12. september, Siem Reap, Johnny
Vi kom til hotellet ved 0630 tiden. Det var OK. Kristina og ungerne inspicerede værelser og pool. Det var OK, så vi tog det. Poolen, der på tripadvisor var beskrevet som ”great pool”, var OK, men heller ikke mere. Mens de inspicerede, blev jeg besnakket af vores tuktuk driver til at lade ham komme forbi hotellet i morgen, og køre os rund i Ankor Wat. Hans pris var 15 dollar for en dag. Det er vel OK, men vi ville lige sondere priser.
Vi spiste morgenmad A la carte.18 dollar, så det er kanon, at vores kommende morgenmåltider på hotellet er inkluderet i hotelprisen a 180 kroner pr. døgn.
Vi startede med en formiddagslur. Natbussen havde taget hårdt på os gamle og Sol, men Asbjørn, der havde sovet uforstyrret hele natten, så film på flimmeren.
Kl. 1200 ramte vi swimmingpoolen og var der et par timer. Det var stinkende varmt. Efter et bad, gik vi ud i byen. Først hævede vi 300 dollar uden problemer på Visa kortet, derpå et bageri, hvor vi købte baguette med div. pålæg og fire sodavand. Her havde de, hvad vi bestilte, selv Cola Light / Zero. Det var godt nok dyrt i forhold til de priser vi havde vænnet os til, men det var dejligt, at finde en restaurant. Vi fortsatte turen mod ”Old Marked”. I gaderne hen i mod, var der virkelig sydlandsk stemning, og vi fandt ud af, at prisniveauet her var det samme som i Vietnam, fadøl 3 kroner, cocktails 5 kroner, kanon. Vi var klar til at blive her resten af livet.
Vi fik købt nogle flere gaver og kigget på Rolex ure til 60 kroner og råbt an af 1000 tuktuk drivere i timen, der ville køre os hvor hen vi ønskede for 1 dollar. Vi ville gå.
Der var bassiner med fisk, der spiste fedt, puds og skel fra huden, og man kunne for 1 dollar stikke hænder eller fødder ned til dem og blive renset. Efter tilløb, tog Asbjørn en tur med benene i et af bassinerne, og det virkede som om han nød at sidder der med benene under fiskeangreb i 20 minutter. Da han var færdig ville Sol prøve, men vi udsatte det til senere, idet vi syntes, at nu havde vi lige ventet på Asbjørn, så gad vi ikke glo på, at også Sol skulle spises.
Aftensmaden spiste vi samme sted, som vi tidligere havde drukket øl og spist pandekager. Vi mødte en skotte, der havde levet det meste af livet i Frankrig. Nu var han golftræner og frivillig underviser i en landsby ca. 20 mintter fra Siem Reap. Vi aftalte, at vi måske ville besøge ham og fortælle om Danmark, for de manglede inspiration og rigtige fortællinger om verden. De havde rigeligt med paratviden.
Derpå hjem til hotellet og en tur i poolen, hvorefter vi ved 22-tiden faldt omkuld af træthed efter en dejlig oplevelse i Cambodia. Siem Reap er helt fantastisk.
13. september, Siem Reap, Johnny
Morgenmaden, der er noget middelmådig, blev indtaget og vi kørte til Angkor Wat, kl. 0900, efter Asbjørn havde brugt ca. 20 minutter på at spille fodbadminton med hotellets personale og vores chauffør.
Vi kørte på tuktuk i ca. 10 minutter, før vi kom til betalingsanlægget. 40 dollar pr. voksen, børnene er gratis. Vi stak dem vores 100 dollar seddel, som vi har fået i en bank, men de ville ikke acceptere den, for der er noget rødt tryk på som efter afsmitning fra et eller andet. Vi spurgte dem, og de heller ikke ville have den, hvis de tilfældigt fandt den på vejen. De forstod ikke helt ræsonnementet. Trods det store beløb, kunne man heller ikke betale med kreditkort, men vi havde heldigvis en anden 100 dollar seddel, som vi gav dem. Sikke en palaver for en smule rød misfarvning.
Vi fortsatte til templet og kørte ind ad østporten. Det kan ikke beskrives. Templet er fra det 12 århundrede og er så vidt jeg kan forstå en blanding af hinduistisk og buddhistisk. Jeg har ingen forstand på religion, men det må være en vis sammenhæng mellem hinduisme og buddhisme.
Selve Angkor Wat templet er beliggende i midten af en masse andre templer. Alle templerne har meget stejle trapper og øverst er der i næsten alle en Buddhastatue. Det er omgivet af en ringgrav og der er meget mere information på
http://da.wikipedia.org/wiki/Angkor_wat
På de gamle sten, vokser der træer med et helt uvirkeligt overjordisk rodnet.
Efter ca. 5 minutters kørsel på området bad vi tukturdriveren, der hed ”Ne” om at standse. Der var vilde aber i skoven, og dem ville vi gerne se på. Vi stod ud og pludselig var der også ca. 10 børn, der ville sælge os bananer, så vi kunne fodre aberne. Vi købte for 2000 riel, hvilket svarer til en halv dollar. Der kom også en knallert med sidevogn indrettet som kiosk op på siden af os. Han ville sælge drikkelse, og det var meget praktisk. Han ville have 1 dollar for 1,5 liter vand, vi endte med at få 3 liter for 1 dollar. Der skal hele tiden pruttes om prisen og det er lidt træls.
Alt gøres op i dollar, og en halv dollar er 2000 riel. Riel fungerer altså som byttepenge for dollar, og man får også (heldigvis) dollar i hæveautomaterne.
Derpå fodrede vi aberne. De var ikke så venlige, men nærmest aggressive for at få fingrene i bananerne, og de jagtede børnene. Asbjørn var nærmest tuktuken, så han løb derhen, hvor også Kristina var, og Sol var nærmest mig, så hun løb hen til mig.
Derpå ophørte morskaben med aberne, og vi satte os ind i tuktuk, men måtte lige børste den af for belejrende aber.
Vi besteg herpå flere templer. Trapperne var meget stejle. Asbjørn, der har fanget det med, at stejlheden kan gøres op i grader, mente at de var tæt på 90 grader. De var nok 70 grader, og da det regnede midt på dagen, var de også lettere glatte. Så det var med nogen nervøsitet og stor forsigtighed, at vi kravlede op ad de stejle trapper.
Jeg blev også både svedig og mine lårmuskler begyndte at spænde, så jeg måtte lige strække ud. Man er åbenbart ikke 18 år mere?
Frokosten blev holdt i en restaurant ved Angkor Wat templet. Det kostede 12,5 dollar og de ville heller ikke have vores 100 dollar seddel med misfarvning, og påstod, at de ikke kunne veksle den. Så vi har altså 100 dollar, som vi ikke kan bruge her i Cambodia.
Efter frokosten gik turen videre op og ned ad flere templer og rundt i parken ved Angkor Wat. På den ene side af templet så vi nogle kinesiske damer, der blev jagtet af en abe. Vi gik derhen ad, for at se nærmere på sagen. Det var en lille abe, der nu havde sat sig på templet. Det minder lidt om Disneys ”Junglebogen”, den gamle tegneserieudgave, hvor King Louie bor i nogle ruiner. Vi opdagede en abeflok i skoven. Der var ca. 10 vilde aber. En stor han, der havde fået halvdelen af næsen rykket af og have et hul ind til knoglerne i den og resten var hunner og unger. Længere væk, ca. 100 meter, var der en anden flok. De nærmede sig templet og på et tidspunkt kunne vi se ca. 30 aber fra to forskellige flokke. Flokken længst fra, kom først op på templet, og vi gik derop. Kristina var der i forvejen og var ikke helt glad for situationen. Da vi var samlet, fandt hun en karamel, som jeg skulle give alfahannen. Han tog i mod den, nærmest høfligt og ordentligt. Jeg rakte højre hånd frem og den gjorde ligeså og tog karamellen ligeså pænt. Vi havde ikke mere slik og intet at fodre de søde dyr med. Men kort efter kom hjælpen. En hollænder, der troede, at vi var hollændere, havde nogle bananer, som han nu tilbød, at vi måtte give dem. Vi fodrede herpå aber i et par minutter og var midtpunkt for abernes ativiteter i en halv times tid.
Efter abefesten gik vi ind i selve hovedtemplet Angkor Wat. Jeg var den eneste, der måtte gå op i templet, idet Kristina ikke havde dækket skuldrene og der var ikke adgang for børn. Templet var opbygget med fire hjørnetårne og et højt i midten. I det midterste var en stor Buddha statue. Udsigten fra tårnene var fantastisk. Vi gik ud til tuktuk og blev kørt hjem til hotellet, hvortil vi ankom ved 1600 – tiden. Vi aftalte med Ne, at han skulle hente os igen på torsdag, hvor vi ville tage endnu en tur til templet. Den tur vi tog i dag hed den lille, og på torsdag skal vi så tage den store tur.
Vi badede en times tid i poolen, men måtte lige vente 10 minutter, for der blev sprøjtet mod insekter af en mand, der røg hele området til. Han gik med noget, der mindede om en havestøvsuger, den sprøjtede bare giftig røg ud. Hans eneste beskyttelse var en operationsserviet, som han havde hen foran munden.
Derpå gik vi ind til byen. Der er ca. 500 meter og vi går helst. Man ser så meget. Vi blev godt nok overfaldet af den ene tuktuk driver efter den anden, men de blev afvist. På turen fangede Asbjørn og Sol et lille firben, som det tog op. Da den havde kravlet lidt rundt på os alle, afprøvede vi historien om, hvorvidt de taber halen, når man fanger dem i den, og det viste sig at være rigtigt. Det lille firben mistede det yderste af halen, da Asbjørn prøvede at løfte den i halen. Så ved vi det.
Kort efter var vi ved ”Old Marked” igen. Vi købte intet ud over en dejlig aftensmad bestående af godt med fadøl, sodavand, burgere og pommes. Det var fantastisk. Efter middagen, fik ungerne et fiskebad med fødderne. Deres fødder må være meget rensede efterhånden. Mens vi ventede, begyndte det at vælte ned med regn. Det regnede, så man tror det er løgn, og tuktukdriverne var meget energiske med at tilbyde deres ydelser. Normalt koster det 1 dollar at blive kørt, men nu kostede det 2,5 dollar. Vi afviste det. Men eftersom regnen fortsatte, begyndte vi at prutte med en af dem, og det lykkedes os at blive kørt hjem i en overdækket tuktuk med sider, så vi kom tørskoede hjem. Anderledes var det for tukturdriveren. Hans eneste værn mod regnen var en paraply, der gik i stykker efter 100 meters kørsel. Andre tuktukdrivere kørte med regntøj, men vores havde altså taget et forkert valg. Han hostede da også fælt mens han kørte.
På hotellet bookede vi et andet hotel, firestjernet, for yderligere 3 dage her i Siem Reap, så det bliver vores sidste ophold i Asien før vi om en uges tid tjekker ind i Bangkok for at bruge den sidste uge af vores rejse der. Vi glæder os til morgenmadsbuffet på det næste hotel, for morgenmaden her er elendig.
Vi sov ved 2100 – tiden efter en fantastisk oplevelse med templer, aber og små firben.
14. september, Siem Reap, Johnny
Jeg vågnede lidt i seks og gik ud og loggede på nettet. Det kører helt fantastisk. Jeg begyndte at skrive hjemmesidehistorien fra Angkor Wat, men ved 0615 - tiden loggede Mette på fra Sunapee på Skype og vi talte sammen i næsten 45 minutter. Dejligt at høre fra sin datter i Boston USA. Hun har det kanon. Hun bor hos en dejlig familie i et stort amerikans hus og er faldet til i skolen, der åbenbart er som snydt ud af næsen på en amerikans high school film. Bare det ikke er Delta Kliken.
Efter den triste morgenmad gik Asbjørn og jeg ned til poolen. Jeg læste, han badede og spillede y8. com. Kristina og Sol tog en formiddag med DVD på værelset. Frokosten afholdte vi på vores altan. Kristina og Sol havde været i supermarkedet og købe ind. Øl og sodavand, flultes og ost. Dejligt.
Efter frokost fes vi den af, mens Asbjørn igen plagede de indfødte med fjerdfodtennis. Lidt badning. Nogle bøger og så en tur til byen og se på gader og handel. Dejlig feriedag.
15. september, Siem Reap, Johnny
Morgenmaden blev indtaget som sædvanligt, ikke med den store begejstring. Vi var trætte, og enten har jeg fåer malaria eller også er det en mild influenza. Hvis det er malaria, bliver jeg tosset, for jeg har spist for 10 kroner malaria medicin om dagen i 50 dage. Vi besluttede at se WALLE, som vi har købt herovre. Den var rigtig god. Dvs. jeg så kun15 minutter, så faldt jeg i søvn. Kristina holdt vist en halv time, og så måtte hun også have en lur. Da hun vågnede, startede hun den igen, og vi så den færdig. Dejlig film. Ved 16 – tiden tog vi til Old Town, et herligt sted. Vi gik ind i ”The Blue Pumpking”, der er en restaurant, hvor man sider på nogle gevaldige sofaer og spiser sin mad. Det var virkelig high class og prisen derefter. Vi gik en tur på markedet og købte lidt gaver, DVD film og souvenir. På Bar Street drak vi en øl og blev opsøgt af flere krigsinvalider (landminer) og børn, der solgte bøger og postkort. Vi købte et par bøger. Den ene købte vi af en i en invalidevogn, der fungerede ved at han nærmest cyklede med hænderne. Den anden af en dreng med et ben og et par krykker. En pige, der så lidt forhutlet ud, havde en beskrivelse af sit liv, og hvorfor det nødvendigt, at vi købte div. værdiløst souvenir af hende: ”Min far døde i krigen i 1993 efter han havde været soldat i 13 år. Derpå flyttede min mor og jeg til Siem Reap i 1998. Min mor tikkede i 5 år, hvorefter hun begyndte at arbejde for en velgørende organisation, og det er for den organisationen jeg arbejder ved at sælge disse postkort og armbånd”. Vi spurgte hende, hvor gammel er du, for hun så meget ung ud. Hun var 10 år. Vi købte intet af hende, og her kommer dagens matematikopgave, ”Hvilke oplysninger gav hun os, der overbevist os om, at hun var en platugle?” Vi sluttede byturen med at spise pizzaer for ca. 50 kroner. OK pizzaer. Vi var tilbage på hotellet ved 1830 tiden og så Salt. Handlingen er fin, men actionscenerne er set før. Vi sov ved 21 – tiden.
16. september,
Siem Reap, Johnny
Tidligt op, alle sammen. Dvs. ved 8 – tiden. Vi spiste den trælse morgenmad og gik ud til tuktuken. Det var en ny. Ne var forhindret og vores nye driver var også OK. Han kørte os til templet, den store tur i dag. De templer vi besøgte var noget anderledes, end dem på den lille. De adskilte sig ved at være lavet af både sandsten og ”fabrikerede” mursten. De var derfor lidt røde og gule i gløden, hvor de andre havde været grålige. Selv om vi havde set Angkor Wat templet, var denne dags oplevelser overvældende. Man forestiller sig ikke, hvor imponerende et syn det er. Man kunne godt have ønsket, at de havde lavet murene ved at lægge stenen i forband, for de skred flere steder, og en anden konstruktion ville utvivlsomt have været mere holdbar. De forsøger mange steder at restaurere, men arbejdet er helt uoverkommeligt, og med de få mennesker og ressourcer, der er sat af til det, er det nærmest ligegyldigt. Nogle steder så vi også nye udgravninger, og hvis der kommer flere fund til, er opgaven kun endnu værre og uoverkommelig. Da det er en verdens arv, optaget på UNESCOs / FNs liste i 1992, skulle der måske gøres noget fra UNESCOs side, men sådan tror jeg ikke FN virker. Det er vist mest nogle mennesker, der går til fine middage i New York og andre steder. Omkring middag stod det ned i stænger. Vi spiste boller uden drikkelse, for vi havde kun 100 dollar, og det kan man ikke købe noget for ude i området, hvor alt koster 1 dollar, og alle vores små sedler have vi brugt på tørklæder og tasker. Ved 14 – tiden havde vi set alt og kørte forbi nogle aber ved vejsiden. Dem skulle vi prøve at fodre. Det vil sige, at jeg skal fodre, mens børnene står og ser lidt forsigtigt til og Kristina fotograferer. Det er nok også det bedste, for det er altså vilde dyr. Det fik vi en smagsprøve på, for mens jeg fodrede, blev den ene han sur og rendte imod mig. Jeg blev forskrækket og sparkede ud efter. Jeg ramte ikke, men den blev dog så forskrækket, at den stilede sig i kampstilling og hvæsede ad mig med munden vidt åben. Denne magtkamp vandt jeg åbenbart, for den var sød bagefter og jeg kunne håndfodre den uden den var truende.
Vi var tilbage ved 1500 tiden. Vejret var dejligt, og vi gik i poolen. Asbjørn svømmer som en fisk, og Sol er også godt med. Hun kan let svømme 20 meter. Vi trænede også ”hold vejret”. Sol kunne holde vejret i 35 sekunder og Asbjørn i 50. Det er nærmest fisk.
Omkring kl. 1800 gik vi til Old Town. Vi var i en Original North Face butik. Der var bare ingen forskel mellem North Face, Columbia, Jack Wolfstein og andre mærker, så vi købte intet, selv om prisen på det ”originale” var 19 dollar. Derpå hen på ”Bar Street”, hvor Kristina og Sol købte det sikre mad, og Asbjørn og jeg valgte grill, bestående af oksekød, krokodille, slange, tigerrejer og frølår. Overraskende så godt så ulækre dyr kan smage. Frølårene var næsten det bedste. Slange og krokodille smagte lidt som kylling, men slangen af arten pyton var meget sej, mens krokodillen kun var lettere sej.
Derpå hjem med endnu en indkøbt DVD film (Asien er oversvømmet af piratkopier til 1 – 2 dollar pr. stk for premierefilm, så vi må hellere smide dem væk, før vi kommer til Danmark)
17. september, Siem Reap, Johnny
Jeg vågnede ved 5 tiden og stod op. Der er nok at lave, når man vil skrive en bog, og når man alligevel ikke kan sove mere end 6 timer i døgnet, er det dejligt at have noget fornuftigt at give sig til. Alle tilgængelige bøger er læst, bort set fra Biblen, som jeg stadig har 1000 sider til gode i. Godt jeg har læst Mosebørgerne og Lovbøgerne, for Asbjørn fortæller sommetider historier fra disse, som jeg kan genkende fra min ferielæsning, og derfor kan tale med om.
Morgenmaden blev indtaget uden begejstring som sædvanligt. Dejligt, at vi skal tjekke ud fra Mekong Angkor Palace Hotel i dag. Det er ikke en fornøjelse. Der er underlige insekter i vores seng om natten, og de mange insektdrab vi har gennemført i søvne har efterladt sorte og røde (blod) pletter på sengetøjet. Det er ret klamt efterhånden.
Vi har booket 3 nætter på Hotel Lin Ratanak Angkor Hotel, der ligger ca. 1 km. Fra vores nuværende location og ca. 500 meter længere fra Old Town, men så må vi tage en tuktuk. Prisen var et fund. Kun 600 for tre dage med continental breakfast buffet. Vi glæder os vildt. Prisen var altså kun 20 kroner mere pr. døgn for et 4 stjernet end for et 2 stjernet hotel her i Siem Reap. NICE!
Vi tjekkede ud og blev mødt med al vores bagage af en af de tuktuk drivere, der sidder ved hotellet som grippe og venter på byttet. How much?, 3 dollar. Han havde spottet, at vi ingen steder havde at gå hen med alt den bagage og var begærlig. Jeg blev tosset og gik forbi ham. Jeg tror Kristina så lige så sur ud som jeg, og han fortrød og sagde 2 dollar, jeg fortsatte, Kristina sagde 1 dollar og vi fik det til den normale pris, 1 dollar. Han mente, der var 5 km. men vi var sikre på, at der kun var 1 i luftlinje. Det viste sig dog, at han kørte forkert med den tungtlæssede tuktuk, hvilket vi gjorde ham opmærksom på, og på den måde kan der jo være 5 km til det meste inden for 1 km. radius.
Vi ankom til Lin Ratanak efter 10 minutter, det skuffede ikke. Solskin, lækkert værelse, lækker pool, dejlig interiør, poolbar med vesteuropæisk musik. Kanon. Vi røg direkte i poolen. Kristina svømmede halvanden kilometer i poolen. Jeg fes den af. Børnen var i poolen et par timer. Kanon.
Underlig udendørs grill, der både lave grill og suppe
Nervøs frøæder (og så er mit franske helt ad h til
18. september, Siem Reap, Johnny
Vi spiste den gode buffet – morgenmad som sædvanligt. Vejret var varmt og startede lidt overskyet, så vi så lidt film og TV på værelset. Ved 10 tiden blev det solskin og vi gik ud til poolen. Vi badede – solbadede hele dagen. Frokost og aftensmad blev indtaget på hotellet. Dejligt med et ordentligt hotel. Og priserne er kun lidt dyrere, end de er i byen.
Til aftensmaden købte vi en flaske vin. Det er første gang vi har flottet os med vin. Desværre var det en fransk ”vin de table”. Den var udmærket, men det undrer mig, at de ikke serverer noget lokalt. Tjeneren grinte lidt af vores forespørgsel, som om vi var de første der efterspurgte det. Man kan købe det ”på landet” sagde han, men ikke her. Det kan godt være, at det er noget møg, deres eget vin, men det vietnamesiske var altså i orden.
Tjeneren brugte en masse af sit krudt på at snakke med os. Det er også meget informativt, men vi kan jo godt lide at holde ferie med hinanden og snakke sammen, så børnene er jo sat lidt af, når det foregår på engelsk. Men han fortalte, at han var gift og tjente 5 dollar om dagen og betalte 10 dollar om måneden i husleje. Han var gift og havde to børn, som hans kone passede. Han synes, at husene i Siem Reap var meget dyre. Et hus på 400 m2 kostede 400.000,- kroner.
Dagens feriedag var en dejlig solskinsdag ved poolen.
19. september, Siem Reap, Johnny
Morgenmaden blev igen indtaget med velbehag. Omelet, kaffe og ristet brød og sød marmelade. Ingen Ost. Det er nu dejligt alligevel. Der var lettere overskyet og en smule regn, så vi så Animal Planet på cabletv. Ved middagstid gik vi en tur til de kongelige haver. I et træ boede der flere hundrede flagermus. De var meget store. Vel på størrelse med krager i vingefang. Der var også handel med fugle og skildpadder, og ungerne skulle selvfølgelig lige prøve at holde en skildpadde og det gik fint. Frokosten blev indtaget på en fastfood restaurant ved en tankstation. Næsten helt europæisk, selv om madkvaliteten var om end endnu mere elendig en på fastfood i Danmark.
Eftermiddagen gik med badning igen. Solen skinnede, så vi gik til poolen, hvor vi var nødt til at hoppe i en gang hvert 5. minut, eller rettere sagt, det var så varmt, at vi nærmest var i poolen hele tiden. Ved 16 tiden tog Kristina en tur på løbebåndet. Jeg skulle have en tur eter hende. Vi havde aftalt at prøve at gøre det i bare fødder, og det viste sig at have begrænset succes. Kristina fik vabler på alle tæerne og hele trædefladen på forfoden. Jeg forsøgte mig også, men holdt op efter 20 minutter. Da kunne jeg mærke mine fødder brændte, og jeg begrænsede skaderne til en vabel på en tå på baggrund af erfaringerne fra Kristinas tur.
Ved 18 tiden tog vi en tuktuk til old town. Jeg havde besluttet, at denne vores sidste dag i Siem Reap, gad jeg ikke slæbe på kamera og solbriller. Vi havde lovet Asbjørn at vi skulle prøve at spise slager, krokodille og frø endnu engang, og det gjorde vi med stor succes. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af fadøl til 3 kroner, så dem røg der også et par stykker ned ad.
Mens vi sad på restauranten opdagede Kristina at vi kunne komme til et ”Aspara” show på restauranten overfor. Det gjorde vi så, og så var det altså noget af en kikser, at jeg havde været doven, for Aspara er traditionel cambodiansk dans og meget farverigt og spektakulært. Det eneste, der var træls ved det, var musikken. Cambodiansk musik har den fordel for udøverne, at instrumenterne ikke behøver at stemme, og man ikke behøver at spille i takt. Men dansen var flot. Vi fandt en tuktukdriver, der ville køre os hjem for den dollar, vi stillede i udsigt. Der var mange hushlere, der ville have 3 dollar, men vi gav os ikke, og fik turen til prisen.
Hjem og pakke. Det klarede Kristina, mens vi så lidt Animal Planet.
Endnu engang og denne gang, sluttede den sidste dejlige feriedag i Cambodia. I morgen skal vi til Bangkok, og det bliver dejligt at få nye indtryk.
20. september, Siem Reap – Bangkok, Johnny
Vi vågnede og vækkede børnene kl. 6. Derpå over at spise. Tjeneren fra poolbaren var helt oppe på mærkerne og ekstra servil. Det prellede af på os. Da vi skulle tjekke ud, virkede Kristinas Mastercard og Visa ikke, men til al held, var mit Mastercard virksomt. Kl. 0715 blev vi som aftalt hentet i en ældre Toyota Camry, der kørte på gas, og gassen fyldte en del af bagagerummet, så han havde svært ved at få plads til vores bagage. Det lykkedes med bagageklappen åben, at køre til busstationen, der var en købmandsbutik med et par plastikstole ved floden. Bussen blev pakket og kørte til tiden. Der er styr på logistikken her i Asien. Chaufføren var meget dirigerende. Han ville bestemme, hvor passagererne måtte sidde, men vi fik et par gode pladser foran. En koreaner, der skulle have sin cykel med, blev bedt om at skille den ad og så fik han også lov til at betale 4 dollar ekstra. Han havde ellers fået at vide af billetsælgeren, at den var gratis, men når man først står der og er kræves ekstra penge, er der ikke meget at gøre, så han betalte og vi kom af sted.
Turen til grænsen gik langsomt. Vi holdt på turen, der tog 3 timer, 3 pauser a ca. 30 minutter. Det var en gammel lortebus, og den skulle åbenbart køles af med både vand og luft under vejs og derfor de mange pitt stop. Heldigvis slap vi for aircon, der plejer at være alt for kold.
Ved grænsen blev vi gennet ud af bussen og skulle gå over ingenmandsland mellem Cambodia og Thailand. Udrejsekontrollen forløb uden problemer. Vi har jo alt for meget bagage, og kuffertens (den vi købte i Hoi An) håndtag gik af, så vi måtte fuske den, godt vi har en ekstra slynge med, så vi kan lave et interimistisk håndtag.
Gennemsvedte kom vi til indrejsekontrollen til Thailand efter at have passeret boder og casinoer i ingenmandsland. Kristinas fødder er fulde af vabler fra løbeturen i går, men hun piver ikke, men er dårligt gående. Vi udfyldte indrejsekort og ventede i en kø i 45 minutter, før vi kom frem til en venlig immigration officer og blev tilladt indrejse i Thailand uden problemer. Derpå skulle vi ”bare gå videre til vi blev mødt af nogen?” Vi havde ikke selv fået beskeden, men det havde to engelske piger, der skulle samme vej, så vi gik efter dem og lidt efter blev vi samlet op af en 10 personers bus. Vores bagage kom ind, og vi kørte. Vi kom dog kun 500 meter, før vi blev gennet ud igen og blev bedt vente på en ”restaurant” i 30 minutter, før vi skulle fortsætte mod Bangkok. Vi kørte fra grænsen kl. 1330 og fik at vide, at det var sidste stop inden Bangkok. Trafikken er med venstrekørsel, men ellers er den mere som vi er vant til. Altså man standser, når der er rødt. Man overhaler kun venstre om, man dytter kun, hvis der er fare osv.
Vi kom til busstationen, der nærmest var midt i en flettebane midt i Bangkok. Taxachaufførerne flokkedes som hyæner omkring os, og vi sagde, at vi ville lade dem transportere os, hvis de kørte efter taxameter. De rystede på hovedet. Det var myldretid. De vidste ikke rigtigt, hvor hotellet lå. Vi måtte selv finde det til dem på kortet. 600 bath, skulle vi betale. Altså ca. 130 kroner. Det virkede ok, men vi ville altså køre efter taxameter, for ikke at blive plattet fuldstændigt, så vi afslog. En chauffør viskede 300, men stadig uden taxameter. Vi besluttede at jeg skulle gå ud og fiske en taxa, der ville køre efter taxameter, og det lykkedes næsten med det samme, kun 25 meter fra vores bagage, Kristina og ungerne.
Turen tog ca. 20 minutter og kostede 99 bath. Godt vi holdt os til planen.
Vi fik værelse på hotel Aiya i Bangkok. Det var OK, men ikke prangende. Dobbeltseng og køjeseng til ungerne. Aftensmaden indtog vi i hotelrestuaranten for 100 kroner. Den var OK. Sodavand er billige, men det er slut med fadøl. En alm. øl til maden koster 13 kroner, så det bliver sodavand. De koster en femmer.
KL. 2000 var vi på værelset og klar til at gå i seng efter en hård rejsedag.
God røv! og så kunne Kristina ikke komme ind med blottede skuldre!!!
