Det var en kvindelig chauffør og hun var lidt mere forsigtig, end vi er vant til. Det identifikationskort, der er opklæbet i taxaen ved passagersædet viste godt nok en mand, og det plejer at ligne chaufføren, men vi blev enige om, at hun ikke havde stjålet taxaen, men blot hjalp en ven eller sin mand.
Inde i byen stod den snart på McDonalds mad. Asbjørn var meget indstillet på denne internationale restaurant, og da vi ikke er helt tilfredse med hygiejnen og det affaldsfoder de serverer i Kina, var vi ikke svære at få overtalt. Derpå i forskellige stormagasiner og vi fik købt lidt småting. Både tøj og noget proviant til turen vi skal på i morgen til Hanoi. Vi glæder os meget til Vietnam, for selv om vi er glade for at opleve Kina, så savner vi at komme i havet og håber også på, at Vietnameserne har en lidt anden kultur mht. renlighed, mad og sprogfærdigheder. Amerikanerne og franskmændende har vel efter deres uheldige behandling af Vietnameserne trodsalt lært dem at tale noget forståeligt fransk eller engelsk og beskrivelserne af strandene og folket er fantastiske.
Nå, efter vores indkøb, løb Asbjørn nogle ture på en gågade i Nanning, og da vi alle var færdige med bylivet ved 19-tiden prejede vi en taxa hjem. Det gik fint. Han lignede ham på identifikationskortet men han kørte og gassede op og slækkede speederen. Vi talte lidt om det, og på et tidspunkt holdt vi for rødt og Kristina opdagede at han sad og sov. Det talte vi lidt om, og jeg blev bedt om, at holde øje med ham. Jeg sad ved siden af, og jeg gjorde mig klar til at overtage rettet, hvis det skulle gå galt og han faldt i dyb søvn. Men ellers kørte vi videre med skiftende hastighed. Langsommere, når han lige tog sig en lur, og hurtigt igen, når han lejlighedsvis vågnede.
Betryggende, at det kan lade sig gøre at sove i en trafik, der får trafikken på H. C. Andersns Boulevard i København til at minde om trafikken mellem Nørreballe og Stokkemarke ( for dem der ikke ved det, er der her en trafiktæthed på en bil på 800 meter)
Da Kristina ikke kunne klare det mere, bad hun mig vække chaufføren. Det gjorde jeg så og jeg sagde "tired?" Det svarede han nu ikke på. Han begyndte bare at køre som om han var alene i byen. Han kørte pludselig 100 km/t og overhalede inden - og uden om. Næsten også over og under de øvrige trafikanter, men kort efter kom vi til hotellet, hvor han fik sin betaling og vi gik op på værelset.
Da vi kom op, virkede nøglekortet ikke, og vi måtte alle ned igen. Jeg ville ikke gå derned selv, idet jeg frygtede, at de skulle have mere "deposit", og det er helt afgjort Kristina, der har styr på finanserne og hvad vi har ude og hvad vi skal have tilbage.
Vi kom ned i recptionen, og jeg så ikke venlig ud. Recpetionisten gav os uden krav eller forklaring et nyt nøglekort, og vi gik op på værelset. Børnene røg i bad og vi så Ice Age som afslutning på en dejlig afslappende feriedag, den sidste før afgang til Hanoi i morgen den 21. Vi har sovekupe, og vi håber det er en vi har for os selv.
Kristina: Kommentar til maden, specielt i Guangzhou (den forrige by, med meget dårligt hygiejne).
Kantonersere spiser alt med ben - undtagen borde, og alt med vinger - undtagen fly. Det kræver mod at gå i krig med de ægte specialiteter fra det kantonesiske køkken. Guangzhou er i stand til at servere over 5000 forskellige retter. Sikkert er det, at mange af dem indeholder slanger, katte, hunde, aber, ugler, frøer, hajfinner, og hvad der ellers bevæger sig. "Duftende kød" kan være hund. Kineserne vil besværge, at det lyse slangekød er endda særdelses sundt (kun priserne er giftige).
Nanning, 21. juli 2010, Johnny
I dag er en rejsedag. Vi skal med toget kl. 1845 fra Nanning til Hanoi, hvor vi regner med at være fremme kl. 0600 den 22. juil.
Vores formiddag går med DVD, bøger og dovneri på hotellet. Vi forlder det kl. 1315 og tager en taxa til stationen, hvor vi så vi opholde os til afganen. Vi er ikke så mobile. Vi har vel ca. 45 kg. bagage, og det er primært fordelt på Kristinas og min rygsæ, så det erikke sådan at vi farer rundt. Vi har alt for meget tøj med. Jeg kunne fx. godt have nøjedes med at have tre trøjer, et par sokker, 5 par underdrenge og de sandaler jeg går i med.
På vores første dag i Hanoi har vi en aftale med en studenterorganisation, der GRATIS guider turister rundt i Hanoi. Det eneste vi skal betale for denne gæstus er evtuelle måltider. Vi finder nok på nget passende til vores guide i morgen.
Eventyret fortsættes på siden Vietnam, idet denne side er blevet så tung at redigere i, at vi er nødt til at oprette en ny og særlig side for Vietnam.
Spring videre til Vietnam her
|
Billede herover»
Pladsen, i en multipark i Hong Kong,
hvor de spillede kinesisk skak .
Sol med udsigten over Hong Kong fra
52. etage på L' Hotel
<- Vores placering på henholdsvis kort
og google eart
<- Asbjørn som midtpunkt for mindst
ti fotografer
Rent tog til tiden. Tag den DSB
Kristina med dejlig aftensmad. Prisleje er ca. 80% af DK-priser
En af de rene legepladser, hvor børnene hyggede sig mens forældrene slappede af
Sol svinger sig i lianerne i toget, ikke noget
normalt syn i Kina, men når man kender
hende, er det helt normalt
Midtpunkt på torvet, selv efter mørkest frembrud
Sikke et tilskuertal, og så for at se på 4 delfiner!
Sol foran Asbjørn foran en
ægte levende Panda
Asbjørn, Sol og Johnny i
fællesskumbad, en af de våde
aktiviteter i Ocean Park
Her bliver der kørt kinesisk karryret ind,
det er stadigvæk Johnny i den grønne
sponsortrøje (han har ikke meget andet med!)
Asbjørn er hårbolden til venstre :-)
Asbjørn tager kropshævninger i toget.
100 om dagen
Koncert. Det virkede som om
han var kendt, men han sang kinesisk,
og den dag det lyder godt
i mine ører, så skal vi have en sulten
kat derhjemme
Hong Kong er kendt som
kærlighedens by !
Det Johnnys "lækre"mad forrest
i billedet, I må kunne fornemme det
slimede ved retten, velbekommen :-(
Kan Sol mon fornemme hvordan
tørrede rejer lugter! hun mener dog at
dem med sort hår synes det lugter godt.
Til venstre ser man, hvordan kineserne
samles om formiddagen i et indkøbs-
center og ser nattens fodboldkamp.
Sol, der endnu engang ser lækker ud
Vores medbragte bagage fylder
som det ses kun, hvad der kan
være på en bagagevogn
Sådan ser et kinesisk tog - toilet ud
<- Køkkenet på hotellet, og skabene
er tomme, men vi fik vores vilje til
sidst
Svømmebasinet, hvor bademestrene
hyggede sig med at fløjte og vise
skilte med regler
Aftenfoto af voksenbasinet. Asbjørn
fik lov at svømme der efter han
havde bevist han kunne svømme 50 m
 
Sol, der har gjort sig lidt lækker
mens hun ser kinesisk morgen TV
Familien på legepladsen, efter at vi
havde stat næsen op efter at
komme i pøllen
<- En isbar, hvor fire lækre isdesserter
kostede ca. 50 kroner. Johnny måtte
spise de 3, idet børnene ikke kunne
lide deres. Pokkers, han er ellers
ikke meget for desserter og søde
sager!
 
Metrostation i Guangzhou, stadig
kæmpestor og ren og pæn
Asbjørn på vores ynglingsrestaurant
i Guangzhou med Pasta og kødsovs
<- Asbjørns lærling. Han forsøgte
også at lave kropshævninger i
metroen, men han var bedre til at
kysse Sol og helt vild med at
røre ved Asbjørn
 
Pearl River, er det ikke også en, der
hedder Muddy River, eller er det
Muddy Waters?
<- Dejligt, at både Sol og Asbjørn kan
fotografere. Ja, jeg har haft DK-trøjen
på i tre dage. Man sveder jo næsten
ikke!!!!!!!!!!!!!!!!
Indgangen til kinas Christiana
<- Tæpperenserne og de
badende hunde
Sushibaren, alt det vi kunne spise
af høj kvalitet for ca. 85 kroner
<- Blæksprutter i dejlig sovs. Hvem
mon smagte dem?
 
Vi stod længe og betragtede en
konditor, der lavede en lagkage
med så stor engagement, som var
det kongeligt porcelæn. Fantastisk.
<- Vores bopæl i Guangzhou på kort
og Google Earth
Drageflyveren og dragen, før jeg
forliste den
<- Dragen, der er på størrelse med
en LP-plade, "for dem, der husker
den slags"
Kristina med frokosten. ca. 3 kroner
for en gang nudelsuppe, opvarmet
og købt i badelandet
<- Næsten wipeout, en actionbane
Sol og Asbjørn og de nyfangede
skildpadder
Sol og Asbjørn, der ser
DVD på værelset
<- Sol bliver beundret mens Kristina
kigger på tøj
Kristinas feriefotopassion: Billeder
der kan bruge i undervinsingen.
Opgave: Find forsvindingspunktet!
Børnene, der har fundet en forret-
ning med akvariefisk. De bliver nok
nødt til at få et kæledyr, når vi
kommer hjem
Konditor i aktion med tilskuere fra
Danmark
Egentlig var det en god rejsedag,
det pissede ned i LOFE stråler hele
dagen
Under halvtaget er køerne til
afgangshallerne, hvortil der
var adgangskontrol og sikker-
heds tjek
<- Ventehallen indenfor, ikke ryger
afdelingen, men det tog kinserene
ret afslappet på
<- Sol med sit fotomodelsmil
En lille kinserdreng i "et par bukser".
Han ville gerne holde os i hånden
<- Den skønne Kristina
En svinsk ventehal i Guangzhou
<- De enlige kinesere, der også så
DVD sammen med børnene
Kristina i gangarealet i sovevognen
<- Asbjørn, der vågner efter 10 timers
søvn på sin slavehylde
<- Sol og den kinesiske dreng, der
græd da vi skulle af. Sol havde
erklæret, at de skullle giftes.
<- Sparemad på hotellet, ca. 40
yen for nudelsuppe, øl og sodavand
Kristina i toget. Hun er lige stået op,
hverken sminke eller noget. Lækker
er hun selv uden "maling"
<- Det fantastiske morgenmåltid.
 Nudler, superboiled egg og
risengrød 
Det dejlige diskoteksmiljø, der
også lagde en perfekt ramme om
morgenmaden
<- Det næste færdigbyggede bolig-
kompleks ved siden af hotellet
 
Udsigten fra vores vindue
<- Pool i boligkomplekset. Den er
desværre ikke åbene endnu
<- Asbjørn og Johnny på PizzaHut
Værterne på PizzaHut, Yoyo og
Dream, sjove navne?
  
Nanning om aftnen
<- McDonald mad. Jeg har ikke været
på en dansk McDonald i 2,5 år,
og en kinesisk er hverken værre
eller bedre
  
Sol og Asbjørn i en reklamesøjle
<- Dejlige aftenbilleder fra Nanning,
en perle i Kina
Jeg klippede mig i øvrigt med min
elektriske Braun barbermaskine.
Er det ikke flot. Det er Sol med det
lange hår!
 
<- Morgenmad på værelset
Sol og Asbjørn på den regnvåde vej
 
2 dejlige softice, 3 kroner, vi er ikke
nærrige med is, når børnene beder
om at få en is
<- Asbjørn på ruten
Den dejlige McDonald. Jeg opdagede,
at "bøfferne" i en Big Mac eller hvad
den nu hedder er næste 3 mm tykke.
Det er kød man kan forstå!
<- Sol på "løberuten"
Asbjørn med nysat hår efter han
har løbet ca. 1,5 kilometer på
en gågade i Nanning
<- Hanoi vi ankommer til
Ga Giam Lam togstation, der
er lige ved 5 tallet og skal
<- Indsat er bookingen fra hotellet
|
